Sunken

Kan black metal være flot?

Svaret til ovenstående er et stort og rungende ja – i hvert fald hvis du spørger Sunken. Efter en lille introduktion fra konferencier René Pedersen (Mercenary) trådte de unge knægte frem på scenen og lod deres atmosfæriske mørkemetal sive ud over salen. Den halvstore scene var badet i et koldt blåt lys, og de cirka 40 (!) fremmødte publikummer ventede spændt. Bandets stemningsfulde intro tryllebandt hurtigt forreste række, og med ét eksploderede salen: Guitarerne slog over i hidsige rytmer, frontmand Martin gjorde sin entré, og den raspende vokal lagde sig solidt i mikset. 

Det før så smukke lydbillede var nu komplet kaos – men ikke uden sans for detaljen. Sunken har håndværket i orden, og gennem hele koncerten sørgede de for, at de hektiske passager blev modstillet af flotte, melankolske og yderst klangfulde stykker. Bandet arbejder således med kontraster, og det er netop dér, styrken ligger – faktisk ville jeg ønske, at Sunken havde givet endnu mere plads til de atmosfæriske passager. Nuvel. Bandet leverede en flot indsats uden de store overraskelser, og publikum – der nu havde rundet omkring 100 – var klar til næste band: ukrainske IGNEA.

7/10

IGNEA

Lille kvinde, stor lyd

IGNEA gav aftenens mest alternative bud på, hvad metal egentlig kan være. På en bund af solid guitar og højstemt keyboard både sang og growlede den lille kvinde i front – alt imens orientalske toner gjaldede ud gennem højtalerne. Umiddelbart lyder det som en spøjs sammensætning, men for IGNEA fungerer det rigtig godt – endelig en nyfortolkning af den melodiske metal. Det krævede dog et par numre, før publikum så fidusen. Foran scenen var der aldeles tomt, og først efter den populære ”Alexandria” skete der noget. Folk tog nu et skridt tættere mod scenen, og hænderne blev langsomt hævet. 

Trods den lunkne start spillede IGNEA med professionel attitude, og særligt Dmitriy Vinnichenkos hårde guitarriffs fortjener ekstra ros. Solidt arbejde. Bandet formåede – i sidste halvdel af sættet – at få publikum med, og samtidig var det tydeligt, at de havde en fest på scenen. Ukrainerne smådrillede hinanden, og til sidst blev keyboardet vendt på højkant og holdt ud over scenekanten, som var det en guitar, der skulle flænses itu. IGNEA tog dermed revanche for den sløve start og endte med at overraske ganske positivt.

7/10

Ferocity

Hjemmebanesejr og fuld smadder

Efter en lille pause blev det tid til noget af det tungeste, Aalborg kan levere: Jeg taler selvfølgelig om veteranerne Ferocity. Som sædvanligt startede showet med en båndet intro fuld af slimede monsterlyde, og kort efter vandrede bandet på scenen. Fra første sekund var stemningen anspændt – på den helt rigtige måde – og frontmand Kaspers aggression matchede på perfekt vis hans Suffocation-trøje.

Dette er på alle måder no bullshit. Hos Ferocity gøres der ikke brug af alverdens tingeltangel og billige tricks: Det er ægte dødsmetal båret af velspillede instrumenter og en vokal, der kan knuse selv de tykkeste kranier. Selvom bassen var ekstremt høj i mikset, var det vokalen, der dominerede kvintettens udtryk, og Kasper Wendelboe styrede nonchalant publikum med simple håndbevægelser. Her er en mand, der har publikum i sin hule hånd. Bandet havde tydeligvis en lille fanbase i salen, og under sidste nummer ”The Sovereign” hoppede Wendelboe ned på gulvet og lod publikum brøle i mikrofonen. Selvsikker og absolut godkendt optræden fra de garvede dødssvende.

8/10

Nordjevel

Alle tricks tæller

Har du brug for et mareridt, er Nordjevel leveringsdygtig. De fire venner, der går under navnene Doedsadmiral, DzeptiCunt, Destructhor og Dominator – ja, den er god nok – er en såkaldt supergruppe med fortid i bl.a. Dark Funeral og Morbid Angel, og du ved således på forhånd, at du ikke kommer til at sove i nat!

Klokken lidt i 23 blev lyset dæmpet til et mørkt rødligt skær, og de obligatoriske omvendte kors samt diverse pentagrammer blev slæbt ind på scenen. Dekorationen var ganske professionel og skabte fra start den okkulte stemning, der passer til en Nordjevel-koncert. Et par minutter over deadline startede bandets messende intro, og nordmændene trådte langsomt ind på scenen. De 20 centimeter lange pigge på arme og ben, de sort/hvid-malede ansigter, asymmetriske og spidse instrumenter – alt var lige efter black metallens regler. Frontmand Doedsadmiral havde sågar ingen pupiller!

Den aggressive musik havde fra start et god tag i publikum, og håret blev rystet heftigt på de to forreste rækker. Bandet spillede black metal uden de store udsving eller overraskelser, men særligt trommeslager Dominator var en fryd at lytte til. Sommetider blev en mikrofon ved trommesættet slået til jorden, men generelt spillede han fantastisk og skabte en rigtig fin bund i Nordjevels hidsige lyd. Bandet havde overskud til at være ret teatralske, og flere gange under showet hældte Doedsadmiral blod fra en gral ned over sit ansigt. Provokerende? Ja, for dælen.

Selvom Nordjevel satte gang i festen, blev hele seancen en anelse træg, da de valgte at gå tyve minutter over tid! I løbet af nordmændenes sidste halve time udvandrede en stor del af publikum, og til sidst var der pinligt tomt i salen. Her kunne Nordjevel med fordel have skippet en sang eller to. Nuvel. Kvartetten leverede en ganske solid koncert, og jeg vil anbefale, at du tjekker kætterne ud, når de gæster Royal Metal Fest 2019 i april.

7/10