Kan man gøre alle tilfredse?
Mastodon har de sidste mange år været en kontroversiel størrelse i metallens verden. Her tænkes ikke på den seneste palaver omkring endnu en tåbelig udtalelse fra Brett Hinds. Nej, jeg tænker primært på al den kritik et stort og i stigende grad populært (det vil sige kommercielt) orkester som Mastodon må lægge ryg til. De havde, objektivt set, kæmpesucces med Emperor Of Sand fra 2017. Det inkluderede en Grammy-statuette og mængder af topplaceringer på Billboard og andre hitlister verden over. Men det var ikke overraskende langt fra nok til at tilfredsstille alle dem, der forventer gentagelser af de gamle sludgemetal-klassikere, Remission og Leviathan. Men lad os se, om amerikanernes nyeste udspil, Hushed And Grim, måske kan tilfredsstille både gamle og nye fans.
Bedre. Større. Længere.
Noget af det første, der falder i ørerne, er den mere tydelige produktion med klart bedre separation mellem og plads til de forskellige instrumenter. Et par andre ting står også hurtigt lysende klart: Hushed and Grim er lang. Meget lang. Men der er mere variation end nogensinde før på et Mastodon-album, og det siger en del. Der er 70’er-mellotron i ”More Than I Could Chew”. Pink Floyd Wish You Were Here-æra keyboard på ”Skeleton of Splendor”. Klassisk Mastodon-riff-vanvid, der minder om Remission, på ”Pushing the Tides”. Sydstatsfornemmelser på ”The Beast”, og rendyrket Van Halen-guitar i verset på ”Peace and Tranquility”. Og meget mere. Under det hele ligger gruppens uforfalskede musikalitet og en stadigt tydeligere kærlighed til den traditionelle engelsk-amerikanske hardrock.
Der levnes dog plads til Mastodons velkendte vilde riff-udskejelser fra de gode gamle dage, ikke kun på ”Tides”, men også på en sang som ”The Crux”, der ydermere viser, hvor meget bassist Troy Sanders er vokset som vokalist – i hvert fald i studiet. Men det er nu ikke de excentriske riffs, der fylder mest på dette album, hvor melankolien træder langt mere frem end før. Mastodon har ellers haft mere end rigeligt af tragedie i deres historie. Crack The Skye kredsede om Brann Dailors søsters død, og Emperor Of Sand var en metaforisk fortælling om sygdom og død inspireret af kræfttilfælde hos flere bandmedlemmers nære venner og familie. Denne gang handler det urimeligt nok om endnu et dødsfald: gruppens mangeårige ven, mentor og manager, Nick John, der tabte kampen mod kræften i 2018. Men man fornemmer også, at isolationen under coronanedlukningen og den medfølgende ensomhed, utallige blev ramt af, ligger som et musikalsk ligklæde udover det hele.
Det høres især på andet halvdel af dette dobbeltalbum, der, hvis man giver det tid, langsomt og ubønhørligt kommer under huden på lytteren. ”Had It All” er en trist, men usigelig smuk ode til John, der krydres med en ægte Soundgarden-solo fra Kim Thayil. Allerstærkest på denne del af albummet står dog nok ”Goblers of Dregs” (hvem andre end Mastodon kan finde på sådan en titel?). Det er et episk, tungt og rørende nummer, hvor selv Brann Dailor kan holde sig ukarakteristisk afdæmpet i skindet og levere primært rolige anslag på trommerne. Men heldigvis suppleres denne tristesse ikke kun af de førnævnte ’bangers’, men også af indtil flere funky momenter, hvor den eneste naturlige respons er at lette rumpen og danse hele natten. Selv denne aldrende anmelder kan umuligt sidde stille til ’dansestykket’ i ”Goblers” eller til en sang som den i det hele taget gennemført fantastiske ”Sickle and Peace”.
Rebelsk refleksion
På mange måder fremstår Hushed and Grim som metallens indtil videre bedste bud på en fortælling om coronatiden, og albummet formår at være både rebelsk og melankolsk på samme tid. Mastodon giver dermed luft til dem, der har brug for at få deres frustrationer ud (måske i pitten) eller bare for en stund give en langemand til restriktioner, mundbind og alt det andet. Men Hushed and Grim levner også plads til dem, der foretrækker den stille refleksion over alle tragedierne, vi har gennemlevet. Og mon ikke, der er ret mange, der faktisk kan rumme begge dele? Dette album har potentiale til med tiden at blive anerkendt som et af amerikanernes allerbedste og er et skoleeksempel på, hvordan man laver et halvanden times langt metalepos. Hører du efter, Steve Harris?
