Wacken Open Air 2008

Wacken Open Air 2008

Der findes sgu ikke noget bedre end at vågne op om morgen og bare vide at man i dagns løb ender i den lille flække i Nordtyskland, der hedder Wacken, som det meste af året ligner noget, der er taget direkte ud af en gammel Morten Korch film, med de lokale bønder, den idylliske natur, de små markveje omgivet af frodige græsmarker hvor køerne græsser og livet går sin stille og rolige gang. Hvert år, den første weekend i August forsvinder idyllen dog for en stund, når mere end 60000 metalhoveder indvaderer den lille landsby og går amok i tre stive dage med masser af øl, pind og heavymetal. En Festival der hylder alt hvad der har med heavymetal at gøre, på en facon man kun kan finde det i et af de støreste - hvis ikke DEN støreste heavymetal nation i verden, Tyskland! Efter den obligatoriske frokost hos den nærmeste øl, sprut og bananmælkspusher umiddelbart syd for grænsen, nåede vi langt om længe Wacken, der lå badet i sol og en helvedes varme... Dette års Wacken var festivalens hidtil største med fuldstændig udsolgt allerede i marts, når man så tænkte på hvor proppet det var sidste år havde man lidt bange anelser. Helt så slemt skulle det dog ikke blive, selvom man havde gjort bedre i at oprette en stor scene i år i stedet for de 2 hovedscener. Det skal blive spændende næste år når Wacken fejrer sin 20 års fødselsdag, hvor der er rygter om at man vil have Metallica på plakaten.

Torsdag:

  1. Iron Maiden

Iron Maiden True Metal Stage, kl. 21:30

Iron Maiden

Efter at have set bandets fænomenale optræden i Horsens fire dage forinden så jeg ekstremt meget frem til at se bandet foran en betydelig større menneskemasse i Tyskland, hvor bandet kun spillede denne ene optræden. Men en gentagelse af succesen skulle det ikke helt blive, i hvert fald for undertegnede, da man åbenbart ikke helt havde regnet med at næsten alle 75 000 festival deltagere ville dukke op i samlet flok. Derfor skulle man være mere end heldig eller dødsforagtende hvis man skulle have et godt udsyn til scenen. Man havde nemlig anbragt bandet på True Metal stage som ligger en kende til højre side hvilket betød for langt over halvdelen af tilskuerne at man enten kunne betragte koncerten på en af stormskærmene eller nøjes med at se et bandmedlem når de trådte helt frem til scenekanten. Desuden besluttede alle kontrollører ved indgangen lige pludselig at man ikke ville lukke flere folk ind på pladsen, hvilket er et stort svineri da disse folk har betalt mange penge for at kunne komme ind og se Maiden. Indgangen blev dog senere gjort åben igen, da man var bange for tilskadekomne ved sluserne, da folk bagved der ikke vidste hvad der foregik, blev ved med at mase på. Inde på pladsen var det åbenbart ikke bedre, da man dagen efter kunne høre om en masse der var ved at blive trampet ned foran scenen. Jeg så i hvert fald selv en hulens masse der blev båret ud på bårer da jeg stod ned ved samarit indgangen. Det kunne nok nemt have udviklet sig meget værre, men heldigvis virker det som om hoveddelen af tilskuerne godt ved hvordan man opfører sig i en sådan situation samt at samaritterne virkelig fortjener en klapsalve for deres hårde arbejde. Men nok om det negative for bandet spillede i sig selv en kanontændt koncert, hvor øjenvidner vil berette at de om muligt var endnu mere tændte end i Horsens. Man spillede selvfølgelig de samme numre i Wacken som man havde gjort resten af turneen, hvilket dog ikke lagde en dæmper på min glæde, da man jo spiller en perlerække af bandets bedste materiale. Man lagde ud med den brølende Spitfire Merlin motor der blev efterfulgt af den emotionale ”Churchill’s Speech” hvorefter helvede (himmelen?) brød læs med ”Aces High” skarpt forfulgt af ”Two Minutes To Midnight”. Derefter stoppede Bruce op for at irettesætte manden der styrede den store kamerakran der blokerede synet for alle der stod til venstre for scenen, der gik et stykke tid før den ”Ignorant Fat Fuck!” fattede hr. Dickinsons pointe. Derefter blæste man løs igen med ”Revelations”, The Trooper og Wasted Years, hvorefter verdens mest elskede bibelcitat tordnede ud af PA’et og man kunne nyde synet af over 70 000 hænder der gav djævletegn og sang 666! The Number of the Beast. Derefter var det tid til det absolut bedste i hele koncerten med ”Rime of the Ancient Mariner” og ”Powerslave” der begge igen blev fremført med de mest spektakulære effekter der gør at disse sange er blandt noget af det mest sublime man kan opleve live. En af de helt store gåsehudsmomenter var desuden ”Fear of the Dark” som altid for det sidste ud af folket, samt det obligatoriske ”Iron Maiden” denne gang med mega mumie Eddie’en. Bandets ekstranumre var den geniale Moonchild som bandet stærkt burde overveje at beholde i deres livesæt, samt ”The Clairvoyant” med Cyborg Eddie optræden og aftenens sidste nummer ”Hallowed Be Thy Name”. Alt i alt en kanonkoncert, der dog kunne have været noget mere kanon, hvis man havde haft en større hovedscene så man kunne have set selve scenen, i stedet for at skulle glo på en træls videoskærm.

Anmeldt af .

Fredag:

  1. Grave
  2. Mortal Sin
  3. Cynic
  4. Job For A Cowboy
  5. Headhunter
  6. Destructor
  7. Opeth
  8. Massacre
  9. Children of Bodom

Grave Black Stage, kl. 11:00

Traditionelt er der jo det sædvanlige morgen-thrash, eller i dette tilfælde morgendød fredag morgen. Så det var et eller andet med at få sig en Underberg eller tre og en bananmælk, inden det så ellers gik afsted mod Black Stage hvor dagens første band var de svenske dødsveteraner Grave. Og hvad sker der helt tilfældigt?!? Man støder selvfølgelig på en masse gutter og gutinder fra hjembyen Slagelse, der tydeligvis allerede havde været igang i flere dage! God stemning og morgendød - Sådan starter en rigtig god dag på Wacken... (Godt gået Slagelse \../ ) Grave spillede sindsygt højt fra start og lyden var ikke helt på plads i de første numre. Det blev der heldigvis rettet op på i løbet af et par numre, inden klassiskere som "You`ll Never See" og "Souless" blev leveret med stil og overbevisning. Grave skuffede bestemt ikke og deres herlige old-school svenskerdød gled ganske godt ned ligesom de første kolde Becks fra fad, inden der blev sluttet af med Grave-klassikeren over dem alle "Into The Grave"! Fedt at se Grave sparke røv og at det absolut var værd at stå tideligt op for.

Anmeldt af .

Mortal Sin True Metal Stage, kl. 11:55

Efter den fede start på dagen var det, med en kold Becks fra fad i hånden, med at bevæge sig over mod True Metal Stage, hvor gode gamle Mortal Sin fra Sidney i Australen skulle levere det, som jeg havde set frem til, som et af Wackens helt store højdepunkter. Sidst de spillede på Wacken i 2006, spillede de allerede tidligt Torsdag aften og jeg gik desværre glip af det meste af deres koncert pga diverse forsinkelser på bilturen derned. Så denne gang havde jeg glædet mig ekstra meget til endelig at opleve en hel koncert med det band der tilbage i 1987 udgav debutskiven "Mayhemic Destruction" hvorfra de da også lage ud med den instrumentale intro "The Curse". Til min overraskelse gik de ikke direkte over i "Women In Leather", som de gør på pladen, men derimod over i "Blood Death, Hatred" og så var Mortal Sin ellers igang. Et ganske fedt show, hvor især de to eneste originale medlemme, forsanger Mat Maurer og bassist Andy Eftichiou virkede særdeles oplagte, tændte og på. Der blev leveret nogle numre fra den nye plade "In Absence Of Faith" -Og IKKE "Out Of The Darkness" som jeg fik skrevet i min Wacken-anmeldelse fra 2006! "Out Of The Darkness" var det første nummer de leverede fra den nye plade og som straks blev efterfulgt af "Deadman Walking" og "Tears Of Redemption" fra samme album. Disse numre virkede på en eller anden måde lidt som ligegyldig fyld på mig - nok mest fordi jeg helst havde set at de kun spillede materiale fra debuten og "Face Of Dispair" fra 1989. Vi fik dog alligevel de klassiske "Lebanon", "I Am Immortal" og selvfølgelig "Mayhemic Destruction" fra de gamle skiver som rosin i pølseenden. Endelig havde jeg fået set Mortal Sin, hvilket alt i alt havde været en fed oplevelse med både god lyd, fedt show og kolde Becks fra fad!

Anmeldt af .

Cynic Party Stage, kl. 12:50

Spændingen var høj på vej hen for at se Cynic. Efter at have set nogle YouTube koncert optrædener , hvor lyden desværre ikke var super god håbede jeg på, at Live oplevelsen ville være anderledes ... og det var den. Jeg har ikke kunnet forestille mig, at dette super tekniske band kunne spille så fedt Live. Den speciele sang effekt, trommerne, de geniale soli, bassen ... det var næsten som at smide "Focus" på anlægget. Det har dog sin pris at spille meget teknisk musik. Nemlig at scene optræden virkede meget dødt. Sangeren Paul Masvidal var hellere ikke den mest snakkende forsanger i pauserne mellem sangene. Cynic fik dog mestret at spille hele "Focus" albummet samt nogle sange fra deres kommende album, som må siges, lyder meget lovende, så be prepared.

Anmeldt af .

Job For A Cowboy Black Stage, kl. 12:50

Da klokken slog 12:50 denne Fredag på Wacken, stod jeg rent faktisk foran Party Stage med en kold Becks fra fad for at se Cynic, der jo i tidernes morgen udgav det klassiske album "Focus". Da åbningsnummeret "Veil Of Maya" gik igang var jeg glad for at de startede med lige nøjagtig det nummer, da det efter min mening helt klart er deres fedeste nummer og fordi jeg alligevel havde planer om at gå over til Black Stage og se Job For A Cowboy. Desværre havde Cynic, til at begynde med ihvertfald, så elendig lyd at det umiddelbart efter åbningsnumret ikke kunne gå hurtigt nok med at runde en øl-pusher og få sig en kold Becks fra fad, inden kursen blev sat mod Black Stage og en koncert med Job For A Cowboy, der virkelig satte tingene på plads med med fed lyd og masser af død og ødelæggelse fra det fede debutalbum "Genesis", der som bekendt udkom sidste år. På dette tidspunkt begyndte øllet virkelig at smage ekstra godt - ellers kan jeg ikke forklare hvorfor de gled så godt ned! Job For A Cowboy gav den seriøst gas og der var både dømt mosh-pit og den efterhånden legendariske Wacken gimmik Wall Of Death. Der var gang i den på alle måder og jeg er ret sikker på at langt de fleste havde en rigtig fed oplevelse foran Black Stage - Både dem der der gik amok med Wall Of Death og dem, der som jeg gik amok i kolde Becks fra fad!

Anmeldt af .

Headhunter True Metal Stage, kl. 14:55

De omsiggribende kolde Becks fra fad havde efterhåden gjort sin virkning og en kraftig byge gjorde at jeg desværre gik glip Unearth, som jeg ellers også havde set frem til. En tør t-shirt og lidt regntøj skulle lige hentes i lejren, inden der igen blev fyldt op med en kold Becks fra fad og positionen foran Party Stage igen blev indtaget. Headhunter med Schmier fra Destruction i front skulle leverer deres sæt af en god omgang powermetal thrash i vaske ægte tysk stil. Lyden var god og jeg syntes bestemt at Schmier og de andre hoveder gjorde et rigtig godt indtryk fra start. Der blev leveret nogle fede numre fra det nye album "Parasit Of Society" i rette tysker-metal ånd, inden jeg fik øje på de telte ovre ved Party Stage hvor bl.a Nuclear Blast havde en bod - og som et lyn fra en klar himmel glemte jeg alt om Headhunter for at se om ikke der skulle være en enkelt klassiker eller to, der lige skulle med hjem til samlingen. Jeg hørte dog lidt til Headhunter mens jeg gik derinde, men alt de CD-guf gav mig vildt lyst til at besøge MetalMarket for at få set lidt mere på sagerne. Her var det så at blandingen af kolde Becks fra fad, tid og sted ikke rigtigt harmonerede længere. Men det er jo hvad der sker på en ganske almindelig eftermiddag i Wacken.

Anmeldt af .

Destructor W.E.T. Stage, kl. 17:35

Mit besøg i MetalMarket, og min totale mangel på tidsfornemmelse, havde foruden en del skiver til samlingen, resulteret i min støreste personlige Wacken-katastrofe nogensinde! Jeg var gået glip af The Rotted, der jo tidligere gik under navnet Gorerotted. Det var noget af det jeg havde set aller mest frem til på dette års Wacken - og så laller jeg rundt på Metalmarket, hvor jeg ovenikøbet købte deres nye plade, uden at der så meget som en lille fornemmelse af, at jeg nok burde have set på klokken for at se om ikke det snart skulle være tid til at bevæge sig ned mod W.E.T-Stage, meldte sig. Næh nej, pludselig finder jeg migselv ovre ved Black Stage for at få tanket op med kolde Becks fra fad og lige få det første af Soilwork med. Det var også rigtig fedt og lyden var rigtig god. Soilwork gav den virkelig gas og igen var der både mosh-pit og selvfølgelig den uundgålige Wall Of Death. Fede numre som "Stapping The Drama","A Predator's Portrait" og "Bastard Chain" sad lige i skabet og gjorde det til en ren fornøjelse at være vidne til. Denne fede oplevelse gjorde nok at jeg fik set lidt mere af Soilwork end jeg rent faktisk havde planlagt, så jeg tømte mit krus for øl og vaklede over mod W.E.T-Stage for at se Destructor, som jeg rent faktisk aldrig har hørt før men kun kender af navn. Jeg vidste selvfølgelig at der var tale om god gammeldags 80´er thrash med alt hvad det indebærer af fortids klichér og des lige. Mest af alt ligner Destructor et gemmelt tysk band men de er rent faktisk fra Cleveland, Ohio i USA, hvilket hverken gør kvaliteten dårligere eller bedre for den sags skyld. Jeg havde selvfølgelig ikke fået set de første numre af Destructors fede sæt, der virkelig blev leveret med stil og nosser, som man kun havde det i 80´erne. Det ene fede riff afløste det andet og man kunne ikke andet end at nyde et krus koldt Becks fra fad og den fede old-school thrash med kniv skarp lyd fra Destructor, som jeg helt klart skal have fundet noget af til min samling på et eller andet givet tidspunkt. Det er tidspunkter som disse, der gør at man får en tendens til at vende tilbage til dette fantastiske sted år efter år, for disse fede oplevelser og overraskelser kan man slet ikke få nok af.

Anmeldt af .

Opeth Black Stage, kl. 19:45

Jeg var ikke helt motiveret til at se Opeth til Wacken i år, da jeg stadig havde Wacken 2006 optræden i minderne, som jeg ikke synes var så god. Dog blev jeg positivt overrasket, da jeg alligevel ikke kunne lade være, idet bandets nye skive "Watershed" også næsten lige var udkommet. Og Åkerfeldt og Co. gjorde deres arbejde til punkt og prikke. I forhold til 2006 optræden havde bandet denne gang bestemt sig at spille de mere brutale sange af deres repertoire, som hører en Wacken festival til. Publikum med skulder/rygmærkede-cowboyjakker fik svunget deres lange garn og en veloplagt Åkerfeldt og band fyrrede den for vildt af. Jeg foretrækker dog stadig Opeth til klub gig, da man her for sans for alle bandets både hårde og bløde sange samt detaljer.

Anmeldt af .

Massacre Party Stage, kl. 19:45

Jeg har rent faktisk ikke set Massacre live siden deres legendariske tour i 1991 med Immolation, hvor de netop havde udgivet et af historiens fedeste deathmetal skiver i form af den klassiske "From Beyond". Derfor var det da også lidt ærgeligt at vi først ankom et enkelt nummer efter start, fordi de kolde Becks fra fad forlængst var begyndt at virke og fordi der jo hele tiden skulle tankes op, da de jo blev ved med at smage af flere. Som sagt gik jeg glip at åbneren "Dawn Of Eternaty" og ankom midt i numret "Cryptic Realms" og det første der slog mig var den elendige lyd der endnu engang plagede Party Stage. Gennem fuldfede numre som "Biohazard", "From Beyond" og "Corpsegrinder" blev der rettet en anelse op på det elendige lydbillede, men det var langt fra nok til at oplevelsen gik hen og blev så legendarisk som jeg på forhånd havde håbet på. Massacre spillede som sådan ganske fedt og de gjorde hvad de kunne for at leverer varen, men desværre sad manden i lydtårnet og drak bongvand, mens han ikke havde noget som ligner anelse om hvad han havde gang i... De kolde Becks fra fad var forlængst gået i blodet da Massacre forlod Party Stage og vi bevægede os over mod True Metal Stage for at få en kold Becks fra fad og se om ikke der snart skulle være noget finsk melodisk død.

Anmeldt af .

Children of Bodom True Metal Stage, kl. 21:00

Da finske Children Of Bodom gik på var jeg ved at være godt pyntet af de mange kolde Becks fra fad, der var blevet konsumeret i dagens løb. Jeg er ikke helt sikker på jeg bare havde mistet koncentrationen, om jeg umiddelbart stod det forkerte sted (...der var en øl-pusher lige i nærheden, så det må da have været det helt rigtige sted!), eller om Children Of Bodom virkelig havde halvdårlig lyd. Ingen tvivl om at det virkede som et fedt show og at de kom ret godt omkring de fleste af deres plader, men lyden var ikke speciel god, der hvor jeg stod ihvertfald. Så derfor gik der bare kolde Becks fra fad i den og der begyndte at opstå huller i hukommelsen af nøjagtig samme grund. Jeg fik bevæget mig over mod noget mad, nogle flere kolde Becks fra fad, inden jeg endte ovre ved Party Stage for at se The Haunted. Desværre gjorde tilstanden og de efterhånden mange timers heavymetal at jeg knap nok kunne stå på benene og holde øjne åbne. Children Of Bodom virkede som om de ville spille for evigt, så derfor fik jeg af en eller anden grund den idé at lade The Haunted være The Haunted og lade Children Of Bodom gøre sig færdig, mens jeg med en kold Becks fra fad i hånden vaklede ned mod mit telt for at få de oblikatoriske 15 sekunders søvn, inden der skulle tages hul på en herlig lang lørdag på Wacken. Jeg ville sådan set godt have set både The Haunted samt Gorgoroth og Excrementory Grindfuckers, men mit efterhånden godt misbrugte korpus fortalte mig at det var blevet tid at finde vores lejer... og så måtte jeg jo hellere følge med hjemad

Anmeldt af .

Lørdag:

  1. Holy Moses
  2. Exodus
  3. Obituary
  4. Carcass
  5. Warbringer
  6. At The Gates
  7. Kreator

Holy Moses Black Stage, kl. 13:45

Lørdag morgen startede lidt kaotisk. Jeg ville prøve at nå op og møde MGS og Satoren der allerede ved middagstid sad og drak øl i Biergarden. Et par Unterberg og en bananmælk blev konsumeret, inden vi efter hånden fik travlt med at komme op og se Exodus, som efter planen skulle starte kl 12:50 på True Metal Stage. Da vi stod klar med en kold Becks fra fad foran True Metal Stage gik der pludselig et eller andet fuldstændigt ligegyldig powermetal band på, som jeg senere fandt ud af hed Sweet Savage. En omgang energiforladt sing-along-wimp-powermetal ramte mine ører og der var ikke andet at gøre end nærmest at flygte op i Biergarden og få en kold Becks fra fad sammen med MGS og Satoren. Som sædvanlig var det ganske hyggeligt at få en snak og en Underberg med drengene, da det jo bestemt ikke sker hver dag. Tiden gik og pludselig var det blevet tid til at træffe det svære valg mellem Holy Moses eller danske Mercenary. Valget faldt på Holy Moses, da det er et band jeg har fulgt siden mine unge dage i slut 80'erne og jeg må med det samme indrømme at jeg ikke fortrød det valg et eneste sekund. Af de gange jeg har set Holy Moses live, var det her helt klart den fedeste. Sabina Classen virkede for en gangs skyld både ædru, tændt og særdeles oplagt, hvilket selvfølgelig løftede oplevelsen til et langt højre niveau, i forhold til de andre gange jeg har set dem på Wacken, hvor Sabina enten har været pinlig stiv eller sædeles uoplagt. Koncerten i 2003 kan selvfølgelig undskyldes med at de spillede på et afbud en tidlig formiddag... Men denne gang var der ingen undskyldning og varen blev leveret med fed lyd, tons tung tyskerthrash og en Sabina Classen, der skreg sine "lunger" ud og gav den godt med gas i form af seriøs headbanging, der helt sikkert kunne mærkes i nakken resten af dagen. Hvor er det bare fedt at se Holy Moses levere varen, så man gik tilfreds derfra for at hente en kold Becks fra fad, frem for en fornemmelse af at det nærmest havde været pinligt at være vidne til. Lørdagen på Wacken var blevet skudt rigtig godt igang.

Anmeldt af .

Exodus True Metal Stage, kl. 14:45

Endelig var det tid til at se Exodus sparke seriøs røv på True Metal Stage. De kolde Becks fra fad smagte allerede af langt flere og da Exodus gik på var lyden fed fra start til slut. Der blev gået til stålet og den ene klassiker afløste den anden i et inferno af fed bay area thrash, kolde Becks fra fad og masser af gang i den. Exodus er lidt ligesom Slayer: De wimper aldrig hen og holder sig til deres stil med overbevisning. Thrash, thrash, thrash og atter thrash. Sættet var mest koncentreret om deres seneste skiver "Tempo Of The Damned", "Shovel Headed Kill Machine", og det nyeste udspil "The Atrocity Exhibition... Exhibit A", men det blev da også til et par gamle klassikere som den obligatoriske "Bonded By Blood" og "Another Lession In Violence". Desværre blev det ikke til "Toxic Walz" der ellers nok plejer at spille op til dans for alvor. Men på trods af den mangel, leverede Exodus varen med overbevisning og om ikke andet, så gled de kolde Becks fra fad ganske godt ned, en efter en.

Anmeldt af .

Obituary Party Stage, kl. 16:00

Obituary

Endnu engang skulle jeg opleve en koncert på Party Stage, hvor jeg på min vej derover frygtede den elendige lyd, som både Cynic og Massacre havde lidt under tidligere. Mine bange anelser blev desværre ikke gjort til skamme, for som det stortset hele har været på Party Stage var lyden ret så ringe, hvilet efterhånden var lidt frustrende. Obituary gjorde virkelig en seriøs indsats for at leverer varen og så er det sgu pisse ærgeligt at der netop på Party Stage er så elendig lyd som det har været tilfældet i år. Især når fede numre som "Face Your God" fra det seneste album "Xecutioner`s Return" og den klassiske "Turn The Inside Out" fra deres absolut fedeste udspil "Cause Of Death" fra 1990 nærmest falder fuldstændigt til jorden på grund af den elendige lyd. Rent faktisk var der ikke andet at gøre end at få sig lidt at spise, en ordenlig røvfuld kolde Becks fra fad og forlade området foran Party Stage inden frustrationerne over den elendige lyd tog overhånd.

Anmeldt af .

Carcass Black Stage, kl. 18:20

Carcass

Et af mine absolutte højdepunkter på dette års Wacken (faktisk for alle gange sådan set) var at se de gendannede engelske Grindcore/Death Metal guder fra Liverpool i levende live. Aldrig i mine fugtigste drømme har jeg turde drømme om dette. Jeg blev da også yderst eksstatisk da introen til ”Inpropagation” drønede ud over den Wacken’ske græsmark. Bandet kom også på til en små 50 000 menneskers jubel og lagde løs med en energi og nerve som om de ikke havde været væk i over 12 år. Jeff Walker var i topform og hilste da også på publikum i bedste Spinal Tap maner med ”Hello Hellfest how are you?”. men bortset fra at Hellfest ligger i Frankrig var der absolut ikke noget at pege fingre af. Bandet spillede en sensationel sætliste der ikke kunne fejle hos hverken nye eller gamle fans, især smart var det at bringe enkelte numre i forkortede versioner der gik over i hele sange. Gæsteoptræden af guitarist Mike Amott’s kollega og bedre halvdel var der skam også, da Angela Gossow kom på scenen for at brøle sig igennem ”Incarnate Solvent Abuse”, hvor Jeff Walker kommenterede på typisk britisk facon at han stadig ikke kunne fordrage Arch Enemy. Ellers gik det over stok og sten over udødelige sange som ”Corporal Jigasore Quandary”, ”Buried Dreams”, ”Carnal Forge” og ”No Love Lost”. Det var en ren fryd at betragte mestre som Amott og Bill Steer spille deres sindssyge soloer med en sindsro og præcision, så man skulle tro at det var en gåtur i parken for dem. Man pakkede også lidt mindre kendt guf frem til Hardcore fansene med den kun fra ”Wake Up And Smell The Carcass” cd’en kendte, ”Edge of Darkness” der dog gik flydende over i en infernalsk version af ”This Mortal Coil”. Den blev fulgt af endnu et ”Heartwork” nummer i skikkelse af ”Embodiment”, hvorefter posen blev åbnet for bandets mere grindende fortid med bandets bedste præ-”Necrotcism” nummer ”Reek of Putrefaction” der blev fremført med en vrede så ligene i Wacken kirkegård har vendt sig en ekstra omgang. Af samme skuffe fik man ”Rotten To The Gore”, ”Genital Grinder” og ”Exhume To Consume”, hvorefter man drejede 180 grader til bandets ”nyeste” nummer ”Keep On Rotting (In The Free World)”. Derefter kom original trommeslager Ken Owen på scenen, han bliver jo som bekendt erstattet af endnu en af Mike Amott’s kollegaer i Daniel Erlandson. Ken Owen gav derefter en lille ”trommesolo” og det sgu svært ikke at få en tåre i øjet, når man så hvor syg og afkræftet Owen er blevet efter hans nærdødelige hjerneblødning for år tilbage. Men jeg synes at det var smukt gjort af hans bandkammerater at tage ham med og på denne måde give ham en passende hyldest. Til slut fik vi så den første del af ”Ruptured in Purulence” der gik over i bandets Überklassiker ”Heartwork” der så passende var kronen på en sandelig uforglemmelig oplevelse.

Anmeldt af .

Warbringer W.E.T. Stage, kl. 20:20

Tidligere denne sommer har jeg set Warbringer på The Rock i København sammen med Suffocation og Napalm Death, hvor de faktisk gjorde et godt indtryk på trods af dårlig lyd. Derfor havde jeg glædet mig til at se dem igen og håbede selvfølgelig på at lyden på W.E.T-Stage i Wacken var bedre end på The Rock i København... Og lad mig da bare sige med det samme at lyden var rigtig god og Warbringer sparkede ganske seriøs røv. God gammeldaws old-school thrash med masser af nosser udført af en flok unge amerikanere, der jo dårlig nok var blevet en kriplen i deres fædres underbukser, dengang Metallica udgav "Kill'em All" og Slayer lancerede "Show No Mercy" og thrash var blevet en realitet. Ikke desto mindre spiller Warbringer old-school thrash på en måde, så man skulle tro at de ikke har lavet andet de sidste godt 30 år. Og det er på trods af at ingen af dem er en streg over 25 år gammel. Det var fedt og de kolde Becks fra fad gled stadig ret let ned i en jævn strøm, mens numrene fra deres debtalbum "War Without End" blev leveret med både stil og overbevisning. Endnu en rigtig fed thrash oplevelse på dette års Wacken.

Anmeldt af .

At The Gates Black Stage, kl. 21:15

At The Gates

Og fra en uforglemmelig oplevelse til den næste, for denne dag var åbenbart en dag fuld af pudsige sammentræf. For ligesom Carcass er det også godt tolv år siden de svenske Melodic Death Metal ophavsmænd sidst trådte de skrå brædder. Pladsen var da også om endnu mere fyldt end den var til Carcass, med omtrent en 60 000 skrålende headbangere, der alle utålmodig ventede på At The Gates. De skulle da heller ikke blive skuffet da bandet sprang på scenen og gav den fuld gas med ”Slaughter of the Soul” der gjorde at man ikke troede sine ører, da bandet var ufattelig godt sammenspillet og man heller ikke her mærkede de tolv års lange fravær. Sanger Tomas ”Tompa” Linberg var det absolutte fokuspunkt med hans sædvanlige maniske optræden, jeg var da også personligt helt op at ringe over at han stadig laver de sjove bagud spark som man husker fra bandets videoer. Rent stemmemæssig var manden da også på toppen, hvilket også kan siges om resten af hans bandkammerater, hvor især Adrian Erlandson var en ren tordengud i baggrunden. Man serverede også ligesom Carcass et bredt spektrum af sange, selvom fokus lå på ”Slaughter of the Soul” pladen, hvorfra alt undtagen ”Into The Dead Sky” blev spillet. Af gamle numre spillede man den ældgamle ”All Life Ends” samt ”Raped By The Light of Christ”, ”Kingdom Gone” og ”Windows”. Heldigvis blev ”Terminal Spirit Disease” skiven (min favorit) heller ikke overset, da vi fik hele fire numre, hvor især ”The Swarm” fik en til at skrige sin hals ru. Men ”Forever Blind”, The Beautyful Wound” eller titelsangen var en døjt ringere. Af bandets opus magnum fik vi som sagt næsten hele molevitten, hvoraf alt blev modtaget med kyshånd af et synligt ekstatisk publikum. Jeg vil tro at bandet kunne have spillet en time mere og folk vil stadig have råbt på ekstranumre, men alting har sin ende og den kom i form af den dynamiske duo med video hittet ”Blinded By Fear” og Kingdom Gone” der ringede over i ”The Flames Of The End” der markerede enden på en fantastisk koncert. Man kan kun håbe at både At The Gates og Carcass optager en dvd på deres respektive turneer, da enhver der overværede dem (samt en hulens masse der ikke gjorde) nok vil være mere end villig til at skaffe sig en god gang nostalgi fra disse fabelagtige gendannelser.

Anmeldt af .

Kreator Black Stage, kl. 00:30

Et af mine yndlingsbands skulle afslutte dette års Wacken for mit vedkommende. De gamle tyske thrash konger Kreator er et band jeg efterhånden har set et utal af gange siden 1990, og hver gang har de været rigtig fede og leveret varen til topkarakter. Jeg kan ihvertfald komme i tanke om en koncert hvor de har skuffet, hvilket de bestemt heller ikke gjorde på dette års Wacken. Vi blev presenteret for en perlerække af de "sædvanlige" klassikere som "Pleasure To Kill", "Extreme Aggression", "Betrayer", "People Of A Lie", "Flag Of Hate", "Violent Revolution" og "Reconquering The Throne", der som "sædvanlig" sad lige i skabet. Når jeg gentagende gange skriver "sædvanlig" er det fordi der ikke var noget som helst overraskende over deres valg af numre, som de har spillet de sidste mange gange, bortset fra lidt af det nyeste materiale, udover "Europe After The Rain" fra "Renewal"-albummet, Personligt kunne jeg godt savne at få klassikere som "Behind The Mirror" og "Toxic Trace" leveret, eller F.eks "Awakening Of The Gods", "Love Us Or Hate Us", "Ripping Corpse" og "The Pestilence" - Ja, der er nok at tage af, men Kreator havde kun 75 minutter af gøre godt med og ikke 3 eller endnu bedre 4 timer... Men på trods af det "sædvanlige" og ret så forudsigelige sæt skuffede Kreator på ingen måde. Lyden var så fed som den kunne være, de sidste kolde Becks fra fad blev stille og roligt skyllet ned, inden Kreator atter forlod scene på Wacken, efter et fedt show og endnu en legendarisk festival... Jeg fik lige set et par numre med de tidligere melodigranprix vindere Lordi, som jeg rent faktisk så på Wacken på Party Stage for nogle år tilbage - Inden de fik en total hjerneblødning og vandt melodigrandprix! Dengang var det pga deres påklædning jeg lige ville bælle nogle bajere til dem, men dennegang var det fordi jeg ikke kunne undgå at opleve dem, da der lige skulle noget fast føde i maven oven på alle de kolde Becks fra fed dette års Wacken havde budt på. Det sidste jeg husker fra Wacken 2008, var at jeg lige havde lagt mig i mit telt da melodigrandprix numret over dem alle blev leveret: "Hard Rock et-eller-andet".... Derefter gik jeg kold! Ingen tvivl om at Wacken også i år har været legendarisk. Men det bedste af det hele er at næste år højst sansynligt bliver lige så fedt, skæget, stort og heavy fucking metal!!! Tak for i år... Vi ses i 2009!

Anmeldt af .

Tilføj kommentar