The Dillinger Escape Plan by Nikolaj Bransholm
The Dillinger Escape Plan by Nikolaj Bransholm · Se flere billeder i galleriet

The Dillinger Escape Plan

Musikhuset Posten, Odense C

Officiel vurdering: 10/10

Vemodig og vidunderlig afsked med The Dillinger Escape Plan

Fænomenet The Dillinger Escape Plan er på deres afskedsturne, som fører dem forbi Danmark hele tre gange. Tre koncerter inden for ti dage i samme land kan lyde som meget, men i denne sammenhæng er det alt for lidt. Dette band er indbegrebet af kaos, vildskab og fænomenalt sammenspil, og det var næsten ikke til at bære, at det var sidste gang, denne skribent skulle stå overfor dette fantastiske liveband. Det var på alle måder en vemodig aften, men på samme tid fuldstændig vidunderlig.

 

The Dillinger Escape Plan

The Dillinger Escape Plan by Nikolaj Bransholm

Blod, sved og tårer

Da jeg endelig fik fundet Odense, var aftenens opvarmningsband lige gået af scenen, og nu var man ved at gøre klar til aftenens hovednavn. Lyset forblev meget afdæmpet, og ud af højtalerne lød en summen og brummen, som uden tvivl var en del af hele Dillinger-setuppet. Det var, som om tiden stod stille, og man gik ængsteligt og ventede på, at det var tid til at sige farvel til sine mathcore-helte. Fremmødet var ganske udmærket – dog langt fra udsolgt. Men man var ikke i tvivl om, at hvis folk ville, så havde det potentiale til at blive en legendarisk aften.

Omkring klokken 21 ændrede den kroniske brummen pludselig takt, og der begyndte at være bevægelse på den mørke scene. Alle havde samlet sig foran scenen i det mørke lokale, og pludselig begyndte bandets medbragte kæmpe-stroboskoplys at blinke kraftigt ud i hovedet på os alle sammen i takt med en tung bas, og så brød helvede løs. Bandet var gået på scenen og lagde deres kaoskorstog ud med ”Limerent Death” fra deres seneste plade. Vildskab er et fattigt ord, når man snakker om dette band, og hvis man ikke har oplevet dem før – ja, så skynd jer for helvede! – skal man have en meget livlig fantasi, hvis man skal gøre sig forhåbninger om at forestille sig, hvor vilde de er. Der var bestemt ikke sparet på energien denne aften. Muligvis fordi bandet lige havde haft en fridag, eller fordi de faldt i gryden med adrenalin som børn. Det kan selvfølgelig skyldes begge dele, men vi kan nok godt blive enige om, at det skyldes sidstnævnte.

Det hele gik uendeligt stærkt, også deres set, selvom det indeholdt 17 af deres bedste numre, men sådan går det jo i godt selskab, og det var vi så sandelig i denne aften. Der opstod naturligvis små moshpits i løbet af aftenen, og med små mener jeg ikke, at det ikke virkede voldsomt; det var bare begrænset, hvor mange der deltog, men det virkede stort på det store åbne gulv. Arme og ben fløj ud til siden, og der var da også et par stykker, der måtte ned at kysse gulvet, heriblandt en uopmærksom kvinde, som fik en ret hård medfart, men som naturligvis blev løftet op igen. Så selvom det gik hårdt for sig, tog man sig af hinanden i vanlig metalstil. Fair play, som man siger i nogle kredse. Det var en hitparade uden lige, og salen kogte specielt over til ”Black Bubblegum” og ”Milk Lizard” fra albummet Ire Works. Forsanger Greg Puciato deltog også i festlighederne nede blandt publikum i sidste del af deres set. Det hele sluttede af med tre ekstranumre, og så var et stk. formidabel koncert slut.

Selvom der ikke var udsolgt, tildeler jeg dem fuldt hus

Bandet gav alt, hvad de havde – som de altid gør. Koncerten kommer nok ikke til at stå i min erindring som den vildeste koncert, jeg har set med dem, men uden tvivl som den bedste. Der kunne godt have været lidt mere engagement fra publikum, hvis den skulle have været perfekt, men det var i bagatelafdelingen. Bandet præsterede bedre, end jeg nogensinde har set noget band gøre. De var fantastiske! Lyden var godt over de 100 decibel, og lyset var nervepirrende voldsomt, så alt var naturligvis lige, som det skulle være. Dette blev, som sagt, undertegnedes farvel til Dillinger, og i en hvilken som helst anden anledning end denne havde jeg givet koncerten 9 kranier, men jeg kan ikke andet end at give dem 10 kranier og en stor tak for alt, hvad de har præsteret og stået for, og så naturligvis fordi det var en fantastisk koncert. Det er svært at se, hvem som skulle bære denne fakkel videre, som det ser ud på scenen lige nu. For helvede, hvor vil de blive savnet.

10/10

Se det fulde billedegalleri her: https://www.flickr.com/photos/bransholm/albums/72157676268460003