Stilsikkert stilskifte
Endnu en omgang overraskelser
Det var en overraskelse af den allerbedste slags, da undertegnede i 2023 anmeldte første langspiller fra danske Avarice. Bevares, jeg vidste fra den glimrende ep, Reborn In Blood fra 2021, at kvintetten skulle tages ualmindeligt seriøst, men at pladen bestod af så potent og melodisk thrashy death metal, som det var tilfældet, kom alligevel bag på mig. Nu er de klar med opfølgeren, der bærer titlen Perpetual Ruin, og den rummer bestemt også overraskelser. Dog af en lidt anden slags.
“Spil den med Sla… øh… Carnifex!”
Man skal ikke langt ind i Perpetual Ruin, før man kan mærke, noget er anderledes. Ikke voldsomt anderledes, ej heller dårligt på nogen måde, men der er langt mere bombastisk groove på nærværende plade, end der var på forgængeren. Okay, Avarice nævner da i deres pressemateriale, at den velkendte melodiske death/thrash er tilsat elementer af hardcore, men det kommer faktisk bag på mig, at det er så meget. Hvor debutalbummet var tydeligt inspireret af Slayer, Power Trip, Sepultura og HateSphere, virker kvintetten nu mere optaget af at lyde som Carnifex, Whitechapel og Slipknot, dog stadig med sporadiske mængder thrash a la det nyere Machine Head. Om vi ligefrem skal til at kalde Avarice et deathcore-band, vil jeg ikke sige, men vi nærmer os.
Nuvel, når man først har vænnet sig til stilen og slugt præmissen, fungerer musikken rigtig godt. “Beyond the Grave” er en virkelig solid åbner, og er ligesom den lige så fede efterfølger, singlen “Underling”, proppet med flabede riffs og tonstung dynamik. Og som skummet på den kolde fadbamse høres en Anders Sinding i topform. Hans vokal har aldrig lydt bedre.
Er man skeptisk ved tanken om den heftige brug af core-elementer, skal man lige tage en dyb indånding, inden man kaster sig ud i numre som “Tyrannicide”, “Nature Prevails” og “Cult of the Forgotten”. Her er det ualmindeligt svært at høre noget som helst Sepultura eller Slayer, mens det slet ikke kniber med at høre Slipknot eller Carnifex. Selv vokalen er i retning af Corey Taylor, og selvom denne anmelder synes, det lyder fedt nok, er det min pligt at nævne det. Så er I advaret derude.
Det er dog ikke samtlige af pladens ti skæringer, hvor det er nødvendigt for de kræsne at væbne sig med et åbent sind. “The Bacchanalia” og afslutteren “The Wolf King” er flinke ved fans af det thrashede og uden tvivl pladens stærkeste numre, mens “Enter the Arena” også er uhyggeligt godt. Og fy for den lede, hvor det lyder fedt. Det er endnu en gang producer Chris Kreutzfeld, der har siddet bag knapperne, og det kan han i dén grad godt finde ud af.
Når chokket har lagt sig, er alt godt igen.
Bandets beskrivelse af dem selv som melodisk thrash/death med hardcore-elementer, er jeg efter gentagne lyt af Perpetual Ruin ikke helt enig i. Vi er snarere ude i noget riffstærk semi-melodisk deathcore med elementer af thrash. Men ser man bort fra disse krakilske ytringer fra genrepolitiet – læs: undertegnede – og bare nyder musikken, findes der masser af højdepunkter på albummet. Det er medrivende, bombastisk og brutalt. Avarice gør præcis, hvad de har lyst til, og de er så dygtige, at de kan slippe afsted med det, næsten uanset hvad de gør. Men jeg ville ikke blive voldsomt ked af det, hvis de på næste plade gik tilbage til at være et thrashet death metal-band. Det er trods alt dér, de excellerer.
