Afsnit 2 af det progressive menneske
I starten af 2022 udgav københavnske Être I: Human som første del af deres EP-triologi, en EP, der gjorde, at vi kårede dem som et af årets danske håb i 2022. Sidenhen har bandet fået en del mere erfaring i form af spillejobs på blandt andet Copenhagen Metal Fest, og de kom gennem nåleøjet til den danske finale af Wacken Metal Battle. Et klart fingerpeg om, at bandet absolut har noget at byde på med deres yderst progressive rock og metal. Hvorvidt de så har formået at løfte niveauet siden den første EP, som kun er halvandet år gammel, er klart det interessante.
Kompleks menneskesind, kompleks musik
II: Human starter med de to singler ”Apolune” og ”Pandora”, hvor især ”Pandora” er en sang, som jeg har haft meget i ørerne siden udgivelsen. I anmeldelsen af I: Human skrev vi, at det utroligt dygtige guitararbejde godt måtte få en endnu mere prominent plads i lydbilledet. Dette er noget, Être allerede gør på den første sang, "Apolune", hvor bandets to guitarister virkelig slår sig løs. I starten af ”Apolune” skaber guitarduoen et atmosfærisk islæt, som Freja Ordell matcher med sin vokal. Samtidig leveres dybe rungende bastoner og trommer, der lægger et godt fundament. Taktarterne er skæve, tidssignaturerne finurlige - alt helt efter prog-drejebogen. Der, hvor guitarerne bliver særligt prominente, er i broerne til omkvædet, hvor der virkelig lires hurtigt teknisk spil af, som bliver mere djent-tungt i stil med Periphery. Dejligt, at Être også tør at knalde en guitarsolo af i slutningen af ”Apolune”.
På I: Human nævnte vi også, at Ordell måske manglede en anelse spændvidde i sin vokal. Heldigvis er der her sket en stor forandring i musikken siden sidst. Enten har hun fået trænet en del og er blevet dygtigere, eller også lader bandet hende udfolde sig mere. Det klæder virkelig Être, for man kan ikke komme udenom, at for at prog skal ramme de høje klinger, så er der nødt til at være stærke vokalindsatser. En vokalist kan nemt komme til at stå i skyggen af den instrumentale spraglethed i prog og føles som et overflødighedselement. Det gør Ordell heldigvis ikke, og på sangen ”Refraction”, som i øvrigt er EP’ens korteste skæring, brillerer hun virkelig. Modsat de andre af Êtres sange så føles ”Refraction”, som om den faktisk er bygget op omkring Ordells vokal, frem for at det er den anden vej rundt. Det er et nummer, hvor intensiteten bygges lag for lag, og for hver gang et lag bygges på, så går Ordell en tone højere op i sit register. Det er et herligt og anderledes moment på EP’en, hvor der er lagt en dæmper på kompleksiteten af det instrumentale, og der er mere fokus på klimaks og intensitet. Noget, jeg faktisk synes, at de godt må praktisere mere.
For det er klart mit største problem med II: Human: De vil alt, alt, alt for meget med deres lyd og musik. Der er intet i vejen med at være ambitiøs. Og der er heller ingen finger at sætte på deres formåen og kunnen. Der sker bare tit for meget i deres lydbillede, og det, som intentionelt skulle være harmonisk, bliver næsten kakofonisk. Her kunne tråden sagtens væves tydeligere og være mere rød. Tag en sang som ”Apricity”, hvor der næsten sker alt for meget henover Ordells vokal. Der sidder man næsten som en ritalin-hungrende ADHD’er i fortvivlelse om, hvor pokker opmærksomheden skal rettes hen.
Kontraster mødes
Der er kæmpe styrke i kontraster, hvilket er noget, særligt prog-bands kan udnytte i deres opbyggende musik. Man ser ofte bands som Dream Theater, Tool, Tesseract og Karnivool udnytte, at man får mange dæmpede perioder, før sangene rammer klimaks. Et klimaks, som står utroligt flot, da kontrasten er stor. Être har indtil videre gjort denne øvelse bedst på ”Sea of Spectrum” fra I: Human og ”Refraction” på II: Human. Herfra skal der klart lyde et håb om, at de retter mere fokus mod den type sangskrivning, for de vil alt for meget i for snævre passager – hvilket er ærgerligt. Der er slet ingen tvivl om, at de har løftet deres niveau på II: Human og gør mange ting bedre. Der er heller ingen tvivl om, at de lige nu klart er et af de prog-bands på den danske scene med allerstørst potentiale. Det får de cementeret med denne EP, men man hungrer stadigvæk efter en smule mere. Derfor ser jeg meget frem til det tredje og afsluttende kapitel i Human-trilogien.
