Gamle kendinge
Flittige læsere af Heavymetal.dk vil kunne nikke genkendende til bandet Silent Fracture. To gange tidligere er de københavnske gutter blevet kørt igennem Detektoren – segmentet, hvor vi kigger nærmere på, hvad der rører sig i den danske undergrund. Sidst, vi kiggede nærmere på bandet, var i forbindelse med deres EP Kill Season, hvor det blev til hele otte kranier og ordene: ”alt, hvad Machine Head burde være”. Nu er Silent Fracture klar med deres debutfuldlængde, Hunger:Lust:Death:Pray. Spørgsmålet er så, hvordan de har grebet dette næste skridt an, og hvorvidt de gode takter fortsættes.
Mere af det samme, bare bedre
”Nightmare” åbner pladen med en stemningsfuld strygersektion, der meget pludseligt skifter over i metallen. Overgangen kunne have været bedre, men så er vi i det mindste i gang. Som det var tilfældet med EP’en Kill Season, så er det stadig den thrashede groovy melodød med tydelige inspirationer fra Machine Head, der bliver lagt for dagen. Men hvorfor også ændre på en succes? ”The Wicked” byder ind med nogle mere melodiske stykker – ikke ulig, hvad man kender fra nogle af melodødens legender – mens ”Enemy of Me” trækker mere på bandets inspirationer fra hardcore-scenen. Og sådan kommer Hunger:Lust:Death:Pray rundt om hovedtrækkene i Silent Fractures lydbillede.
Men da det er en fuldlængde, vi har med at gøre, nøjes Silent Fracture ikke bare med at komme rundt om deres lyd. Der bliver også gået i detaljen. Numre som ”Disengaged” og ”Hellbound Agony”, hvor det er det melodiske element, der dykkes ned i, står klart stærkest, og man bliver i den grad fanget som lytter. Det er meget Soilwork- og In Flames-inspireret, men guitarist Jacob Eilenberger får rystet en ting eller to ud af ærmet, man i særdeleshed kunne have savnet på den seneste In Flames-plade. Om dette er for at opveje Kill Seasons sparsomme melodiske elementer, skal jeg ikke kunne sige, men at få dem hevet ind og ført frem i lyset gør bestemt ikke pladen ringere.
Dette betyder på ingen måde, at bandets thrash-, groove- og hardcore-elementer har lidt et knæk. Der er stadig rig mulighed for at få aggressionerne ud i en moshpit eller ved god gammeldags headbang. Disse elementer står mindst lige så stærkt som på Kill Season, måske endda en anelse stærkere grundet den længere spilletid og derved muligheden for at gå lidt i dybden. Inden jeg får rost Hunger:Lust:Death:Pray alt for meget, skal det dog lige nævnes, at mellemspillet ”Damned Ignorance” havde fungeret noget bedre som intro og ikke efter de første fem numre. Så er der også lukkeren ”Diamonds”, hvor vi mod slutningen får glæden af et stykke med ren vokal. Det er desværre bare lige til den pæne side og står i voldsom kontrast til resten af pladen, hvilket giver en lidt mystisk afslutning.
En debut, man kan være stolt af
Silent Fracture kan bestemt godt være stolte af Hunger:Lust:Death:Pray. Det er en gennemført moderne melodødsplade, der ikke bare lyder som noget, der er gjort tusinde gange før eller tilføjet et ligegyldigt tvist. Det er den lyd, Silent Fracture fandt frem til på deres foregående EP, de har arbejdet videre med og finpudset, så den kunne stå distancen på en fuldlængde. Det er imponerende at udgive en debutplade af en sådan kvalitet, men samtidig lægger det også et vist pres på bandet, når tiden kommer til at udgive opfølgeren, der gerne skulle holde niveauet. Og hvis den kunne få en titel, der var lidt nemmere at skrive, ville det være mega lækkert.
