Veni, vidi … Vanaheim?

Vanaheim, vanernes hjemstavn. Fødested for Njord, Frej og naturligvis Freja. Ifølge gode gamle og altid pålidelige Snorre Sturlason skulle Vanaheim ligge et stykke nord for Sortehavet, ved floden Don (som han kaldte for Tanais) i det vestlige Rusland. Men hvad har alt dette at gøre med Nederlandene, tænker du så? Ikke en fløjtende fis, altså udover at bandet synes, at det lød sejt tilbage i 2015, da de blev enige om at lave musik sammen. Bandets stil beskrives som ‘epic folk metal’, hvilket jo lyder særdeles imposant, men også en kende vagt – for hvad dækker denne nomenklatur præcist over?

I minder lidt om … alle andre

Albummets titel kan løst oversættes til ‘en vinge foran brystet' – og det lyder jo smadderromantisk. Der menes dog en møllevinge, og det føromtalte bryst er selve mølletårnet. Det lyder måske ikke helt så romantisk, men findes der et større symbol på nederlandsk nationalromantik end møllen? Nee, mijn vriend!

Helt overordnet er Roede voor de Borst et konceptalbum, der fortæller om en forarmet møllersvend i 1900-tallets Holland, men sangtitlerne og lyrikken refererer alle til diverse nedslag i den nederlandske kulturhistorie. Eksempelvis var “Eendracht maakt macht” ('enighed gør stærk') mottoet for Republikken af de syv forenede Nederlande, mens “Kroos en slijk” ('andemad og dynd') henviser til de lavlandede marskområder, som tit sættes i forbindelse med spøgelser, onde ånder, åmænd og deslige.

Hele denne tematik gør egentlig kun, at bandets navn virker endnu mere misvisende. Når nu de er så glade for deres egen historie og kultur, hvorfor så ikke vælge et navn, der rent faktisk har noget med det at gøre? 

Alt dette bliver kun endnu mere mærkeligt, når man så rent faktisk lytter til musikken. For jo-jo, nok synges der på hollandsk om hollandsk kultur, men musikken lyder alt andet end nederlandsk.

Vanaheim er et pudseløjerligt sammensurium af diverse andre bands, hvoraf de fleste er fra alle mulige andre steder end netop mølle-marsk-landet. Den mest åbenlyse sammenligning er Ensiferum, men nu og da dukker der også elementer op fra Eluveitie, Amon Amarth, Finsterforst, Fleshgod Apocalypse, Khors og sågar Alestorm. Bevares, ret skal være ret, der er også enkelte passager, der minder om både Carach Angren og Epica, som er Vanaheims landsmænd.

Havde det ikke været for de mange harmonika-passager, så havde jeg nok aldrig tænkt, at de var hollændere. Ulempen ved det instrument er dog, at det er umuligt ikke at komme til at tænke på sømænd og pirater, når man hører en harmonika glamme … og metal og pirater rimer jo på Alestorm. Så ikke engang det er til Vanaheims reelle fordel.

Kapabel kopivare

Alt dette til trods, så kan jeg faktisk godt lide pladen. Den lyder fremragende, musikken er lige dele teatralsk og storladent … det er bare tordnende uoriginalt. Det er der ikke noget reelt problem i, overhovedet. Det er da så godt som komplet og aldeles umuligt at lave original musik i 2026, medmindre man er et band, der har været i gang i 30+ år og dermed nærmest har patent på en bestemt lyd og fremgangsmåde. Problemet er dog, at når jeg kan komme i tanke om tæt på ti bands, som Vanaheim minder mig om – på én gang – så er det bestemt ikke i Vanaheims favør. For nok er bandet ganske kapabelt, og Roede voor de Borst er en fin skive, men på intet tidspunkt bliver jeg præsenteret for en reel årsag til, at jeg skulle vælge at lytte til Vanaheim i stedet for ét af de mange bands, de lyder som … måske lige bortset fra Carach Angren …