Photos by Emilie Dybdal
Albumaktuelle Alter Bridge og deres gode venner Shinedown gæstede tirsdag aften KB Hallen på Frederiksberg. Med sig havde de britiske The Raven Age, der skulle skyde gang i festen med deres moderigtige metalcore. Desværre levede hverken hovednavn eller opvarmning op til forventningerne – og aftenen blev kun reddet af succesbandet Shinedown.
The Raven Age
Aftenens første band, The Raven Age, har allerede masser af turnéerfaring. Det britiske ensemble har nemlig varmet op for Iron Maiden, Ghost, Anthrax og en række andre profilerede navne – måske fordi den ene guitarist er søn af en vis Steve Harris. Nuvel. Denne gang stod den på opvarmning for rockgiganterne Shinedown og Alter Bridge – og lad os bare være ærlige: Det var en anelse tamt.
Da The Raven Age gik på scenen, var det med god energi, koordinerede dansetrin og fashionabel styling, men på intet tidspunkt brændte de for alvor igennem. Det var tydeligt, at kun de færreste i salen kendte briternes sange, og da forsanger Matt James bad publikum synge med på ”woaaa, woaaa”, var der pinligt stille.
En smule bedre blev det dog halvvejs gennem sættet, da vi fik den spritnye ”The Face That Launched a Thousand Ships”. Udførelsen af dette nummer – ja, det er vel en ballade – føltes mere ærlig, og Matt James viste, at han rent faktisk godt kan synge. Desværre hang den gode stemning ikke ved særligt længe, og bandets udmærkede energi smittede ikke af på KB Hallens gæster. Efter cirka 35 minutter takkede bandet af, det obligatoriske scenebillede blev taget, og væk var The Raven Age. Hurtigt overstået, hurtigt glemt.
Shinedown
Og nu til noget helt andet: Shinedown leverede et af de bedste rockshows, jeg længe har oplevet. Klokken 20.00 startede en båndet intro, og få minutter senere slog bandet nærmest flikflak ind over scenekanten. Klædt i gule dragter og med store smil skød de hurtigt gang i ”Devil” efterfulgt af ”Cut the Cord” – begge spillet til ug. Trommeslager Barry hoppede op og ned på sin lille taburet, bassist Eric og guitarist Zach fløj rundt til højre og venstre, og forsanger Brents karismatiske væsen fangede alle fremmødte.
Fra koncerten startede, til den sluttede en times tid senere, havde Brent Smith publikum i sin hule hånd – og han slap ikke taget ét sekund. Faldt stemningen en smule, mindede han os om, at vi hverken var til begravelse eller på biblioteket, og spottede han en gæst, der sad og hang, forklarede han, at det altså er skidt for mavemuskulaturen. Smith er ikke bare en rigtig dygtig sanger; han er også – efter denne koncert at dømme – et meget sympatisk menneske. Aftenen bød på flere takketaler til publikum, opfordringer om at hilse pænt på sidemanden og søreme også en lille hyldest til den nyrenoverede KB Hallen. Ja, indimellem var det måske nok på grænsen til at være cheesy: endeløse taler om, at vi kan, hvad vi vil; vi har verden i vores hænder osv., osv.
Men vigtigst af alt: Musikken sad lige i skabet. Imellem de mange peptalks fik vi en medrivende ”Enemies”, en dybtfølt ”Get Up” og en fantastisk eksekveret ”Second Chance”. I dette nummer fik Smiths vokal virkelig lov at brillere, og Barry Kerch bag tønderne gav den alt, hvad han havde. I sidste halvdel af sættet fik vi – ikke så overraskende – bandets coverversion af Lynyrd Skynyrds ”Simple Man”. Her kæmpede Zach Myers med en dårlig guitarforbindelse, men da fejlen var rettet, sang hele KB Hallen med på de smukke toner.
Til sidst fik vi megahittet ”Sound of Madness” samt en rodet udgave af ”Brilliant”. Dette nummer er til den hurtige side, ikke særligt fængende og – efter min mening – ikke ret godt egnet som afslutningsnummer. Den lille fuser satte dog ingen stopper for festen, og med ordene ”Don’t worry: It’s not goodbye, it’s just until next time” trådte Shinedown af scenen. Ingen ekstranumre, ingen fis, overlegen indsats.
Alter Bridge
Lad det være sagt med det samme: Alter Bridge er vanvittigt dygtige og – i min bog – et af tidens allerbedste rockbands. Senest har de imponeret med Walk the Sky, men denne aften var der ikke meget at lade sig begejstre over: Lyden var skramlende og skinger, publikum stod for det meste stille, og bandet selv virkede fjernt og uengageret.
Det startede ellers meget godt: Til lyden af ”One Life” trådte Alter Bridge frem på scenen og fyrede tre fantastiske numre af sted: ”Wouldn’t You Rather”, ”Isolation” og Blackbird-klassikeren ”Come to Life”. Ikke én tone sad forkert, og KB Hallen kvitterede med hujen og jubel. Desværre gik det ned ad bakke allerede under fjerde nummer, det ellers flotte ”Pay No Mind”. Havde man gjort sig nogen forhåbning om at høre, hvad Myles Kennedy sang, blev man nemlig slemt skuffet; lyden var tæt på horribel. Om det skyldtes KB Hallen eller bandets eget personale, er uvist, men faktum er, at tirsdagens headliner-koncert druknede i dårlig lyd.
Dette resulterede i, at formidable numre som ”Blackbird”, ”Rise Today” og ”Addicted to Pain” ikke rigtig slog igennem og ikke satte gang i løjerne. Jovist, folk klappede da, og de sang med på både ”Cry of Achilles” og ”Metalingus” – men nogen mindeværdig koncert blev det aldrig. Det bedste øjeblik fik vi muligvis under ”In Loving Memory”, hvor kun Myles Kennedy og Mark Tremonti var på scenen. Lyden var her mindre skramlende, sangen blev leveret ganske overbevisende, og jeg tror, at flere publikummer (inklusive jeg selv) blev en smule rørt. Desværre formåede Alter Bridge ikke at fastholde stemningen, og efterfølgende var kontakten mellem band og publikum overraskende sparsom.
Efter 15 veludførte, men ikke problemfrie sange var det tid til aftenens ekstranumre. Fordi ”vi havde været så søde”, fik vi en livedebut på ”Godspeed” og bagefter storhittet ”Open Your Eyes”. Begge numre blev spillet rigtig flot, men det var tydeligt, at mange gæster endnu ikke havde lyttet til Walk the Sky – de reagerede i hvert fald ikke på ”Godspeeds” hitpotentiale. Klokken cirka 23.00 var Alter Bridge færdig, og vi kunne sige farvel til et band, der virkede uengageret, men blev reddet af sit bundsolide bagkatalog.
Kommentarer (2)
Christina F Forevermore
Bidrag til anmeldelsen af Alter Bridge
Stort set er jeg enig i det skrevne. Jeg var til Meet & Greet og der var som koncerten, ikke en opløftende oplevelse, desværre! Hurtig ind med instrukser for hvad man måtte og ikke måtte. Og det er første gang jeg følte mig skuffet over AB’s optræden. Det var som om at det bare skulle overstås og ikke andet end det. Stod helt oppe foran og her var lyden til gengæld bedre end den plejer at være og for en gang skyld, kunne jeg høre alt, inkl Myles stemme.
Men ja dem der tog kronen var helt klart Shinedown!! Det var suverænt og heldigvis for det. Så gik man ikke derfra fuldstændig skuffet med et grædende AB hjerte..
RavenAge. 3 ud af 6 stjerner
Shinedown 6 ud af 6 stjerner
Alter Bridge 4 ud af 6 stjerner
Jonathan Midtgaard
debut
Jeg kom egentlig kun for "Watch over you", som de naturligvis ikke spillede (!). Det er i og for sig fair nok, men der var ikke meget at komme efter. Forsangerens stemme var utydelig og som det er blevet beskrevet, så var det nogle generiske kommentarer med manglende indlevelse og engagement - sidstnævnte over hele linjen. 2/6 stjerner to be honest.