Splittet værk
En split er lidt som at tage på druk med to venner, der insisterer på at bestemme musikken på skift. Nogle gange ender man med årets fest. Andre gange sidder man tre timer senere og diskuterer, hvorfor nogen frivilligt har sat 17 minutters ambient drone på anlægget. Kombinationen af Strychnos og Lie in Ruins virker dog umiddelbart naturlig. Begge dyrker öld schööl dødsmetal, og de har endda krydset klinger ved flere lejligheder. Lie in Ruins beretter, at deres to bidrag til EP’en var tiltænkt albummet Floating in Timeless Stream, men gemt væk til senere brug, da de fungerede for godt sammen til at blive splittet ad. Strychnos’ to numre stammer derimod helt tilbage fra 2023 og var oprindeligt skrevet til Armageddon Patronage, men blev fravalgt, fordi de stak lidt for meget ud fra resten af materialet. Strychnos har dog leveret gode tendenser på det seneste. Da jeg anmeldte Sig Nærmer Døden, steg min interesse for bandet. Spørgsmålet er derfor, om de har fundet den perfekte makker i Lie in Ruins, eller om det lidt er som at invitere svigermor med på en ferie og fortryde det meget få sekunder senere.
Lie in Ruins leverer noget stift, mens Strychnos leverer farlig gift
Hvis vi udelukkende ser på Lie In Ruins to bidrag, var det næppe i Strychnos bedte interesse at dele tallerken med finnerne. Jeg forstår sådan set godt tanken. Jeg var selv ganske begejstret for Floating in Timeless Streams, men ”The Faceless Beast” er simpelthen den musikalske udgave af at stå i kø til en forlystelse i halvanden time for derefter at opdage, at turen varede 20 sekunder. Nummeret bruger oceaner af tid på at komme i gang, bliver først for alvor interessant efter fire minutter og belønner dernæst med en outtro, der mest af alt lyder som baggrundsmusikken til et dokumentarprogram om mos og svampe. ”Paralyzing Visions of Horror” klarer sig bedre, mest fordi det er en anelse mere strømlinet. Begge numre føles dog, som det, de sandsynligvis er: rester fra albummet. Sammenligner man dem med et af Lie In Ruins bedste numre, ”Spectral Realms of Fornication”, der slynger vrede, detaljer og teknik omkring sig, som var det en økse, der skulle penetrere et kranie, bliver forskellen meget tydelig.
Hvis vi derimod retter blikket mod Strychnos, så begynder der pludselig at ske ting og sager. Faktisk vil jeg gå så vidt at sige, at ”Carnival of Tragedies” er et af bandets bedre numre til dato. De veludførte spoken word-passager giver nummeret en teatralsk stemning, men den største styrke er, at det endelig føles, som om at Strychnos har fanget noget af deres livemagi, som ellers kun eksisterer på scenen. Efter min mening har de altid været bedre som liveband end albumband. Forsanger Martin Leth Andersens færden på scenen kan simpelthen ikke opfanges i ren audio. ”I Materiens Palads” er også udmærket, men rammer ikke helt samme højder som åbneren. Dog stadigvæk mere interessant end Lie In Ruins to bidrag.
Derfor ender EP’en med både at imponere og skuffe. For mit vedkommende vejer Strychnos’ stærke bidrag tungere end Lie In Ruins svagheder, hvilket naturligvis smitter af på karakteren. Produktion er også solid. Når det så er sagt, håber jeg snart, at Strychnos lægger EP-formatet på hylden og kaster sig over endnu et fuldlængdealbum. Nogle historier fortjener trods alt mere plads at folde sig ud på.
Bægeret er halvt fyldt
Paralyzing Visions/Theodicy of the Seven Mile Scythe åbner som et velrettet øksehug, men mister desværre skarpheden undervejs. Med al respekt for finnerne havde Strychnos været bedst tjent med at stå alene på udgivelsen. Resultatet ville ganske enkelt være stærkere. Omvendt vælger jeg at fokusere på de gode ting frem for de dårlige og se bægeret som halvt fyldt. Derfor ender splitten på seks kranier.
Da ep'en i skrivende stund ikke ligger på youtube, kan den høres via dette link: Paralyzing Visions/Theodicy of the Seven Mile Scythe | Lie In Ruins / Strychnos | Dark Descent Records
