DETEKTOREN
Baroness spiller koncert på Copenhell 2017.
Baroness - Blue Record

Blue Record

· Udkom

Type:Album
Genre:Sludge metal
Spilletid:44:25
Antal numre:12

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: 6,5/10 baseret på 4 stemmer.

Opfindsomheden, når det kommer til navngivningen af albums, synes ikke specielt stor hos Baroness og opfølgeren til "Red Album" er da også navngivet "Blue Record".

I forhold til forgængeren er der ikke de store musikalske forskelle at spore og "Blue Record" har også stoner metal/rock i højsædet med en del psykedeliske overtoner. Dette understreges da også af den næsten Black Sabbath-agtige lydkulisse, der er skabt på "Blue Record", hvor sangene præsenteres i en forholdsvis mudret, men også meget defineret, lo-fi produktion.

En af kvaliteterne i sangskrivningen på "Blue Record" er klart evnen til at lade være med tærske langhalm på det stenede udtryk og holde sangene nede på en fornuftig længde, hvor lytteren ikke trækkes gennem lange jammede parter, men Baroness dog formår at syre ud i nogle dele af sangene.

"Blue Record" er et meget helstøbt album, der bindes sammen af mange flydende overgange og mellemspil, som fungerer rigtig godt og virkelig viser at der er tænkt over, hvordan albummet som helhed er skruet sammen. På sangsiden viser "The Sweetest Curse" også nogle af de kvaliteter, som "The Birthing" fra "The Red Album" har, med fængende vokal-melodier og et fedt stenet metallisk drive. Til tider har Baroness også nogle af de kryptiske tilgange til riff-skrivningen, som man også finder hos Mastodon, og det tager desværre for ofte fokus fra sangen som helhed – især de sange hvor man mangler nogle hooklines. Eksempelvis har "Jake Leg" en fed østerlandsk stemning i startriffet, men det bliver aldrig fuldt til dørs og resten af sangen bliver en tand for anonym.

Derimod rammer Baroness plet med den afdæmpede og melodiske "Steel That Sleeps The Eye" og denne sang står da også, sammen med "The Sweetest Curse", som et af højdepunkterne på "Blue Record". Især på sidste halvdel af "Blue Record" ville det have løftet albummet at tænke i den melodiske retning, der demonstreres på "Steel That Sleeps The Eye", da sangene og især de skrålende omkvæd her bliver for anonyme. "Blue Record" er dog stadig et solidt udspil, der helt sikkert vil appellere til fans af forgængeren.

Tracklist

  1. Bullhead's Psalm
  2. The Sweetest Curse
  3. Jake Leg
  4. Steel That Sleeps the Eye
  5. Swollen and Halo
  6. Ogeechee Hymnal
  7. A Horse Called Golgotha
  8. O'er Hell and Hide
  9. War, Wisdom and Rhyme
  10. Blackpowder Orchard
  11. The Gnashing
  12. Bullhead's Lament

Kommentarer (1)

Deathface

Indlæg: 36

Red var super fed. Lidt Isis

Red var super fed. Lidt Isis agtigt....... Blue halter. Ok men de prøver for hårdt at lyde som Mastodon....

Deathface gav Baroness - Blue Record 5/10.

Tilføj kommentar