Vallenfyre - Pumpehuset - 20. september 2017

Vallenfyre

Pumpehuset, København V

Officiel vurdering: 9/10

Klokken slog 19, portene til Pumpehuset blev åbnet, og tre mennesker – jeg selv inkluderet – marcherede ind. Vi var klar på en aften med dødsmetal af høj kaliber. Når jeg siger tre mennesker, laver jeg ikke sjov… Fremmødet var en anelse lavere, end jeg lige havde regnet med. Det tyske band Implore gik på kl. 20, og det så ud til, at der var kommet omkring 10 mennesker til den tid. Det var en intim oplevelse, men en oplevelse, der vil sidde i bevidstheden i lang tid frem.

Implore

Lækkert tysk smadder, mangel på karisma

Det tyske band Implore havde opgaven at lægge ud med noget rendyrket smadder, for samtidigt at gejle folk op til hovednavnet og vise, hvad de duede til. Deres lyd kan beskrives som en blanding af blackened death metal, grindcore og crust punk. En spændende kombination, der skruede godt op for mine forventninger! De har tre plader under bæltet – bl.a. deres netop udgivne Subjugate, der demonstrerer deres talent for at lave rå, ulækker og tonsende dødsmetal.

Denne rå attitude i musikken blev bragt til live på scenen med mange stærke og få svage sider. Der var fuldt drøn på drengene. Deres trommeslager var en blast beat-maskine, der ikke viste nogen tegn på defekter. Deres to guitaristers toner var mudret og skruet op på max, og deres bassist og forsangers vokaler ligeså. I en større helhed leverede de en beskidt lydbombe, der kunne udrydde byer. Bandet var tight og missede ikke en node, men der var nogle detaljer i det større billede, der gjorde, at værket ikke blev helt komplet.

Jeg savnede noget karisma fra forsangeren. Mellem numrene virkede han lettere nervøs, og vidste ikke rigtigt, hvad han skulle sige. Han gjorde et små-akavet forsøg på at skabe kontakt til publikum, men hans usikkerhed satte en bremser for, hvad han havde tænkt sig at sige. Jeg lagde mærke til, at guitaristernes fingre fløj rundt på instrumenterne, som var det Yngwie Malmsteen på rytmeguitaren. Desværre druknede tonerne i de utællelige blast beats og den kraftfulde distortion. På trods af flueknepperiet var det dog alt i alt en god performance og en god start på en formidabel aften.

7/10

Vallenfyre

Ondskabsfulde riffs, frygtindgydende stemning og sort humor på højt plan

Som aftenen skred frem, og der dukkede flere mennesker op, kunne jeg ikke vente på, at den engelske supergruppe gik på. Bandets line-up er en opskrift på en fed koncertoplevelse; det byder på to Paradise Lost-medlemmer, nemlig Greg Mackintosh på vokal og Waltteri Väyrynen på trommer, samt tidligere guitarist fra My Dying Bride, Hamish Glencross. Udover de tre havde bandet en bassist og en anden guitarist, der har været med på deres turné i løbet af året.

Vallenfyres optræden var noget, der skulle opleves. Det var et spektakel, der beviste, at det engelske band ikke ender i glemmebogen. De viste Pumpehuset, at de har det hele. Deres sætliste strakte sig fra bandets nyeste skive, Fear Those Who Fear Him, til den første sang, de nogensinde har udgivet: "Desecration". Der var en perfekt balance mellem deres 40 sekunder lange kranieknusende grindcore-sange, såsom "Nihilist", og deres langsomme apokalyptiske doom metal-sange som "Apathetic Grave".

Der var også en fin balance i den overordnede stemning. Når trommerne sparkede maskinen i gang i takt med, at guitar- og basriffs rev loftet ned, og Greg Mackintoshs fuldstændig modbydelige og beskidte brøl fremkaldte dystopi og rædsel, var der ingen tvivl om, at død og undergang var lige rundt om hjørnet. Når musikken stoppede, og publikum var færdig med at klappe og give djævlehorn, var Greg Mackintosh klar med den ene rappe replik efter den anden. Hans sorte humor satte publikum i en lattertrance, og den grusomme stemning fra musikken skyggede på ingen måde for hans karismatiske personlighed.

På trods af det knappe fremmøde leverede Vallenfyre et brag af en koncert, der ville få enhver dødsmetalfan op at ringe. Koncerten ville have haft godt af en moshpit eller to, men det kom der desværre ikke takket være fremmødet. Men moshpits er ikke et krav for en god koncert. Intensiteten fra bandets side og Greg Mackintoshs unægtelige karisma var nok til at fortjene 9 ud af 10 kranier!

9/10

Tilføj kommentar