Stille fraktur i København
Silent Fracture er et København-baseret melodisk metalband. Stilmæssigt minder de en del om bands som Demotional og Renegade Five. En kort debut-ep er det blevet til denne gang.
Måske ikke helt så stille igen
”At Most Fear” er åbningsnummeret, og ved første ørenlyd er der tryk på, fede guitarriffs og en rigtig god produktion bag. Den lidt ensformige lyd fra vokalist Tim Nederveen bliver afbrudt af en kærkommen skønsang, som passer rigtig godt i nummeret, om end udtalen på ordene lyder ret sjov (det engelske ”I”, som normalt udtales ”ai”, er her et ”I” som i det danske ord ”is”). Der er desuden en del gentagelser, og den charme og kækhed, man først sporer, er desværre væk igen ved slutningen af nummeret.
”Consume” er skivens andet nummer, og det er desværre en fuser. Trods en ret solid intro kommer man bare aldrig helt op at ringe. Der er heller ingen clean vokal længere, hvilket er synd, for det var her, jeg virkelig følte, at Tim brillerede. Disse skift mellem clean og growl var, hvad der stjal min interesse i ”At Most Fear”. Distanceringen mellem omkvæd og vers er her også blevet sværere at høre. Man skal næsten tre minutter ind i nummeret, før den melodiske del kommer, og det er synd, for det er et aspekt, som jeg føler, at Silent Fractures musik mangler her. Især for at holde en mere klar rød tråd imellem de to numre, og den er desværre ikke til stede her.
Det irriterer mig meget, at det ikke kommer mere op at ringe, end det gør, for jeg vil gerne kunne li’ denne ep. Det er som at møde en person, man virkelig synes er skøn, men så kan han/hun ikke lade være med at smaske, når de spiser eller spytte en i ansigtet, når de snakker – småting, som egentlig kommer til at irritere en. Derfor kan jeg desværre ikke tilbyde en højere karakter til Silent Fracture i denne omgang, men jeg håber, de udvikler den lyd, de har nu. De rigtige mursten er fundet, men huset mangler både vægge og loft.