Når vanen bliver tungere end døden
Hvis Blood Red Throne (BRT) rører på sig, ved man som regel, hvad klokken er slået: kompromisløs OSDM leveret med kirurgisk præcision, stramt mix og en lyd, der i højere grad resonerer af nedslidt øvelokale end af innovativ indretning. Ikke desto mindre har man på bagkant af en årelang svingdørskultur formået at fastholde stammen fra Nonagon. Et album, der trods opløftende momenter ikke formåede at hæve sig over det jævne. Med Siltskin signaleres en metaforik, der kunne indikere et omslag i vinden. Kvintetten fra Kristiansand har da heller ikke været sene til at stille os i udsigt, at netop denne, deres 12. langspiller, skulle være ’heavier, faster, more melodic and powerful’. Det lyder jo alt sammen ganske besnærende på papiret, der som bekendt er et yderst taknemmeligt format. Et samlet snit på 6,6 fordelt over de fem plader, vi har haft vores redaktionelle kløer i siden 2005, taler dog ikke meget for et brud med traditionen. Men ok, man har da lov at blive positivt overrasket …
Norsk nøjsomhed
Lad det bare være sagt med det samme – det sker så ikke! Allerede ved åbningen “Scraping Out the Cartilage” står det klart, at BRT ingen intentioner har om at søge de vises sten endsige den hellige gral. De har én opskrift, og den følger de til punkt og prikke: brutale blastbeats? Tjek! Massiv produktion? Så absolut! Vokaler, der lyder, som var de stampet op af den norske muld? … Var der nogensinde tvivl?! Og hvis der var, bundede den nok snarere i, hvad argumentet skulle være for at bruge tid på netop dette album frem for vinylerne med Tomb of the Mutilated, Legion og Resurrection Through Carnage. “Beneath the Means” giver et glimt af variation, og her mærker man for første gang antydningen af identitet – et solidt hook og et temposkift, der flygtigt river lytteren ud af den ellers noget monotone døs.
Det forbliver dog en kort fornøjelse. På “Husk in the Grain” genindtager formlen sit uforsonlige jerngreb: velspillet, men uinspirerende og uden nerve. Mere håndværk end reelt hjerteblod. “Necrolysis” følger for så vidt samme forudsigelige mønster: kompetent, men uden risiko. Det må være dødsmetallens pendant til samlebåndet på fabrikken – træt, træg og knastør repetition. Når Siltskin endelig titter frem af forglemmelsens tåger, skyldes det Stian Gundersens bas. “Vestigial Remnants” og “Vermicular Heritage” giver således et praj om, at der faktisk stadig er puls. Som om man pludselig husker, at dødsmetal ikke nødvendigvis behøver føles som en timelang tandlægeboring.
Netop som håbet spirer, slås autopiloten atter til. Bevares, rent teknisk kan ikke meget udsættes på DNA-strengene i “On These Bones” … men når man har hørt samme omarrangerede riffblokke cirkulere siden Altered Genesis, er det altså svært fortsat at lade sig rive med. Med et velbegavet gearskifte leverer “Marrow of the Earth” albummets mest dynamiske moment med et teknisk overskud, der faktisk aftvinger en vis respekt. Det redder dog ikke helhedsindtrykket: Vi ender med et album, der er solidt, men sjælløst. Lidt ligesom Dracula-bolsjet i kiosken – man ved præcis, hvad man får, og selvom det smager af loft efter et halvt minut i mundhulen, ryger det i kurven.
Masterclass i rutine
Siltskin leverer præcis det, man forventer af BRT: teknisk snilde og kompromisløs brutalitet. Problemet er bare, at det er så … forventeligt. Tønderne basker derudad, tvillingetrådene hugger løs, og Johnsens maniske dødsrallen leverer, hvad den skal – men da heller ikke ét gram mere! ”Vestigial Remnants” og ”Vermicular Heritage” viser ganske vist, at der stadig er liv i kludene, men det forbliver en stakket frist. Som anmelder sidder jeg tilbage og ruller med øjnene over den urimelige mængde genbrugte riffs, der har roteret i mere end et fuldt årti, alt imens jeg kæmper for at finde begejstringen. Men ak … Siltskin er håndværk uden hjerte, rutine uden overraskelser, og selvom jeg respekterer kundskaberne, får jeg en ubændig trang til at ruske kvintetten og spørge: ’Er det alt, hvad I har på hylden i dag?’.
