Ektomorf - Fury

Fury

· Udkom

Type:Album
Antal numre:10

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Tung ungarsk udladning

Ektomorf er et band, jeg stiftede bekendtskab med første gang omkring deres I Scream Up to the Sky-skive i starten af 2000’erne. Dengang hørte jeg dem kun overfladisk og fandt deres moderne udgave af thrash ganske kedsommelig. Så jeg har ikke på nogen måde fulgt med i bandets udvikling. De har siden, så vidt jeg kan læse mig frem til, udgivet 10(!) albums, og nu er deres nye skive, Fury, så landet i min stak af skiver til anmeldelse. Det første, der slår mig, når Fury åbner med nummeret ”The Prophet of Doom”, er den massive mur af lyd, der vælter frem og understreger, at nu er der dømt aggressionsudladning en masse! Det er vores helt egen lydguru Tue Madsen, der står bag produktionen, og den er han og bandet sluppet fremragende fra. Musisk er det dog lidt en anden sag…

Moderne og vredt

Ektomorf, som jeg husker det, var meget inspireret af nyere Sepultura, Machine Head og andre i den stil, da de kom frem, og det lader stadig til at være inspirationerne – eller også er Ektomorf i dag inspiration for disse?!? Under alle omstændigheder snakker vi tung, groovy, thrashy crossover med råbende vokal fra bandleder Zoltan på toppen. Der findes massevis af trampende tunge riffs og parter på Fury, og så forekommer ordet f*ck i teksterne flere gange, end jeg kan tælle, og det er alt sammen fint nok, men det tænder mig desværre overhovedet ikke. Der går ikke mange sange af Fury, før jeg finder mig selv i gang med at lave alt andet end at lytte. Det er simpelthen så gumpetungt og forudsigeligt at lytte til. Når skiven rinder ud, føler jeg, at jeg har lyttet til ét langt Ektomorf-nummer fremfor en skive, og i løbet af det nummer har jeg kedet mig noget så gudsjammerligt!

Slutteligt…

… vil jeg konkludere, at der i og for sig ikke er noget som helst galt med musikken på Fury, og kan man lide stilen eller bandet, er der helt sikkert en del at komme efter på skiven. Jeg er på ingen måde imponeret over Fury, hvilket måske også handler om, at stilen ikke er min kop metal. Så er du til nyere Sepultura og Machine Head (når de er ok og ikke tåkrummende elendige!) vil du sikkert nyde skiven her.

Tracklist

  1. The Prophet Of Doom
  2. AK 47
  3. Fury
  4. Bullet In Your Head
  5. Faith And Strength
  6. Infernal Warfare
  7. Tears Of Christ
  8. Blood For Blood
  9. If You're Willing To Die
  10. Skin Them Alive

Tilføj kommentar