Wacken Open Air 2014

Wacken Open Air 2014

Torsdag:

  1. Huldre
  2. Hammerfall
  3. Saxon
  4. Accept

Huldre Headbanger Stage, kl. 17:00

Huldre

Biografi

Danske Huldre, som i år skulle repræsentere dannebrog som vinderne af Metal Battle i DK, spiller en unik blanding af metal og folk. Når Huldre sætter sit unikke musikalske fingeraftryk, gøres det med drejelire, violin, fløjter og en smuk, elegant og fortryllende vokal.

Bandet udgav deres debutalbum i 2010 med titlen "Intet Menneskebarn", som vi her på redaktionen var fuldstændig tosset med (modtog 100% ved review) og som vi ligeledes kårede som Årets Danske Overraskelse i 2010.

Bandmedlemmer:

  • Nanna Barslev - Forsanger
  • Laura Emilie Beck - Violin
  • Lasse Olufson - Guitar
  • Bjarne Kristiansen - Bas
  • Jacob Lund - Trommer
  • Troels Dueholm Nørgaard - Drejelire og Fløjter

Koncertgennemgang

Der lå et stor pres på Huldres skuldre, da de gik på scenen kl. 17.00 om torsdagen. For det første var de det sidste band i Metal Battle dysten, for det andet var fremmødet ganske stort, men det største pres lå nok i, at bandet skulle spiller deres koncert lige efter "In Mute" havde forladt scenen. "In Mute" som senere viste sig at skulle vinde Metal Battle 2014. Dog virkede Huldre ikke synderlig påvirket af dette. Bandet gik på scenen med selvtidlig og overskud til at smile til de fremmødte.

Havde selv medbragt 10 dannebrog flag, som blev smidt rundt til folk kort tid inden koncerten gik i gang. Det var skønt at se, at selvom folk der tog imod flagene ikke var danskere, så blev de alligevel svunget ihærdigt under koncerten.

Bandet havde gjort deres forarbejde ganske grundigt. Der var bygget rekvisitter ud af grene og grønt fra skoven og bandet var udklædt samt fans var blevet tatoveret med Huldre logoet. Yderligere havde Huldre klargjort en stor håndfuld dyreknogler hvor de havde skrevet "huldre" på siden. Disse blev smidt ud til publikum ca. 10 min inde i koncerten. Al dette arbejde gjorde, at bandet havde et rigtig godt udgangspunkt for en god oplevelse. Så skulle selve koncerten blot følge trop og det gjorde den så sandelig også!

Modigt at Huldre, valgte de at starte ud med deres stille men meget smukke "Beirblakken". Om det var et klogt valg er svært at sige. Mange stod og nød den ubeskrivelige smukke vokal af ? men der var også folk som valgte at forlade koncerten. Deres tab, da dette måske ikke er et sandt metal mesterværk, men for satan da hvor er det stemningsfyldt, smukt og på alle måder et afsindigt godt nummer.

Da "Beirblakken" sluttede, så kom der gang i festen og i det fremmødte publikum. Til "Ulvevinter" blev der sunget med, der blev danset fællesdans og der blev headbanget samt kastet horn.

Da det i ny og næ var muligt at spotte det, så var man ikke i tvivl om, at Huldre nød dette øjeblik. De fleste i bandet stod nemlig med store smil og virkede dissideret lykkelige. Dejligt at se.

Som prikken over i'et, så var det fantastisk at hører, at folk ville ha mere da koncerten sluttede. Det var nemlig ikke kun de danske fans som råbte til bandet, at de ville ha' mere. Det kan kun betyde, at Huldre havde ramt folk præcis hvor de skulle! Huldre kunne sagtens have spillet i 45min og stadigvæk holdt publikum tændte. Det må vi have til gode, til næsten gang Huldre besøger The Holy Land. Forhåbentlig sker dette inden for ganske få år. Der er ingen tvivl om, at jeg vil være blandt publikum til den tid, svingende med det rødt hvide flag endnu engang.

Konklusion

Konklusionen må lyde, at vi kan være stolte af at være danske, når vi har et band som Huldre til at repræsentere os ved verdens største metal festival. Danske "By The Patient", "Aphyxion" og "Electric Hellride" havde alle forsøgt sig ved Metal Battle på Wacken, men ingen af dem præsterede at gøre det så flot og unikt som Huldre. Ligeledes har intet dansk band præsteret så godt til en Wacken Metal Battle før. At bandet tog 3. pladsen var der nok ikke mange som havde regnet med.

Tak Huldre - I har gjort os stolte!

Setliste

(der tages højde for eventuelle fejl)

  1. Beirblakken
  2. Ulvevinter
  3. Knoglekvad
  4. Skærsild

9/10

Anmeldt af .

Hammerfall Black Stage, kl. 18:00

Biografi

Hammerfall - ægte power metal fra vores svenske naboer. Dannet af musikere fra b.la. In Flames, Ceremonial Oath og Dark Tranquillity.

Bandet har leveret gode solide albums siden '97 men besluttede sig for at holde en pause i 2012.

Nu er de så tilbage på Wacken Open Air med unikt "Glory to the Brave" show

Bandmedlemmer:

  • Joacim Cans - Forsanger
  • Oscar Dronjak - Rhythm/lead guitar
  • Pontus Norgren - Rhythm/lead guitar
  • Fredrik Larsson - Bass
  • Anders Johansson - Trommer

Koncertgennemgang

Dette er mit sjette møde med Svenske Hammerfall - tredje gang på Wacken Open Air og jeg må indrømme at dette års show har været et af deres absolut bedste!

Bandet leverede et brag af et album tilbage i '97 med titlen "Glory to the Brave" og showet på dette års Wacken Open Air var til ære for netop dette.

Jeg har kigget lidt på bands tour oversigt siden de var på Wacken tilbage i 2012 og jeg kan ikke finde frem til, at de skulle have givet en eneste koncert. Dvs. dette var deres første show i to år. Derfor havde jeg også store forventninger til, at de ville give den alt hvad de havde i sig og som de var brændt inde med i disse to år. Det var næsten også det jeg fik.

Som altid var der pyroteknik på scenen. Tror ikke at jeg kan huske et eneste Hammerfall show, hvor der ikke har været flammer eller andet pyroteknik indblandet. Dette er dog altid en smule malplaceret når det er dagslys.

Bandet spillede hele Glory to the Brave albummet og gjorde det ganske fint. Der var små enkelte lydfejl, især i starten men intet voldsomt. Dog virkede det til tider, som om at Joacim Cans mikrofon var skruet lavere ned end bandets backing vokals, hvilket virkede kikset.

Under koncerten træk forsangeren Cans forskellige tidligere medlemmer ind på scenen, dog virkede publikum en smule ligeglade og jeg må også indrømme, at jeg ikke rent musikalsk ikke kunne mærke den store forskel.

Afslutningsvis spillede bandet nogle af deres nyere numre, samt deres helt nye single"Bushido", som dog virkede en smule kedelig.

Jeg kedede mig ikke under dette show og det virkede heller ikke til at resten af de fremmødte havde andet end en fest.

Konklusion

Hammerfall leverede varen og beviste, at de stadigvæk kan holde liv i et af deres bedste albums "Glory to the Brave".

Jeg kommer nok også til at stå blandt publikum, hvis de kommer forbi DK eller besøger Wacken igen, hvilket de jo nok gør.

Setliste

(der tages højde for eventuelle fejl)

  1. Child of the Damned
  2. The Metal Age
  3. Steel Meets Steel
  4. Stone Col d ( Stefan Elmgren)
  5. I Believe
  6. Unchained (Patrik Räfling)
  7. The Dragon Lies Bleeding(Jesper Strömblad)
  8. Glory to the Brave
  9. HammerFall
  10. Any Means Necessary
  11. Blood Bound
  12. Bushido
  13. Hearts on Fire

7/10

Anmeldt af .

Saxon Black Stage, kl. 21:00

Biografi

Fra debutpladen Saxon i 1979 og efterfølgende tourné med Motörhead som special guests, har Saxon haft en glorværdig karriere indenfor metal og op gennem firserne stået som en af de største indenfor NWOBHM .
Med efterhånden 20 studie albums på bagen, og en fabelagtig treenighed fra start firserne bestående af Wheels of Steel (1980), Strong Arm of the Law (1980) og Denim and Leather (1981) har de lagt grundlaget og inspirationskilden til mange af de bands der fulgte i deres fodspor.

Bandmedlemmer:

  • Biff Byford - vokal
  • Doug Scarratt - guitar
  • Paul Quinn - guitar
  • Nibbs Carter - bas
  • Nigel Glockler - trommer

Koncertgennemgang

Saxons symfoniske sejr

Forsangeren Biff Byford kom som start gimmick kørende ind på motorcykel og efter start salutten, "Hej Wacken how are you doing!" gik drengene direkte over i "Motorcykle Man".

Derfra så de sig ikke tilbage men fyrede en perlerække af fra en efterhånden 35 år lang karriere.

Saxon holder stadig, hvilket de i høj grad beviste med "Sacrifice" fra deres seneste album, og superfedt var det at se at de ikke blot fik os der voksede op med deres gennemførte albums fra firserne med, men også med deres gennemførte sammenspil fik de "unge" op at køre til en af de bedste Saxon koncerter jeg har været til indtil videre.

Lyden var suveræn, bandet spillede så man kunne mærke glæden ved at stå foran publikum og det smittede.

Biff koldt gryden i kog og sørgede for at holde publikum i gang, og allerede efter tredje nummer "Heavy Metal Thunder" var stemningen festlig, folk crowdsurfede og jublede. Dette fortsatte under "Solid Ball of Rock" og så ramte "Wheels of Steel" og "747 (Strangers in the Night)" og de gamle gutter festede derudaf med os som deltagere.

Efter en kanon start blev scenetæppet droppet til... åhh nej ikke strygere (4 violinister), keyboard og ekstra trommesæt med pauker.

Hvad sker der nu? Vi havde lige en fest!

Først fik vi "Crusader" og "Battalions of Steel" udsat for hele herligheden, og så skal jeg ellers love for at kaninen der blev hevet op af hatten, fik lov at løbe derudaf for fulde drøn. De sidste 5 numre til denne aftens fabelagtige koncert "The Eagle Has Landed", "Power & The Glory", "Dallas 1 PM", "Princess of the Night" og sidst men ikke mindst "Denim & Leather" var en fantastisk oplevelse med strygere, keyboard og pauker som side order til et velspillende Saxon der i den grad fungerede med strygere.

En fabelagtig version af "Dallas 1 PM", et medlevende publikum og et velspillende Saxon vil længe stå som et af de bedste festivalminder for mig fra årets WOA.

Konklusion

Endnu engang lagde Saxon turen forbi WOA og satte gang i en festlig NWOBHM firser fest af dimensioner.

Bandet udviste en spilleglæde der sjældent er set blandt så "gamle" metal bands, havde lyden med sig og fangede publikum så der var dømt fest fra start til slut.

Saxon kom, de spillede, og de sejrede i en symfonisk symbiose.

For en uovertruffen overraskelse fra deres side kvitteres der med 9 fuldt fortjente kranier.

Setliste

(der tages højde for eventuelle fejl)

  1. Motorcycle Man
  2. Sacrifice
  3. Heavy Metal Thunder
  4. Solid Ball of Rock
  5. Wheels of Steel
  6. 747 (Strangers in the Night)
  7. Crusader
  8. Battalions of Steel
  9. The Eagle Has Landed
  10. Power & The Glory
  11. Dallas 1 PM
  12. Princess of the Night
  13. Denim & Leather

9/10

Accept True metal Stage, kl. 22:30

Biografi

Siden dannelsen tilbage i 1976 af legendariske Udo Dirckschneider som sidenhen gik solo, har Accept været et metallisk ikon som har lagt de spæde spadestik til meget af den speed metal og power metal som fulgte i deres fodspor. Deres storhedstid var klart i start firserne hvor de udgav en række af klassikere hvoraf Restless and Wild 1982, Balls to the Wall 1983, Metal Heart 1985 og Russian Roulette 1986 er nogle af de der gav genlyd i metal verdenen og vandt dem en stor fan skare. Med efterhånden 14 studie albums, lyder Accept stadig som Accept bare gør når de gør det godt og efter en kort nedgangs periode i halvfemserne og start nullerne er de nu stærkt tilbage.

Bandmedlemmer:

  • Mark Tornillo
  • Herman Frank
  • Wolf Hoffmann
  • Peter Baltes
  • Stefan Schwarzmann

Koncertgennemgang

Absolut acceptabel aften med Accept

Accept som var torsdagens absolutte hovednavn på WOA 2014 åbnede med live præmiere af "Stampede" taget fra deres seneste album "Blind Rage" og fortsatte med "Stalingrad". Herefter fortsatte den tyske festmaskine med at smide lunser af gammelt guld fra deres storhedstid i firserne vores vej og de efterfølgende "Losers and Winners", "Monsterman", "London Leatherboys" og "Breaker" var en fornøjelse at opleve men hold nu kæft hvor var publikum apatisk. Endnu et af deres nyere numre "Shadow Soldiers" blev fyret af med tysk præcision inden "Restless and Wild", "Ahead of thePack", "Fash Rockin Man" og ikke mindst "Princess of the Dawn" alle fra Restless and Wild albummet fra 1982 blev leveret knivskarpt og velspillet men igen savnede jeg mere gejst hos publikum. Lidt indlevelse fik vi heldigvis under klassikeren "Fast as a Shark" som er en must til en acceptable Accept koncert, og det virkede som om publikum begyndte at give den gas som bandet så absolut fortjente denne aften og jeg tænkte nu starter festen.

Underligt nok fik "Starlight" ikke på samme måde folk i gang, jovist der blev kastet lidt forkølede håndtegn og enkelte så ud til at hygge sig inklusiv undertegnede der er vokset op med klassikerne. Nu skreg guitaristen oven i købet "Lets get this party started" inden de spillede "Pandemic" fra Blood of the nations albummet så bandet tror jeg også har været lidt forbavsede over at deres nye materiale garneret med en tour de firsere tour de force ikke i højere grad fik folk op at ringe. Heldigvis skete magien under fjerde sidste nummer denne aften "Metal Heart" som fik folk op af gyngestolen og det virkede som om publikum var vågnede til dåd. Aftenen sluttede stærkt med det nyere nummer "Teutonic Terror" samt to gamle klassikere "Balls to the Wall" som også bare skal være på setlisten, og til sidst "Burning" og så var cirklen sluttet fra fortid til fremtid.

Konklusion

Accept fik denne aften fyret en herlig række klassikere af, og setlisten gav heldigvis også plads til et par nyere numre som lyder som kun Accept gør og som de altid har gjort, og det er fandme godt når de spiller en koncert som den jeg var vidne til. Hvorfor publikum så længe ikke levede sig med ind i en fabelagtig koncert skal være usagt, Mark Tornillo på vokal gjorde det fremragende og bandet spillede så det var en fornøjelse. Måske tyskerne bare forbinder Accept for meget med Herr Udo Dirkschneider, og ikke accepterer Accept uden? Under alle omstændigheder var det en konge koncert, og jeg syntes Accept havde fortjent mere gejst fra publikum fra start til slut, heldigvis kom der lidt kog i gryden til sidst hvilket var fuldt fortjent Accept leverede en i den grad acceptable koncert, hvor de leverede guld fra fordums storheds tid og et par nyere numre, som havde Accept lyden og ånden fra fortiden. Skomager bliv ved din læst siges det, og det har Accept alle dage gjort og de gør det godt. Selv deres nye materiale lyder som noget jeg kunne have smidt på pladespilleren i firserne, og for en gammel dreng som mig, var alle numre nye som gamle en herlig oplevelse. Havde publikum vågnet lidt tidligere kunne dette have været en af de helt store aftener på WOA 2014, bandet gjorde deres med et kanon sammenspil og en perlerække af klassikere og ny klassikere. Vær klar når de rammer Amager Bio fredag d. 19. september, det bliver en fest!
Samlet lander vi på 8 store kranier for en gennemført koncert trods et publikum der var tungt at danse med.

Setliste

(der tages højde for eventuelle fejl)

  1. Stampede
  2. Stalingrad
  3. Losers and Winners
  4. Monsterman
  5. London Leatherboys
  6. Breaker
  7. Shadow Soldiers
  8. Restless and Wild
  9. Ahead of the Pack
  10. Flash Rockin' Man
  11. Princess of the Dawn
  12. Fast as a Shark
  13. Starlight
  14. Pandemic
  15. Metal Heart
  16. Teutonic Terror
  17. Balls to the Wall
  18. Burning

8/10

Fredag:

  1. Hellyeah
  2. Bring Me The Horizon
  3. Children of Bodom
  4. Apocalyptica
  5. Motörhead
  6. Slayer
  7. King Diamond

True Metal Stage, kl. 14:15

Five Finger Death Punch

Biografi

  • The Way of the Fist (2007)
  • War Is the Answer (2009)
  • American Capitalist (2011)
  • The Wrong Side of Heaven and the Righteous Side of Hell, Volume 1 (2013)
  • The Wrong Side of Heaven and the Righteous Side of Hell, Volume 2 (2013)

Bandmedlemmer:

  • Ivan Moody - lead vocals (2005-present)
  • Zoltan Bathory - rhythm guitar (2005-present)
  • Jeremy Spencer - drums (2005-present)
  • Jason Hook - lead guitar, backing vocals (2009-present)
  • Chris Kael - bass guitar, backing vocals (2011-present)

Koncertgennemgang

Amerikanske Five Finger Death Punch var noget overraskende sat til at spille på True stage fredag eftermiddag, hvilket var et ganske godt valg for der kom rigtig mange mennesker for at opleve det hårdtslående band folde sig ud. Og det var lige hvad de gjorde, ffdp gav os stort set alt hvad man kunne forvente. Vi fik alle de store hits leveret af et tændt band. Forsangeren Ivan Moody var her og der og alle vegne på scenen og havde publikum i sin hule hånd fra start til slut, hvilke resulterede i et hav af crowdsurfing. Eneste minus ved denne koncert var måske de mange stille numre, som Ivan forsøgte at få publikum til at synge med på. Desværre lykkedes det ikke rigtigt, men bandet fangede hurtigt at det ikke var måden at gribe koncerten an på og Ivan tog igen styringen og så var der ellers dømt Five Finger Death Punch for fuld smadder. Bandet fik lidt over en times spilletid, men burde havde fået 1½ times hvis det stod til mig for det var noget af det bedste jeg har oplevet fra ffdp til dato.

Konklusion

Koncerten var noget nær perfekt og som beskrevet tidligere så var der ikke mange ting der kunne havde gjort oplevelsen bedre. I mine øjne var dette årets koncert på Wacken og selvom den ?kun? får 9 kranier så bliver det med pil op. Jeg kan til sidst kun anbefale læserne at opleve dette band live, for det er ganske simpelt en oplevelse man ikke burde være foruden.

Setliste

  1. Under and Over It
  2. Burn It Down
  3. Hard to See
  4. Lift Me Up
  5. Bad Company
  6. Burn MF
  7. Remember Everything
  8. Battle Born
  9. Coming Down
  10. Never Enough
  11. Here to Die
  12. The Bleeding

9/10

Anmeldt af .

Hellyeah Party Stage, kl. 15:30

Biografi

Hellyeah fra Dallas, Texas vil bedst betegnes for at være en mindre supergruppe bestående af musikere fra Mudvayne, Nothingface og Pantera.

Musikken kan beskrives som Southern Heavy Metal møder en mild udgave af Static-X.

Første album udkom i 2007 og bandet har sammenlagt smidt fire skiver på banen, hvor det sidste udkom i år.

Bandmedlemmer:

  • Chad Gray - Forsanger
  • Tom Maxwell - Guitar
  • Vinnie Paul - Trommer
  • Kyle Sanders - Bass

Koncertgennemgang

Publikum var ikke helt på bandets side de første tre numre men bandet præsterede alligevel igennem en solid performance - især igennem forsanger Chad Gray, som var som en mindre tornado fra start til slut - at fange interessen hos de fremmødte og halvvejs igennem showet var der endelig knald på. Der opstod flere moshpits, circlepits og endda også en wall of death.

Det overraskede mig faktisk en del, at publikum var så sløve i starten, da de fleste som var mødt op til Hellyeah lige inden havde overværet en tempofyldt optræden fra Five Finger Death Punch, så de burde være lige i stødet.

Hellyeah havde udvalgt nogle fornuftige sange til deres set. Især Drink Drank Drunk, DMF og selvfølgelig Hellyeah satte gang i publikum.

Konklusion

Hellyeah gjorde hvad de skulle. De havde en svær start men alligevel skabte de en fest. Jeg var underholdt og som et af de få bands ved Party Stage, så led de ikke synderligt af lydproblemer.

Setliste

(der tages højde for eventuelle fejl)

  1. Sangre por Sangre (Blood for Blood)
  2. Demons in the Dirt
  3. Cowboy Way
  4. War in Me
  5. Drink Drank Drunk
  6. Cross to Bier (Cradle of Bones)
  7. Band of Brothers
  8. Rage
  9. Dmf
  10. You Wouldn't Know
  11. Hellyeah

7/10

Anmeldt af .

Bring Me The Horizon Black Stage, kl. 15:30

Biografi

I det lidt uskrevende blad Bring Me The Horizon, får man sig for tiden en gang metalcore. Lytter man derimod bandets lidt ældre materiale igennem vil man opleve en del deathcore, som de bestemt ikke gør sig dårligt i. Det britiske band har eksisteret siden 2004, og har med tiden slået sig mere og mere fast på den internationale scene. Deres succes har netop toppet med deres nyeste album "Sempiternal" som også er en del mere poppet og let genkendeligt.

Bandmedlemmer:

  • Oliver Sykes (Vokal)
  • Lee Malia (Guitar)
  • Matt Kean (Bass)
  • Matt Nicholls (Trommer)
  • Jordan Fish (Keyboard)

Koncertgennemgang

Personligt havde jeg set frem til at se netop Bring Me The Horizon. Ikke nok med at deres nyeste album "Sempiternal" sparker løg, men bandet havde også fået æren af at spille på den store Black Stage. Igennem hele festivallen har der nærmest ikke været en finger at putte på arrangørenes valg af scene, og tider. Men lige i dette tilfælde var jeg lidt overrasket. For mig personligt var det perfekt, men for festivallen kunne der nok godt have været fundet et større navn. Publikums fremmøde understregede da også dette, da der ikke var mødt de helt store menneskemængder op.

Hvis man ønskede sig en blandede pose bolcher med BMTH, så var man gået meget forkert! Hele koncerten var præget af det nyeste og 4. studie album "Sempiternal" og set-listen bestod næsten udelukkende af numre derfra. På trods af albummets mere letgenkendelige poppede numre, så får BMTH albummet til at lyde meget dystert og melankolsk med både lyd og tekst, og på trods af den høje sol, så virker opskriften ganske glimrende. Krydret med forsanger Oliver Sykes stærke vokal, energi, og indlevelse i rollen så fyrer BMTH et rigtig godt show af med masser af mosh, dans, og fællessang!

Af numre der hittede til denne koncert vil det næsten være en skam at fremhæve nogle frem for andre, for hele koncerten var som sagt meget præget af deres seneste skive som er rigtig godt skåret.

Uden at have opfundet den dybe tallerken, er næsten hele pladen fyldt med go core som holder højt niveau hele vejen, og holder samme kontinuerlitet pladen igennem uden at blive for ensformigt.

Intronummeret "Can You Feel My Heart", efterfølgende "The House Of Wolfs", "Go To Hell For Heavens Sake", og ikke mindst afslutnings nummeret "Sleepwalking" opsummere rigtig godt min personlige vurdering af BMTH lidt nyere stil, og det er bestemt ikke negativt!

Konklusion

Man står selvfølgelig efter koncerten og ville rigtig gerne have hørt noget mere gammelt også. Men nuvel! Bandet er lige kommet ud med deres bedst sælgende album, og der skal selvfølgelig være plads til promovering.

Lyden var go, og bandets agéren og karisma passede godt til musikken. Kan BMTH fortsætte denne optur, kan vi helt sikkert forvente os meget mere fra dem i fremtiden!

7/10

Anmeldt af .

Children of Bodom Black Stage, kl. 18:00

Biografi

Children Of Bodom er primært et melodisk dødsmetal band, men er præget af mange genre inde for metallen. Dette har givet dem deres helt egen unikke og til tider atypiske stil. Bandet er fra Finland og har taget navnet Children Of Bodom efter søen Bodom i Finland, hvor der fandt 3 mord sted. Der hersker forøvrigt stadig mystik omkring opklarings arbejdet på mordene.

Bandmedlemmer:

  • Alexi Laiho (vokal/guitar)
  • Roope Latvala (Guitar)
  • Henkka Sepala (Bas)
  • Janne Wirman (Keyboard)
  • Jaska Ratikainen (Trommer)

Koncertgennemgang

En halvfyldt Black Stage skulle danne ramme om det første melo-død på dette års Wacken for mit eget vedkommende. Childrend Of Bodom skulle spille for ikke mindre end 7. gang på Wacken! Drengene plejer ellers ikke at have noget problem med at trække publikummer, men måske de er kommet i for vante omgivelser på Wacken?

Jeg skal ikke kunne sige det, men COB stod klar på minuttet da klokken slog 18:00, og drønnede igang med nummeret "Needled 24/7"

Netop dette nummer står for mig som ét af de fedeste numre på skiven "Hate Crew Deathroll" fra 2003, og burde tænde bål og brand i enhver Bodom fan. Publikum virkede til trods ret døde.

Starten var heller ikke helt uproblematisk, da lead-guitaren tydligvist manglede noget lyd. Det blev ordnet efter et par numre, og derefter kunne man kun brokke sig over lyden fra keyboardet.

Det kan godt ske det bare er mig? Jeg er udemærket godt klar over at keyboardet giver den unikke og specielle lyd omkring Childrend Of Bodom, men at den skal være så overdøvende syntes jeg ødelægger musikken! For min skyld kunne denne godt være skruget hvertfald to takker længere ned!

Nuvel. Med lyden nogenlunde på plads kunne man nu læne sig tilbage og nyde musikken i fulde drag.

Klassikere som tittelnummeret "Hate Crew Deathroll", "Bodom Lake" og "Are You Dead Yet" blev spillet lige efter hinanden i midten af settet, og publikum kviterede med et af de få halv-store moshpits der var.

Hvor musikken aldrig blev monotom, så var det en anden sag for forsanger Alexi Laiho. Det kan godt ske at han har en guitar i hånden, og et mikrofonstativ foran sig, men mage til mangel på karisma skal man da lede længe efter. Gutten stod nærmest stille hele koncerten, og det var nærmest en regl for ham efter hver sang at råbe: "Thank you Wacken", og så vidre til næste numre.

Man skulle grave meget dybt i lommerne for at der blev kommunikeret med både publikum som bandmedlemmer, og det bliver sgu lidt dødt at se på.

Konklusion

Der var ikke meget nyt under solen. Publikum fik hvad de ville høre, men heller ikke meget mere end det.

Lig dertil at der var lydproblemer i starten. Alt for høj lyd hele vejen igennem på keyboardet, ikke den store interaktivitet med publikum, så ender bandet på et lille 6-tal fra mig. Bandet lignede til tider nogle der var træt af at spille, og det smitter af på publikum! Specielt forsanger Alexi Laiho, som gerne skulle have karisma som en tv-stjerne, men istedet havde antaget karisma som en dør.

Trist fra et band med så meget erfaring! Jeg ved at COB kan meget mere end det, og håber de viser det næste gang.

6/10

Anmeldt af .

Apocalyptica True Metal Stage, kl. 19:30

Biografi

Stiftet i 1993 tog Apocalyptica metal verdenen med storm da de i 1996 udgav debutpladen Apocalyptica plays Metallica by Four Cellos og har siden eksperimenteret med alt fra deres originale mesterlige koncept hvor celloens melankoli giver dybde til tunge numre, til decideret symfoniske numre der kunne spilles i ethvert respektabelt operahus. Apocalyptica gør noget ingen andre kan, og har været inspirationskilde til de mange metal bands der sidenhen har eksperimenteret med klassiske instrumenter i deres sæt lister. Efter debuten har de tilføjet flere og flere elementer til deres unikke lyd og står i dag som et nyskabende band indenfor metal og hvor grænserne går for klassisk musik og metal.

Bandmedlemmer:

  • Perttu Kivilaakso - cello
  • Eicca Toppinen - cello
  • Paavo Lotjonen - cello
  • Mikko Siren - trommer

Koncertgennemgang

Apokalyptisk symfoni

På en bagende varm fredag eftermiddag var WOA vidne til en i den grad anderledes koncert oplevelse i forhold til hvad støvet normalt lægger grund til. Apocalyptica var på pladsen med et ikke mindre end 25 mand stort symfoni orkester som skulle lægge baggrund for fri leg med cello. Celloen har en melankolsk dybde som bare emmer af sørgmodighed og er perfekt til symfonisk metal. Symfonisk metal fik vi efter en stille start med "Cohkka" hvor symfoni orkesteret spillede op til introduktionen af de 3 finske cello artister og trommeslageren som efter at være kommet på scenen virkeligt begyndte at spille sig varme. I starten var det som om celloerne druknede i den symfoniske baggrund og ikke fik lagt nok distance til det medfølgende orkester hvilket også var tilfældet flere gange under "Burn" men så begyndte Apocalyptica at brænde igennem. "Quutamo" startede stille med strygere og klapsalver fra publikum hvor celloerne fra start druknede, men så kom der for fuld gang i en symfonisk rejse som de finske drenge førte os ud på og da Metallicas "Fight Fire With Fire" ramte festivalpladsen med indledende stryger oplæg var der dømt symfonisk metal fest for fuld skrald. Efterfølgende fik vi "Rage og Poseidon" som kunne have været kampmusik på ethvert vikingeskib på vej på plyndring og publikum var i den grad vågnet af middagsluren, nu skulle der festes og det blev der i Wagner land med finnerne som dirigentstokke. Resten af koncerten var en forrygende opvisning i symfonisk musik og metal hvor vi fik sjældne live numre som "Bittersweet", "Worlds Collide" og "Grace" som med dens buldrende trommer og cello partiturer virkelig løftede koncerten til nye højder. Hurtigt derefter fulgte "Path" og ikke mindst "Ludwig-Wonderland" som er en hyldest til en vis tysker de fleste kender og som blev løftet til skyerne af det medfølgende symfoni orkester. En stærkt spillet "Inquisition Symphony" lagde op til afslutningen på dagens klassiske lektion og så blev der klappet og hujet inden det første ekstra nummer gik i gang. Til jubel brøl fra publikum og med gåsehud hos undertegnede begyndte 3 celloer og intet andet at spille Metallicas "Nothing else Matters" og der var fællessang og feststemning så man skulle tro at selve Metallica stod på scenen, hold nu kæft hvor var det smukt og en af de klart største oplevelser på WOA 2014. Inden vi helt slap finnerne og deres celloer fik vi som en sidste godbid Edvard Griegs "Hall of the Mountain King" fra Henrik Ibsens skuespil "Peer Gynt" så bliver det sku´ikke mere klassisk.

Apocalyptica tryllebandt en hel festivalplads med deres celloer og deres symfoniske metal, hvad mere kan man forlange af en eftermiddag i solen.

Konklusion

Efter en lidt tung start hvor celloerne druknede lidt i det medbragte symfoni orkester kom Apocalyptica stærkt igen, og vi fik en kanon klassisk koncert iblandet metalliske elementer som kun Apocalyptica kan gøre det.

For en uovertruffen klassisk koncert som trods alt havde kant kvitteres der med 8 kranier.

Setliste

(der tages højde for eventuelle fejl)

  1. Cohkka
  2. Burn
  3. Quutamo
  4. Fight Fire With Fire
  5. Rage of Poseidon
  6. Bittersweet
  7. Worlds Collide
  8. Grace
  9. Path
  10. Ludwig - Wonderland
  11. Inquisition Symphony
  12. Nothing Else Matters
  13. Hall of the Mountain King

8/10

Motörhead Black Stage, kl. 21:00

Biografi

Dannet tilbage i 1975 af Ian Fraiser Kilmister A.K.A. "Lemmy "efter at han blev smidt ud af Hawkwind hvor han skrev sangen som de senere tog navn efter, har Motörhead haft en mission som har været at være det mest beskidte rock & roll band i verden. Lemmy udtalte selv i forbindelse med dannelsen, at "hvis Motörhead flytter ind ved siden af dig vil din græsplæne dø" så var stilen ligesom lagt. Og stilen har siden begyndelsen været beskidt rock & roll som har inspireret utallige andre bands indenfor speed metal og heavy metal generelt. Bandets storhedstid var klart start firserne under NWOBHM hvor de udgav klassikere såsom Overkill , Bomber og Ace of Spades men trods skiftende tider og modeluner er Motörheads lyd stadig den samme selv efter 22 studie albums og snart 40 år på bagen.

Hvis det virker hvorfor så ændre det?

Og det gør det!

Bandmedlemmer:

  • Ian Fraiser "Lemmy" Kilmister - vokal og bas
  • Phil Anthony Cambell - guitar
  • Michael "Mikkey Dee" Delaouglou - trommer

Koncertgennemgang

Lemmy lever

"Don't die Lemmy!" stod der på et skilt blandt publikum og sådan er vi mange der har det, efter sidste års koncert der blev væsentligt forkortet pga. Lemmys helbredsproblemer, var rock & roll ikonerne klar til at byde WOA op til dans igen og allerede fra faldet af scenetæppet lød der et jubel brøl fra publikum.

Lemmy kom på scenen og efter en guttural velkomst som kun Lemmy kan lyde, halvsnøvlende og rusten, kom de forjættende ord "We are Motörhead and we play rock & roll" og så gik det ellers derudaf med "Damage Case", "Stay Clean" og "Metropolis" fra Overkill albummet og Motörheads klassiske 1-2-3-4 rock & roll lyd tilsat Lemmys rustne vokal. Bandet spillede så det var en fornøjelse at høre og lyden var god, eneste minus er at Lemmy ikke helt har samme stemme som han har haft men hvad fanden han er efterhånden også 69 år. Publikum blev undervejs bedt om at råbe højere end de nogensinde havde gjort før, og efter et brøl fra publikum kom det blot koldt fra Phil Cambell "Thats terrible" hvortil Lemmy gentog "Thats terrible, I wanna hear the pain you know like my voice".

Lemmy om vi så satte os ned nu og drak Jack D og røg smøger dagen lang, og gurglede halsen i syre ville der gå 40 år inden vores stemmebånd var ligeså ru som dine! Hit paraden fra start firserne fortsatte med "Over the Top", "The Chase is Better Than the Catch" og "Rock it" og det gjorde de sku´ de rockede. Efter at have fået serveret en perlerække af de bedste numre fra 79-82 fik vi et af de helt nye numre "Lost Woman Blues" som er et svedigt fedt blues? Motörhead nummer som er noget af det bedste de har indspillet i mange år efter min mening.

Tilbage til firserne med en recept fra "Doktor Rock" fortsatte festen hvorefter Motörheads spark i bollerne til magthavererne "Just ´Cos You Got the Power" blev leveret med indlevelse og fællessang. Lemmys stemmepragt (ja det er vi nogle der mener han har haft) er bestemt ikke sig selv længere hvilket stod klart under "Going to Brazil" men folk var ligeglade Lemmy lever og der blev festet på livet løs blandt et medlevende publikum.

De sidste tre numre denne herlige aften kunne have cementeret Motörheads genkomst på WOA som gloværdigt, men af uransagelige årsager blev DORO hevet med på scenen til tredjesidste nummer "Killed by Death" hvor hun agerede korpige. Om det var Lemmys beslutning eller arrangørernes ved jeg ikke, det eneste jeg ved er at det faldt fuldstændigt til jorden. DORO kunne have sunget med på et utal af andre Motörhead numre og klart givet dem kant med sin sexede stemme, men her fungerede det overhovedet ikke og sjældent har jeg været mere skuffet over at høre "Killed by Death".

Heldigvis blev hun smidt af scenen og drengene sluttede stærkt af med et must til enhver Motörhead koncert "Ace of Spades".

Flere gange under koncerten måtte Lemmy lige ud og trække luft og man blev hver gang bange for at nu kunne den gamle dreng ikke mere. Heldigvis kom han hver gang tilbage og havde oven i købet gejst til at tage lidt pis på publikum og sig selv. Smukt var det da han ytrede "Maybe this is your first Motörhead koncert, you poor bastards"

Lemmy jeg håber ikke det var din sidste performance på WOA... then I'd really feel like a poor bastard.

Konklusion

Man kan godt se at Lemmy er blevet tyndere efter sit sygdoms forløb og stemmen er ikke helt hvad den har været, men vis mig en mand på 69 år der kan fyre en fest af samme dimensioner af sted og jeg skal vise dig Lemmy. For jeg tror sku´ ikke mange andre kan gøre ham det efter. Vi fik en bunke klassiske Motörhead sange og havde det ikke været for de indlagte pauser og DORO der maltrakterede "Killed by Death" kunne det have været episk. Aftenen blev i stedet et festligt og fornøjeligt genhør med alt det bedste fra Motörheads bagkatalog.

Samlet lander vi på 7 solide kranier for en i den grad godkendt præstation

Setliste

(der tages højde for eventuelle fejl)

  1. Damage Case
  2. Stay Clean
  3. Metropolis
  4. Over the Top
  5. The Chase Is Better Than the Catch
  6. Rock It
  7. Lost Woman Blues
  8. Doctor Rock
  9. Just 'Cos You Got the Power
  10. Going to Brazil
  11. Killed by Death (med Doro Pesch)
  12. Ace of Spades
  13. Overkill

7/10

Slayer True Metal Stage, kl. 22:30

Slayer

Biografi

  • Show No Mercy (1983)
  • Hell Awaits (1985)
  • Reign in Blood (1986)
  • South of Heaven (1988)
  • Seasons in the Abyss (1990)
  • Divine Intervention (1994)
  • Diabolus in Musica (1998)
  • God Hates Us All (2001)
  • Christ Illusion (2006)
  • World Painted Blood (2009)

Bandmedlemmer:

  • Tom Araya - vokal, bas
  • Kerry King - guitar
  • Paul Bostaph - trommer
  • Gary Holt - guitar

Koncertgennemgang

Slayer, et band jeg for 2 år siden ikke ville bruge min tid på efter at have oplevet dem et utal af gange live hvor de præsterede elendigt. Men så tog jeg turen til Horsens denne sommer for at opleve Metallica og der oplevede jeg at blive blæst fuldstændigt bagover af et top tunet Slayer der fik vendt op og ned på hele min opfattelse af dem live.

Nu stod jeg så på tysk jord og skulle opleve Slayer igen for anden gang dette år og jeg lyver ikke når jeg siger at det måske var det band jeg havde de højeste forventninger til. Eneste ting jeg virkelig manglede i Horsens var lidt sceneshow, men allerede ved første øjekast var det tydeligt at Slayer havde tænkt samme tanke for på begge sider af scenen var der bygget et omvendt kors op af Marshall forstærkere.

Slayer lagde hårdt ud med nummeret "Hell Awaits" og så gik bandet ellers i gang med at servere det ene old school nummer efter det andet. Desværre var lydmanden ikke særlig skarp denne aften for lyden var alt for lavt stillet. En detalje der i den grad var med til at ødelægge helhedsindtrykket af en ellers fantastisk koncert. Dernæst skal det også nævnes at publikum på trods af en genial setliste var næsten totalt stillestående. Ingen mosh pit af betydning og kun ganske få crowd surfere blev det til. Koncerten blev rundet af med de to fantastiske numre "South of Heaven" og "Angel of Death" hvor vi også fik et banner med teksten "Angel of Death, Hanneman still reigning".

Konklusion

Selve koncerten var helt fantastisk, men alligevel manglede der lige det sidste for at den kunne score top karakterer. Af en eller anden grund fik Slayer aldrig rigtig fat i publikum denne aften, selvom de havde rystet posen i forhold til hvad man kunne forvente af fede numre. Af lyden så var latterlig lav gjorde ikke tingene bedre. Men selvom disse ting trak ned i helhedsindtrykket, ja så kan man ikke tage noget fra Slayers performance, for de leverede mere end jeg kunne have drømt om. Helt sikkert er det i hvert fald at jeg er at finde næste gang Slayer spiller en koncert på dansk grund.

Min endelige karakter ender på 9 kranier.

Setliste

  1. Hell Awaits
  2. The Antichrist
  3. Necrophiliac
  4. Mandatory Suicide
  5. Hate Worldwide
  6. War Ensemble
  7. Postmortem
  8. Captor of Sin
  9. Disciple
  10. Seasons in the Abyss
  11. Born of Fire
  12. Dead Skin Mask
  13. Raining Blood
  14. Black Magic
  15. South of Heaven
  16. Angel of Death

9/10

Anmeldt af .

King Diamond True Metal Stage, kl. 00:00

King Diamond

Biografi

  • Fatal Portrait
  • Abigail
  • Them
  • Conspiracy
  • The Eye
  • The Spider's Lullabye
  • The Graveyard
  • Voodoo
  • House of God
  • Abigail II: The Revenge
  • The Puppet Master
  • Give Me Your Soul... Please

Koncertgennemgang

Danske king Diamond var sat til at gå på black stage kl.00.00 natten mellem fredag og lørdag, og det var desuden kongens første optræden på en Wacken open air festival nogen sinde. Jeg havde forinden fået fortalt at netop det tyske metal folk var ganske vilde med King Diamonds musik, men denne nat var der ikke mange der havde lyst til en gang falset metal. Om det var fordi de fleste havde fået blæst hoved af kort forinden under Slayers magt demonstration skal være usagt, men der var overraskende få foran scenen denne nat.

King Diamond havde sat hele sit sædvanlige teater show op og det var ganske lig med det Copenhell 2013 oplevede. Jeg må indrømme at jeg har oplevet kongen bedre end han præsterede denne nat, synes hans stemme manglede en del af sin tidligere kraft. Men hvor stemmen fejler, ja så fejler hverken musikken eller sceneshowet noget. Så de få fremmødte publikummer fik en visuel oplevelse med både tryllekunstner og den gamle bedstemor på scenen. Desværre forlod flere og flere mennesker koncerten som den skred frem hvilket var ganske ærgerligt, for den blev kun bedre som tiden skred frem og i mine øjne toppede den med nummeret ?Eye of the Witch?.

Konklusion

Koncert nåede desværre aldrig klimaks og selvom kongen og hans band gjorde hvad de kunne denne aften, så var det svært at få de få publikummer til at leve sig ind i det teatralske univers. Om jeg vil kalde koncerten en fuser er nok lige i overkanten, men det virkede som om den aldrig rigtigt kom i gang. Min karakter ender på 6 kranier.

Setliste

  1. The Candle
  2. Sleepless Nights
  3. Welcome Home
  4. Never Ending Hill
  5. Let It Be Done
  6. The Puppet Master
  7. At the Graves
  8. Tea / Dreams / Digging Graves / A Visit from the Dead
  9. Evil
  10. Come to the Sabbath
  11. Shapes of Black
  12. Eye of the Witch
  13. Cremation
  14. The Family Ghost
  15. Black Horsemen

6/10

Anmeldt af .

Lørdag:

  1. Sodom
  2. August Burns Red
  3. Hatebreed
  4. Emperor
  5. Amon Amarth
  6. Avantasia
  7. Megadeth
  8. Kreator

Sodom True Metal Stage, kl. 13:15

Biografi

  • Obsessed by Cruelty (1986)
  • Persecution Mania (1987)
  • Agent Orange (1989)
  • Better Off Dead (1990)
  • Tapping the Vein (1992)
  • Get What You Deserve (1994)
  • Masquerade in Blood (1995)
  • 'Til Death Do Us Unite (1997)
  • Code Red (1999)
  • M-16 (2001)
  • Sodom (2006)
  • The Final Sign of Evil (2007)
  • In War and Pieces (2010)
  • Epitome of Torture (2013)

Bandmedlemmer:

  • Tom Angelripper - vokal, bas
  • Bernd "Bernemann" Kost - guitar
  • Markus "Makka" Freiwald - trommer

Koncertgennemgang

En jomfruelig koncert oplevelse med Sodom, ja sådan kan man godt kalde min oplevelse med det gamle tyske thrash metal band Sodom. For selvom bandet har eksisteret siden 1981 så har jeg aldrig før oplevet bandet live. Jeg havde sådan set ikke de store forventninger til bandet da det trådte ud på scenen andet end en gang god smadder thrash og det var lige netop hvad vi fik serveret fra de tyske veteraner. Bandet spillede tungt og med en god energi fra scenen fik de godt fat i det fremmødte publikum. Der blev crowd surfede og enkelte mosh pits blev dannet oppe foran scenen.

Scene show var der ikke meget af, men Sodom lod musikken tale og for mig var det lige hvad jeg havde brug for. En solid omgang thrash metal straight to the face var hvad der blev leveret og publikum fik lige netop det de kom for. Fremmødet var ikke overvældende, så der var godt med plads relativt tæt på scenen. Bandet spillede en lille times tid.

Konklusion

Sodom leverede præcist det de skulle denne dag, de gav os en god gammeldags thrash metal koncert med masser af energi og tunge riffs. Selvom de ikke havde de store show med sig så fik de fat i publikum og gav os en dejlig ukompliceret koncert.

Mit første møde med Sodom endte altså som en ganske positiv oplevelse og det er helt sikkert et band jeg ville se igen hvis muligheden bød sig.

Min endelige karakter ender på 8 kranier.

Setliste

  1. Agent Orange
  2. In War and Pieces
  3. Outbreak of Evil
  4. Surfin' Bird
  5. The Saw Is the Law
  6. Sodomy and Lust
  7. Stigmatized
  8. City of God
  9. Der Wachturm
  10. I Am the War
  11. Blasphemer
  12. Remember the Fallen
  13. Ausgebombt

8/10

Anmeldt af .

August Burns Red Party Stage, kl. 14:30

Biografi

August Burns Red er fra Pennsylvania US og spiller Metalcore, med elementer af Hardcore. Bandet blev dannet i 2003 og har siden da indspillet 6 studiealbums. Bandets medlemmer er alle kristne, og teksterne bærer præg af det.

Bandmedlemmer:

  • Jake Luhrs (Vokal)
  • JB Brubaker (Guitar)
  • Brent Rambler (Guitar)
  • Dustin Davidson (Bass)
  • Matt Greiner (Trommer)

Koncertgennemgang

I bagende sol og varme var et forholdsvist stort publikum mødt op foran W.O.A's 3. største scene, Party Stage. Metalcore-heltene fra August Burns Red var lige på trapperne, og imens man står der og sveder med sin bajer i hånden, hvad brager så ud af højtalerne? En fucking technoversion af Rozalla's "Everybody's free" fra 1992!

Jeg har oplevet August Burns Red live, siden de opvarmede for Lamb Of God på Store Vega i 2010, så om dette er kotumen for dem, eller om det bare er for at ta pis på folk skal være usagt! Jeg morede mig ganske fornøjeligt over det, og jeg blev endnu gladere, da bandet kom valsende ind på scenen og technomusikken i ét nu skiftede over til ordenligt smadder!

"Everybody's Free" blev pludselig erstattet af deres egen "Internal Cannon" fra albummet "Leveler"

Hurtige riffs, blandet med tunge danse/hoppevenlige breakdowns, var med til at skyde stemningen igang.

Det var ligsom om at publikum i bund og grund var totalt ligeglade med varmen. Virkelig mange blev fanget og grebet af stemningen og moshede til fulde. Store Cirkelpits og Wall Of Deaths blev formet, hvor undertegnet blev nødt til at træde et par skridt tilbage engang imellem.

August Burns Red spillede en masse både gammelt og nyt, og hele pisset tog kegler! De holder deres egen stil fra start til slut, uden at ødelægge det på nogen måde. Lige fra det lidt små-melodiske nummer "Composure" fra albummet "Messenger" til nummeret "Fault Line" fra deres nyeste skive "Rescue And Restore", så holder de sig til deres rødder, uden at blive ensformigt, og det er simpelthen en fornøjelse at se og høre.

Konklusion

Der er simpelthen ikke ret meget man kan at sætte på præstationen fra August Burns Red! De gjorde lige det som man kunne ønske sig. De kom med noget nyt som lød pisse fedt, de kom med noget gammelt som lød pisse fedt... Ja generelt så lød det hele bare pisse fedt. Lyden var go, energien var i top, hele bandet kom ud over scenekanten uden at stagedive, og det var simpelthen en lækkerbisken at lappe i sig i den bagende sol.

Det eneste der holder bandet et kussehår fra en topkarakter skulle måske være et lille overraskelses moment eller to. Der manglede lige det lille kirsebær på toppen så jeg "kun" kan give karakteren 9,9. Men hold da kæft jeg glæder mig til at høre disse drenge igen!

9/10

Anmeldt af .

Hatebreed Party Stage, kl. 17:30

Biografi

Her har vi bandet som menes/mener at have opfundet middelvejen til at sammensætte metal med hardcore. Hatebreed har efterhånden mange år på bagen og har været stilsættende og generskabende inden for både hardcore og metalcore. Bandet er fra USA og har eksisteret siden 1994, hvilket har kastet 6 fuldlængde albums af sig.

Bandmedlemmer:

  • Jamey Jasta - (Vokal)
  • Chris Beattie - (Bass)
  • Wayne Lozinak - (Guitar)
  • Matt Byrne - (Trommer)
  • Frank Novinec - (Guitar)

Koncertgennemgang

Så blev det tid til en go gang smadder i form af amerikanske Hatebreed. Deres sammensætning af hurtig thrash, metalcore, hardcore og tunge tunge breakdowns var noget der trak publikum til på den lille Party Stage.

Stille men stødt stimlede publikum sammen i aftensolen.

Hatebreed ankom på scenen i vanlig stil. Der blev ikke givet særligt mange fucks, andet end selvfølgelig roser til publikum for at være mødt op, og derefter brød helvede løs!

Hatebreed har for vane ikke at kunne skabe et album, uden at der er en hel del uddødelige klassikere imellem, og heldigvis har de også for vane at spille de fleste af dem til deres koncerter! I aften var ingen undtagelse hvor publikum blev budt op til kæmpe moshfest, med cirkelspark og store armbevægelser ud over det hele.

Rigtig stærke numre som "I Will Be Heard", "Honor Never Dies", "Everyone Bleeds Now" og "Become The Fuse" er næsten obligatoriske til en Hatebreed koncert efterhånden!

Jamey Jasta ejede i vanlig stil publikum og var energisk og flyvende på scenen hele koncerten igennem og var i sin tale hele tiden meget patos-præget. "Respekter de smukke kvinder!", "Hjælp folk op hvis de falder!", "Se fucking Slayer i aften, de har altid hjulpet os i tidernes løb!"

Hele smøren kunne godt blive lidt for sukkersød, og "melo-dramatisk-amerikansk-ish" en gang imellem, men ikke desto mindre så er det jo musikken det handler om, og her vinder Hatebreed idag med et rigtig energisk og godt sammentømret show!

Konklusion

Der leveres stort set hver gang Hatebreed spiller. Jeg har oplevet dem et utal af gange på alverdens venues, og har til dato ikke set et decideret dårligt show med dem. Denne aften havde jeg samme oplevelse: Uden at imponere kan Hatebreed til hver en tid køre et bund solidt show igennem. Det blev til sidst lidt kvalmende at høre Jamey Jasta skamrose alt og alle, og lyde var generelt ret mudret, hvor jeg ikke rigtig kunne finde ud af om det hjalp Hatebreed ved at gøre det hele mere "råt" eller om det bare gjorde det ringere. Èn ting er hvert fald sikkert! Hatebreed holder stadig 666% og jeg ser frem til at hører dem igen på dette års Aalborg Metal Festival!

7/10

Anmeldt af .

Emperor Headbanger Stage, kl. 17:30

Biografi

  • In the Nightside Eclipse (1994)
  • Anthems to the Welkin at Dusk (1997)
  • IX Equilibrium (1999)
  • Prometheus: The Discipline of Fire and Demise (2001)

Koncertgennemgang

Wacken Open Air havde dette år hevet det helt store black metal band op af hatten. Selveste Emperor var blevet gendannet for at spille deres legendariske album "In the Nightside Eclipse" i fuld længde.

Desværre var bandet sat til at spille midt på eftermiddagen, hvilke var ganske malplaceret for et black metal band af Emperors kaliber. Bandet spillede på Black Stage og spillede samtidig med Hatebreed, om det var grunden til at der ikke var mødt mange mennesker op skal være usagt, men hold da op hvor fik det fremmødte publikum en lektion i hvordan black metal skal spilles.

Bandet spillede som nævnt tidligere hele deres 20 år gamle album "In the Nightside Eclipse" og selvom jeg normalt ikke er den store fan af black metal, så må jeg bare tage hatten af for Emperor. De gav os en super oplevelse og et ganske fedt sceneshow med masser af ild og fyrværkeri.

Som ekstra numre fik vi "Ancient Queen", "Wrath Of The Tyrant" og Bathory nummeret "A Fine Day To Die".

Konklusion

Havde koncerten været om aftenen efter solen var gået ned var det hele nok gået op i en højere enhed, men selvom disse kriterier ikke blev opnået så var det en helt igennem gennemført koncert af det norske band Emperor.

Min karakter ender på 8 kranier.

Setliste:

  1. Into the Infinity of Thoughts
  2. The Burning Shadows of Silence
  3. Cosmic Keys to My Creations & Times
  4. Beyond the Great Vast Forest
  5. Towards the Pantheon
  6. The Majesty of the Nightsky
  7. I Am the Black Wizards
  8. Inno a Satana
  9. Ancient Queen
  10. Wrath of the Tyrant
  11. A Fine Day to Die

8/10

Anmeldt af .

Amon Amarth True Metal Stage, kl. 19:00

Biografi

Amon Amarth er et vikinge/dødsmetal band fra Sverige. Teksten omhandler vikinger, og den gamle asatro fra nordisk mytologi. Musikken af præget af melodik og growl.

Bandmedlemmer:

  • Johan Hegg (vokal)
  • Olavi Mikkonen (Guitar)
  • Johan Søderberg (Guitar)
  • Ted Lundstrøm (Bas)
  • Fredrik Andersson (Trommer)

Koncertgennemgang

I sen aften solskin skulle Amon Amarth indtage True Metal Stage på dette års Wacken Open Air. På denne tid af døgnet på dette års festival, var solen i nogenlunde tilpas vinkel på himlen til at man faktisk kunne holde ud at stå på pladsen uden alt for meget vand/øl.

Så rammerne var perfekt. Festivalspladsen var fyldt med sorter af mennesker. Scenen var fyldt op med diverse vinkingesager, og så var man ellers klar til en ordenligt røvfuld "vinkingedød"

Amon Amarth træder da også ind på scenen i vanlig stil. Glade, energiske og fyldt med energi! Det er bestemt heller ikke noget sjældent syn at man ser Johan Hegg med et kæmpe smil på læben, tvært imod! Han er simpelthen bare frontmand med STORT F, og man kan næsten ikke lade være med at holde ham alene af den grund!

Efter at været kommet ind på scenen, og en masse dejlig fyrværkeri, startede Amon Amarth stærkt ud med nummeret "Father Of The Wolf". Dog var det kun Amon Amarth der virkede klar fra start. Publikum virkede lidt døde fra start og vidste ikke hvad de skulle gøre ved sig selv.

Lydmændene var vist heller ikke helt på plads. Vokalen virkede meget høj, og instrumenterne meget lave. Dette blev der heldigvis forholdsvist hurtigt lavet om på, så det passe noget bedre sammen, jeg syntes dog stadig vokalen det meste af koncerten virkede en anelse højere end den måske skulle være.

Men fred være med den lidt halvt sløje start. Som sagt blev der taget go revance både fra lydmænd og publikum.

Andet nummer der blev spillet var nemlig det store hit "Deceiver Of The Gods", hvor der både var fællessand og go mosh!

De store kanoner blev senere kørt i stilling, med masser af hits efterfulgt af masser af fyrværkeri. Numre som "Cry Of The Black Birds", "Guardians Of Asgaard" og "Twillight Of The Thundergod" tog virkelig kegler. Inden adskillige numre var gået igang, var der til tider allerede cirkelpits, crowdsurfing, og fælles ro-båd I sandet!

Afslutningsvis blev nummeret "The Persuit Of Vikings" spillet, til fælles råb, go gas fra forsangeren, masser af fyrværkeri og mosh. Dette agerede perfekt afslutning på et ret så bundsolidt show!

Konklusion

Amon Amarth spillede til denne koncert ikke noget ud over det sædvanlige, men bandet besider simpelthen så højt et bundniveau, at det ikke er nødvendigt. Koncerten stank langt væk af formidabel rutine, timing, glæde og nåede godt ud til publikum.

Netop sammenspillet med publikum klare de nemlig så godt pga. deres frontmand Johan Hegg, for skal man endelig sætte et minus i karisma-bogen, så var det måske at der ikke var specielt meget gang i bandets andre 4 medlemmer.

Det til trods, og den lidt sjove start, så spillede Amon Amarth noget der lignede en af de mest solide/bedste koncerter på Wacken Open Air ifølge undertegnet!

8/10

Anmeldt af .

Avantasia True Metal Stage, kl. 22:00

Avantasia

Biografi

Avantasia kan bedst beskrives som Power Metallens svar på en super gruppe. Dannet af Tobias Sammet fra bandet Edguy tilbage i '99 hvor de to første albums udkom, bedre betegnet som The Metal Opera's. Musikere som Michael Kiske, Andre Matos, Kai Hansen, Rob Rock, David Defeis, Sharon den Adel, Bob Catley, Oliver Hartmann, Jørn Lande, Eric Singer, Tim Owens og Alice Cooper samt danske Ronnie Atkins fra Pretty Maids har allerede været en del af dette imponerende freak show.

Tobias Sammet har fået enorm succes med projektet og især i Tyskland er Avantasia et kæmpe navn.

Koncertgennemgang

Lad mig lægge ud med at sige, at jeg er en stor fan af Tobias Sammet og har fulgt Avantasia projektet lige siden det første album, The Metal Opera Part 1 udkom. Dybt fascineret af hans evne til at synge og ligeledes hans evne til at performe. Jeg oplevede Avantasia på Wacken for nogle år tilbage og var blæst bagover. Et virkelig imponerende show, hvor setlisten, sceneshowet, kontakten med publikum og lyden gik op i en højre enhed. Det skulle desværre ikke være sådan i år.

Som et vigtigt element i Avantasia, så er det hele bygget op omkring et hav af forskellige gæstemusikere. På scenen denne gang oplevede publikum b.la. Ronnie Atkins, Michael Kiske, Bob Catley og desværre også Eric Martin (Mr. Big).

Showet begyndte med en mindre video, hvor publikum blev taget med på en flyvetur igennem tordenskyer, hvor der ved hvert lyn blev oplyst dele af coverforsider fra tidligere albums. Ganske godt lavet og det byggede en god stemning op. Publikum virkede tændte og klar og da Sammet først trådte ind på scenen, hujede publikum. Der er ingen tvivl om, at Tobias Sammet og Avantasia er store i Tyskland og jeg tror også at der havde været godt over 50.000 fremmødte.

Efter introen kom der gang i power metal balletten. Avantasia lagde ud med nummeret "Spectres" med Tobias Sammet solo som han præsterede ganske fornuftigt. God lyd, god vokal og en smule pyroteknik. Herefter skulle der snakkes med publikum, hvor Sammet fortalte, at showet lige pt. blev vist LIVE, hvilket selvfølgelig fik publikum til at huje. Nu kom turen så til første gæstemusikker, danske Ronnie Atkins (Paul Christensen ? Pretty Maids), et af det absolut største positive elementer ved dette show. Mandens rå vokal var fantastisk til aften og han gik perfekt i spind med Sammets lyse vokal. Sammen leverede de numrene "Invoke the Machine" og "The Scarecrow", som jeg nok ikke rigtig kan sætte en finger på i forhold til Atkins performance. Han leverede fandme varen. Dog virkede Sammet en smule sløv, især under "The Scarecrow" og det lød endda til tider som om han ramte tonerne helt forkert. Skuffende, da nummeret ellers er hamrende godt.

Nu kom turen så til Bob Catley (Magnum) og nummeret "The Story Ain't Over", et af det desværre mange kedelige numre som Avantasia havde valgt denne aften og jeg fandt også Catley's performance en smule kedelig på dette nummer. Hurtigt blev han skiftet ud med Michael Kiske (eks Helloween) og nummret "Reach out for the light", som desværre led under lidt lydproblemer, især i starten. Dog fandt jeg dette nummer til at være en af aftenens absolut bedste. Lækker performance og vokal fra begge herrer og dette fortsatte ligeledes under det efterfølgende nummer "Avantasia".

Herefter blev vi introduceret for Eric Martin (Mr. Big) og så gik det ellers ned af bakke. Denne mand var på alle måder fuldstændig malplaceret. Træder ind på scenen i det fine puds, iført et blødt halstørklæde (WHAT?) og synger en af de nok kedeligste Avantasia numre til dato "What's Left of Me" og gør dette fuldstændig uden gnist. Og så passede hans vokal på ingen måde til Sammet's. Det hele virkede bare forkert. Efter dette sløve nummer, fortalte Sammet publikum lidt om Mr. Big, imens han gjorde sig selv fuldstændig til grin med ord Mecca-hadidadi-Mecca-hadihoo og kaldte sig selv for en "trouble maker" samt at det, at tournéer med Avantasia havde "reddet" ham. Come On? Det hele virkede så opstillet og de kunne lige så godt læse det op fra et manuskript. Det var direkte pinligt. Hans miserable forsøg på at være morsom, latterliggjorde ham mere. Efter dette uhyggelige indslag fortsatte Martin og Sammet med nummeret "Dying for an Angel", endnu et nummer som kunne være blevet leveret betydelig bedre end det gjorde. Sammet gav den absolut ikke alt og Martin virkede som en kedelig erstat for Klaus Meine (Scorpions) som synger nummeret på albummet. Efter nummeret skulle der igen snakkes lidt til publikum. Sammet lagde ud, med at fortælle publikum at Mr. Big nu var blevet en af os Metalheads efter at havde været med på scenen til dette års Wacken Open Air Show. HELL NO!! Han var blevet en åndsvag latterlig rekvisit, som burde blive afslutningsvis brændt foran publikum. Hårde ord måske, men for satan hvor var denne mand det forkerte sted.

Nuvel, turen var nu kommet til nummeret "Farewell", et ganske godt nummer, et lyspunkt på en ellers heftig nedadgående rutchebanetur. Sammet leverede sin del ganske godt og især hans vokal sad lige i skabet. På albumversionen synger Sharon Den Adel (Within Temptation) sammen med Sammet og Kiske, men hun blev erstattet af Amanda Somerville. En okay erstatning og Somerville gjorde det egentlig også ganske fint, men ikke en performance som vil blive husket som det helt vilde.

Herefter fik publikum fire små kedelige numre med små kedelige optrædener, hvorefter bandet spillede deres nok værste nummer til dato "Lost in Space". Et nummer som folk sjovt nok er fuldstændig tosset med, hvilket jeg ikke kan forstå.

Avantasia og Sammet sluttede dog fantastisk af med en mix af numrene "Sign of the Cross" og "The Seven Angels".

Et ting som dog var afsindig morsomt, var Sammet interaktion med Kreator fansene som stod klar foran Black Stage. Han trådte helt tæt på dem og bad dem give ham og gay power metal fingeren, hvilket de glædeligt gjorde. Det var ganske morsomt.

Konklusion

For mig leverede Avantasia ikke varen optimalt. En alt for soft setliste og simpelthen for lidt metal. Jeg er velvidende, at Avantasia er blevet mere bløde i deres musiske fremtoning i forhold til deres Metal Opera albums, men det her var lidt for cheesy for mig.

Og igen er jeg nødsaget til at fremhæve Mr. Big. Et element som simpelthen på alle måder burde bortspringes ved alle fremtidige metal arrangementer. Han hører ikke til her! Dog må jeg ligeledes konstatere, at havde Michael Kiske og Ronnie Atkins ikke været til stede i aften, så var det hele endt katastrofalt. De leverede varen under hvert eneste nummer som de deltog til.

Næste gang Avantasia, så tag Kiske og Atkins med på tour og lad resten forblive derhjemme.

Jeg gik derfra skuffet, da jeg ellers havde set frem til denne koncert lige siden de blev annonceret. Jeg kan kun glæde mig over, at jeg nåede at oplevede Avantasia da de optrådte på Wacken i 2011, så jeg ved hvordan de kan være når de virkelig levere varen.

Setliste

(der tages højde for eventuelle fejl)

  1. Invoke the Machine (Sammet/Atkins)
  2. The Scarecrow (Sammet/Atkins)
  3. The Story Ain't Over (Sammet/Catley)
  4. Reach Out for the Light (Sammet/Kiske)
  5. Avantasia (Sammet/Kiske)
  6. What's Left of Me (Sammet/Martin)
  7. Dying for an Angel (Sammet/Martin)
  8. Farewell (Sammet/Somerville)
  9. Shelter from the Rain (Sammet/Kiske/Catley)
  10. The Great Mystery (Sammet/Catley)
  11. Twisted Mind (Atkins/Martin)
  12. Promised Land (Sammet/Martin)
  13. Lost in Space (Sammet)
  14. Sign of the Cross / The Seven Angels

6/10

Anmeldt af .

Megadeth Black Stage, kl. 20:30

Megadeth

Biografi

  • Killing Is My Business... and Business Is Good! (1985)
  • Peace Sells... but Who's Buying? (1986)
  • So Far, So Good... So What! (1988)
  • Rust in Peace (1990)
  • Countdown to Extinction (1992)
  • Youthanasia (1994)
  • Cryptic Writings (1997)
  • Risk (1999)
  • The World Needs a Hero (2001)
  • The System Has Failed (2004)
  • United Abominations (2007)
  • Endgame (2009)
  • Thirteen (2011)
  • Super Collider (2013)

Bandmedlemmer:

  • Dave Mustaine - lead vocals, guitar
  • David Ellefson - bass, backing vocals
  • Shawn Drover - drums, percussion
  • Chris Broderick - guitar, backing vocals

Koncertgennemgang

Et sikkert kort tænkte jeg da jeg så Megadeth annonceret på dette års Wacken, her var et band med så stor indflydelse i thrash metal verdenen at det ikke kunne gå galt og alligevel var det så tæt på at blive den helt store nedtur denne lørdag aften. Megadeth startede deres koncert med en lang film på et lærred bag trommesættet, en film med lyd?. selvfølgelig tænker de fleste, bare ikke den amatøragtige lydmand der stod bag pulten denne aften. Al lyd sejlede og intet lød til at fungere som planlagt. En helt igennem kaotisk start på en koncert jeg personligt havde set frem til. Men heldigvis har Dave Mustaine oplevede det meste i sin efterhånden lange karriere og selvom lyden sejlede så tog bandet det med ro og gik ind til opgaven ganske upåvirket. Megadeth lagde hårdt ud med et af deres største hits i nummeret "Hangar 18" og selvom det stort set var umuligt at høre hvad Dave sang pga. lyd fejlen så fik vi en lektion i guitarspil. Lyden blev heldigvis bedre som koncerten skred frem, men mellem numrene var lagt små film ind og her fungere lyden kun sporadisk. Bandet havde blandet deres setliste ganske fornuftigt og der var lidt fra de fleste af deres albums. Koncertens højdepunkt kom i mine øjne da nummeret "Tornado of Souls" blev blæst ud over publikum. Hvis man syntes at guitar soloerne sad i skabet under "Hangar 18", ja så må det ganske enkelt beskrives som verdensklasse det vi var vidne til under dette nummer.

At opleve Megadeth i absolut topform denne aften var en ren fornøjelse og ikke nok med at vi fik en fed musik oplevelse så var det også fantastisk at opleve Dave levende igen. Jeg har set Megadeth et par gange inden for de sidste par år og hver gang er jeg fået derfra med den opfattelse at Dave var brændt ud, men efter denne lørdag aften hvor hr. Mustaine nærmest måtte smides af scenen, må jeg bøje mig i støvet for Megadeth.

Konklusion

Set over hele koncerten var det en blandet oplevelse, for på den ene hånd spillede Megadeth bedre end de har gjort i mange år. Bare det at opleve Dave Mustaine smile og grine til publikum var en sjældent oplevelse. Men på den anden side var lyden desværre så ringe at det trækker ned i helhedsindtrykket. Bandet leverede en rigtig god performance og som nævnt tidligere lod de sig ikke slå ud af den elendige lyd, så min endelige karakter ender på 7 kranier.

Setliste

  1. Prince of Darkness (intro)
  2. Hangar 18
  3. Wake Up Dead
  4. In My Darkest Hour
  5. Skin o' My Teeth
  6. Sweating Bullets
  7. Tornado of Souls
  8. Poison Was the Cure
  9. She-Wolf
  10. Trust
  11. Kingmaker
  12. Cold Sweat (Thin Lizzy)
  13. Symphony of Destruction
  14. Peace Sells
  15. Holy Wars... The Punishment Due

7/10

Anmeldt af .

Kreator Black Stage, kl. 00:15

Kreator

Biografi

  • Endless Pain (1985)
  • Pleasure to Kill (1986)
  • Terrible Certainty (1987)
  • Extreme Aggression (1989)
  • Coma of Souls (1990)
  • Renewal (1992)
  • Cause for Conflict (1995)
  • Outcast (1997)
  • Endorama (1999)
  • Violent Revolution (2001)
  • Enemy of God (2005)
  • Hordes of Chaos (2009)
  • Phantom Antichrist (2012)

Bandmedlemmer:

  • Miland "Mille" Petrozza - vocals, guitar
  • Christian "Speesy" Giesler - bass
  • Jürgen "Ventor" Reil - drums, vocals
  • Sami Yli-Sirniö - guitar

Koncertgennemgang

Tyske Kreator var sat til at lukke og slukke på Black stage lørdag aften efter Avantasia havde underholdt et større antal mennesker foran True stage. Allerede inden Avantasia var færdige med deres koncert havde en mindre mængde Kreator fans indfundet sig foran scenen hvor de ganske tydeligt viste deres utilfredshed med Avantasias Power metal. Stilen var ligesom lagt til et blast af en koncert, så nu manglede vi bare det tyske thrash band.

Kreator gik på scenen til et overtændt publikum og startede voldsomt ud med en af deres bedste sange fra det nyeste album, nemlig "Phantom Antichrist" og så gik folk ellers fuldstændigt amok.

Jeg havde vovet mig op tæt foran scenen, selvom jeg tidligere havde oplevet Kreator på Wacken hvor jeg havde gule og blå mærker overalt på kroppen flere uger efter. Men med et band som Kreator så er koncert oplevelsen lige så meget den energi blandt publikum som det er at se/høre bandet spille. Men her stod jeg og blev vidne til dette års største circle pit. Allerede under det andet nummer fik publikum af vide af Miland "Mille" Petrozza at nu skulle der skabes en circle pit som ikke var set større dette år, og det var lige hvad publikum havde brug for at høre, for et minut efter var denne pit dannet af glade metal heads der havde en fest til de tunge rytmer fra et af tysklands største thrash bands. Kreator gav sig fuldt ud og leverede en mindre magt demonstration denne aften. Vi fik en nærmest perfekt setliste leveret og eneste minus ved denne koncert var den støvsky af dimensioner som circle pitten skabte pga. de mange tørre dage uden regn.

Konklusion

Kreator viste sig fra deres bedste side og gav os en oplevelse som man sent glemmer. De spillede lige præcist så hårdt og lige på som man kunne forvente af et band med den erfaring som de efterhånden har fået opbygget med 13 studie albums på samvittigheden. Bandet svigtede ikke fans af deres ældre albums og blandede deres setliste helt perfekt uden at bygge den for meget op af deres nyeste album. Skulle jeg komme med noget negativt så må det være lydstyrken, for den var helt forkert indstillet denne aften. Til en Kreator koncert skal man blæses omkuld, men ikke denne gang desværre. Det er en ommer til lydmanden som forhåbentligt fik en opsang efter koncerten.

Til sidst kan jeg nævne at jeg da kom fra koncerten med et par blå mærker, men ikke noget i forhold til sidste gang jeg oplevede Kreator.

Min endelige karakter ender på 9 store kranier.

Setliste

  1. Phantom Antichrist
  2. From Flood into Fire
  3. Warcurse
  4. Endless Pain
  5. Pleasure to Kill
  6. Hordes of Chaos (A Necrologue for the Elite)
  7. Phobia
  8. Enemy of God
  9. Civilization Collapse
  10. The Patriarch
  11. Violent Revolution
  12. United in Hate
  13. Flag of Hate

9/10

Anmeldt af .

Tilføj kommentar