Mastodon - The Workhorse Chronicles

The Workhorse Chronicles

/ Target Group · Udkom

Type:DVD
Genrer:Prog metal, Sludge metal
Antal numre:31

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Efter at være blevet slemt skuffet over DVD-udgivelsen fra Dillinger Escape Plan, så var jeg yderst spændt på at se om en af de andre giganter indenfor moderne metal, amerikanske Mastodon, havde klaret sig bedre med hvad det at udgive en proper musik-dvd angår.

Og lad det være sagt med det samme: "The Workhorse Chronicles" er klasser bedre end "Miss Machine dvd’en". Mastodon dvd’en er ellers også, ligesom det var tilfældet med DEP, inddelt i tre afsnit; et dokumentar-, et live-, og et musikvideo-afsnit. Den væsentligste forskel, og grunden til at "The Workhorse Chronicles" er langt bedre, er det informative niveau. "The Workhorse Chronicles" er langt mere seriøs og fyldt med interessante oplysninger om hvordan Mastodon er blevet til det band som de er i dag. Her lærer man som seer en masse om hvad bandmedlemmerne lavede før Mastodon, om hvordan Mastodon blev til osv. Men selvom dokumentardelen er yderst informativ og spændende, så er der bestemt også plads til sjov og ballade, og det ser bestemt ud til at de 4 herrer i Mastodon er nogle flinke, om end ret underlige, fyre.

Live-sektionen er også ganske underholdende og spændende. Især er det fantastisk at se den helt igennem fænomenale trommeslager Brann Dailor folde sig ud bag tønderne. Lyden på de ældste optagelser fra år 2000 er ikke helt i top og nogle gange fristes man til at skifte nummer, men alt i alt er optagelserne acceptable, og i hvert fald gode nok til at give et solidt indtryk af at Mastodon er et energisk og intenst liveband.

Den sidste del, musikvideo-delen, er bestemt også ganske seværdig. Især fordi den udover blot at indeholde videoerne til "Iron Tusk", "March Of The Fire Ants" og "Blood And Thunder" også indeholder bandets kommentar til videoerne, hvilket giver seeren lyst til lige at tjekke videoen ud en ekstra gang.

Alt i alt en rigtig fed DVD fra Mastodon, og især guf for de mange nytilkomne fans som deres nye, formidable album "Blood Mountain" helt sikkert vil skaffe dem.