For en kort stund blev mejeriet til et slagteri
Terrorpy var det første band, jeg som anmelder havde fornøjelsen af at anmelde under fanerne for Heavymetal.dk, og fredag på Mejerhell skulle det blive første gang, jeg fik lov at opleve dem live. Efter at have læst om min redaktionelle kollegas oplevelser på Copenhell 2025 var mine forventninger da også til at tage og føle på. Ville den rå brutalitet og knivskarpe teknikalitet gå lige så rent igennem live, som jeg syntes, de gjorde på pladen?
Når kærlighed er tung og sovset ind i kropsvæsker
’Jeg kan ingen guitar høre’, sagde min kammerat til mig, og indledningsvis lå den da også lige lovlig lavt i mikset og måtte se sig overrumplet af Christoffer Birkeholm Leths blast beats og Jonas Guldfeldt Viuffs dominerende bastone. Heldigvis blev der rådet delvis bod på det, selvom der undertiden godt kunne gå lidt kakofonisk kødhakker i tonerne fra strengene – særdeles passende til Terrorpys univers, men ikke til øregangen. Til stor jubel introducerede Viuff “Corpsebreaker” fra The Bisection Collection, et nummer, der især har en dejlig (u)lækker basgang. Om publikum tog dette som en opfordring til at få radbrækket sit korpus, skal jeg ikke kunne sige, men der blev sat gang i festivalens første strøm af crowdsurfere. Selvom metalfolket vanen tro passer på hinanden, så var det nogle gange mere held end forstand, at der ikke var nogen, der fandt ud af, hvordan et cementgulv smager.
Hvis publikum skulle have været i tvivl om, hvor godt Leth er i stand til at tælle hurtigt med arme og ben (og med trommerne som kugleramme), så blev det under “Honeybog” banket ind i overbevisningen med en kødhammer. ‘En kærlighedssang i lastbiltempo’, lød beskrivelsen fra Viuff inden “Stuffing Puke Into The Sockets". Det kan diskuteres, om billedsproget er passende, da en lastbil jo både kan køre hurtigt og langsomt. Men uanset tempo så er en kollision med sådan én sjældent noget, der går stille for sig. Så hvis man havde sin kæreste – eller blot en tør bussemand fra tidligere – i hånden, ja, så var tiden kommet til at vise lidt kærlighed med munden – som en lastbil ville levere den.
“Transcendence Through Amputation” flåede gennem lokalet som et maskingevær, og godtfolket i pitten kvitterede med en dødningedans af så voldsom kaliber, at man kunne frygte, de ville bruge alle kræfterne på én gang. Heldigvis var gæsterne på Mejerhell ikke kommet for at sidde lårene af sig selv eller hinanden, og da amputationen forblev ved den overførte betydning, var der både liv og lemmer i overskud til “Phlebotomy”, hvor Viuff åbnede med et James Hetfield-værdigt “oooh!” til den hidtil mest ihærdige og vedvarende pit. Det, måske, bedste nummer på The Bisection Collection, nemlig “The Void Unquestioned”, hvor Terrorpy beskæftiger sig mere med den kosmiske rædsel og mindre med korporlig afstraffelse og maltraktering, lukkede for brutaliteterne. Mejerhell anno 2025 var åbnet – og fyldt med herlige vederstyggeligheder. Skulle man have ønsket sig noget mere, kunne der have været lidt mere af den løssluppenhed, der står godt til rammerne, men det er måske lidt svært at efterkomme, når man spiller tight – og ydermere er på som første indslag.
Mejeriet blev mejet ned
Dørene til Mejerhell blev revet af hængslerne og smidt på forbrændingen. Og stod man i vejen, ja, så røg man med – det kunne måske blive materiale til et kommende album? Lidt indledningsvis knas med lyden skulle ikke afholde de tre odenseanere fra at vise, at de også står godt til Mejerhell. Spilleglæde og teknik var intakt, og jeg er sikker på, at de nok skal få buddet en anden god gang.
Sætliste:
- Gorging On Pus
- Premortem Exploration
- Abominable Scene
- Corpsebreaker
- Honeybog
- Stuffing Puke Into The Sockets
- Transcendence Through Amputation
- Ignition
- Dual Existence
- The Somnambulist
- Phlepotomy
- The Void Unquestioned
