Copenhell 2017

Copenhell

Dette års udgave af Copenhell er nu bag os, og vi kan kun kigge tilbage med entusiasme og en god følelse.

På trods af regnen der hærgede de tre helvedesdage, så havde de glade metal fans hovedet højt. Stemningen var som altid positiv og fyldt med ren råhygge, og bandsene der erobrede de forskellige scener havde ingen problemer med at rive Refshaleøen fra hinanden.

Vi nåede opleve en del bands, men ikke alle. Vi bringer her anmeldelser af dem, som vi nåede at opleve. 

TORSDAG:

  1. Inglorious
  2. DevilDriver
  3. Every Time I Die
  4. In Flames
  5. Frank Carter & The Rattlesnakes
  6. Carcass
  7. Prophets Of Rage
  8. Invocator
  9. System of a Down
  10. Architects

Inglorious PANDÆMONIUM, kl. 14:00

Inglorious by Nikolaj Bransholm

Helvede eller dybt vand

Festivalens første band, det britiske hard rock ensemble, havde jeg set rigtig meget frem til. Ikke mindst fordi de gjorde rigtig god figur og imponerede mig meget under deres sidste besøg i Danmark hvor de var support for Steel Panther. Bandet har siden sidst fået ny guitarist og de har udsendt deres andet album, som efter sigende er gået nummer et på den britiske rock-hitliste. Personligt var jeg meget mere til deres debutalbum, men det er, hvad det er.

 Bandet lagde fra land med et nummer fra den nye plade, ”Read All About it”, som desværre ikke formåede at sætte gang i festen. Vejret viste sig ellers fra sin pæneste side, så humøret var i top hos deltagerne, der var bare ikke power nok på hverken lyd eller toner. Energien var ellers bestemt i top hos frontmand Nathan James, som snoede og vred sig efter alle kunsten regler, men resten af bandet skinnede ikke rigtigt igennem.

Tempoet blev skruet op med nummeret ”Breakaway” fra debutpladen, og det blev efterfulgt af den mere rolige ”High Flying Gipsy” - og så gik det ellers lige så stille ned ad bakke. Kemien blandt band og publikum var der desværre ikke rigtigt. Måske skulle folk lige i gang, eller også var det første Inglorious forestilling for mange af de fremmødte? Jeg var i hvert fald skuffet. Jeg nød at opleve bandet med et større kendskab til deres sange, end under deres sidste show. Måske var det problemet? Jeg tvivler. Selv ikke under det voldsomt fede nummer ”Until I Die” fik de pladsen til at ryste. Det var en middelmådig performance fra et band, som virkelig burde præstere bedre. Specielt som forholdsvist nyt band, som rider på en bølge i deres hjemland. Kom nu ud over scenekanten – selvom den var særdeles høj på Pandæmonium i år.

5/10

Anmeldt af .

DevilDriver HADES, kl. 15:00

Devildriver by Nikolaj Bransholm

Clouds Over Copenhell

Første band til at åbne Hades-scenen på dette års Copenhell var ingen ringere end det amerikanske groove metal-band DevilDriver. Bandet, der kommer fra Santa Barbara i Californien, var mødt op for at sparke gevaldigt gang i festen og det var netop, hvad de gjorde. Med en setliste næsten kun bestående af deres stærkeste skæringer, så var fundamentet lagt til et brag af en koncert.

DevilDriver lagde ud med nummeret ”End of the Line” og de fik hurtigt skabt en forbindelse til det talstærke publikum, der kvitterede med en stor moshpit/circlepit oppe foran scenen. Forsangeren Dez Fafara var i højt humør og gav ikke det hårdtprøvede publikum en chance for at trække vejret mellem numrene. Hele tiden forlangte han en circle pit og når den var ved at gå i stå, så skruede bandet bare lidt op for tempoet. Eneste gang, der blev tilladt en pause fra bandets side, var da de satte en wall of death i gang.

Lyden var ganske fornuftig indstillet, lyset var lidt overflødigt da koncerten fandt sted midt på dagen. Sceneshowet var der ikke gjort noget ud af, men med et band som DevilDriver så er det heller ikke nødvendigt. De fylder ganske enkelt scenen godt ud med deres energiske optræden.

Skulle man trække et minus frem, så må det være længden på koncerten; den måtte gerne have været tre-fire numre længere. Men sådan er vilkårene på en festival nu engang. 

Vejret var heldigvis med os under denne koncert, for selvom der hang sorte skyer på himlen så forblev det tørt og da bandet sluttede koncerten af med nummeret ”Meet the Wretched” så var Copenhell 2017 officielt skudt i gang.

8/10

Anmeldt af .

Every Time I Die PANDÆMONIUM, kl. 15:30

Every Time I Die by Nikolaj Bransholm

Udfordrende tourné

Metalcore bandet fra Buffalo har, trods Keith Buckleys (vokal) midlertidige pause fra bandet, fortsat tournéen med hjælp fra diverse forsangere, for at kunne gennemføre deres koncerter. På Copenhell fik Sam Carter fra Architects æren af at spille med de hårde drenge på Pandæmonium – og sikke et show.

Ekstraordinært energiske på scenen
Med et forholdsvist stort fremmøde fra publikum starter de energiske drenge ud og hvis man skulle være i tvivl om Sam Carter var det rigtige valg, modbeviser han det hurtigt. De får hurtigt gang i publikum foran, som er med på at svinge det lange garn til lyden af en intens og energisk metalcore. Der går ikke lang tid før bandet starter den første circlepit og undervejs i hele koncerten er publikum med på en omgang smadder i forskellige moshpits. Josh Middleton (midlertidig live guitarist fra Architects) hoppede med på sangen ”Roman Holiday”, hvor han sang lead vokalerne, hvilket er en fed overraskelse i en allerede fantastisk energisk koncert. Jordan Buckley (guitarist) smadrer da også en Pepsi dåse med sit hoved, hvorefter han nostalgisk husker da Every Time I Die spillede Copenhell 2013 i regnvejr.  

Bandet vælger at få en fra publikum til at synge sangen ”Thirst”, hvorefter en fyr i en grøn bluse får æren af at synge med bandet. Publikum elsker det og selvom det ikke er Keith Buckley, gør personen et ganske hæderligt forsøg, som får publikums garn og djævlehorn op at flyve i luften. Til de sidste par sange vil bandet se så mange crowdsurfere som muligt og uden indvendinger bliver folk nærmest fløjet op til scenen i et virvar af kaos og energi i luften.

Lydmæssige udfordringer, men stadig et fantastisk liveband
Undervejs i koncerten var det svært at høre clean vokalerne, da mikrofonen ikke var skruet højt nok op, hvilket virkede til at være et generelt problem på Pandæmonium-scenen.
Every Time I Die leverer et show med en fantastisk energi, som de da også normalt er kendt for. Ikke et øjeblik stod de stille på scenen, og det er en satans god Copenhell ånd at have.

De har en god underholdningsværdi live, da der hele tiden er noget at kigge på. De har ikke skuffet i den her omgang, og man kan kun glæde sig til at se dem igen.

8/10

Anmeldt af .

In Flames HELVITI, kl. 16:15

In Flames by Claus Ljørring

Flammer uden gnister

In Flames har været på Copenhell før og dengang leverede de en god og bundsolid optræden, som de også er kendt for. I år bar koncerten dog præg af kedelig rutine samt en sætliste der sagtens kunne justeres til det bedre.

Bandet lagde ud med ”Wallflower” fra den nye skive Battles, som har fået utrolig meget kritik. Heavymetal.dk har anmeldt den til 6/10 og det viste sig også, at det heller ikke var helt godt live. Vi fik yderligere ”Here Until Forever” og ”The End” fra den nye skive og jublen fra publikum var ikke synderlig stor under disse.

Det var tydeligt at den fremmødte skare ønskede sange fra ældre albums. Så snart numre fra ”A Sense of Purpose ”og ældre blev spillet, satte publikum i bevægelse, de var mere stillestående når der kom materiale fra de nyeste udgivelser. De helt store øjeblikke kom, da nummerne ”Leeches”, ”Take This Life” og ”The Jester’s Dance” kom ud igennem højtalerne. I sær gav ”Only for the Weak” og ”Cloud Connected” koncerten et nøk opad. Jeg manglede dog ”Trigger”. Jeg mindes faktisk ikke, jeg har set In Flames før, hvor de ikke spillede denne perle.

Der var heller ikke meget bevægelse fra bandet på scenen: de forholdte sig lidt passive hvilket smittede af på punlikum. Især Anders Fridén virkede lidt småtræt.  Den eneste, som virkelig så ud til at nyde det, var guitarist Niclas Engelin, som derimod også gav den fuld skrald. Det var en fornøjelse at opleve.

Koncerten blev aldrig det helt store og selvom bandet har et tårnhøjt bundniveau, så var dette nok en af de kedeligste In Flames-koncerter jeg har oplevet til dato.

6/10

Anmeldt af .

Frank Carter & The Rattlesnakes PANDÆMONIUM, kl. 17:30

Frank Carter by Claus Ljørring

Klapperslangerne bed fra sig på Pandæmonium-scenen

Frank Carter & The Rattlesnakes er et relativt nyt blad indenfor heavy metal verdenen. Bandet blev dannet tilbage i 2015 af frontmanden Frank Carter fra bandet Gallows. Bandet spiller en form for punkrock og leverer musikken med en masse energi.

Denne koncert på Copenhell var i hvert fald ikke foruden den omtalte energi. Men sin fandenivoldske attitude gav forsanger Frank Carter det fremmødte publikum en på opleveren og leverede vel en af de største overraskelser på dette års Copenhell.

Bandet spillede tight og med en attitude som om de var selveste Six Pistols. De tog et godt solidt greb omkring publikum og gav os en forrygende koncert fra start til slut. Der var god lyd i højtalerne og de præsenterede os under et af deres numre for et indslag, jeg ikke har oplevet på en Copenhell festival før; crowd surfing kun for kvinder. Noget som kvinderne åbenlyst tog godt imod for langt over 25-30 kvinder blev båret fremad, mens bandet gav den fuld smadder på scenen.

Bandet nåede  at spille ni sange før tiden var opbrugt og det var ikke et nummer for meget, for alle så ud til at have en fest under denne koncert.

Hvis rygterne taler sandt så skulle Frank Carter & The Rattlesnakes komme tilbage til Danmark den 13. september på Amager Bio. Det er et must, hvis man er til straight in your face-musik.

8/10

Anmeldt af .

Carcass HADES, kl. 17:45

Et hæderligt forsøg, med et skuffende udfald.

Er I der? Er der nogen?
Carcass har efterhånden en del år på bagen, men det kunne man ikke mærke på dem, da de indtog Hades. De gik på uden de store dikkedarer og kastede sig ud i et hjerteligt forsøg på at fyre op under de talrige publikummer, der var mødt op for at hylde et band der, om nogen, har formået at gå sine egne veje. Desværre udeblev den helt store åbenbaring, denne første dag, på årets Copenhell. Omstændighederne var ellers perfekte for at kunne hive sejren hjem.

Klokken var knapt halv fem, den lovede syndflod fra oven lod vente på sig, solen skinnede og den blide brise bar ikke lyden hen på næste scene. Man skulle tro at det tidlige tidspunkt havde betydning for folks evne til at fokusere, og ikke kun på musikken, men desværre nej. Fra min udkigspost på bakken, havde jeg frit udsyn til både scene og publikum og indsatsen fra sidstnævnte stod ikke mål med energiudladningen fra førstnævnte.

Kvantitet er ikke lig med kvalitet
For selvom det ved første øjekast så ud til at halvdelen af festivalen var mødt op, var de, med undtagelse af de absolut forreste rækker, komplet døde i sværen. Bandet selv leverede varen, men om det var det manglende engagement fra fans, der stod og glanede, eller fordi Carcass aldrig nåede ud over scenen, der overordnet gjorde det til en lidt sløj affære, skal jeg ikke kunne svare på.

Der var ikke så meget at hente fra nogen af de involverede, og det bedste ved koncerten var faktisk lyden. Setlisten i sig selv var også godt sammensat og uanset hvordan man vender og drejer det, så laver Carcass altså en solid omgang fee døø og det kan man sgu ikke tage fra dem. Jeg kan blot håbe at de ikke bliver behandlet som baggrundsstøj næste gang, men at de rent faktisk får den opmærksomhed, et band af deres kaliber fortjener.

7/10

Anmeldt af .

Prophets Of Rage HELVITI, kl. 19:15

Nostalgien fra 1990’erne fik frit løb denne torsdag

Så blev det tid til at se den for nyligt dannede supergruppe Prophets Of Rage. Bandet består af medlemmer fra Rage Against the Machine, Audioslave, Public Enemy og Cypress Hill.

Bandet skulle spille Helviti-scenen op denne torsdag aften og der var tæt pakket foran scenen med et publikum som kun stod og ventede på at blive taget i hånden og ført tilbage til de gode 90’ere, hvor især Rage Against the Machine huserede. Nostalgisk, ja i den grad og da de første toner fra nummeret ”Testify” bragede ud af højtaleren, ændrede Helviti sig til et hoppende menneskehav af jublende metalheads.

Bandet leverede en blandet setliste, hvor der var numre fra både Public Enemy og Cypress Hill, men med hele ni numre var det Rage Against the Machine der stod for langt de fleste numre. Dog var det et medley af Dr. Greenthumb / Can't Truss It / Insane in the Brain / Bring the Noise / Jump Around, som gav den største fællesdans vi kom til at opleve på Copenhell dette år, og hvem siger så, at heavy metal-fans ikke er alsidige? Bandet så ud til at nyde hvert et øjeblik på scenen og de levede sig i den grad ind i deres musik, som de præsenterede helt perfekt - og det smittede i den grad af på publikum.

Lyden var super godt indstillet og det var en stor fornøjelse at opleve dette band under næsten perfekte forhold. Vejret var også med os, da det holdt tørt under hele koncerten.

Prophets Of Rage overraskede i den grad og var uden tvivl en af dette års bedste koncerter.

9/10

Anmeldt af .

Invocator PANDÆMONIUM, kl. 20:30

Invocator by Claus Ljørring

The Reunion

1994! Året, hvor en af de mest fantastiske plader inden for dansk metal udkom. Det var thrash og det var pæredansk. Nu 23 år senere, går en drøm i opfyldelse for de jyske herrer og man må sige, de ikke skuffede.

Der var knald på fra start og som forsangeren Jacob udtalte; ”Det her har vi glædet os til i mange år!”. De spillede hits fra de gode gamle 90’ere, så der var næsten ren syng-med-metal hele vejen igennem. Man kan hvert fald roligt sige, at ikke et eneste metal hoved stod stille da de danske herrer fyldte publikums hjerter med nostalgisk dansk thrash af bedste skuffe.

8/10

Anmeldt af .

System of a Down HELVITI, kl. 22:30

Mindernes boulevard er blevet ensrettet

Den første gang jeg så dig…
Da Copenhell tilbage i sensommeren offentliggjorde SOAD, proklamerede jeg, at jeg, uanset resten af programmet, helt sikkert skulle af sted (som om jeg ikke skulle det alligevel!). Jeg har på intet tidspunkt lagt skjul på, at det var en af de koncerter jeg for alt i verden ikke skulle gå glip af og meldte mig ivrigt og frivilligt til at anmelde herligheden. Men jeg sidder tilbage med en blandet følelse i maven her efter støvet har lagt sig og mit tinnitus er tilbage på normalt niveau. For var det ikke lidt som et stævnemøde med en eks? Minderne står klart og tydeligt tilbage, men set med nutidens klarsyn var du så i virkeligheden ikke gladere for at se dem, end de dig?

WAKE UP! GRBLGRBLGRBL MAKE-UP!
Deres seneste album Hypnotise / Mezmerize har hele 12 år på bagen, hvilket er nok tid til at nå at opfostre en hel ny generation af fans og altså lang tid nok til at konstatere at jo, det var et nostalgisk gensyn. Hele setlisten var et orgie af syng-med-sange – dog ind i mellem numre der krævede en del mundmotorik – jeg tænker især på hittet ”Chop Suey” hvis intro de fleste kun kan fire ord af. Men at fremhæve enkelte numre frem for andre er næsten umuligt, når hele setlisten kun bestod af sange, der har modstået tidens tand. Og for sådan et gammelt anmelderrævhul som mig, var det en udsøgt fornøjelse at kunne smide alle hæmninger til ”Suite-Pee” fra dengang i mine spæde teenagedage.

Men som med SOAD, som med de gode gamle dage: Ved et nærmere eftersyn, er det hele blevet lidt anløbent. Serj sang stadig som en brandalarm i havsnød, men både hans og Darons stemmer bar præg af at være kommet lidt op i årene. Sidste gang jeg havde æren af at opleve dem live, var i 2011 og der var intet spor af den metaltræthed, jeg fornemmede i kanterne denne gang. Hvis de nu havde sat tempoet mellem numrene en smule ned og eventuelt taget sig tid til at anerkende de tilbedende massers eksistens, havde der måske været andet og mere end et par lyserøde briller på denne længe ventede date. Men når jeg nu alligevel giver dem en høj karakter er det fordi, som vi alle ved, gammel kærlighed ikke ruster  <3

8/10

Anmeldt af .

Architects PANDÆMONIUM, kl. 00:15

Architects by Nikolaj Bransholm

Sjælendt har jeg været så skuffet!

Architects har været meget igennem i deres år som band. De har skiftet navn, de har skiftet medlemmer, de har sågar mistet en ven og tidligere guitarist til sygdom. Medgangen synes dog bestemt at være med dem, da de er begyndt at vinde terræn og anerkendelse. Specielt deres seneste album, All Our Gods Have Abandoned Us, har virkelig skabt interesse om det hårdt prøvede band med de hårde meninger om menneskets behandling af Moder Natur. Denne aften på Copenhell slog Moder Natur ned på os alle, men desværre også på Architetcs.

Da bandet satte gang i ”Nihilist”, ramte skybruddet for første gang på festivalen. Skybrud er måske hårdt sagt, men det stod i hvert fald ned. Om det var det, der var skyld i at strømmen gik under andet nummer, ”Deathwish”, ved jeg ikke, men faktum var, at strømmen gik helt diskret. Vi bemærkede det som sådan ikke, da bandet bare gik afventende rundt på scenen, inden de satte gang i ”These Colours Don’t Run”. Herefter gik det for alvor galt: Nummeret blev cuttet af endnu et strømsvigt, hvorefter bandet gik videre til ”Downfall”, som efter kort tid, igen, blev afbrudt af strømsvigt. Det begyndte at irritere band og publikum meget, og forsanger Sam Carter proklamerede fra scenen, at de ville give det fem minutter til der for alvor var styr på det. Styr på det kom der aldrig, for da de efter fem minutters pause atter genoptog ”Downfall” gik strømmen endnu engang. Og så var det slut. Bandet prøvede at underholde mellem opholdene, men bandet var kommet for at spille, og vi stod der for at se dem optræde, og det kunne tilsyneladende ikke lade sig gøre. Det var en meget vred og bedrøvet Sam, der satte sig på scenekanten og, på festivalens vegne, beklagede over for os alle, da skylden tilsyneladende skulle placeres her. Det er sådan noget, der kan ske, men som ikke burde ske. Sjælendt har jeg været så skuffet. Fem numre blev det til, primært fra deres nye album, og der kan ikke siges så meget andet end at de virkelig forsøgte, trods det dårlige vejr og de mange ophold. Fandens til lort!

Anmeldt af .

FREDAG:

  1. Seven Thorns
  2. Slægt
  3. Baroness
  4. Psychotic Waltz
  5. Airbourne
  6. The Dillinger Escape Plan
  7. Motionless In White
  8. Alter Bridge
  9. Candlemass
  10. Five Finger Death Punch
  11. Powerwolf
  12. Batushka

Seven Thorns PANDÆMONIUM, kl. 12:15

Godmorgen!

At åbne festivalen på dag to må være en af de hårde tjanser. Folk er groggy efter førstedagen og tager lidt en slapper fordi der er jo også en dag i morgen. Med det sagt, så havde danske Seven Thorns fået tjansen som åbningsband om fredagen og de danske power metal-herrer gjorde hvad de kunne. Der var riffs og trommer som spredte sig som en hvirvelstrøm og kærtegnende vores ører og hoveder, og der var catchy melodier som på sin vis har potentiale på sigt. Desværre var der ikke mødt mange op foran Pandæmonium og dem der var, virkede ikke helt morgen (læs: tidlig eftermiddags) friske, hvilket desværre smittede en del af på bandets optræden. Det var som om energien gik lidt ud af dem.

5/10

Anmeldt af .

Slægt PANDÆMONIUM, kl. 14:00

Slægt by Claus Ljørring

Slægt bankede Copenhell ud af fjerene

Dagens første koncert med heavy/black hybriden Slægt, var en opvisning i, hvordan man vækker et søvndrukkent publikum, der tydeligt led under gårsdagens udskejelser. Vejret artede sig ganske pænt – underforstået at det ikke regnede nævneværdigt og det hjalp gevaldigt på humøret hos de fremmødte. Vi blev pænt belønnet for vores indsats med et veloplagt band, der spillede røven ud af de stramme bukser.

Langt hår og bar mave
Bandets optræden vidnede om et talent der stod mål med deres entusiasme, for ikke én eneste gang blev der sprunget over hvor gærdet er lavest, og tempoet tog pusten fra det glimtvis animerede publikum. Igen kan jeg kun spekulere på, om det var det tidlige tidspunkt der lagde en dæmper på publikums udladninger, for der var ikke så meget at hente foran scenen; om end deres respons på de enkelte numre ikke lod bandet i stikken. Deres nyeste album, som jeg personligt ikke mener står mål med den sønderlemmende debut Ildsvanger, fungerede dog glimrende live og især ”I Smell Blood” og ”The Tower” gjorde mine forbehold til skamme. Det var knivskarpt eksekveret og selvom det var småt med snak fra scenen, var jeg på intet tidspunkt i tvivl om, at Oscar og co. nød at optræde for os. Vi glæder os allerede til november, hvor vi har været så ukristeligt heldige at opleve dem på scenen til en hel aften med black. Og heavy. Godt gået, drenge.

9/10

Anmeldt af .

Baroness HADES, kl. 15:00

Baroness by Claus Ljørring

Våde sko og regnslag

Copenhell har altid et par af den slags koncerter, hvor man har mest lyst til (og brug for!) at sidde lidt i solen oppe på bakkerne og drikke en kold øl mens man nyder musikken. Multikunstneren John Baizley og resten af Baroness var et af de bands jeg personligt havde glædet mig til at nyde fra bakkernes solrige hældning. Men sådan skulle det ikke være. Baroness måtte nydes med våde sko under et regnslag. 

Selvom det enormt triste vejr lagde en lille dæmper på løjerne, var bandet og i særdeleshed frontmand Baizley meget veloplagte og tændte på at give publikum en god oplevelse. De kom godt ud over scenekanten, og var dejligt vellydende og velspillende. I løbet af de 13 numre koncerten bød på, fik vi selvfølgelig deres største hits “Take My Bones Away”, “Chlorine & Wine” samt det grammy-nominerede “Shock Me." Det var dejligt at se og høre at bandet er oppe i gear igen efter den grimme busulykke i 2012, der bl.a. kostede dem et par udskiftninger i lineuppet. Og apropos udskiftninger: Det er ikke fordi det vrimler med kvinder på Copenhells scener, men på denne våde eftermiddag kunne bandet præsentere deres nye guitarist, Gina Gleeson. Hun erstatter Peter Adams, der efter sigende har prioriteret familien højest.

Baroness er en sjov størrelse. Engang var de en samling hårde hunde, der spillede tung sludge, men er med tiden blevet et band, der fokuserer mere på de storslåede melodier. Det var pokkers ærgerligt med regnen, og at atmosfæren dermed ikke blev som ønsket, men stadig en rigtig fed oplevelse at overvære fire mennesker lave så meget musik. Det er bestemt ikke sidste gang jeg hører Baroness.

7/10

Anmeldt af .

Psychotic Waltz PANDÆMONIUM, kl. 15:30

En psykotisk waltz med sidste salgsdato

Band af ældre karakter
Det progressive/hard rockband, som for flere har opnået en form for kultstatus, gæstede Pandæmonium fredag eftermiddag. Bandet så dagens lys helt tilbage i 1988, og hermed har vi også at gøre med nogle ældre herre i 50’erne. Psychotic Waltz har oplevet en del udskiftninger gennem tiden, men har siden 2010 fungeret med de originale medlemmer. Spændende booking, der desværre ikke helt levede op til forventningerne.

Guitaristen i kørestolen
Kl. 15.30 stod de ældre musikere klar på scenen. Efterfølgende startede musikken, men her var der dog en del tvivl om det var en lydprøve, for musikken spillede kun på baggearet, og først et godt stykke inde i første nummer fik publikummet også del i lyden. Lidt en skam for bandet, og endnu en af flere lydfejl på Copenhell. Ved første øjekast drog Dan Rock det meste opmærksomhed. Guitaristen har i flere år siddet i kørestol efter en klatreulykke, men mestrer dog stadigvæk guitaren. Efterfølgende blev høresansen stimuleret af forsangeren Devon Graves, der har en knap så prangende stemme, men som gav et udmærket sceneshow. Især denne stemme ødelagde store dele af oplevelsen. Devon Graves mestrede ikke at ramme de høje toner længere og prøvede febrilsk at ramme tonerne, det fungerede bare ikke. Om dette også var grunden til, at han i den første halvdel af koncerten havde mikrofonen helt oppe i panden vides ikke, men sjovt ud så det, og knap så godt lød det.

Musikerne spillede tight og gjorde det ellers udmærket. Især med og efter balladen “I Remember”, der førte tankerne tilbage til Jethro Tull, ikke mindst grundet Devon Graves fløjtespil. Her blev niveauet efterfølgende hævet med flere udemækret progressive finesser.

Middelmådig oplevelse
Psychotic Waltz levede aldrig rigtigt op til forventningerne live, bandet havde flere gode momenter, hvor musikken fungerede, men det meste af tiden blev forsangerens manglende evner en hindring for den samlede oplevelse. Selve energien fra bandet var heller ikke så stor, og der manglede generelt lidt gejst, både fra band og publikums side. En middelmådig oplevelse, der fortjener en middelmådig karakter.

5/10

Anmeldt af .

Airbourne HELVITI, kl. 16:30

Airbourne by Claus Ljørring

Når det at flyve bliver lidt for rutinepræget

Australske Airbourne har gennem de sidste par år været rigtig flittige til at besøge vores lille land på deres efterhånden mange tours. Derfor kunne man fristes til at kalde denne koncert på Copenhell for en rutineopgave for det energiske rockband. Selvom de fleste fra det fremmødte publikum sikkert var ganske godt underholdt gennem de tolv numre vi blev præsenteret for, så manglede der lige den sidste wow-faktor før denne koncert kunne komme op på siden af de helt store koncerter, vi har været vidne til gennem årene på Copenhell.

Når det så er sagt, så var der ikke noget at sætte på bandets musikalske levering. De spillede som altid med en masse energi og der var sceneshow for alle pengene, når Joel O'Keeffe smadrede øldåser mod sit hoved, eller når han på ryggen af en security-mand blev båret rundt nedenfor scenen, mens han gav os en guitarsolo. Ja, eller når han for 10. gang kastede åbne øldåser ud til et medlem af publikum, der sad på ryggen af en ven. Så der var show nok igennem koncerten, men har man oplevet Airbourne før, ja, så har man med sikkerhed set det hele før.

Setlisten var ganske fornuftig skruet sammen og når Airbourne først kommer i gang med deres catchy omkvæd og sing-a-long sange, så starter det unægtelig en fest hos mange. Det var netop hvad de fleste af publikum så ud til at have denne fredag eftermiddag på Helviti-scenen.

Lyden sad lige i skabet under denne koncert og især Joel O'Keeffe vokal var perfekt indstillet. Det eneste minus var mikrofonerne til resten af bandet, som bruges under de fleste af omkvædene. Disse var lige lavt nok stillet, men heldigvis ikke nok til at ødelægge helhedsindtrykket.

Airbourne overraskede på ingen måde men leverede en fornuftig koncert uden de store armbevægelser.

7/10

Anmeldt af .

The Dillinger Escape Plan HADES, kl. 18:15

The Dillinger by Claus Ljørring

The Dillinger Escape Plan takkede af med manér

Da mathcore keglemetallerne bekendtgjorde deres opbrud i det forgangne år, fældede jeg ikke mange tårer. Jeg var heller ikke at finde til nogle af de koncerter de gav på dansk jord, af den simple grund, at jeg ikke kendte dem. Da der skulle deles koncerter ud blandt anmelderstaben til dette års Copenhell, meldte jeg mig frivilligt til Dillinger af følgende grunde: 1.) Det var sidste chance.  2.) Jeg havde ikke meldt mig til nok koncerter. 3) De af mine venner der kender bandet, ville ikke holde kæft med, hvor meget de elsker det band. Så jeg indfandt mig derfor på Hades uden andre forventninger, end dem man nu kan have, når man kun har hørt to numre forud for en koncert med en ellers ubekendt størrelse.

1, 2, 3 smadder
Men selv hvis jeg havde haft forventningerne sat højt ville de være blevet indfriet på alle tænkelige måder. Deres rytmiske epilepsianfald tog mig med storm og et hurtigt blik udover pladsen, lod mig forstå, at jeg ikke var den eneste.  En hurtig gennemgang af de noter jeg trods alt nåede at tage undervejs, sætter en stor fed streg under hvor medrivende deres show er, hvor godt det gør sig live og hvorfor alle bør være bare en lille smule kede af, at TDEP stopper – dog på toppen. Jeg må sige, det er en værdig afslutning. Sjældent har jeg oplevet nørdemetal være så udadvendt og medrivende, det var en virkelig voldsom oplevelse at være vidne til, hvad der bedst kan beskrives som en supernova af lyd; og tilmed god lyd. Yup, lyden foran Hades mudrede ikke den detaljemættede optræden, som man ellers kunne forvente med en så kaotisk omgang mellemgulvsmassage. Særligt skal jeg fremhæve nummeret ”Limerent Death” som et klasseeksempel på en klasseoptræden, der blev fuldendt af, hvad jeg har ladet mig fortælle er ganske standard for dem:  et flyvende mikrofonstativ, en smadret guitar og et stagedive, alle ville ønske var blevet ved for evigt. Tak Dillinger, for en forrygende afslutning på hvad jeg kun kan kalde en forrygende karriere.  Med venlig hilsen en nyslået fan.

9/10

Anmeldt af .

Motionless In White PANDÆMONIUM, kl. 18:30

Motionless In White by Nikolaj Bransholm

Ugideligt, grotesk, industrielt, metalcore

Motionless In White er fandeme et band, som er svært at sælge for den hardcore metal-elite, men guderne skal vide, at jeg så sandelig har prøvet. Jeg synes deres musik har en masse, som i sin helhed faktisk er rigtig fedt. Der hvor filmen knækker, men hvor det hele også virkelig går op i en højere enhed, er deres gotiske og teatralske udtryk i form af en fandens masse makeup, sort tøj og hvad der ellers hører til… Tilsat lidt melodisk vokal, så folk virkelig skammer sig. Makeup, corpsepaint, masker osv. er alt sammen dagligdag i dette miljø, og om man så hører power, black eller thrash, så er image stort set altid en vigtig del af et bands udtryk og show. Så er det på plads. Det hjalp bare ikke bandet denne dag.

Bandet har fire albums bag sig, hvor der dog, forståeligt nok, blev lagt vægt på de seneste to. Bandet satte gang i teenage-festen med ”Rats”, som så men bragede godt derud af – der var skruet godt op for volumen og den tunge bas og trommerne lagde et godt fundament – men folk var rimeligt afventende og tilbageholdende. Bandet havde en god energi under de første fire numre, men tabte lidt vildskab, energi og lyst(?), lod det til. Selv ikke den fremragende ”Death March” kunne få gang i folk, og det smittede af på bandet, der totalt opgav og satte autopiloten til. Dog begyndte folk at vågne lidt op under ”Devils Night” – måske er det lige dén sang de kender? Det fik forsanger, kendt som Chris Motionless, til at brøle et halvhjertet: ”Open it up!”, med henblik på en moshpit, som blev fulgt til dørs af et mindst lige så halvhjertet forsøg på en moshpit, bestående af en håndfuld personer. Av. Nu skrev jeg teenage-festen, men det forhindrede ikke den største og mest muskuløse mand, jeg i mit liv har set, i at crowdsurfe. Ganske forbløffende og opløftende at se et menneske af den kaliber til en koncert som denne. Så lidt skete der dog blandt folk, men det var lige sent nok, da bandet indledte slutningen på deres set med sidste sang, ”Reincarnate”, som er undertegnedes personlige favorit. Udførslen af denne sang, var ganske enkelt også totalt håbløst, og et kedeligt punktum på en endnu mere kedelig koncert.

4/10

Anmeldt af .

Alter Bridge HELVITI, kl. 19:45

Alter Bridge by Nikolaj Bransholm

Tremonti i Metallica

"Hvis jeg måtte foretage en enkelt udskiftning inden for alle nuværende heavy-bands, så ville jeg fyre Kirk Hammett fra Metallica og erstatte ham med Mark Tremonti fra Alter Bridge." Sådan var ordene fra min sidemand, da vi diskuterede bandet op til fredag aftens koncert med hard rock/metal crossover-mestrene Alter Bridge. Jeg har altid ment, at Mark Tremonti er for god til Alter Bridge, men som stor Metallica-fan syntes jeg næsten det var blasfemisk at give Kirk Hammett en imaginær støvle i bagenden, selvom han i mange år har været lidt for glad for sin wah-pedal og knap så kreativ som for 30 år siden. Men tanken om udskiftningen var da interessant. 

Men nok om virtuelle lineup-præferencer, nu gjaldt det Alter Bridge. Et band der, udover knalddygtige Scott Phillips og Brian Marshall på hhv. trommer og bas, består af den ekstremt dygtige thrash-inspirerede guitarmester Mark Tremonti og den pæne dreng i klassen Myles Kennedy med den imponerende sangstemme og absurd brede register. De to sidstnævnte er på mange måder hinandens modsætninger, men det er netop i denne symbiose af forskellighed bandets styrke ligger. 

Og det tændte publikum fik også et veloplagt band, der med deres fængende blanding af dynamik, hårde riffs og catchy skønsang fremprovokerede intet mindre end 460 tilfælde af crowdsurfing. Og det på bare 75 minutter! Imponerende ny rekord af verdens bedste publikum. 

Man kan med rette klandre Alter Bridge og deres musik for at være en tand for ensformig, og derfor var længden af koncerten meget passende i forhold til deres seneste koncert på dansk grund, hvor det var en alt for lang aften i det københavnske Falkoner Center. Ligesom dengang var lyden også en anelse mudret, og er da også skyld i at en af de helt høje karakterer i dette tilfælde udebliver. Men det var stadig et uhyre veloplagt, velspillende og meget nærværende band, der havde den ret svære opgave at løfte publikum op i de højere luftlag igen efter en forrygende (og meget høj!) Airbourne-koncert tidligere på eftermiddagen. Men det lykkedes til UG. Især deres nyere numre fungerer rigtig godt og er mere langtidsholdbare end de gamle, der lider under den lidt for letkøbte Creed'ske sangskrivningsskabelon. Det hører heldigvis fortiden til, og fremtiden for Alter Bridge ser også spændende ud, hvis de fortsat kan variere i deres udtryk. 

Tremonti i Metallica? Tja, det er selvfølgelig kun fis og ballade at lege med den tanke, men efter denne koncert er undertegnede ikke helt så afvisende. Med den stil og de færdigheder manden besidder kunne det uden tvivl være interessant. Og, med al respekt for Alter Bridge og deres fremragende præstation, så er Mark Tremonti alt for god til en tilværelse i et lidt ensformigt hard rock-band. Og hey, hvis Axl Rose kan ende i AC/DC kan alt vel lade sig gøre?

8/10

Anmeldt af .

Candlemass PANDÆMONIUM, kl. 21:30

Candlemass by Nikolaj Bransholm

Episk Doom

”Episk” og ”legendarisk”. Dette er to ord som beskriver de svenske doom metal-herrer særdeles godt. De er sande mestre hvad angår klassisk doom og endnu engang skuffede de ikke. Der var dømt doom for alle pengene da de trådte ind på Pandæmonium fredag aften. Det er næsten ikke til at tro at bandets debutalbum udkom i det herrens år 1986 (samme år som undertegnede blev født). Når man har så mange år på bagen og så solide albums bag sig som disse fine mænd har, så er der altid en vis forventning, som man som publikum ønsker at få indfriet. Og gjorde de så det? Jeg kan kun svare ja, og konstatere at dette band har mange år foran sig endnu og at de vil få endnu flere til at lytte med på deres dystre doom.

7/10

Anmeldt af .

Five Finger Death Punch HELVITI, kl. 23:00

5FDP by Claus Ljørring

Substitutten blev skiftet ind i en halv tam affærer

Fredagens hovednavn på Helviti scenen var amerikanske 5FDP. Bandet gik på kl.23 foran en godt pakket hoved-scene. Grundet forsanger Ivan Moody’s misbrug, havde bandet været nødsaget til at finde en erstatning i Tommy Vext fra Bad Wolves. Manden var blevet hevet ind fra højre, så 5FDP kunne gøre deres turné færdig.

Om han så gjorde et godt stykke arbejde denne fredag aften, er der nok ligeså mange meninger om som der fans af 5FDP. Hr. Vext leverede en godkendt koncert og forsøgte på bedste vis at hive publikum med i en energisk performance. Resten af bandet virkede i den grad til at køre den hjem på rutinen.

Bandet havde en ganske fornuftig setliste med sig og gav os da også både ”Bad Company”, ”Under and Over It” og ”The Bleeding”. Men det var ligesom der manglede den sidste brik i puslespillet for koncerten nåede aldrig op og ringe. Den stod ligesom i stampe og man gik derfra uden at være imponeret. Samtidig leverede bandet dog, omstændighederne taget i betragtning, vel det, man kunne forvente af et band, der lige har sendt deres forsanger på rehab igen.

6/10

Anmeldt af .

Powerwolf HADES, kl. 00:45

Powerwolf by Claus Ljørring

Midnatsmesse endte i vild fest

Det var blot bandets tredje koncert på dansk jord, men Powerwolf havde solidt tag i de danske metalhoveder, der var blevet på pladsen efter Five Finger Death Punch afsluttede Helviti. De første par numre sikrede at stemningsskiftet fra amerikanerattitude til det tyske bands mørke og festlige varulvetema så småt faldt på plads, og herefter styrede forsanger Attila Dorn med sikker hånd det veloplagte publikum. Årets midnatsfest fik perfekte rammer, og det endte da også ud i permanente moshpits, en spontan wall of death og en nøgen crowdsurfer under nummeret ”Resurrection By Erection”.

De hvidhudede varulveprædikanter gav sig fuldt ud, og kunne ikke gøre for at lyden desværre var lidt fejlbalanceret. Leadinstrumenterne (keyboard og guitar) forsvandt til tider fuldstændigt i trommerne og den indspillede bas. Noget, der på ingen måde ødelagde den festlige stemning, men var en mangel, når man kender sangene. I løbet af showet blev der rettet lidt op på det, og Greywolf-brødrene fik smidt nogle tydeligere guitarsoloer af hen mod slutningen. Helhedsindtrykket blev altså reddet på trods af den til tider svage guitarlyd, og koncerten afsluttede fredagens program med en kæmpe power-fest.

8/10

Anmeldt af .

Batushka PANDÆMONIUM, kl. 01:15

Batushka by Nikolaj Bransholm

Dystert ensemble manglede pondus

Batushka er et af de bands man lærer at kende gennem venner med obskur smag i musik. Lidt som i de glade 90’ere, hvor udbredelsen af black mest bestod i at sende kassettebånd frem og tilbage med posten. Der er ingen, der ved hvem medlemmerne af bandet er og deres musik er ikke blot inspireret af, men låner også kraftigt fra den russisk-ortodokse gren af kristendommen. Derfor er bandets image ganske teatralsk, ikke ulig Ghost, der dog har stjålet med arme og ben fra den mere velkendte katolske kirke. Men der ophører al lighed såmænd også.

Hvordan siger man ”bøh” på polsk?
For hvor Ghost er drevne entertainere, der ikke blot benytter sig af visuelle virkemidler, men også interagerer med sit publikum, er polske Batushka langt mere indesluttede. Om det er for at forstærke effekten af deres ellers medrivende black metal, at de på intet tidspunkt henvendte sig til menigheden / publikum, skal jeg ikke kunne sige, men jeg havde sat pris på et dav, før vi fik ørerne i maskinen. Jeg kan godt lide at blive mindet om at det er rigtige mennesker deroppe - men jeg vil ikke anfægte, at de havde smøget ærmerne op for at give os en rundtur i noget, der bedst kan beskrives som autentisk ortodoks black metal.

Der blev spillet på samtlige tangenter, komplet med den infame klokke, der er standardudstyr i den afart af kristendommen og en sprød messende røst – som dog ikke var helt så skarp, som man kunne have ønsket. Faktisk var højdepunktet det, for mig, øjeblikkelige hit ”Yektenia I” og det opvejede, til dels, den flade stemning, der overordnet herskede blandt publikum, som, med få undtagelser, så lige så trætte ud, som en flok modvillige kirkegængere en råkold søndag morgen. Kære bookere i det danske land; få dem endelig tilbage, for jeg er sikker på, at deres kombination af overdreven idoldyrkelse og velspillet black metal, vil gøre sig uendeligt meget bedre indendørs.

7/10

Anmeldt af .

LØRDAG:

  1. Ghost Iris
  2. Baest
  3. HateSphere
  4. Lost Society
  5. Huldre
  6. Europe
  7. Overkill
  8. Rob Zombie
  9. Opeth
  10. Slayer
  11. The Black Dahlia Murder

Ghost Iris HADES, kl. 13:15

Ghost Iris spillede en fornem koncert i regnen

Det danske spøgelse
Danske Ghost Iris, der spiller progressiv metalcore og Djent gæstede lørdag Hades. Ghost Iris var starten på en lille håndfuld gode danske koncerter, i regnen, men med glade festivaldeltagere, som havde en fest. Denne fest var Ghost Iris med til at skyde i gang - et mindre kendt band i Danmark, der dog har høstet en del succes i udlandet.

Regn og moshpit
Trods regnen var der alligevel en mindre skare mødt op til dagens første koncert på Hades, hvor Ghost Iris absolut ikke skuffede de fremmødte fans. Der blev sågar plads til moshpit i mudderet, trods klokken kun var lidt over middag. Dette skyldes især den gode energi fra bandet, der også viste stor taknemmelighed for publikums fremmøde. Ghost Iris kan spille på deres instrumenter, og forsanger Jesper formåede at vise flere flotte aspekter af sin vokal, samt at charmere publikummet. Især “Save Yourself” fra det nyeste album Blind World fik publikummet til at holde en fest. Ikke mindst på grund af Slipknot maskerede scenefolk, der, undervejs i hitnummeret, løb rundt på scenen og smed trøjer og ballonlignende ting ud til publikummet. Ligeledes blev scenen også gæstet af en kvindelig sanger, der var med til at skabe en god dynamik i showet.

God performance
Ghost Iris spillede en teknisk flot koncert, der formåede at få publikummet med. En lidt senere tid på programmet ville helt sikkert have skabt glæde for flere mennesker, da både regnen og tidspunktet gjorde, at det kun var en hardcore skare, som var mødt op. Dette skal dog ikke tage den gode performance og den velspillede musik fra Ghost Iris, der helt sikkert er endnu et af de bands, der lover godt for dansk metals fremtid. 

8/10

Anmeldt af .

Baest PANDÆMONIUM, kl. 14:00

Baest by Nikolaj Bransholm

Det gik helt i ged!

Baest har for længst bevist deres værd, da de har turneret landet rundt det forgangene år. De mange timer i øvelokalet og en masse koncerter har gjort at de har fået opbygget en vis rutine og indøvede moves, om man vil. At de har bevist, hvad de er i stand til er en ting, men man kan om noget kalde denne koncert for den ultimative prøvelse, og en kulmination af det hårde arbejde og den massive hype, der omkredser bandet. Det var i sagens natur også første gang Baest skulle spille på en festival, hvis man modregner deres debutkoncert på Royal Metal Fest, som naturligvis ikke kan stilles til sammenligning med en stor udendørs festival som Copenhell. 

En stor festival medfører ny, stor og makaber produktion - i dette tilfælde i farven hvid (det nye sort?). 

Til introen ”Djævel”, hamrede de tunge kirkeklokker til lemfældig omgang med Gud, Djævel og bestialske sagn, nådesløst sat i parentes med den lille kirke på Djursland - Maria Magdalene. Baest var kommet for at inkassere halshvirvler og tabte kæber, for kæberne røg til jorden med et brag, da himlen åbnede sig og "Goat" satte dødsmessen i gang. 

Det gik vel at mærke helt i ged, men på den helt rigtige måde, også selvom de tro gedekranie-maskotter, var blevet målt og vejet, og fundet for små til den nye store produktion. Som skrevet før, så har det forholdsvis nye band fået adskillige koncerter under vesten, og med det begrænsede bagkatalog, bestående af en demo og en velanmeldt EP, så burde den efterhånden sidde lige i skabet, og det gjorde denne koncert også.

Det er helt naturligt, at nervøsiteten rammer, når man står foran så mange mennesker, og det skete også for Baest. Det kom til udtryk i nogle lidt forhastede igangsætninger af sangene og et par enkelte misforståelser, som ikke har taget noget som helst af selve oplevelsen. At vejret var pisseelendigt, kan ikke klandres nogen som helst, men det satte lidt en dæmper på den planlagte fest, og folk havde lidt svært ved at samle deres fødder op og danse med djævlene. Det kan godt være folk havde svært ved at komme ud af starthullerne, men Baest, stoppede ikke for nogen eller noget, hverken vejr, Gud, Satan eller vulgær blasfemi. Dog kunne jeg spore en hvis ærgrelse over det manglende engagement fra publikum når det kom til bevægelse, for støtten var ellers enorm. Folk var der og der blev trofast kastet horn i vejret, og råbt mod det aarhusianske band. Vi blev også forkælet med et spritnyt nummer ved navn ”Atra Mors”, som fik sin livedebut under Copenhell. Det var et knusende nummer, som indeholdte en god portion af det vi kender, men også med nye og spændende elementer. Jeg kan kun sige, at de virkelig har fundet sig selv, men også har formået at tage skridtet videre. Nuvel, glæd jer til at høre dét nummer!

Copenhell elskede Baest, som Jørgen Leth elsker is!
Vi var nu nået ind i den afsluttende fase; her gav elementerne op, og solen brød frem fra den tæt lukkede himmel. ”Marie (Magdalene)” fra EP'en af samme titel, afsluttede det fremragende set, og hvilken afslutning. Det hele kulminerede i en formidabel og enorm wall-of-death, som de efterhånden har taget til sig som en fast tradition. Det satte et fantastisk punktum for en eminent koncert. Deres lemfældige omgang med bibelske karikaturer og groteske tekster gik rendt ind hos det talstærke publikum.

Der er stadig plads til lidt finpudsninger, men med det de præsterer, og med det, som de viste på Copenhell, -blandt andet det nye nummer - så hold jer til, for nu bliver Danmark snart for småt til det unge band. Copenhell elskede Baest, som Jørgen Leth elsker is!

8/10

Anmeldt af .

HateSphere HELVITI, kl. 16:00

Energisk koncert fra det eneste danske hovedscenenavn

Hårdt, men veloplagt fra start
Det var med store smil på læberne at medlemmerne af klassiske Hatesphere’s seneste lineup indtog Helviti-scenen som dagens første hovedscene-band lørdag eftermiddag. Lige fra åbningen med ”New Hell” var energien og spilleglæden tydelig, og publikum var hurtigt med på festen. Bandet spillede da også en lang række gamle klassikere, der manede en ungdommelig vildskab frem i de erfarne Hatesphere-fans, der var mødt talstærkt op til lejligheden. De første numre efterlod ingen tvivl om, at den bundsolide kombination af ekstremmetaller kunne udfylde den store scene, og selv førstegangslytterne trodsede regnen og headbangede med lige fra skillehegnet til bakketoppen.

Mere tonsende trash og en akavet gæst
Tempoet fortsatte under hele koncerten afbrudt af nogle enkelte breakdowns her og der. Der blev især kælet for fans af det gamle Hatesphere, og dem, der kunne synge med på det hele fortsatte festen foran scenen. Det trak dog lidt ud i løbet af showet, og efter første halvlegs mange højtemposange kunne lidt flere eksperimenter med sangvalget måske for alvor have grebet de nye lyttere. På trods af den i længden lidt ensformige sætliste og den uheldige lydløse gæsteoptræden på nummeret ”Forever War” fik Hatesphere sparket godt og grundig gang i Helviti-scenen og fik eftermiddagens triste vejr vendt til den tungeste dødsthrash-kulisse.

7/10

Anmeldt af .

Lost Society PANDÆMONIUM, kl. 17:15

Lost Society by Claus Ljørring

Sprudlende ungt thrash med sjæl fra 80’erne

Fra første sekund bragede unge, finske Lost Society afsted på Pandæmonium-scenen med stor energiudladning. Med et godt greb i publikum og velspillende gjorde Lost Society denne koncert til en af rigtig gode oplevelser på årets Copenhell.

Normalt tænker man ikke så meget på genren thrash, når man nævner finsk metal, men Lost Society kan så sandelig deres kram. Med stærk inspiration i Bay-Area thrash metallen som Overkill, Megadeath og Testament, viste de, at de så sandelig har sin plads i denne genre. Fede soloer og riffs, der satte godt gang i moshpitten, fornuftig lyd samt en ganske habil vokalpræstation gjorde at hele denne koncert var fantastisk god underholdning.

Under koncerten var der enkelte lydproblemer, men det var på ingen måde noget problem for selve koncerten. Niveauet var meget højt under dette show. 

En absolut mindeværdig oplevelse på dette års Copenhell og der er ingen tvivl om, at de skal opleves igen, når de igen betræder den danske jord.

8/10

Anmeldt af .

Huldre HADES, kl. 17:30

Hashrygende middelalderlige gøglertosser...

...var den beskrivelse jeg fik, da jeg spurgte en tilfældig tilskuer om, hvad jeg kunne forvente af Huldre. Med en scene dækket af træer, grene, kranier og andet godt fra skoven, var der lagt op til at publikum skulle trækkes med ind i Hadesskoven og aldrig se solen igen.

Med sange hevet ud af den Nordiske Mytologi dansede den energiske Nanna Barslev rundt på scenen, mens hendes stemme kastede sig rundt i det ene musiske register efter det andet. Rundt omkring på scenen gemte der sig i skoven en flok musikere, der tog den typiske metal-lyd, blandede den med en dansesmølf, der havde en violin tæt knyttet til halsen, mens der stod en fyr og drejede på et underligt instrument.

Gennem hele koncerten, som efterhånden havde samlet flere skjalde end til Hatesphere på den store scene lige ved siden af, blev vi ført gennem flere fantastiske fortællinger efter den anden. Et teknisk uheld blev belønnet med slik til publikum, og selv ikke en vildfaren gren kunne få Jacob Lund på trommer til at opgive sit ævred og han blev ved med at hamre derudad.

På trods af det enkelte tekniske kiks og lidt for meget forklaring af enkelte sange, hvor de bare skulle have spillet selve sangen, var jeg helt klart imponeret. Stemningen fra publikum var så fantastisk, at det efter koncerten buldrede frem mod scenen med ”HULDRE, HULDRE, HULDRE” så man kunne se Huldre selv var imponeret. Folkefesten var en realitet og magien var fastholdt. Der var en fest i skoven på den yderste ø.

 

8/10

Anmeldt af .

Europe HELVITI, kl. 18:45

Europe by Claus Ljørring

Afsindig kedeligt

Op til dette års Copenhell havde undertegnede en oprigtig tro på, at legendariske Europe sagtens kunne gå hen og blive festivallens helt store overraskelse. Førhen har navne som Alice Cooper og især Twisted Sister - bands der med al respekt har haft deres storhedstid bag sig i en del år - leveret fantastiske koncerter på Refshaleøen. I år var Europe et af de ældre navne, som skulle forsøge at gøre de ovenstående mastodonter kunsten efter og gøre svenskerrock fedt igen. Men nøj, hvor blev vi snydt.

Frontmand Joey Tempest virkede fra starten af den 60 minutter lange koncert opsat på at give de fremmødte en god oplevelse. Hvor mange der udelukkende var kommet for at se giraffen og høre megahittet “The Final Countdown” skal jeg ikke kunne sige, men mens de ventede, var det kun Tempest, der var tilnærmelsesvis værd at se og høre på. Manden synger stadig aldeles heftigt, og med samtlige billige tricks fra den store “Rockshows for Dummies - singer’s edition” prøvede han alt hvad han kunne. Mikrofonstativet blev slynget rundt i luften ligeså mange gange som han forsøgte at få publikum til at råbe "Woooowwooooow, come on, wooooooowwww" og alt det der ligner, men lige lidt hjalp det. En del af publikummet udvandrede efter et kvarters tid, og det skulle vise sig at være en god beslutning. Det er ikke hvert år man oplever direkte søvndyssende koncerter på Copenhell, men når bandet selv står og snorker, var det ikke overraskende at publikum også gjorde det. Bandet var uden sammenligning det mest uoplagte, jeg nogensinde har oplevet på det gamle værft, og de spillede uden skyggen af gnist eller engagement. Det var ikke bare slapt - det var direkte uforskammet! 

Efter 55 minutters kedsomhed, deriblandt et pinligt ringe forsøg på at spille deres andet hit (ja, de har faktisk skrevet mere end ét) “Rock The Night” kom det, vi allesammen ventede på. Næsten da… For det ikoniske keyboard, der udgør hele fundamentet for det nummer, der burde være den svenske nationalsang, var et backtrack, der blev mimet til. Tillad mig at sætte prik over i’et i ordet “falliterklæring!”

Med det ene nummer var der sikkert en del der fik, hvad de kom efter. Men det trækker ikke ret meget op på helhedsindtrykket af et fuldkommen ugideligt, uengageret og hamrende kedeligt Europe. Det er næsten for nemt at skrive, at dette i sandhed var bandets “final countdown”, men de bør ærligt talt lukke ned nu og sige tak for alle de gode år. “We’re leaving together” synges der. Niks Joey, tag I bare afsted, men det bliver uden mig!

3/10

Anmeldt af .

Overkill HADES, kl. 20:15

Overkill trykkede speederen i bund

Amerikanske Overkill er nogle ganske erfarne herrer med næsten 40 års erfaring i bagagen og de ved lige hvordan man starter en thrash metal-fest. Det brugte de lidt over en times tid på at bevise for det fremmødte publikum, som fik en gang high speed, kick ass thrash-metal lige i fjæset.

Bandet spillede forrygende og med masser af overskud. Især deres guitarriffs var uovertrufne og gav grobund for flere nakkeskader blandt publikum. Med en setliste, der talte flere af bandet hits, gav Overkill os alt det, man kunne have håbet på. Især nummeret ”Rotten to the Core” sad lige i skabet.

Forsanger Bobby "Blitz" Ellsworth’s vokal var perfekt indstillet og som jeg hørte flere sige blandt publikum så lød den flere gange som Udo Dirksneider på speed.

Overkill lagde i den grad Hades scenen ned denne lørdag aften og havde de stået på Helviti i stedet for, med lidt mere tid, så havde de nok også fået topkarakter for deres koncert.

8/10

Anmeldt af .

Rob Zombie HELVITI, kl. 21:30

Rob Zombie kom, så og sejrede

Pastor Zombie
Rigtig mange amerikanske forældre og foreninger har i mange år udtrykt deres bekymring ved Marilyn Mansons indflydelse på deres uskyldige små lam, men mens han har gjort sit for at fastholde det puritanske segments opmærksomhed, har en helt anden fordækt type lokket med festligt fordærv. Robert Bartleh Cummings, aka Rob Zombie, er lige dele troldmand, bøhmand og tovholder på et umådeligt gakket og tungt som bare fanden freakshow.  Han splittede Copenhell ad, med hvad jeg ikke tøver ét sekund med at kalde årets koncert.

Dansabelt dødsdisko
Allerede inden manden indfandt sig på scenen, var der ikke nogen tvivl om at den bindegale multikunstner, der af en ven blev kaldt for en satanisk Jacob Holdt, var på vej. Kæmpestore plancher prydet af alle de gamle filmmonstre, afslørede at inspirationen til Cirkus Zombie, ikke kun er hentet i musikkens verden. Og som alle ofrene for disse misforståede uhyrer var publikum på Copenhell komplet forsvarsløse. Ikke blot var lyden mageløs, men hele koncerten bar præg af en form for showmanship, man ikke er kommet sovende til. Samtlige medlemmer på scenen spillede deres rolle til perfektion, fra den nonchalante spillestil trommeslager Ginger Fish lagde for dagen, til Zombie selv, der ikke stod stille ret længe ad gangen. Lagt oven i den knivskarpe optræden var en set-liste, der fik mig til at skrige højere end en hal fuld af slagtesvin. Jeg er nemlig gammel nok til at huske Astrocreep 2000 og en medrivende udgave af ”More Human Than Human” fandt vej ind i mine ører – sammen med en skøn blanding af Ramones, Alice Cooper og.. James Brown.  Et nummer som ”Get Your Boots On” fik hele pladsen til at gynge og hans anekdoter ledte smukt op til hvert enkelt nummer – selvom den med at knalde i en ufo dog bliver svær at gengive. Jeg tilgiver ham for at forfalde til billige tricks, såsom at iføre sig en Dannebrogstrøje hen i mod slutningen, for selvom det var sidste stop på touren, fik vi hele pakken, og jeg kan kun sige én ting til det her: Tak for denne gang, kom snart igen og Zombie for President.

10/10

Anmeldt af .

Opeth HADES, kl. 22:45

Festen startede lige så pludseligt, som den sluttede

En stemme fra hinsidan
Efter Rob Zombies orgie af pudsige anekdoter, rå energi og generelle bombardement af sanserne, var det en helt anderledes oplevelse  atter at befinde sig i selskab med et band der, om nogen, har formået at skifte stil uden slinger i valsen. På vanlig underspillet facon henvendte den notoriske sociofob (bedre kendt som Mikael Åkerfeldt) sig til publikum på sit melodiske modersmål og det er ikke løgn, når jeg siger at han kunne recitere opskrifter og få samme tilbedende respons fra sine fans, som han fik, denne sidste aften på Copenhell. At han så tilmed virkede benovet over at være blevet klemt inde mellem Rob Zombie og Slayer, stod i skærende kontrast, til det storladne og episke univers, der efterhånden er Opeths bagkatalog.

Tiden flyver, når man er i godt selskab
Det er immervæk en lidt spøjs kombination, de tre bands på stribe. Eftersom Opeth havde rullet det helt store arsenal ud, undgik de at dog at føles som et pauseband mellem to støjende koncerter. Efter at have åbnet med den nørklede ”Sorceress”, der med det samme krævede publikums opmærksomhed, gik det slag i slag og selve dødsstødet blev leveret med hvad frontmanden selv betegnede som ”episk” – noget intet velfungerende menneske med ører, vil kunne anfægte. Den mægtige ”Deliverance” fra albummet af samme navn, sad lige i øjet og endnu en gang kunne jeg notere mig, at lyden var med os alle. Der var en smule udfald i starten af koncerten, men det er så bagatelagtigt, når man holder det op i mod hvor dygtige musikere vi oplevede. Alle soloer blev leveret til perfektion, Åkerfeldt sang ligeså godt som han gør hjemme i min stue og det eneste kritikpunkt jeg sådan set har er, at koncerten var alt, alt for kort. Jeg havde forberedt mig på en længere session og da de pludselig gik af scenen, ja, så gik der sgu alligevel længere tid end jeg vil indrømme, før jeg fattede, at det var slut. Alt for tidligt. Kom snart igen drenge og denne gang, bliv lidt længere.

8/10

Anmeldt af .

Slayer HELVITI, kl. 00:15

SPIL DEN MED SLAYER!!

Der var nok en del af det faste inventar til Refshaleøens store årlige Skt. Hans-fest, der syntes det var en smule fesent at Slayer ikke bare var hovednavn i år, men at det også var dem, der skulle lukke og slukke på den store Helviti-scene. Spørgsmålet om hvorvidt Bay Area-drengene stadig har deres relevans allerforrest i heavy-bussen er dukket op mange gange siden Jeff Hannemans død. Men er der noget Slayer kan, så er det at rejse sig og bevise deres styrke, når det kræves. Og det gjorde de i dén grad lørdag på Helviti.

Egentlig er det mystisk, at vi overhovedet kunne så tvivl om Slayers evner til at være årets hovednavn. Deres seneste tre koncerter i Danmark - der vel at mærke alle var “det nye” Slayer med Gary Holt og Paul Bostaph - var fremragende præstationer. Jeg taler selvfølgelig om den sublime opvarming for Metallica i Horsens, deres magtdemonstration sammen med Anthrax i Helsingør og endelig deres koncert på Roskilde Festivalens Arena-scene sidste sommer. Nu er det tid til at mane alle former for Slayer-tvivl i jorden, for mine damer og herrer: de gjorde det sgu for fjerde gang i streg!

Med deres, overraskende gode, Repentless-album i ryggen lagde de ud med titelnummeret fra nævnte plade, og de så sig derefter ikke tilbage. Nok er frontmand Tom Araya ikke den samme sprælske spirrevip han engang var, og stemmen er da heller ikke den samme længere, men selv i sit nuværende stive og tunge format er der ingen tvivl om hvis hånd vi alle er i, når der bydes op til dans. Bakket op af tre hårdtslående væbnere styrede Araya alle de mange fremmødte gennem en formidabel aften, hvor det ene store nummer afløste det andet. Vi fik “War Ensemble”, “South of Heaven”, “Dead Skin Mask” og selvfølgelig også “Raining Blood” og “Angel of Death”. I vanlig stil var der ikke meget snak mellem numrene, men det var heller ikke nødvendigt. Slayers musik taler for sig selv. Jeg skal love for, deres alder taget i betragtning, at de stadig kan spille hamrende tight og effektfuldt. Det er ganske enkelt imponerende!

Jeg savnede ikke noget på denne skønne aften, og jeg kan faktisk ikke forestille mig noget andet band, end lige præcis Slayer, til at sætte punktum for endnu en dejlig festival. Som min kammerat sagde til mig halvvejs gennem koncerten: “Folk har råbt og skreget om en Metallica-booking de sidste mange år, men hvad fanden skal vi med dem, når vi kan få Slayer…?” Jeg kan kun erklære mig fuldstændig enig. Det var en super koncert. Kom endelig tilbage en anden gang.

9/10

Anmeldt af .

The Black Dahlia Murder PANDÆMONIUM, kl. 01:45

Med øjnene rettet andetsteds 

Dette er et band, jeg ikke selv kender særlig godt, men til gengæld havde jeg hørt en del positivt omkring disse amerikanske dødsmetal-herrer. Så det var med åbne øjne og ører jeg gik ind til dette års sidste koncert. Jeg ved ikke, hvad jeg havde af forventninger, men desværre følte jeg ikke de blev indfriet.

Der stod en række nydelige herrer og prøvede på bedste vis at få det hele til at spille, men det prellede af på mig. Måske jeg havde forventet mere growl eller hårde trommer, jeg ved det ikke. Bandet leverede dog en ok koncert, men må desværre sande at jeg flere gange i løbet af koncerten havde tankerne ovre ved Hades, hvor jeg viste et andet band ligeledes var ved at lukke festivalen ned.

5/10

Anmeldt af .

Tilføj kommentar