Disconnected

På trods af visitten i 2018 er Disconnected forblevet et relativt ubeskrevet blad på vores breddegrader. Ligesom hovednavnet har franskmændene siden tilblivelsen i 2016 bevæget sig i den del af genrespekteret, der kredser om melodisk metalcore. Fembanden, der i dag består af forsanger Ivan Pavlakovic, guitaristerne Florian Meridol og Adrian Martinot, bassist Romain Laure samt trommeslager Jelly Cardarelli, debuterede i 2018 med White Colussus, inden opfølgeren med den lidet opfindsomme titel We Are Disconnected ramte hylderne i april sidste år. Her er angiveligt kigget dybt i gryden med halvfemserhits fra det store lærred, og selv for den knap så filmkyndige lytter rimer subtile sangtitler som ”Life Will Always Find Its Way” og ”King of the World” umiskendeligt på henholdsvis Steven Spielbergs Jurassic Park og James Camerons 11-dobbelte Oscarvinder Titanic. Mængden af stjernestøv drysset ud over den røde løber var dog til at overse denne onsdag aften i skolernes efterårsferie.

Først fem minutter inden loftslysene blev blændet ned, gik det op for mig, at franskmændenes åbningssæt rent faktisk skulle afvikles i Pumpehusets noget mindre Sort Sal og ikke i Kransalen på første etage. Man kunne ellers foranledigedes til at tro, at enten afspærringerne på trappeafsatsen eller for den sags skyld scenetæppet med gruppens karakteristiske logo burde have udgjort et vink med en vognstang. Da fremmødet denne aften noget skuffende kun kravlede op på 185 personer, skulle dette dog vise sig alt rigeligt. For at sætte det pauvre publikumsnit yderligere i relief, har Pumpehusets to sale hver især en kapacitet på henholdsvis 400 og 600 mennesker … ’Putain de merde’, for en frakobling! Under intime forhold, for eget vedkommende ikke set mage siden Deathstars indtog Lille Vega for små 10 år siden, kunne vi indledningsvis bevidne, hvordan ”Life Will Always Find Its Way” druknede i støjen fra Cardarellis kakofonisk skramlende trommesæt. Placeringen tæt på scenen gjorde absolut ikke undertegnede nogen nævneværdige tjenester, hvorfor jeg meget hurtigt luskede af til mit foretrukne tilholdssted ved lydboksen. Under væsentligt forbedrede forhold kunne fokus nu rettes mod en elektrisk Ivan P., der som en hybrid mellem Chad Gray, Howard Jones og David Draiman drønede rundt på den lille scene. Efter solidt afviklede ”I Fall Again”, der flyttede bassist Romain Laure noget længere frem på rampen, skruede den franske forsanger lige to decibel op for charmen med sit ’shout-out’ rettet mod demografien uden skævt kromosompar. De røde loftspots under sagte afviklede ”Your Way to Kill” havde på de bagerste rækker dog ikke helt den intenderede effekt grundet modlyset fra den nærværende lydpult.

Herefter fulgte en politisk motiveret svada om religionsrelaterede voldshandlinger rettet mod vestens liberale livsstil, inden vi i selvsamme tale blev opfordret til at kigge forbi ’merch-boden’ og i øvrigt ’like’, ’subscribe’ eller på anden måde skabe trafik på gruppens sociale platforme. Det er simpelthen verden af i dag: kommercialiseret socialbevidst ansvarlighed. Ikke just en fransk fadæse ækvivalent med den salige prinsgemals forglemmelse af talrækken fra et til tre, men lettere bizart ikke desto mindre. På trods af den mindre fodfejl endte det samlede indtryk til den absolut positive side – dog uden at bryde med den konventionelle opfattelse af hverken genren eller appellen til dens overvejende yngre målgruppe. Evnen til sporadisk at aktivere et ellers overvejende passivt publikum med Ivan P. og Laure som de drivende kræfter trak bestemt også i den rigtige retning. I tråd med takketalen til Pumpehusets personale forud ”For All Our Sakes” skal herfra lyde en tilsvarende tak til arrangørerne for at placere aftens event på stuescenen i Sort Sal. Samme show i det ’frastødende’ lokale nord for trappen var endt med en eklatant maveplasker.

Sætliste: 
1. Intro
2. Life Will Always Find Its Way
3. For All Our Sakes
4. I Fall Again
5. Your Way to Kill
6. King of the World
7. Blind Faith
8. Unstoppable

6/10

The Raven Age

De indledende kritikpunkter har øjensynligt sat sine spor i briternes selvopfattelse. Tager vi udgangspunkt i tredje og nyeste udgivelse, Blood Omen, som vi tidligere på året gennemlyttede med mestendels begejstring, underbygges mistanken i al fald derom. Albummet lægger således fra land med den instrumentaliserede intro, ”Changing of the Guard”, efterfulgt af den skarptskårne single, ”Parasite” … nej, der er vist ikke meget overladt til fri fortolkning her. Vi må samtidig også være ærlige og erkende, at gruppen aldrig for alvor har formået at overbevise os om sin selvstændige berettigelse på de skrå brædder: ’… en vældig moderigtig udgave af metal, som lød henad Avenged Sevenfold. Lidt thrash’et rytmik og på toppen en moderne, let fordøjelig vokal.’ Sådan lød kritikken tilbage i 2016, da ravnene skræppede for, inden Ghost og sidenhen Iron Maiden væltede Jyske Bank Boxen omkuld. Endnu værre tog det sig ud, da man sammen med Shinedown og Alter Bridge ramte K.B. Hallen knap 3½ år senere: ’… med god energi, koordinerede dansetrin og fashionabel styling, men på intet tidspunkt brændte de for alvor igennem. Det var tydeligt, at kun de færreste i salen kendte briternes sange.’ Klip til denne onsdag aften. Med nyligt rekvirerede forfriskninger fra baren var tiden inde til ved selvsyn at bedømme, om briterne – denne gang som hovednavn – ville nå ud over scenekanten.

Allerede kl. 20:59, 11 minutter inden først annoncerede spilletidspunkt, var trommeslager Jai Patel på pletten som første levende billede. Med highfive til en eksaltereret fan på forreste række fik forsanger Matt James og kompagni dernæst afviklet ”Parasite” uden for alvor at nå ud til de bagerste rækker, der på daværende tidspunkt enten sad som saltstøtter på trappen op til Kransalen eller stod med stenfjæs og korslagte arme. ’Make some noise, Copenhagen’ forsøgte James uden ægte overbevisning, hvilket da også blot resulterede i, hvad der føltes som et nanosekunds ståhej blandt det beskedne fremmøde. Den grimme genlyd, der kunne høres i mikrofonen forud ”Essence of Time”, viste sig meget passende som et blodvarsel for det senere soniske sammenbrud, der fulgte inden den højtbesungne ode til ”Nostradamus”. Selv den franske astrolog kunne dog næppe have forudset de tekniske mikrofonudfald, selvom lydmandens overraskende udflugt ud i salen nok burde have fået alarmklokkerne til at bimle. Førstnævnte havde ellers netop udmærket sig gennem glimrende harmoni mellem vokal og strenge, ligesom også Patel – som i øvrigt tidligere studerende på The Institute of Contemporary Music Performance i London – gav prøver på sit konservatorieskolede talent med en perlerække af besnærende drumfills. Til trods for intensiveret tyngde og dynamik udgjort af den mere up-tempo ”Tomb Of The Unknown Soldier” så det dog fortsat ud til, at publikum foretrak at dokumentere sin tilstedeværelse frem for rent faktisk at udleve den. Der kom dog ind i mellem nogle ‘Kan I heller ikke sove-breakdowns’, men oplevelsen var mestendels et band, der lige så godt kunne være nydt hjemme på divaneseren med stængerne oppe og en varm kop kaffe eller kold øl, alt efter temperament. Og så var vi i tilgift blot nået midtvejsmærket … Herre jemini! Som vi tog hul på, hvad der skulle vise sig at være sidste tredjedel af aftenens hovedsæt, begyndte alle de sædvanlige små cowboytricks så småt at titte frem. Harris’ primære partner-in-crime, guitaristen Tommy Gentry med den distinkte brintoverilteblonde sidecut, blev skubbet frem til scenekanten under sin solo på ”Seventh Heaven”, inden James forsøgte at dirigere ’masserne’ med det skamfuldt genbrugte ’woooohhhh …’, mens han ihærdigt viftede med sit stilrene mikrofonstativ i de rød-sorte nuancer, som var han af den overbevisning, at det på magisk vis ville skrue op for volumen blandt publikum.

De pudsige indslag kom nu væltende som skidt fra en spædekalv opflasket med koncentreret sveskejuice: Først gjorde James en rumpe ud af sig selv ved at hive en akustisk guitar frem og holde en længere tirade om ”The Journey”… for derefter at spille et par enkelte anslag, inden resten af orkesteret faldt ind og lød nøjagtigt som de foregående ni numre! Dernæst valgte man at hive ’Patrick’ fra publikum op for tilsyneladende at spille sammen Patel på ”Angel in Disgrace”, hvorefter sidstnævnte af uransagelige årsager valgte at rejse sig og gå om bag scenen. Så sad vor ven pludselig der, hvilket han heldigvis tog i stiv arm. Jeg må tilstå, at det tre numre lange encore-sæt aldrig rigtig fik hverken mig eller salens øvrige publikum for alvor op og støde. ”Serpents Tongue”, der forud for touren allerede havde opnået adskillige hædersbevisninger, lød tam og ligegyldig, mens de første folk så småt begyndte at fordufte under ” Grave Of The Fireflies”. Bevares, det var da en fin lille gimmick med de ’mange’ lightere og mobillys, der spillede rollen som de titulære ildfluer, men da vi nåede signaturhymnen ”Fleur De Lis”, havde også jeg iført mig jakke, klar til at forlade etablissementet i det sekund, ravneflokken fik skræppet af. Det skete så klokken 22:17, blot 78 minutter efter de havde åbnet næbet for første gang.

De tørre facts

Onsdag aften i skolernes efterårsferie. Degraderet til Sort Sal med en kapacitet på 400 mennesker. Reelt fremmøde: 185! De tørre facts fortalte alt, hvad vi behøvede at vide om briterne, der må siges at have en yderst begrænset appel. Der er ingen tvivl om, at Matt James besidder et aldeles glimrende vokalregister, mens sceneshowet fremstod mestendels indstuderet og mekanisk, hvorfor der simpelthen måtte en regulær kortslutning af mikrofonen til for at fremprovokere noget, der blot tilnærmelsesvis mindede om improvisation. Endelig var skuffelsen over fraværet af den personlige favorit, ”Tears of Stone”, absolut også til at tage og føle på. Hvor meget jeg end gerne vil fortælle jer det modsatte, må konklusionen ulykkeligvis være: intet nyt fra vestfronten. The Raven Age gør sig, selv halvandet årti og små 500 koncerter inde i karrieren, fortsat bedst i båndet version. Det omtalte vagtskifte på den paradoksalt vellykkede Blood Omen lader i hvert fald på livescenen fortsat en del tilbage at ønske.

Sætliste:
Changing of the Guard (båndet ouverture)
1. Parasite
2. The Day The World Stood Still
3. Essence of Time
4. Forgive & Forget
5. Nostradamus
6. Salem’s Fate
7. Tomb Of The Unknown Soldier
8. War in Heaven
9. Seventh Heaven
10. The Journey
11. Angel in Disgrace
ENCORE:
12. Serpents Tongue
13. Grave Of The Fireflies
14. Fleur De Lis

4/10