Wacken Open Air 2016

Wacken 2016 Wacken 2016

Onsdag:

  1. Mambo Kurt

Til messe hos mambo mesteren

Siden dette unikum af en elorgel spiller i 1982 blev kåret til Nordrhein-Westfalens bedste hammondorgel spiller i aldersgruppen 0-14 år har han ikke set sig tilbage, og er velsagtens i dag en af verdens mest feterede elorgel spillere. En fantastisk multikunstner, som på en og samme tid formår at kombinere elorglets fortryllende toner med en forførerisk sceneoptræden der efterlader publikum i ekstase.

Første gang jeg oplevede denne elorglets elegantier var i Biergarten på WOA for et par år siden, og sidenhen har hans karriere taget fart og masserne omfavnet Mambo Kurt i en sådan grad at WOA i år måtte smide manden på scenen i Bulhead City Circus.

Næste år er jeg sikker på manden, myten og mamboen fuldt fortjent indtager de største scener på WOA.

For når Mambo Kurt indtager scenen kan det ikke undgås at man får et skævt smil på læben og danser løs til Nirvana, Slayer, Abba, Rammstein m.fl. alle fortolket og forvansket på en perfid måde, som kun Kong Kurt kan gøre det.

Når først der åbnes for de elektriske sluser fra elorgelets elegante rytmer og Slayer i samba rytme, Rammstein som mambo og Abba i pop porno rytme rammer trommehinden kan man sku´ ikke andet end at smile og være glad.

Man skulle nok have været der

Hvis man aldrig har oplevet Mambo Kurt fortolkninger af klassiske heavy metal og pop klassikere på hans elorgel er det svært at forklare stemningen, hyggen og det smørrede smil man står med når han tæver løs på tangenterne. Så hvis du ikke har set denne fabelagtige entertainer endnu så se at komme til WOA 2017 og oplev party stemningen som kun Mambo mesteren kan levere den.

Jeg garanterer for god underholdningsværdi, et godt grin og en oplevelse der gør livet lidt sjovere 

Setliste

Alt mellem himmel og jord udsat for elorgelets og Mambo Kurts fortryllende fortolkning.

Anmeldelse skrevet af Henrik Cole (gæsteskribent)

Torsdag:

  1. Saxon
  2. Iron Maiden

Saxon Black Stage, kl. 16:30

Heavymetal som vor mor lavede den!

Aaah, gode gamle Saxon. Gode gamle sange, med gode gamle Biff i fronten. De gode gamle britere havde fået en god gammeldags morgenmad og drukket deres gode gamle Earl Grey med velbehag, for sikke da en god gammeldags magtdemonstration. Saxon lagde hårdt og brutalt ud med deres nyeste hit ”Battering Ram”, og folk skulle ganske vidst graves liiiidt op, grundet den tidlige start og den mudrede plæne.

Æd setlisten og spil hvad publikum vil have. 

Men som de musikalske bondemænd de er, fik de skovlet møget til side, og fik pløjet publikum over med masser af fede sange. Sange som ”Sacrifice” og ”Solid Ball of Rock” gik rent hjem, og den til Lemmy dedikerede ”Heavy Metal Thunder”, fik for alvor folk til at glemme de stod i mudder til anklerne. At spørge folk til råds for hvilke sange de ville høre ( Biff ÅD decideret sin setliste) var et fedt træk, for publikum fik højt råbt ”CRUSADER” og den blev afleveret prompte! Det eneste ting som afholder Saxon fra at få topkarakter er, desværre for dem, omstændigheder de ikke selv havde indflydelse på. Lyden gik fuldstændig på et tidspunkt, og der var generelt dårlig lydmands-kundskab til stede (en tendens der desværre var gældende på resten af festivalen).

Og så håber denne anmelder på, at vi snart kan få begravet tendensen med at stille sig helt foran til et show, og så bagefter lave IK’ NOGET! Fest dog igennem folkens! I er på Wacken! Biff synger! Hvad mere vil I have? Publikum skulle graves MEGET op desværre.

8/10

Anmeldt af .

Iron Maiden True Metal Stage, kl. 21:30

En til tider fantastisk koncert, hvor gassen desværre gik af ballonen til sidst

Iron Maiden behøver vist ingen introduktion i denne anmeldelse, så jeg vil springe direkte ned til selv koncerten og en noget blandet oplevelse denne torsdag aften.

Iron Maiden gik på True Stage torsdag aften foran 70.000–80.000 mennesker. Der var så mange på pladsen, at de måtte stoppe med at lukke flere ind på selve festivalpladsen 15 min. før, koncerten gik i gang – noget, der må betegnes som en ommer af arrangørerne. Det er fandeme ikke i orden at nægte publikum adgang, når de har betalt for en billet som alle andre. Så må man i stedet lave pladsen større eller sælge et lidt mindre antal billetter næste år. Nå, men nok om arrangørfejl og tilbage til en koncert, som startede rigtig godt med masser af energi på scenen. Bandet anført af Bruce Dickinson spillede som altid super godt sammen, og hvor er det herligt at se de aldrende musikere, der bare ved, hvordan man skal agere på en scene. Maiden startede med nummeret ”If Eternity Should Fail” fra deres seneste album, og det nummer er bare et godt livenummer. Det passede rigtig godt som åbningsnummer, og så kom der ellers en godt blandet pose med lidt fra de fleste af deres albums. Nu så jeg ikke Iron Maiden, da de gæstede Danmark sidst, men setlisten skulle efter sigende være identisk, så der var ingen overraskelser at hente der.

En måske træt lydmand

Desværre gik hele koncerten ikke op i en højere enhed, for lydmanden skulle også lege med denne aften. Om han havde taget de forkerte høretelefoner på, eller hvad der skete ved den lydpult vides ikke, men Bruces vokal var til tider helt umulig at høre. Den steg og faldt i intensitet konstant. Det virkede, som om lyden forsvandt, når han rykkede mikrofonen bare en smule væk fra munden. Dette blev ikke bedre, som koncerten skred frem, så vi havde nok med en lydmand at gøre, som var træt efter en lang turné over 36 lande og med 72 koncerter. For koncerten på Wacken Open Air var den sidste på turnéen, og det kunne i den grad mærkes, som koncerten skred frem. Energien på scenen forsvandt langsomt, og til sidst var det kun mr. Dickinson, der var aktiv. Her skal så også fremhæves den lidt spøjse optræden til nummeret ”Death or Glory”, hvor han iklædt en abemaske kastede bananer ud over publikum, mens han imiterede, at han kravlede op ad en væg eller lignende.

Hvis man skal se på denne koncert som helhed, så bar den præg af at være den sidste på turnéen og tilsat den dårlige mikrofonlyd, så kom koncerten f.eks. aldrig i nærheden af den, Iron Maiden leverede sidste år på Copenhell. Et lidt ærgerligt punktum for et ellers fantastisk band.

6/10

Anmeldt af .

Fredag:

  1. Orden Ogan
  2. Eluveitie
  3. Testament

Orden Ogan Party Stage, kl. 11:00

Endnu en elendig oplevelse på Party Stage...

Klokken 11.00 fredag formiddag, skulle undertegnede for første gang opleve et af nutidens mest frembrusende power metal bands, Orden Ogan. Et imponerende power metal band, som er blevet rost til skyerne for stort set alle deres udgivelser og her på redaktionen har vi også kun positive vendinger om dette tyske band. Desværre blev oplevelsen ødelagt af et voldsomt regnvejr, som startede da bandet gik på scenen og sluttede efter de sidste toner havde forladt højtalerne. Dog var uvejret ikke det værste. Endnu engang blev lyden fuldstændig kvalt af lyden fra Black Stage, et fænomen som gang på gang forekommer netop på denne scene. At Wacken ikke har valgt at placere Party Stage et andet sted eller helt nedlægger scenen, er mig en gåde. Der er desværre så mange gode bands, som har måttet lide på denne scene.

Middelmådigt og hurtig glemt.

Bandet virkede dog upåvirket af både regn og dårlig lyd og i flere ihærdige forsøg, forsøgte bandets frontmand Sebastian Levermann at få publikum med, hvilket også lykkedes enkelte gange. Bandet havde ligeledes valgt en ganske fornuftig setliste med numre som ”Ravenhead”, ”Here At The End Of The World” og ”We Are Pirates”, dog var det klart ”Deaf Among The Blind” og ”The Things We Believe In” som blev serveret bedst og hvor publikum var mest engageret. Dog vil denne koncert aldrig fremstå som en af de store Wacken koncerter. Det var middelmådigt, men jeg håber alligevel at bandet snart svinger forbi kongeriget, måske til næste års Copenhell? En revenge, hvor lyden måske er en tand bedre. 

6/10

Anmeldt af .

Eluveitie Black Stage, kl. 19:00

Folk metal møder metalcore/melodisk dødsmetal

Da det schweiziske band fra Winterthur blev dannet tilbage i 2002, var det med inspiration fra gallisk/keltisk musik, og det skinner i den grad igennem, når man oplever bandet spille live.

Det 8 mand store band leverer musik, der både fremstår hårdt og brutalt, men samtidig kan være yndefuldt og levende. Eluveitie bruger traditionelle instrumenter som violin, drejelire, sækkepibe, mandola, fløjter og nogle gange harpe – og selvfølgelig guitar, bas og trommer.

En gennemført koncert med en overraskende gæsteoptræden

Eluveitie må have smilet sødt til vejrguderne, for solen kom frem, lige som bandet gik på Black Stage, som var ganske godt besøgt af et forventningsfuldt publikum.

Setlisten var godt blandet i dagens anledning, og lyden var ganske fornuftig stillet, dog med undtagelse af fløjterne, som var rigtig svære at høre. Bandet leverede en helhjertet indsats, hvor især guitaristen og forsangeren var i et overdådigt spillehumør.

Under numrene ”The Call of the Mountains” og ”A Rose for Epona” fik vi besøg af den forhenværende sangerinde fra Leaves’ Eyes, Liv Kristine, som skulle fremføre disse to numre. Nu skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg er ganske vild med hendes stemme, men denne dag faldt den desværre igennem, hvilket var rigtigt bittert, da de to numre er noget af det bedste, som Eluveitie har at byde på. Om det skyldes en dårlig mikrofon, eller om hendes stemme bare er blevet rusten, skal være usagt. Men det var en rigtig øv-oplevelse, når man havde sat næsen op efter så meget mere.

Bandet nåede at spille 14 sange, før de sluttede af med deres monsterhit ”Inis Mona”.

Havde det ikke været for den uheldige gæsteoptræden, så ville jeg også have givet lidt højere karakterer, men Eluveitie ender med at få 7/10 kranier.

7/10

Anmeldt af .

Testament True Metal Stage, kl. 01:45

Testament sparkede røv på trods af spilletid midt om natten

Amerikanske Testament gav det fremmødte publikum én på hatten i form af en veludført koncert, og det var på trods af et spilletidspunkt kl. 02:30. At Testament skulle lukke True Stage kl. 02:30, var i mine øjne en kæmpe fejl – ikke fordi bandet ikke kunne sætte sig op, for det kunne de i den grad, men mere fordi et spilletidspunkt så sent koster i antal af mennesker foran scenen. Og det var netop, hvad det gjorde denne nat. Efter en lang dag med mudder og regn så var de fleste trukket hjem til deres telte for at hvile kroppen, men undertegnede måtte lige have Testament med, og det fortrød jeg ikke.

Chuck Billy i hopla

Anført af frontmand Chuck Billy gik bandet på scenen for at give de få fremmødte en hård omgang thrash metal, og det var lige netop, hvad vi fik leveret. En god blanding af gamle og nyere numre blev kastet ud over scenekanten i en meget overbevisende stil. Bandet spillede godt og uden fejl, og selv lyden var rigtig god denne nat.

Under sangen ”Native Blood”, som betyder rigtig meget for Chuck Billy, prøvede Testament at få publikum til at synge omkvædet, men det faldt lidt til jorden, da der nu var så få fremmødte. Men det var vel også den eneste ting, man kunne sætte en finger på, for bandet leverede et professionelt stykke arbejde og holdt os i et fast greb gennem alle 13 numre.

8/10

Anmeldt af .

Lørdag:

  1. Borknagar
  2. DevilDriver
  3. Therion
  4. Clutch
  5. Elvenking
  6. Twisted Sister

Borknagar Black Stage, kl. 14:55

Skuffende lyd

Borknagar var en af de oplevelser jeg havde set allermest frem til på årets W:O:A og nok den koncert jeg blev mest skuffet over.

Allerede ved første nummer, hvor bandet ellers lagde stærkt ud med nummeret ”The Rhymes Of The Mountain” der er et brag af et nummer fra deres nyeste udgivelse, opstod der lydkiks. Vintersorgs’ vokal blev fuldstændig overdøvet af støttevokalen fra Lazare, bandets keyboardspiller. Det lød malplaceret og ødelagde nummeret fuldstændigt. En meget uheldig start og desværre havde bandet disse lydudfordringer under hele koncerter.

Uimponerende engagement

Bandet virkede under hele koncerten, en smule uengageret. De kom på intet tidspunkt, hverken sceneshowsmæssigt, lydmæssigt eller via deres interaktion med publikum, ud over scenekanten.

Især Vintersorg virkede som om det hele ragede ham og han fremstod arrogant og ligeglad. De to eneste, som virkede en smule tændte, var Vortex og Lazare.

Bandet skal dog have ros for, at havde sat en ganske habil setliste sammen, men selv ikke dette, kunne ikke redde denne kedelige koncert.

Borknagar opleves nok bedst enten på et mindre spillested eller alene i et mørkt rum igennem hovedtelefoner.

4/10

Anmeldt af .

DevilDriver Party Stage, kl. 14:55

Mudder, mudder og mere mudder

En koncert jeg havde glædet mig rigtig meget til da bandet som oftest leverer et show med god energi både på scenen men også blandt publikum.

Bandet lagde, som sidst de gæstede Wacken, ud med ”End of the Line”. Umiddelbart under det første nummer tænker man at den er helt galt med lyden da frontman Dez Fafaras vokal slet ikke træder igennem, men blander sig med resten af instrumenterne i en uskøn mudret masse. Om det var de kraftige sidevinde på Party Stage der gjorde at lyden blev mudret, eller lydmanden ikke helt havde kontrol over situationen vides ikke. Desværre lykkedes det aldrig rigtig at få styr på lyden under resten af koncerten. Men til trods for den mudrede lyd holdt det ikke folk fra at have en fest. Ret hurtigt fik Dez stablet en enorm circle pit på benene under andet nummer ”dead to rights” og den blev holdt kørende fra start til slut kun afbrudt af en enkelt ”Wall of death”.

DevilDriver leverede 13 sikre numre fra samtlige 7 albums, inklusiv et covernummer af AWOLNATIONs ”Sail” midt i mellem de to numre fra deres nyeste album. En sætliste som minder utrolig meget om den de leverede på selv samme scene i 2013.

Energien vandt over lyden

På trods af lydproblemerne havde DevilDriver intet problem med at fastholde publikum foran scenen. Når først Dez var alene om lyden fik han rigtigt sat publikum op de kvitterede med at gå amok i mudderet.
Ud over den skuffende lyd kunne man godt have ønsket sig et nummer eller to mere fra deres nyeste skive ”Trust No One”.

Anmeldelse skrevet af Claus Gyrup (gæsteskribent)

6/10

Therion Black Stage, kl. 17:55

En kvinde stjal rampelyset denne dag

Svenske Therion er et fantastisk band, der kan levere musik som ingen andre, og med en frontkvinde med en vokal, der kan skrælle kødet af dine knogler og få dit ølglas til at eksplodere. Så man går sjældent galt i byen, når man tropper op for at lytte til de symfoniske musikanter.

Therion blev dannet tilbage i 1987 under navnet Blitzkrieg i Upplands Väsby, Sverige, og tog et par år efter navnet Therion. Bandet spiller symfonisk metal og har udgivet ikke mindre end 15 albums, begyndende fra 1991 og frem til det nyeste, der udkom tilbage i 2012.

Fantastisk flot vokal lagde fundamentet for koncerten

Therion er efterhånden blevet et ret stort band talt på, hvor mange musikere der er på scenen, og denne koncert var ingen undtagelse. Med to kvinder i front gik bandet på scenen og gav os en ganske fornuftig koncert, hvor setlisten indeholdt mange af bandets absolut bedste numre.

Desværre drillede lyden i starten af koncerten, og der skulle gå små 15-20 min., før det gik op for folk på festivalpladsen, at det faktisk var værd at se, men så strømmede publikum ellers til.

Bandet spillede ganske godt sammen, og det var tydeligt, at de som band elsker at spille sammen, for der var masser af intern lir på scenen blandt musikerne. Det skal fremhæves, at især den ene af de kvindelige sangere i den grad skilte sig ud med en vokal, der bare kunne skære igennem. Hun sang utroligt godt og var en vigtig faktor i Therions sange.

Et minus var klart, at mikrofonen var alt for lavt stillet til den mandlige sanger, som kom til kort overfor den stærke kvindelige vokal – lidt synd, når de flere gange synger duet.

Som helhed var det en fed og anderledes oplevelse at se Therion live. Jeg er ikke i tvivl om, at deres musik bliver bedre af at blive fremført på et mindre spillested, men set i lyset af at de spillede på Black Stage om dagen, så gjorde bandet det fremragende.

7/10

Anmeldt af .

Clutch Party Stage, kl. 20:55

Svedigt svingende blues rock med konferri, ko klokken og kobling!

Clutch spiller en svedig blues/stoner rock som jeg havde mine tvivl om hvorvidt de kunne levere på Party Stage, som er en af de mest utaknemmelige scener på WOA at spille på hvis der samtidig spilles på Black eller True.

Heldigvis blev jeg mere end glædeligt overrasket.

I de første par numre kunne man ane musikken fra de øvrige scener, men der blev lukket op for lydniveauet og inden længe befandt vi der havde indfundet os foran Clutch i en skruetvinge af svedig blues rock hvor man bare ikke kunne andet end at hygge sig. Folk omkring mig dansede, kastede konfetti (de var stive men hyggede sig) og svingede til et band der i den grad leverede en fest.

Når man efter et par dage på WOA er lidt slidt er Clutch balsam for ens sjæl, deres altid energiske forsanger Neil Fallon som ikke gør meget væsen af sig i forhold til interaktion med publikum har en klar mission.

Der skal smæk på og musikken taler for sig selv, så hvorfor spilde folks tid med at stå at stå og småsnakke når nu der lige er en guitar der skal stemmes, en tår vand der skal drikkes, en ko klokke der skal klaskes, eller et nyt fedt nummer der skal leveres med en præcision så man bliver blæst bagover.

Dette band kan man ikke andet end at hygge sig til og de spiller fabelagtigt live, når man stille svinger med på ”The Regulator” eller ”Electric Worry” ved man at der er håb for rock musikken fremover.

Slip koblingen og drøn derudaf

Clutch er et af de bands der ikke gider selvforherligelse foran et publikum, men spiller fordi de selv syntes det er for fedt hvilket i den grad opleves når man ser dem live. Der er ikke en masse leflen for publikum, forsangeren skyller halser mellem numrene, instrumenter stemmes og så får den ellers en over hatten og hold nu kæft hvor er det smukt når det lykkedes og det gjorde det i stor stil på WOA.

Anmeldelse skrevet af Henrik Cole (gæsteskribent)

9/10

Elvenking Wackinger, kl. 21:30

Elverkongen i Tyskland

Power/folk metal fra Italien er ikke noget, man oplever hver dag, men på Wacken er alt muligt, og denne mulighed kunne jeg ikke lade passere, efter jeg anmeldte et af deres albums tilbage i 2008.

Elvenking kommer fra Sacile i det nordlige Italien og spiller som sagt en blanding af folk og power metal. Bandet blev dannet i 1997 og har 8 fulde udgivelser i bagagen.

En masse energi på scenen, men manglende slagkraft i vokalen

Elvenking skulle spille på den lille Wackinger Stage, og selvom bandet måske ikke er særlig kendt, så var der helt fyldt foran scenen, da bandet gik på.

Bandet fik små 35 minutter på scenen og leverede en lidt middelmådig koncert, som ikke vil skrive sig ind i nogen historiebøger. Der var sådan set ikke noget at sætte en finger på ift. bandets performance, men forsangeren gjorde desværre ikke et særlig godt job denne aften. Energisk er nok en meget god beskrivelse af bandets forsanger; en spinkel mand med en lidt sjov frisure, der er her og der og alle vegne på scenen, men hvad han har i energi, mangler han desværre i stemme, for han formåede aldrig rigtig at komme ud over scenekanten, og det var i den grad med til at ødelægge helhedsindtrykket. For selvom jeg faktisk synes, at musikken var ganske fed, når guitarist, bassist og forsangeren sang i fælles kor, ja, lige så kedelig og intetsigende var det, når det blev overladt til forsangeren selv.

Men nok om dårlig stemme, for spille kunne bandet godt, og især samspillet mellem guitaristen og violinisten var super fedt, og sammen trak det helt klart op i det indtryk, jeg stod tilbage med efter de 35 minutter.

5/10

Anmeldt af .

Twisted Sister True Metal Stage, kl. 22:25

Fyrre års fest med den forskruede søster - Forty and Fuck it” forrygende farvel til Twisted Sister

Til tonerne af AC/DC klassikeren ”It´s a Long Way to the Top (If You Wanna Rock ´n´Roll)” indtog Twisted Sister lørdag aften True Metal scenen på WOA til hvad der skulle vise sig at være en fantastisk fødselsdagsfest, som i den grad fortjener anerkendelse. For hold nu kæft hvor var det 2 fabelagtige timers fødselsdagssang der blev leveret fra et velspillende band med en forsanger i hopla.

”Forty and Fuck it” er titlen på Twisted Sisters seneste turne, og som de sagde efter at have spillet få numre med en lille stikpille til kollegaerne fra Scorpions, Judas Priest m.fl. som flere gange har trukket stikket men så er vendt retur igen, bliver dette deres endegyldige afskeds turne.

Men hvilken afsked det blev, dette var uden tvivl en af de største koncertoplevelser på årets WOA hvor forsanger Dee Snider udover stadig at levere varen rent vokalmæssigt, kom ud over scenekanten som kun de færreste forsangere er i stand til, og fik engageret publikum så det var en fest af dimensioner midt i mudderet på WOA.

Der blev fyret vittigheder af mellem, og som optakt til numrene, og vi fik et overflødighedshorn af numre fra Twisted Sisters karriere lige fra de største hits såsom ”Stay Hungry”, ”Burn in Hell” og selvfølgelig ”We´re Not Gonna Take It” samt ”I Wanna Rock” til mindre kendte thrash inspirerede numre som ”Tear It Loose”.

Undervejs i koncerten blev deres oprindelige trommeslager A.J.Pero og Lemmy også mindet, men for en gangs skyld var der et band som ikke blot spillede et cover nummer eller plaprede løs om hvad de havde betydet for bandet.

Dee Snider bad alle tænde lightere, lys på mobilen osv. og bandet spillede derefter ”The Price” som er en sang om hvilke omkostninger det har at forfølge drømmen om at leve af musikken. Et menneskehav af lys med lyset fra scenen slukket var en smuk og værdig gestus på en smagfuld måde.

Til sidst var der hyldest til bandets medlemmer, og bandets roadies som blev takket for at alt fungerede når bandet kom på scenen, og ikke mindst fik vi fans en tak for trofast at have støttet bandet gennem deres karriere og sidste nummer fra Twisted Sister var dedikeret til netop deres fans.

S.M.F. fik lov at blive punktum for en fuldstændig fabelagtig fødselsdagsfest, tillykke Twisted Sister med de fyrre, i var alt for fede og leverede en afskeds koncert der var fantastisk.

Farvel og tak

Twisted Sister og ikke mindst deres forsanger Dee Snider, sørgede for at dette blev en af de helt store koncertoplevelser på årets WOA.

At kunne fange et publikum på størrelse med WOA fra scenekant og ud over masserne, så titusinder af fans synger ”We´re Not Gonna Take It” når bandet går af scenen, og griner når der fyres one-liners af fra scenen kræver en frontmand med karisma.

Tak til Dee Snider for at have underholdt og i den grad sørget for at publikum til denne koncert ikke blot var tilskuere, men deltagere i en forrygende fødselsdagsfest. Tak til bandet for at spille så fantastisk, og ikke mindst tak til alle jer der deltog i festen og gjorde dette til en af de helt store koncertoplevelser på WOA 2016.

Anmeldelse skrevet af Henrik Cole (gæsteskribent)

10/10

Tilføj kommentar