Vi skal bruge tiden som et værktøj, ikke som en sofa
At blive ældre er en spøjs størrelse. Jeg kan ikke huske mit første kys, og jeg kan bestemt heller ikke huske, hvornår mine tindinger vandrede nordpå, som hvis de ledte efter julemandens værksted. Men nogle ting brænder sig fast for evigt. Musik er en af dem. Jeg kan stadig huske musikvideoen til ”Bring Me To Life”, som jeg så igen og igen på Boogielisten, mens teenageårene rasede. Der var selvfølgelig heller ikke så meget andet i mine tanker dengang, udover at pleje bumser og sørge for, at jeg havde nok hårvoks til weekenden. Men jeg har altid haft en svaghed for Evanescence, og kan den dag i dag. Stadigvæk så havde jeg en svaghed for Evanescence, og den dag i dag kan jeg stadig nyde Fallen-albummet, en regulær klassiker. Spækket med fantastiske numre som ”Bring Me To Life”, ”Everybody’s Fool”, ”Tourniquet” og ”Imaginary”. Jeg var også begejstret for det eponyme Evanescence, men siden da har kurven peget nedad for Amy Lee og co. Men hvordan lyder Evanescence anno 2026?
Sange til superheltefilm og tegneserier
Evanescence spiller i 2026 stadig deres velkendte cocktail af rock og alternativ metal krydret med symfoniske elementer. Sammen med politiske undertoner har der også sneget sig lidt industrial ind i mixet. Men vi kan lige så godt tale om elefanten i rummet: Sanctuary kommer aldrig til at opnå samme status som Fallen. Faktisk mistænker jeg, at albummet var fløjet under radaren hos de fleste, hvis det ikke havde været for ”Afterlife”, der fungerer som temasang til Devil May Cry-tv-serien. For selvom der er gået mange år siden sidste udgivelse, føles Sanctuary ufyldestgørende. Pladen virker fanget mellem fortid og nutid, og selvom de sporadiske industrialelementer tilføjer en smule nyt, flytter det ikke udtrykket voldsomt meget. Heldigvis er Amy Lee stadig en fremragende vokalist, der med sin autoritet og elegance gjorde Evanescence til et verdensnavn. Problemet er bare, at musikken omkring hende sjældent matcher niveauet. Instrumenteringen føles ofte anonym; som om bandet spiller andenviolin til deres egen forsanger. Resultatet bliver en mærkelig form for Evanescence uden 'essence'. Samtidig mangler albummet den hjemsøgte og dramatiske atmosfære, som tidligere gjorde bandet så pokkers fængende. Hvor Fallen føltes som et gotisk spøgelseshus med intime fortællinger, føles Sanctuary mere som en moderne kontorbygning med LED-belysning. Alt fungerer, alt er pænt – men der mangler simpelthen noget spænding.
Pladens klare højdepunkt er uden tvivl ”Who Will You Follow”. Nummeret lyder som en fortsættelse til ”Call Me When You’re Sober”, og åbningen minder så meget om klassikeren, at man overvejer, om Amy Lee har fundet sin gamle notesbog frem igen. Nummeret tør skrue op for intensiteten, hvor de fleste andre numrer ikke gør. For mange af de andre sange bevæger sig ganske enkelt lidt for forsigtigt fremad. Sangstrukturerne er for ens. Selv ”Afterlife”, der i skrivende stund har 93 millioner afspilninger på Spotify, lider under problemet. Den er bestemt ikke dårlig, men instrumenteringen er så afdæmpet og poleret, at man savner noget, som forstyrrer overfladen. Et skævt riff eller et øjebliks kaos.
Bandets evige jagt på den næste store ballade har også affødt et par tvivlsomme beslutninger gennem årene. ”How Do I Heal” er et meget godt eksempel. Amy Lee gør stort set alt det tunge arbejde selv og leverer et arsenal af følelser. Som selvstændigt nummer er det udmærket. Men placeringen på albummet er decideret ringe. Pladen har på daværende tidspunkt brug for noget med kant, kontrast eller et stærkere hook. I stedet får vi ’endnu’ en pæn ballade. I 2026 burde Evanescence stræbe efter mere end blot at lyde godt. De burde stræbe efter at være relevante og uundgåelige.
Som en lightsodavand
Sanctuary er ikke et decideret dårligt album, men det er dog småkedeligt. Som en lightcola, hvor brusen har sneget sig ud. Det mangler simpelthen identitet, hvilket bandet taget i betragtning lyder fuldstændig vanvittigt. Mange af sangene føles for ens, og instrumenteringen er oftest så flad, at man ville kunne høre, hvis et af bandmedlemmer kom til at slå en prut. Hvis du elsker dine sange serveret i midt-tempo, har Evanescence til gengæld dækket bordet med en 12-retters menu. Flot anrettet, men uden voldsomt meget krydderi
