Nå, hvor kom vi fra?

“Selvom A Journey Told Through Fire ikke er et definitivt mesterværk, så er det indiskutabelt deres bedste album til dato, og hvis de fortsætter således, så skal det nok blive rigtig, rigtig godt!” Således afsluttede jeg min anmeldelse af Sworns forrige album tilbage i 2023. Siden da har man ikke rigtig hørt noget fra kvartetten fra Bergen. Jeg skal da være helt ærlig og indrømme, at de også røg i min egen glemmebog, kort tid efter at jeg havde anmeldt albummet. Men vupti, totalt og aldeles ud af det blå, landede Null Crowned the Infinite så på mit digitale skrivebord. Ergo kan vi nu finde ud af, hvorvidt bandet er fortsat, hvor de slap, og om dette går hen og bliver et reelt mesterværk.

Fræs og vræl

Udover at produktionen og mixet på Sworns femte opus generelt er bedre og mere potent end på den forrige udgivelse, så er der faktisk ikke den store forskel på de to. Det er fortsat hæsblæsende melo-black med masser af tremolo, blastbeats, d-beats samt hæs og vrissen vokal. Den generelle sangstruktur og rytmetempo er stadigvæk markant tættere på centraleuropæisk black metal, som man forbinder med bands såsom Mgła og Groza. Det er der jo heller ikke meget nyt i.

Sworn formår alligevel at skille sig ud, når det kommer til de mange guitarsoli. Her bliver black metallen i grove træk skyllet ud med badevandet. Christoffer Kjørsviks lynhurtige fingre får os i stedet til at tænke på alt fra Steve Vai til Van Halen og naturligvis Yngwie Malmsteen. Hans bidrag er helt klart den primære grund til, at man bør sætte skiven her på – og det lader til, at det faktum er resten af bandet fuldstændigt klar over. En del af numrene virker mestendels til at være skrevet således, at han får så megen plads som muligt, så han virkelig kan brede sig og erobre så meget af lydbilledet som muligt. Det bedste eksempel er nok ”A Cosmic Storm”, hvor hele den sidste tredjedel af nummeret bare er ham, der høvler spade – og det er fedt! Endnu vildere er det dog på ”Null Crowned The Infinite”, der stort set bare føles som én lang omgang 1980’er-guitaronani – hvilket igen er megafedt.

Nu virker det måske, som om de andre medlemmer ikke bidrager med noget, og det er forkert. På albummet her er der blevet skruet godt op for Max Wilsons vokal, hvilket er særdeles klædeligt, for han har et fremragende vræl. De to resterende medlemmer, som står for rytmesektionen, gør bestemt også et udmærket arbejde, men der er bare ikke der, hvor Sworn står stærkest.

Copy-paste

På mange måder kunne jeg godt have kopieret min anmeldelse af A Journey Told Through Fire og så blot ændret sangtitlerne. For de to skiver er utrolig ens, og det, de gjorde godt tidligere, gør de stadig godt, mens det, de ikke gjorde så godt – ja, det sidder stadigvæk ikke helt i skabet. Set i retroperspektiv skulle den forrige udgivelse nok også 'kun' have fået syv kranier og ikke otte, men sådan er der jo så meget.