Mørke, magt og metallisk teater

In This Moment blev dannet i Los Angeles i 2005 af sanger Maria Brink og guitarist Chris Howorth og har siden da bevæget sig fra traditionel metalcore mod en langt bredere blanding af alternativ metal, industrial, goth og hård rock. Især siden Blood i 2012 for alvor sendte In This Moment ind i spotlightet, har de bygget et univers, hvor musikken og teatralske effekter smelter sammen. Hele pakken er mørk og intens. Det går langt ud over selve musikken. Witch er derfor en næsten for oplagt titel til bandets niende album: Her bliver heksen et symbol på transformation, selvbestemmelse og på at forvandle smerte og modgang til styrke. Temaet er ikke ligefrem nyt hverken for In This Moment eller i metallen som helhed. Så nu bliver det jo interessant, om de kan levere noget nyt, eller om de skal brændes på ligegyldighedens bål.

Tilbage til mørket

Hvor Godmode fra 2023 føltes som et lidt tæmmet In This Moment, så kommer Witch med mere ild i øjnene. "Shame" åbner albummet med en atmosfærisk intro, før den vælter over i tungere nu-metal-riffs og Brink, der både synger, råber og ind imellem næsten taler sig gennem nummeret. Det er et ret effektivt signal om, at Witch ikke bliver en simpel fortsættelse af forgængeren. Tredjesinglen "Crawl" bevæger sig over i et tungt, groovy stomp med hiphop-elementer og ville være oplagt baggrundsmusik til en SM-seance. Den industrielle tyngde ligger som en mørk bas under Maria Brinks vokal, mens omkvædet er stort nok til at fylde en arena. Det er klassisk In This Moment: Først lokker de dig ind i mørket, og så smækker de døren i bag dig.

Kim Dracula gør "Heretic" til albummets mest uforudsigelige øjeblik. Et kaotisk indslag, der næsten føles, som om nogen har smidt en tændt fyrværkeribombe ind i In This Moments mørke teater. Den trækker på nu-metal og industrial og er samtidig et godt eksempel på albummets lyst til at lege med forskellige vokale og elektroniske teksturer. Og så er der "I Want To Believe", hvor Dayseeker gæster. Her viser bandet den mere atmosfæriske og melodiske side, som også har været en del af deres nyere udtryk. Heldigvis er der stadig plads til et nærmest spyttende og hvæsende mellemstykke, hvor Brink viser præcis, hvor intens vokalen kan leveres. Ret skal dog være ret. De har ikke ligefrem opfundet en helt ny heksebryg, men snarere brugt de kendte ingredienser, blandet dem på en ny måde og så ellers fyret op for bålet under dem.

I vanlig stil har In This Moment også inkluderet et par covernumre på albummet. Denne gang i form af ikoniske Nine Inch Nails’ ”Something I Can Never Have”, lige så ikoniske ”Another Brick In The Wall” af Pink Floyd, hvor de får selskab af mildest talt anonyme Kat Von D og slutteligt ”Wrapped Around Your Finger” af Police. Særligt sidstnævnte fungerer upåklageligt som et temposkift midt på albummet. Pink Floyd-coveret med Kat Von D er måske det nummer, der på papiret gjorde mig mest nysgerrig på forhånd. Det kunne være katastrofalt. Det kunne også blive fremragende. In This Moment har altid været gode til at gøre covernumre til deres egne, og ”Another Brick In The Wall” passer tematisk perfekt ind i albummets fokus på kontrol, magt og undertrykkelse. Men når man tager fat i et af rockhistoriens mest ikoniske numre, følger originalen selvfølgelig med ind i rummet. Og det forbliver desværre i denne omgang bare et cover, der ikke når det ikoniske ophav til sokkeholderne. “Something I Can Never Have” bliver til gengæld endnu en måde at være rebelsk på. For hvorfor slutte som forventet på et kæmpe finalenummer, når man i stedet kan hviskesynge sig igennem en fin stille og inderlig afslutning, der får rundet hele symbolikken og temaet af?

Maria Brink er på mange måder såvel bandets som albummets ubestridte centrum. Hun står både for vokalen og en stor del af den lyriske og tematiske identitet. Hendes univers kredser denne gang omkring transformation, smerte, forfølgelse, magt og det at vende lidelse til styrke. Tematikken er ikke ligefrem ny. Der er en helt klar linje tilbage til det 14 år gamle hit ”Whore”, hvor Brink i videoen sad med dosmerhatten og tog imod, hvad end verden kastede efter hende.

Et par af numrene kan dog godt blive for ’ufarlige’, som om deres formular næsten bliver en spændetrøje for kreativiteten. Mørk atmosfære. Brink. Tungt riff. Elektroniske elementer. Stort omkvæd. Teatralsk mørke. Og så et breakdown eller en tung passage til at sætte et dystert punktum. Det er en opskrift, der virker. Men den kan også begynde at smage lidt ens. Det er især tydeligt på de mere generiske metalcore-passager, som fx "Sleeping With The Enemy"; et godt, men forholdsvis generisk melodisk metalcore-nummer.

Chris Howorth er den musikalske rygrad sammen med Brink. Hans guitararbejde giver albummet den nødvendige tyngde, og han er med til at trække bandet tilbage mod de tunge riffs, som jeg savnede på Godmode. Travis Johnson på bas og Kent Diimmel bag trommerne er på papiret måske de mindst spektakulære medlemmer, men deres funktion er afgørende. De sørger for den tunge bund og det groove, som gør, at In This Moment ikke bare bliver atmosfærisk goth-metal. Når albummet rammer hårdt, er det i høj grad deres fundament, der gør det muligt.

Tungere, men ikke nødvendigvis mere nyskabende

Witch er ikke ligefrem revolutionerende, men det er til gengæld et album fra et band, der har fundet en meget stærk identitet og efterhånden mestrer den til fingerspidserne. De tunge industrial-riffs, de store melodier, Brinks teatralske vokal og den mørke atmosfære fungerer stadig. Og sammenlignet med Godmode er der mere tyngde og flere af de metalcore-elementer, som jeg har savnet. Albummet åbner derfor ikke nogen nye døre for In This Moment. De går til gengæld længere ind i det rum, de allerede har bygget. Det er mørkt, stort, teatralsk og tungt. Og nogle gange er det også lidt for pænt arrangeret til virkelig at føles farligt, og jeg savner lidt en musikalsk kursændring. Men når Maria Brink slipper sig løs, guitarerne bliver tunge, og mørket sænker sig, er der stadig noget ganske særligt ved In This Moment.