Er hype en gave eller en forbandelse?

Jeg var, ligesom mange andre, ret begejstret tilbage i 2017, da mystiske, om muligt esoteriske, (0) udgav deres EP af samme ”navn” med sange navngivet efter spillelængde i stedet for lommefilosofisk lyrik. Det var alt sammen meget nyt og spændende. Dels fordi musikken var særdeles fremragende, dels fordi deres fortolkning af blackmetal passede perfekt ned i, hvad der rørte sig i den danske undergrund og dels pga. deres ”hvem vi er, er ligegyldigt. Det handler om musikken!”-attitude. Da jeg anmeldte EP’en, skrev jeg følgende: ”… Musikken holder og trods det, at EP’en hurtigt runder de 40 minutter, så sidder man og savner mere.” Nu sidder jeg så med mere, og efter at have hørt SkamHan igennem et par gange, må jeg erkende, at jeg er i syv sind.

Hvis Herning-motorvejen var et album

Da vi først stiftede bekendtskab med (0), var det via fire meget forskellige tolkninger af black metal, alt fra prog-black, black’n’roll, melankolsk doom-black og slutteligt et instrumentalt værk fyldt med atmosfære. På SkamHan har bandet droppet ideen med at prøve at gå fire forskellige veje fremfor at gå mere målrettet ned ad én musikalsk vej. Bevares, vejen bugter sig da lidt nu og da, men sammenlignet med EP’en, så er det en snorlige asfalteret motorvej. Det kommer ikke bag på mig, at et band vælger en bestemt retning på et album, alt andet havde været underligt. Men det kom bag på mig, at et band, jeg primært ville have beskrevet som et black metalband (jo jo, der skulle klart nogle affikser foran!), så vælger at droppe deres grundessens. I stedet skulle man tro, at bandet havde kigget hinanden i øjnene en lidt kedelig dag i øveren og blevet enige om, at de der Mastodon sgu da også er meget fede og besluttede sig derefter at købe så mange fuzzpedaler, de kunne få fat i. Så fra post-black-land til et grænseland mellem sludge og prog, hvor ens strenge simpelthen ikke kan lyde lodne og uldne nok – ja, den havde jeg ikke set komme! Der er stadig spor af det ”gamle” (0) hist og pist – mest i form af de to singler ”Tyndere End Hud” og ”Skarntyder”, men man skal nu alligevel lede med lys og lygte for at finde nogle bekendte elementer på SkamHan.  For det er ikke kun black metallen der er gået sig en lang tur. Det samme er nemlig præcisionen, de skarpe riffs- og melodier. I stedet har vi nu fået en endeløs række numre fyldt med, hvad der føles som årelange guitarpassager, som hverken vil frem eller tilbage. Til tider minder det mest af alt om en lejrbålsjamsession, hvor den håbefulde guitarist venter på, at resten af bandet slutter sig til ham, men først gør det så sent, at det er nået at blive decideret akavet. Nummeret ”Rød Glorie” er det perfekte eksempel på netop dette, for det næsten ti minutter lange nummer starter først for alvor næsten to minutter inde. Jeg har absolut intet imod lange numre eller numre med opbygning, men så skal det være tiden værd, og der skal være et ordentligt klimaks, hvor man sidder og føler, at man er blevet kastet rundt i en tørretumbler – og ikke blot sidde og trække på skuldrene.

Forventningens glæde er den største

Jeg havde virkeligt glædet mig til at skulle sidde og lytte til SkamHan – måske havde jeg endda glædet mig for meget. Måske var bandet simpelthen blevet hypet for meget tilbage i ’17 og ’18, hvor de for alvor brød igennem – jeg ved det ikke, men resultatet er, at (0) ikke formår at toppe deres debut. Vi er ikke engang i samme liga, for det lyder nærmest ikke som det samme band. SkamHan er ikke et dårligt værk, det er faktisk noget endnu værre – det er kedeligt. Det er ensformigt, det er repetitiv, og det føles mest af alt som ét langt nummer uden start, midte eller afslutning. Men hvis det er den retning, (0) gerne vil gå, så ønsker jeg dem held og lykke, jeg står bare af så.