Begyndelsen på nostalgien.
At komme ind på Aalborgs Platform 4 var et regulært ”blast from the past”, og så har jeg endda aldrig været der før. Men stemningen, lugten og personerne derinde fik en til at tænke på de gamle klubdage i fordums tid, hvor man mødtes med en masse lokale folk for at se det nyeste thrashy band. Og vi nød det, gjorde vi! Sådan er stemningen omkring den nye metalcafe i Aalborg, og det virker til at blive et rigtig fornuftigt projekt. Hygge og metalkoncerter - så kan man da ikke forlange mere af en pavillion-bygning, som ligger i et ombygget tivoli. Dette var den første koncert, der skulle løbe af stablen med både lokale og lettere udenbys bands.
SVRL
Første band på scenen er Aalborg-bandet SVRL (Se-Ve-Rel). Det er en kvartet, som spiller teknisk metal, tænk Meshuggah. Da de 4 herrer går på scenen, er det med stor koncentration i øjnene. Dette kan skyldes både det tekniske niveau i sangene, de spiller, kombineret med at, de stadig er meget nye på den danske scene. Dette lader sig også skinne en smule igennem i deres act, for der er nogle lysegrønne begynderfejl hist og her. Deres attitude kommer dog hurtigt frem og efter et par numre, udstråler de en fed energi, som var de veteraner. Det er dog ærgeligt, der skulle gå et par numre, når de kun spiller en halv time. Selvom publikum står relativt stille omkring i salen med undtagelse af forreste række, så var det tydeligt, at folk var opmærksomme og fulgte med. Det havde dog været fedt at se dem med bedre lyd og måske et publikum, der var mere klar på den tekniske genre. Det er dog et band, jeg vil følge med i, for der kan nemt komme noget rigtig stort fra dem.
Caro
Næste levende billede på scenen er Frederikshavn-bandet Caro. Denne unge kvintet af død og ødelæggelse er fuldstændig vanvittige at se på scenen. Den eneste måde at beskrive deres energi på er, at de må leve udenlukkende af højkoffeinkaffe, sødet op med Redbull eller det, der er værre! Selvom man propper 5 mand op på en forholdsvis smal scene, så var der enormt overskud og stor kontakt med publikum. Her skal især forsanger Michael Ollson og bassist Jacob Wammen have thumps up for deres crowd walks og fantasiflitsbuer var helt som det skulle være. Småting og igen en spøjs lyd var kun et lille minus på et ellers utrolig velgennemført set. Caro viste, hvordan man blander hurtige blastriffs med melodiske næsten sing along-sekvenser og gør det til et kompletlydinferno! Dette var aftenens bedste band.
Impalers
Aftenens sidste band var midtjyske Impalers, og her var der heller ingen energimangel at spore! De 4 gæve gutter gav en solid omgang thrash, og det er tydeligt at høre, de har en inspirationskilde i det tidlige Metallica. Selve stemningen i rummet, kombineret med en kækhed og rå sceneoptræden kan få en til at tænke, om man pludselig var rejst tilbage i tiden til midt-firserne og så Metallica i deres spæde start. Efter et par numre havde jeg egentlig afskrevet dem som værende lidt for ensformige i deres sangskrivning og sangstruktur, men så begyndte deres individualitet at træde frem, og så kunne man jo ikke ønske mere.
Igen skulle der dog desværre gå et par numre, før man var helt solgt på ideen. Det var jeg så i allerhøjeste grad til sidst!