Panzerchrist vender tilbage

Første kapitel af Maleficium udkom i slutningen af 2024. Med sine ørehængende riff og stærke symfoniske lag var det blandt sidste års allerbedste danske udgivelser. Albummet fik ni velfortjente kranier og blev kaldt ’en kradsbørstig og tjæresort satan’.

Mindre end et år senere udkommer Maleficium Part 2, og forventningerne er derfor skruet gevaldigt i vejret. Men lever Panzerchrists toer så op til dem? Er det en opfølger, der forfiner etterens stil og bliver et mesterværk, eller fremstår det som en flad kopi af et forrygende første album? Faktisk ender oplevelsen af Maleficium Part 2 med at føles som noget helt tredje …

Hvad er det, der sker?

Allerede fra begyndelsen af Panzerchrists nye album opdager man, at noget er anderledes … Men hvad er det? Teksterne kredser stadig om heksekunst, med alt hvad det indebærer af moralsk forfald, forfølgelser og sorg, og det hele krydres med gysende lydeffekter af hvinende violinstrenge og skrækkelige skrig. Lyduniverset er lige så levende og underholdende som på bandets forrige udgivelse, men det er i bandets musikalske udtryk, at ændringen skal findes.

På denne del 2 er mange af de musikalske lag fra forgængeren enten skruet ned på et absolut minimum eller helt skrællet væk. Dette kan høres på ”Hex Maleficium Pex” eller ”Suffer My Fury”, hvor lagene ikke fylder det hele, men dukker op som korte, groovy basmellemspil eller fede orgeldetaljer. Der er enormt mange små finesser på denne toer, og det er hverken for meget eller for lidt. Det er virkelig udsøgt doseret. 

Og så er der ”Harm Bidder” og ”The Descent”, hvor der bliver skåret helt ind til knoglen, og udtrykket bliver mere enkelt og råt end på den forrige udgivelse. Og det gøres, uden at musikken mister al sin saft og kraft. Det enkle og rå udtryk giver også mere plads til forsangeren, Sonja Rosenlund Ahl, og det bliver udnyttet til fulde, for Rosenlund Ahl står endnu friskere og mere fyrig i lydbilledet end længe hørt. Og med sin overstyrede lyd på ”Witchfinder General” får forsangeren tilmed en stærk, punket attitude, der virkelig klæder Panzerchrists kulsorte heksehule.

Absolut værdig opfølger

Det her er i hvert fald ikke en toer, der fortsætter, hvor etteren slap. Panzerchrist vælger nemlig ikke at gå videre med den stil, som var så fed på del 1, og perfektionere den. Måske lurede mesterværket … We’ll never know.  Men denne efterfølger ender heller ikke med at være en udvandet udgave af sin forgænger, for Panzerchrist vælger at gøre noget helt andet. De søger nye musikalske veje, der giver dem et mere enkelt og aggressivt udtryk. 

Fans af Maleficium Part 1 vil måske blive en smule skuffede, men hvis man slipper alle sine opskruede forventninger og giver plads til de nye indtryk, så er Maleficium Part 2 en lidt anderledes, men absolut værdig opfølger.