Wacken Open Air 2005

Wacken Open Air 2005

Efter en længere køretur ad kringlede veje gennem Nordtyskland fandt vi den blomstrende metalby Wacken. Allerede mange kilometer før Wacken var der skiltet vej, så alle kunne finde frem, men det var ikke byskiltene vi lagde mærke til, da vi nærmede os. Derimod var hundredvis af metalhoveder, der som myrer flokkedes ad de smalle fortove, bevis på, at vi var ankommet. Herefter var der kun et par bajeres tid inden et af årets højdepunkter allerede masede sig frem, i form af den svenske Doom mastodont Candlemass.

Torsdag:

  1. Candlemass
  2. HateSphere
  3. Nightwish

Candlemass Black Stage, kl. 19:15

Candlemass

Bandet lægger ud med den fede uptempo hammer, Black Dwarf, som bliver taget lige så varmt imod, som bandets klassikere fra firserne. Lyden er i top og bandet fyrer på alle fem cylindre, især Messiah stamper scenen flad med hans karakteristiske trampedans, men Leif og Mappe er ikke langt bag ved hvad angår at have publikum i deres hule hånd. Man byder på en del nye numre som ”Seven Silver Keys”, ”Copernicus” og ”Born In A Tank”, som går rent hjem hos det ekstatiske publikum, men selvfølgelig ville det ikke være et komplet Candlemass show uden doom hits som ”Well Of Souls”, ”Under The Oak” og ”At The Gallow”. Af overraskelser byder man på ”Nightfall” nummeret ”Dark Are The Veils Of Death” og det superfede episke kongenummer ”A Sorcerers Plegde”. Man får gåsehud over hele kroppen når x-large svenskeren med patos i stemmen synger linien ”A thousand years of midnight the sunrise is gone”, mens solen langsomt sænker sig over pladsen. Desuden markerer dette gig en historisk begivenhed i hr. Marcolins liv, da det er første gang, at manden har været uden mad i over seks timer, men han tager det i stiv arm og joker med fede sætninger som ”geile doom gemüse”.

Anmeldt af .

HateSphere W.E.T Stage, kl. 23:00

HateSphere

Det første jeg absolut måtte se var Hatesphere, der fra start fik sparket festivalen i gang med en fed omgang musikalsk vold. Publikum var med fra starten og det er første gang, at jeg har set et dansk band blive så godt modtaget af det tyske publikum i Wacken. Lyden var generelt fed, trods lidt problemer i starten, hvor guitarlyden ikke fulgte niveauet med de andre instrumenter. Det blev der lidt efter lidt rettet op på. Sange som "Murderous Intent" og "Hate" gik rent ind og sidst i sættet fik vi hele fire covers, der fik W.E.T. Stage teltet til nærmest at lette... Vi fik et Suicidal Tendencies cover, som jeg ikke rigtig kendte og derudover klassikere som "Bark At The Moon" med gode gamle Ozzy. Overraskende nok fik vi også "Threatening Skies" med Obituary og til sidst Anthrax klassikeren "Caught In A Mosh", der også endte en fed start på dette års Wacken Open Air.

Anmeldt af .

Nightwish True Metal Stage, kl. 22:15

Nightwish

Et par øller var blevet drukket og festivalmaden spist, her underforstået fastfood, så det batter, og klokken var nu blevet Nightwish tid på True Metal scenen. Her var en masse mennesker mødt op, ikke mindst en hel del piger. Jeg fik fortalt, at det var første gang, man havde set så mange piger til festivalen, og det var helt sikkert på grund af Nightwish. Og de fik også show for pengene. Tarja og drengene fyrede den i ordets forstand af. Sange fra ”Once” og ”Wishmaster” pladerne blev velspillet til punkt og prikke, hvor imens røg og ild stod dem om ørerne. I pauserne mellem sangene blev der, som det hører sig til, snakket til publikum, men én ting der irriterede mig var, at bassisten Marco hele tiden skulle stjæle billedet fra Tarja, som for mig, og sikkert mange andre, er frontfigur for bandet. Idet Hatesphere spillede på W.E.T. stage, trak jeg mig en gang imellem tilbage dertil for at mærke stemningen i teltet, og denne var intens. Der var proppet til randen, og både publikum og bandet gik helt amok. Jeg nåede dog at se afslutningsnummeret af Nightwish, som var efterfulgt af en ordentlig røvfuld fyrværkeri.

Anmeldt af .

Fredag:

  1. Mercenary
  2. Illdisposed
  3. Bloodbath
  4. Obituary
  5. Machine Head
  6. Cataract
  7. Gorefest

Mercenary Party Stage, kl. 11:00

Mercenary

Fredagens første valg af musik stod mellem Naglfar og Mercenary. Idet jeg har set Mercenary et par gange, besluttede jeg mig for at hengive mig til Black Metal scenen for at lade mig underholde af Naglfar. Desværre var lyden for at sige det lige ud, røv ringe, ellers var det blæsten, der slugte guitarerne/bassen og efterlod et halvtomt lydbillede af trommer og skrålen. Herpå besluttede jeg mig for at vende tilbage til et powerpack af danske metalhoveder, nærmere betegnet Mercenary. Det var en ren glæde at se disse danske gutter fyre den for vildt af, og publikum flokkedes til og rockede til musikken, som de holdt kørende i 45 minutter. Vinden tog stadig en lille del af lyden, men den positive energi fra bandet, der både spillede numre fra ”Everblack” og ”11 Dreams”, fik publikum til at glemme dette. Så vidt jeg husker, var det for alvor her, at vejret gik amok. Indtil videre havde vi undgået al form for uvejr, som ellers var blevet forudsagt på vejrudsigten. Fra da af og indtil festivalen sluttede, vekslede vejret uafbrudt mellem regn og tørvejr. Man kunne ikke vide sig sikker. Wacken arrangørerne havde heldigvis taget højde for dette, idet der blev spredt halm ud foran scenerne, så folk ikke gled rundt. Efter endnu en gang mad og drikke ved Biergarten, hvor vi havde udsigt til Illdisposed, vendte vi tilbage til pladsen for, at se dem færdige. Dog blev dette ikke til mere end 2-3 sange, hvor imellem Bo Sommer brillerede med sine tyske sprogfærdigheder til publikum... det er godt, at vi danskere kan!

Anmeldt af .

Illdisposed Black Stage, kl. 12:40

Illdisposed

Jeg må med bitter fortrydelse og stor skam erkende, at mit indre ur svigtede. Da klokken blev 11:00 lå jeg i mit telt og hørte Mercenary gå på scenen. Derfor gik jeg selvfølgelig glip af det første band jeg på forhånd havde set frem til... Desværre. Da det endelig blev tid til Illdisposed, var jeg endelig blevet klar. Det skulle blive spændende at se hvordan Illdisposed skulle klare sig uden Lasse Bak, der jo gik ud af bandet tidligere på året. Og jeg må siger, at Lasse i høj grad mangler. Guitaren virkede lidt tynd, men udover det var der ikke meget at sætte en finger på. Bo Sommer tog absolut kegler mellem numrene, med hans selvironi - på ganske godt tysk! Det fik en hel del tyskere til at trække på smilebåndet i min umiddelbare nærhed. De sange Illdisposed spillede var der ikke meget overraskelse over, selvom det stadig ærgrer mig lidt, at de helt forbigår den geniale debut "Four Depressive Seasons". Alt i alt var Illdisposed en ganske udmærket oplevelse, men jeg syntes sgu, at Lasse mangler.

Anmeldt af .

Bloodbath Black Stage, kl. 14:30

Mikael Åkerfeldt, Bloodbath

Så var det endelig tid til det historiske øjeblik, hvor man for første gang kunne se all-star death metal bandet Bloodbath i levende live. Tilbage i folden havde man Mikael Åkerfeldt som understregede, at han stadig har et af de mest brutale organer på denne klode. Hele bandet var oversprøjtet med teaterblod, der fik en til at tænke på Dismembers tidlige bandfotos. Jeg kom til at tænkte endnu mere på den legendariske svenskerdød, da de spillede ”Ways To The Grave”, ”Like Fire” og ”Breeding Death”, som understregede, at man ingen intentioner havde om, at lade dét materiale få en ringere plads. Især bandets EP blev næsten fuldt ud præsenteret, men de to fuldlængde skiver ”Ressurection Thorugh Carnage” og ”Nightmares Made Flesh” fik lige meget plads. Da de desværre kun havde en time til rådighed måtte de desværre overse et par enkelte essentielle numre som ”Cry My Name” og ”The Ascension”. Musikalsk var de svine tight og jeg var overrasket hvor præcist trommeslager Martin Axenrot hamrede bandets brutale hymner ud. Desuden var Dan Swanö som sædvanlig et blikfang med omvendte guitarspil (manden spiller med de tykkeste strenge nederst). Lyden var heldigvis også på bandets side, hvilket især var heldigt, da showet blev filmet til en dvd udgivelse. Desuden viste sanger Mikael, at han ikke havde ladt sin sorte humor hjemme og især hans opfordring til publikum om at lyde som Dani Filth gik rent hjem hver gang. Af showets absolutte højdepunkter skal der nævnes den frenetisk krævede ”Eaten” som man sluttede af med og EP nummeret ”Funeral Furnace”, som indeholdt en lille afstikker til afslutningen af Entombed klassikeren ”Left Hand Path”. Til sidst kan man kun sige, at var man der ikke, er man gået glip af årets bedste og vigtigste death metal show.

Anmeldt af .

Obituary Black Stage, kl. 16:30

Obituary

Så var tiden ellers inde til at få lidt Amerikansk, eller nærmere sagt Floridia’nsk dødsmetal. Jeg må nok indrømme, at det var en drøm fra mine teen-år der gik i opfyldelse, da jeg fik selveste Obituary at se. I første omgang var jeg lidt i tvivl om, hvilken line-up de stillede op med. Efter lidt skuen og panderynken kunne jeg skimte, at hårvæksten hos Trevor Perez var blomstret, og at Allan West derimod havde mistet end del. Men det blev en fuldstændig original line-up med Tardy brødrene samt Daniel Tucker på bass. Det her kunne ikke blive mere nostalgisk. Musikken startede og jeg blev mere og mere spændt på John Tardy’s stemme... og efter et lille forspil kom hans growl, der giver kuldegysninger helt ned i storetæerne. Tiden går desværre hurtigt når man nyder en god omgang nostalgi. Dog virkede det ikke altid til, at de havde styr på hvilke sange de skulle spille, da der godt kunne gå minutter før de fortsatte. Bandet fyrede den dog ordentligt af, bortset fra Trevor Perez, der ikke var den store oplevelse, idet han stod musestille hele koncerten igennem. Alt i alt spillede Obituary dog en hel del nye numre, som i grunden mindede utroligt meget om sange fra blandt andre ”World Demise” albummet, men man fik også klassikeren ”Slowly We Rot” med i mindesækken.

Anmeldt af .

Machine Head Black Stage, kl. 21:00

Machine Head

Efter en fortjent lille pause hvor jeg gik rundt og tjekkede de bugnende metal boder og de ildelugtende madboder, var jeg klar til at overvære mit allerførste Machine Head show. Til tonerne af ”Imperium” flokkedes en kæmpe forsamling til at overvære det 75 minutter lange show med stigende begejstring. Man blev budt på en god tur gennem bandets diskografi med gammelt som ”Davidian”, ”Old”, ”Ten Ton Hammer”, ”Take My Scars” og over de nyere ofringer som ”The Blood The Sweat The Tears” og mere stads fra ”Through The Ashes Of Empires” pladen. Eneste svage punkt var da de spillede et overlangt stille balladeagtigt nummer som tog lidt af energien fra det ellers kraftfyldte show. Til sidst gav de så publikum en ekstra lille godbid i form af Metallica’s ”Creeping Death”, Iron Maiden’s ”The Trooper” og Pantera’s ”Walk” til alles enorme begejstring.

Anmeldt af .

Cataract W.E.T Stage, kl. 21:35

Jeg havde på forhånd intet kendskab til Cataract, da jeg kom ind i et overraskende fyldt W.E.T. Stage telt. Overraskende, fordi selveste Machine Head spillede på samme tid og selvfølgelig trækker langt de fleste publikummer på festivalen. Jeg var varmt blevet anbefalet det af min gode ven Nolder (- som nogen måske kender fra Metalized). Cataract fyrer den fedt af med noget særdeles aggressivt metalcore/thrash, der langt hen ad vejen sparkede en rigtig fed røv. I længden virkede det dog alligevel en lille tand for ensformigt, og rigtig fed groove fik jeg heller ikke det helt store indtryk af, at de gjorde sig så meget i. Alt i alt var det nu en meget fed koncert og øllet gled lettere og lettere ned i svælget. Resultatet husker jeg kun i små usammenhængende bidder, hvilket også gjorde, at jeg desværre gik glip af Gorefest. På det tidspunkt sad jeg ved en eller anden bar og slukkede min tørst i sprit. Jeg er sikker på at både MGS, Satoren, Bjørn og de andre heavymetal.dk rødder husker det hele meget bedre end jeg selv gør! (ja, men kun lidt -red.)

Anmeldt af .

Gorefest Party Stage, kl. 23:00

Gorefest

Flere bajere samt junk var kommet i sækken og Gorefest stod nu på programmet. Efter seks års pause stod Jan-Chris & Co på den lidt mindre, men mere intense Party Stage. Det hollandske band trykkede den fuldstændig af, ligesom jeg husker det fra deres tidlige videoer. Man kunne tydeligt mærke bandets glæde ved at spille sammen igen, dog blev guitaristen, Boudewijn, forståeligt nok lidt utilfreds, da han på et tidspunkt fik smidt en øl op på sin guitar. De tunge riffs, bassen og trommerne kunne fra pladsen mærkes i hele kroppen, og idet Jan-Chris starter med at growle, er publikum helt solgt. Sætlisten bestod af en god blanding fra deres albums, hvor der kan nævnes sange som ”Low” fra ”Erase” samt ”From Ignorance To Oblivion” fra det klassiske ”False” album.

Anmeldt af .

Lørdag:

  1. Stigma
  2. Suffocation
  3. Overkill
  4. Dissection
  5. Holy Moses
  6. Marduk
  7. Kreator
  8. Accept

Stigma W.E.T Stage, kl. 12:00

Jeg husker ikke helt hvordan, men på en eller anden måde kom jeg i min store brandert, natten til lørdag, i snak med nogle ganske hyggelige unge mennesker fra Italien, der viste sig at spille i et deathmetal band, de kaldte Stigma, som skulle optræde på W.E.T. Stage næste dag kl. 12:00. Så jeg lovede selvfølgelig at se dem i stedet for Zyklon, som jeg rent faktisk havde set frem til. Men de lovede mig, at jeg ikke ville blive skuffet og så kunne jeg ikke andet end at tage udfordringen op og se dem. Efter nogle startproblemer kom de endelig i gang og jeg må sige, at jeg blev ret imponeret over disse unge mennesker fra Italien. Særdeles teknisk deathmetal, med hardcore elementer hist og her, der godt kunne lede tankerne hen mod en blanding af Sadus og den første Brutal Truth, var på dagsorden. Desværre for Stigma var W.E.T. Stage teltet stort set tomt. 20-25 mennesker havde fundet vej til teltet. Alle andre gik glip af en ganske fed koncert, der dog lige var kort nok til at den for alvor kom rigtig godt i gang. Måske skyldes det også mine tømmermænd, der jo var blevet produceret natten inden. Den two-track promo jeg modtog af bandet lover også godt for disse unge italienere.

Anmeldt af .

Suffocation Black Stage, kl. 14:00

Suffocation

Af en eller anden uforklarlig grund, som resten af heavymetal.dk redaktionen sikkert kender langt bedre end mig, smagte øllet ikke helt så godt som den foregående dag. Men langt de fleste tømmermænd var dog alligevel drukket væk, da jeg ankom til Black Stage for at se Suffocation, som det desværre aldrig er lykkedes mig at se live tidligere. Derfor havde jeg glædet mig ganske meget til at se Frank Mullen og Co. fyre den ene brutalitet af efter den anden - og det var lige hvad Suffocation gjorde. Vi fik et rigtigt godt sæt, der bestod af langt de fleste klassiske Suffocation tracks. Udover en del fra den nye skive, "Souls To Deny" fik vi også smidt bl.a. "Pierced From Within" og "Effegy Of The Forgotten" lige i ansigtet, inden de sluttede af med deres fedeste track nogensinde, "Liege Of Inveracity". Bandet virkede i topform og det var en ren orgasme, at se og høre på Mike Smiths geniale trommearbejde. Den mand er bare for vild. Lyden var okay, uden dog at være helt i top, men Suffocation var en rigtig fed oplevelse, bortset fra den kraftige byge der satte ind sidst i sættet.

Anmeldt af .

Overkill True Metal Stage, kl. 15:10

Da Suffocation var slut og vi stille og roligt gik over mod True Metal Stage for at se Overkill, sagde jeg for sjov, at de ville starte med Motörhead coveret "Overkill", der jo i sin tid gav bandet deres navn. Så stor blev overraskelsen da den spådom virkelig gik i opfyldelse. Derefter fulgte en række metalperler som "Rotten To The Core", "Hello From The Gutter", "Elimination" og "In Union We Stand" blandt langt nyere tracks som "Necroshine" og "Old-Scool", inden de sluttede traditionelt af med den klassiske "Fuck You"! Lyden var god og Overkill virker som altid særdeles oplagte. Det er imponerende, at et band som Overkill stadig har den energi og spilleglæde som de altid har haft gennem deres mere end 20 årige historie, på trods af den manglende succes som f.eks. Metallica og Slayer har nydt godt af gennem tiden.

Anmeldt af .

Dissection Black Stage, kl. 16:25

Dissection

Festivalens sidste dag bød på lidt bedre vejr end fredag, men hele pladsen lignede mere og mere en stald med halm og lort over det hele, så jeg begyndte rigtig at føle mig hjemme som den bonderøv jeg nu engang er. Musikalsk var jeg først på banen til den svenske Black/Death sensation Dissection som havde truet med et show fuld af aggressioner og galskab. Helt så slemt gik det dog ikke, selvom de gjorde deres bedste, dette skyldtes nok lyden, som de første tre sange var en smule fæl. Men da lydmanden havde fået ørerne ud af røven, fyrede de den for vildt af med sange som ”Frozen”, ”Retribution” (Storm Of The Lights Bane), ”Unhallowed”, ”The Somberlain” og den (u)guddommelige klassiker ”Where Dead Angels Lie”. Dette show markerede også live premieren på de to nye sange ”Xeper I Set” og ”Starless Aeon”, som blev taget pænt imod af publikum. Derefter forlod de publikum, som ingen intention havde om at stille sig tilfreds med det budte som hujede og piftede så længe, at de til sidst kom ud og sluttede koncerten af med ”Thorns Of Crimson Death”, som Jon afsluttede i ren heavy metal maner med at smadre sin guitar og kyle de sørgelige rester ud til publikum.

Anmeldt af .

Holy Moses Party Stage, kl. 16:25

Jeg husker, at have set Holy Moses på Wacken i 2003 en tidlig formiddag, hvor det om aftnen var bebudet at Sinister ikke kunne spille. Dengang syntes jeg ikke, at Holy Moses var specielt fede og tilgav dem deres show i og med, at de nok ikke var forberedte. I år skulle der have været rigeligt med tid til, at forberede sig til denne koncert, men Holy Moses virkede uoplagte og mangler i høj grad den spilleglæde og energi, der gør, at de bare smadrer alt. De laver jo nogle ganske habile thrash skiver, men live stinker de desværre fælt! Sabina Classen synger ad helvede til og optræder tilfældigt. Hun headbanger uden at følge musikken på nogen som helst måde og alt i alt må man desværre bare konstaterer, at Holy Moses bare ikke er noget fedt live band. Jeg nåede da heller ikke at se det hele før øllet igen trak, da de var begyndt at smage nogenlunde godt igen.

Anmeldt af .

Marduk Black Stage, kl. 18:55

Efter at have prøvet at tørre mine sokker på bedste B.S. Christiansen maner, ved at stikke dem op i mine armhuler til folks store forundring, var jeg klar til black metallens svar på Slayer. Marduk lagde ud med en sådan fart, at jeg nær var ved at tro, at tiden løb hurtigere. Især kult var den gamle dame i kørestol på lydrampen der hele showet igennem sad begejstret og viste hornene. Desværre var lyden igen en smule mudret hvilket gjorde, at de ultra hurtige passager tit gik under i det rene smadder. Heldigvis er bandet jo også kendt for mere midtempo sager, så helt slemt var det dog ikke. Til min store overraskelse var sanger Mortuus en passende erstatning for den karismatiske Legion og trommeslager Emil er ikke af denne verden; manden grindede alt sønder og sammen uden at vise tegn på træthed. Af sange blev man budt på nyt stof som ”Hangman Of Prague”, ”Seven Angels Seven Trumpets”, ”Throne Of Rats”, ”Bleached Bones”, ”With Satan And Victorious Weapons” og de gode gamle sorte perler som ”Those Of The Unlight”, ”Sulphur Souls” (komplet med kirkeorgel introen fra pladen) og ”Panzer Division Marduk”.

Anmeldt af .

Kreator Black Stage, kl. 21:25

Kreator er altid fede. Også på dette års Wacken Open Air! Lyden var i top, og alle de klassiske sange blev leveret med overbevisning. Jeg kunne måske godt have tænkt mig, at de rystede posen af og til og spillede noget mere uforudsigeligt materiale - ikke fordi der er noget galt med "People Of A Lie", "Extreme Aggression", "Flag Of Hate", "Betrayer", osv osv... Det kunne bare være rart, at blive overrasket af og til. Det nye materiale fungerede ganske fedt og man kan faktisk kun sige pæne ting om Kreator, bortset fra, at jeg godt kunne tænke mig, at de enten spillede 3-4 timer, eller valgte nogle overraskelser her og der, som Slayer gjorde det i 2003, da de spillede hele "Reign In Blood" og gjorde den koncert legendarisk. Efter Kreator blev det til lidt øl i Biergarten og lidt Accept på afstand, inden vi fik bevæget os ned mod teltet og så frem til, at en på alle måder våd og særdeles kold festival skulle slutte, så man kunne få sig et varmt bad, noget tørt tøj og sove godt og længe i sin egen varme seng.

Anmeldt af .

Accept True Metal Stage, kl. 22:45

Accept

Så var det tid til det sidste show i Wacken i år, for mit vedkommende. Og hvilket bedre band end Accept kunne man have valgt til, at sende en fløjtende og headbangende hjem i teltet. Den tyske kampmaskine var præcis som et kirurgisk snit og skarpere end Solingen stål. Eneste minus var Udo som havde en noget rå stemme selvom mine pålidelige kilder fortalte mig, at han sang bedre end på Giants Of Rock. Resten af bandet var dog svine agile og rockede og rullede som om de gik på pension i morgen. Tyskerne pakkede klassikkerne ud i stimevis med sange som ”Starlight” (åbneren), ”Living For Tonight”, ”London Leatherboys”, ”Metal Heart”, ”Fast As A Shark” og ”Breaker”. Især Wolf Hofmann beviste igen, at han stadig er blandt de mest oversete guitarister nogensinde. Man havde tydeligvis en masse sjov af at stå på scenen igen, selvom der jo havde været en del sorte skyer i kulissen for nylig. Men dem var der ingen spor af da Accept afrundede endnu en succesfuld, om end meget våd festival. See you next year!

Anmeldt af .

Tilføj kommentar