En prik på radaren

Til trods for at jeg har både anmeldt og set dem live før, er Sunken sådan et band, der altid flyver under min radar, når folk snakker om danske black metal-bands. Egentlig havde jeg heller ingen planer om at anmelde Lykke, men da den dukkede op i vores indbakke, var jeg alligevel for nysgerrig. Et enkelt lille lyt kunne vel næppe ændre min holdning – eller …? Det kunne det så godt, for det, jeg hørte, var godt. Rigtig godt. Og slog fast, at det med at flyve under min radar er slut. For Sunken er nu afgjort klar til at komme op at lege med de store drenge indenfor dansk black metal. 

PDSBM

Sunken har altid virket som et band, der ikke helt kunne finde fodfæste. Måske det skyldtes de mange medlemsudskiftninger, måske det skyldtes kunstneriske uenigheder eller noget helt tredje. På Livslede var det, som om de forsøgte at inkorporere diverse elementer fra både post-blacken og blackgazen, samtidig med at lyrikken nu var på dansk. Det var et fint forsøg, der dog matchede, hvad mange andre blackbands gjorde på det tidspunkt; ergo fremstod det ikke mere unikt end som så. På Lykke har bandet dog formået at skabe et markant mere koncist og gennemarbejdet værk. Der trækkes røde tråde til alt de har lavet før, men resultatet er bare så meget mere helstøbt – og derfor det mest solide værk, gruppen endnu har præsteret.

Ydermere har de valgt at kanalisere en nærmest DSBM-orienteret lyd, dog krydret med blackgazens karakteristiske katarsis, og hvor Sunken før har lydt som så mange andre, så lyder de nu som noget helt for sig. Jovist, der er da diverse elementer, der minder om alt fra Deafheaven og Numenorean til bands som Gaerea og Winterfylleth, men summen er noget, jeg ikke før er stødt på. Og vigtigst af alt så virker det – for pokker, hvor det virker! Alliancen med Max Uldahl fra Lamentari er også godt tænkt, for de Ramin Djawadi-klingende strygere, som han har tilføjet, er med til at give musikken et mere organisk og sågar æterisk udtryk.  

At de har fået Joachim Højer (Glemsel) med på trommer, har virkeligt løftet den musikalske bund, og Martin Skyum Thomasens forpinte klagesang har aldrig lydt så lidende og autentisk – følelserne er virkeligt helt uden på tøjet, og ligeså er hans hjerte, der virkeligt bliver krænget ud.

At Sunken så heller aldrig har lydt så godt, som de gør nu – både i forhold til produktionen og mikset, men i særdeleshed i forhold til sangskrivningen – hjælper bestemt også, selvom de sidste to numre bliver lidt for lange i spyttet.

Og de levede lykkeligt …

Lykke er dog et værk, der kræver, at man har 47 minutter, for numrene flyder så meget ind og ud af hinanden, at det virkeligt er en skam at stoppe op eller – gud forbyde det – springe numre over. Det er især tydeligt i overgangen fra “Din røst malede farver i luften” til “Og det er lykke”– to numre, som virkeligt burde have været ét, også selvom det så havde varet tæt på en halv time. Men måske en endnu bedre løsning havde været at begå en Bell Witch og bare klaske samtlige fire numre sammen til én sonisk mastodont på lidt over tre kvarter – post-DSBM er jo alligevel ikke just en genre, der egner sig til det moderne singleformat.
Lykke er afgjort det bedste udspil fra Sunken til dato, og det vil nok for fremtiden blive det værk, som alt andet, de laver, bliver målt op imod – med god grund, for et album som dette, ja, det er lykke.