DETEKTOREN
Vallenfyre -  Fear Those Who Fear Him

Fear Those Who Fear Him

· Udkom

Type:Album
Genrer:Doom metal, Death metal
Antal numre:12

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Fra Paradise Lost til Vallenfyre

Vallenfyre er et engelsk death metal-band dannet i 2010 af guitaristen fra Paradise Lost, Greg Mackintosh. Hvis du tror, at Vallenfyre blot er et sideprojekt, hvor Mackintosh får mulighed for at spille de sange, der ikke er gode nok til Paradise Lost, så tager du helt fejl. Vallenfyre og Paradise Lost er som æbler og appelsiner, og det kan især høres på Vallenfyres tredje og nyeste udgivelse, Fear Those Who Fear Him.

Tungt, brutalt og fyldt med energi og vrede

Fear Those Who Fear Him bruges Vallenfyres signaturelementer – som fx den velkendte ”Swedish Chainsaw”-guitarlyd, der er blevet benyttet af mange bands lige fra Entombed i 90’erne til BAEST i dag. Greg Mackintosh får også gjort brug af sin ekstreme og dybe death growl-vokal, og derudover findes selvfølgelig også den aggressive og utilgivelige vrede, de har udstrålet siden deres debut fra 2012, The Fragile King.

Der er dog sket en del siden deres debut rent musikalsk. Fear Those Who Fear Him kan beskrives som 100 kraniebrud efter hinanden i en hastighed, der efterlader lytteren død efter blot et par slag. Og det eneste, der bryder de gentagne hurtige hak i hovedet, er en stor hammer af tung distortion, der med langsomme og tunge slag brækker hver en knogle i kroppen fra tåspidserne til kravebenet, så der ikke er nogen mulighed for at flygte… Alligevel nyder man hvert minut, for man har ikke lyst til at flygte fra Fear Those Who Fear Him.

Pladen demonstrerer en stærk dynamik mellem deres kompromisløse ét minut lange sange, herunder ”Nihilist” og ”Dead World Breathes”, som er delvist inspireret af grindcore, og deres tunge, episke doom-inspirerede viser om menneskehedens uduelighed såsom ”The Merciless Tide” og ”An Apathetic Grave”. De to sangtyper skaber helt klart en stor kontrast, men man kan tydeligt høre, at de tilhører det samme univers, som Vallenfyre maler på deres nyeste plade.

Hvordan vil de toppe denne plade?

Med en plade så ekstrem som Fear Those Who Fear Him hvordan kan Vallenfyre så gå skridtet videre i brutalitet på deres næste plade? Jeg kan i hvert fald ikke andet end at vente i spænding. Medlemmerne i Vallenfyre har bevist, at det ikke blot er et lille sideprojekt, som de kan hygge sig med, når de har tid. De er en stærk gruppe med deres helt egen identitet, som man ikke skal undervurdere!

Tracklist

  1. Born To Decay
  2. Messiah
  3. Degeneration
  4. An Apathetic Grave
  5. Nihilist
  6. Amongst The Filth
  7. Kill All Your Masters
  8. The Merciless Tide
  9. Dead World Breathes
  10. Soldier Of Christ
  11. Cursed From The Womb
  12. Temple Of Rats

Tilføj kommentar