DETEKTOREN

Wacken Open Air 2006

Wacken Open Air 2006

Torsdag:

  1. Mortal Sin
  2. Scorpions

Mortal Sin W.E.T. Stage, kl. 20:55

Mortal Sin fra Australien var det første band på dette års Wacken jeg absolut ville se! Desværre gjorde lidt forsinkelse ved ankomsten, at jeg kun fik de tre sidste numre at høre, da vi endelig var kommet op til W.E.T. Stage. For dem der ikke kender Mortal Sin kan jeg fortælle at de tilbage i sidst firserne udgav to klassiske thrashperler i form af "Mayhemic Destruction" fra 1987 og "Face Of Dispair" to år senere. Disse to skiver er helt klart en milepæl i thrash-historiebøgerne - faktisk gik dele af pressen så langt som til at kalde dem "Australiens svar på Metallica" - hverken mere eller mindre. Desværre gik det jo ikke helt så godt med sammenholdet i bandet og en særdeles kraftig udskiftning i besætningen gjorde, at deres næste plade blev en særdeles kummerlig omgang elendigt produceret skod-hævi, helt uden nosser, energi eller spilleglæde. (Skiven hed i øvrigt "Every Dog Had It’s Day" hvis det skulle interessere nogen). Siden blev der ret så stille omkring Mortal Sin, som gik stille og roligt i glemmebogen hos de fleste. Nu er de så tilbage med ny spilleglæde, ny energi og ny plade, med den passende titel "Out Of The Darkness" - og som sædvanlig, når der er tale om for længst uddøde thrash-bands, spiller de på Wacken. Jeg nåede som sagt kun at høre de tre sidste numre der dog gav mig det indtryk at Mortal Sin er tilbage i storform. Der var virkelig gang i den på scenen og de så virkelig ud til at nyde igen at stå på en scene. Det var sgu fedt at se! Lyden var også god, og da jeg ikke kendte det første nummer jeg fik set, kunne det tyde på at det var fra den nye skive, som jeg glæder mig til at få lyttet igennem. Som næstsidste nummer fik vi mit favoritnummer med Mortal Sin, den klassiske åbner fra "Face Of Dispair", "I’m Immortal", inden de sluttede af med titelnummeret fra "Mayhemic Destruction". Så var det slut og jeg var lidt skuffet over at jeg ikke nåede at se mere, men alligevel glad for at jeg i det mindste fik lov at høre "I’m Immortal" og at der ventede en masse fed heavymetal og bajere de næste par dage.

Anmeldt af .

Scorpions True Metal Stage, kl. 21:45

Scorpions

Den tyske Heavy Rock legende havde planlagt en meget speciel koncert for et oplagt Wacken publikum der var mødt ret så talrigt op, ifølge den officielle rapport fra Itzehoe politi var der 62.500 tilstede på festivalpladsen. Man må også sige, at pladsen var en del mere trang i forhold til for bare fem år siden, hvilket også var årsag til en del organisatoriske problemer som f.eks. indslusning ved camping områderne. Men tilbage til Scorpions, som var torsdagens hovednavn og det med rette, for med over 30 år på scenen havde bandet mere end nok hits at plukke ud fra. Dette var så endda blevet gjort via Wacken festivalens hjemmeside, hvor man selv kunne bestemme ud fra en liste på 50 sange. Desuden var det slået stort op, at eks medlemmer som Uli Jon Roth og Michael Schenker ville dukke op og spille et par numre med drengene. Man lagde ud med "Big City Nights" og "Bad Boys Running Wild" der blev leveret med en spilleglæde og præcision som nok kom en del bagpå især det yngre publikum som havde regnet med gammelmandsrock. Derefter blev et par nye numre introduceret, der dog ikke høstede samme begejstring som de gode gamle klassikere. Så blev den første gæst hevet ud i form af Uli Jon Roth der jo spillede guitar på bandets geniale 70’er skiver, med hans ret så Hendrix inspirerede riffs fik vi serveret "Speedy’s Coming", "Dark Lady" og en følelsesladet version af "We’ll Burn The Sky". Michael Schenker fulgte i hans fodspor og det var en fornøjelse at se de to Schenker brødre svinge deres Flying V’s i den nordtyske aftenhimmel. Med Michael spillede bandet "Animal Magnetism", "Holiday", "The Zoo" og en kanon tung version af "Lovedrive". Derefter var det tid til at pakke det store skyts frem i form af bandets all time hits "Dynamite", "Still Loving You", "Blackout" og firsernes store hit "Rock You Like a Hurricane". Alt i alt en fed start på festivalen, dog skulle lydmanden have et los i røven for den ret så skingre lyd. Men det var desværre ikke den eneste gang at lydmændene havde lort i ørerne den weekend.

Anmeldt af .

Fredag:

  1. Mystic Circle
  2. Wintersun
  3. Legion Of The Damned
  4. Danko Jones
  5. Ektomorf
  6. Nevermore
  7. Opeth
  8. Soilwork
  9. Carnivore
  10. Children of Bodom
  11. Celtic Frost
  12. Ministry

Mystic Circle Black Stage, kl. 11:00

Hvis man er morgenmenneske på Wacken når man selvfølgelig op til Black Stage og er klar til en omgang morgendød kl 11:00 sharp. I år stod de tyske black-dødsgutter fra Mystic Circle for den opgave - og som det er set før på Wacken har vi døds-freaks det med godt at ville sove længe(!). Mere søvn kunne Mystic Circle sådan set også godt have brugt, for selvom der var ganske okay lyd, efter de første par numre, spillede de dybt ukoncentreret og utight så det stod efter. Det var så tydeligt af og til at det næsten blev pinligt. Så alt i alt blev det sådan set til ganske god underholdning, når de nu har fået det forkerte ben ud af sengen alligevel. Morgen-øllet gled ganske godt ned og vejret tegnede godt - modsat sidste år hvor det bare var pissekoldt og vådt! Mystic Circle var der rent musikalsk ikke meget ved, men dagen tegnede nu alligevel til at blive ganske god, for mine tømmermænd var forsvundet efter tre kvarters halvsløv morgendød – og nogle kolde øl selvfølgelig.

Anmeldt af .

Wintersun True Metal Stage, kl. 12:00

Wintersun

Efter at have hørt debutalbummet med selv samme navn en del gange siden udgivelsen i 2004, havde jeg selvfølgelig en del forventninger, der skulle indfries. Og det må jeg indrømme, at de blev. Selvom jeg stod ret langt fra selve scenen kunne jeg mærke, at forsangeren Jari Mäenpäa havde styr på sit show. Guitarlir og hans skrig fik højttalerne til at gynge. Kort og godt; han og bandet leverede en energisk præstation i god stil og højt humør.

Anmeldt af .

Legion Of The Damned Black Stage, kl. 12:55

Inden dette års Wacken, kendte jeg kun Legion Of The Damned af navn. Jeg vidste at de kom fra Holland og vist nok spillede thrash - og det skal jeg da lige love for at de gør. Solide hammerslag ramte publikum fra dagens anden koncert på Black Stage. Legion Of The Damned tog mig virkelig med storm, og hvis lyden havde været bare en lille tand bedre, ville det have været kæmpe stort! Men som de fleste koncerter på Black Stage, på dette års Wacken, var lyden desværre ikke helt optimal. Alt i alt var det dog en fed oplevelse og mon ikke debut-albummet "Malevolent Rapture" også snart er at finde i min samling. Jeg tror det helt bestemt!

Anmeldt af .

Danko Jones True Metal Stage, kl. 13:50

Faktisk var det slet ikke meningen at jeg ville se Danko Jones, men da øllet var koldt i barens fadølsanlæg, solen skinnede og de næste bands, jeg godt ville se skulle spille lige efter, kunne jeg jo alligevel godt lige se hvad denne mand havde at byde på. Jeg har set interviews med ham, hvor han i hvert fald ikke har små tanker om sig selv. Han vil være, og går efter at blive verdens bedste og ikke mindst største rockstjerne på denne planet. Stilen er rendyrket røvballe rock ’n roll uden de helt store armbevægelser, men med en masse kvalmende "her kommer jeg" og den sædvanlige "sex drugs and rock ’n roll" attitude. Det hverken swinger eller rykker nogen steder og jeg tror at han havde lidt problemer med at få det krævende Wacken publikum med sig. Dette kom tydeligvis til udtryk, da en kæmpestor redningshelikopter tog et par runder over Wacken og omegn. I stedet for bare at spille videre begyndte manden sgu at brokke sig til publikum. "Don’t look at the helicopter. Look at me!" galede han flere gange, og jeg tænkte lidt for mig selv, at hvis en helikopter i så tydelig grad kunne fjerne fokus hos publikum, kunne manden jo ikke være mange potter pis værd. Det var han bestemt heller ikke, og da mit ølkrus var ved at være tomt, gik jeg istedet i baren efter et nyt krus dejligt koldt fadøl.

Anmeldt af .

Ektomorf Party Stage, kl. 15:00

Da jeg lettere skuffet forlod Black Stage, hvor Six Feet Under ikke gjorde meget væsen af sig, bevægede jeg mig over mod Party Stage og fik ølkruset fyldt op endnu engang. Sidst jeg så Ektomorf på Wacken var det en halvsløv omgang jeg ikke gad se på ret længe. Denne gang var det første der slog mig, deres ret så fede lyd. Den fremhævede tydeligt deres Sepultura/Soulfly inspirerede thrash og det rykkede faktisk ganske fedt. Jeg må virkelig sige, at Ektomorf forstod at holde gang i den. Det ene fede nummer efter det andet trak i nakkemusklerne, men heldigvis var der en bar ved lydtårnet, der selvfølgelig solgte koldt fadøl. De gled ganske godt ned alt imens Ektomorf var ved at være færdig med deres sæt. Man kan altid diskutere hvor fede og originale Ektomorf i virkeligheden er. Men på dette års Wacken rykkede det såmænd ganske fedt, hvilket selvfølgelig ikke mindst skyldes deres ret så fede lyd.

Anmeldt af .

Nevermore True Metal Stage, kl. 16:15

Nevermore

Nevermore er nok det band på Wacken jeg havde glædet mig aller mest til. Og jeg blev bestemt ikke skuffet! Lyden var ganske okay og der var gang i den fra start. Numre som "Bittersweet Feast" og "The River Dragon Has Come", lagde rigtig godt ud og startede det inferno af fede riffs, smukke harmonier, powerfulde rytmer og melodier, der meget nemt kan give en gåsehud. Nevermore er bare geniale! Deres blanding af thrash og powermetal, gå op i en højre enhed - bliver unik og specielt, som kun Nevermore forstår at gøre det. Den ene klassiker afløser den anden og numre som "Narcosynthesis", "Engines Of Hate", "Born" og de to titelnumre fra henholdsvis "Dead Heart In A Dead World" og den seneste "The Godless Endeavor" gjorde denne geniale oplevelse til en af de absolut fedeste på dette års Wacken. Personligt kunne jeg godt have brugt numre som "Beyond Within" og "Next In Line", men da Nevermore kun havde en time, skal der jo være et par klassikere, der falder fra. Nevermore leverede varen - og lidt til... Glæder mig allerede til næste gang de besøger Wacken! Det burde alle gøre...

Anmeldt af .

Opeth Black Stage, kl. 17:30

Efter at have set Opeth på Voxhall i 2003 glædede jeg mig til at tage gensyn med bandet, der dog blev en kort fornøjelse. Opeth kom på scenen, Mikael Åkerfeldt havde, som han plejer en mærkelig humor kørende og de spillede også godt. Jeg fornemmede dog slet ikke den intensitet, som bandet havde i Århus, og både lyden, de mange folk og setlisten i første halvdel af koncerten synes jeg ikke var noget at råbe hurra for. Så efter en fem til seks sange tog jeg videre til næste scene, hvor Soilwork spillede.

Anmeldt af .

Soilwork Party Stage, kl. 17:30

Efter den mindre gode oplevelse med Opeth, var det dejligt at komme til et altid dejligt gensyn med Bjørn "Speed" Strid og Soilwork. Her synes jeg nærmest aldrig man går galt. Jeg synes måske, at bandets sange med tiden er blevet lidt ensformige, dog er disse altid en headbanger, om det enten gælder klubgigs eller festivaler. Der var dog desværre kun plads til at vi fik hørt to sange, idet Soilwork havde samme spilletidspunkt som Opeth, men efter slutsangen "As We Speak" fra albummet "Natural Born Chaos" havde jeg et smil om munden igen.

Anmeldt af .

Carnivore Black Stage, kl. 20:00

Carnivore

For første gang nogensinde skulle det Amerikanske kultband under ledelse af Peter Steele (Type 0 Negative) gæste det europæiske kontinent. At dømme ud fra de mange folk i Carnivore shirts var jeg ikke den eneste der så frem til denne begivenhed. Begyndelsen var sort humor i renkultur med en yderst dramatisk intro fra bånd, hvorefter bandet træder ind på scenen, skruer op for instrumenterne, lader dem hylde lidt og slår en tone an, hvorefter Steele siger tak for i aften og går igen. Efter at have ladet folk stå og undre sig i et par minutter dukker de fire kødædere dog igen frem, denne gang giver de den bare fuld skalle med en herlig version af "Carnivore" hvor Peter virkelig viser at han stadig har en af de mest brutale stemmer på kloden. Bandet byder på et bredt potpourri fra deres to legendariske albums, med dejlige politisk ukorrekte sange som "Angry Neurotic Catholics", "Predator" og "Race War". Indimellem blev det også til små musikalske indskud som "Smoke On The Water" og de første tre takter af "Black No. 1", mest overraskende var at man spillede testosteron hymne nummer 1 "Male Supremacy" og "Jesus Hitler" hvor sidstnævnte kom komplet med Hitler tale i den ene side af højtalerne og munkekoret i den anden. Til den grande finale kom bandet på scenen iklædt slagterforklæder oversmurt med blod og spillede "Sex & Violence", alt imens et dusin nøgne modeller kom på scenen for at oversprøjte publikum med teaterblod ved hjælp af deres supersoaker. Lad os bede til guderne at dette ikke var sidste gang Carnivore besøgte det gamle kontinent, men så skal de sgu også spille "Ground Zero Brooklyn" næste gang. Bon Apetite!

Anmeldt af .

Children of Bodom True Metal Stage, kl. 21:30

Dagen havde allerede været temmelig lang og det var jo også blevet til en hel del kolde bajere i løbet af dagen. Så efter en lille lur, der gjorde, at jeg desværre var gået glip af Carnivore og In Extremo, var jeg igen klar til at holde metalfanen høj. Denne gang skulle Children Of Bodom se om de kunne leve op til deres fantastiske show fra Wacken i 2004. Det spillemæssige var der ikke noget at sætte en finger på. Det var ultra tight og særdeles velspillet. Klassiske numre fra "Something Wild", "Hatebreeder" og "Follow The Reaper" fungerede ganske fedt med de nye numre fra "Are You Dead Yet". Masser af powerfuld melodisk død blandet med guitarlir og de sædvanlige keyboards, gjorde at Children Of Bodom så absolut kunne være deres præstation bekendt. Eneste lille stykke malurt, der var i den ellers velsmagende musikalske cocktail var, at lyden af og til gjorde at guitarlir og keyboard mudrede lidt sammen og blev en kende anstrengende at høre på. Øllet var dog stadig koldt, solen var efterhånden gået ned og natten var stadig ung. En dejlig aften på Wacken.

Anmeldt af .

Celtic Frost Black Stage, kl. 23:00

Jeg kan godt huske Celtic Frost fra de gode gamle 80’ere, hvor de var en vigtig brik i udviklingen af deathmetal, thrash og såmend blackmetal. Med klassiske skiver som "Morbid Tales", "To Mega Therion" og "Into The Pandemonium" satte Celtic Frost standarder for hvordan metalscenen senere skulle udvikle sig. Jeg havde selv disse skiver, men et simpelt tyveri befriede mig fra dem engang sidst i 80’erne. Faktisk var jeg aldrig selv den helt store Celtic Frost-fan og fik aldrig genkøbt disse plader. Derfor var det ikke det vigtigste band for mig at skulle se. De lagde ud med noget af det gamle, ultra tunge og selvfølgelig klassiske materiale. Da de havde spillet 3-4 numre, forekom det mig som en omgang tandløs gammelmands metal, som jeg åbenbart for længst er vokset fra. Lyden var ellers ganske fed, men jeg forstod pludselig hvorfor jeg aldrig blev den helt store Celtic Frost fan! Jeg forlod Black Stage og gik i Biergarden, hvor jeg sad og hørte resten af deres show over et par af de helt store fadøl. Jeg kunne fornemme, at de havde en masse fed energi og ikke mindst lyd. Jeg er da også ret sikker på at langt de fleste Celtic Frost fans gik temmelig tilfredse fra Black Stage efter koncerten. Personligt var jeg ganske godt tilfreds med, at jeg gik i Biergarden og drak. Jeg kunne jo trods alt stadig godt høre det og med et par af de helt store, gled Celtic Frost såmænd også ganske godt ned.

Anmeldt af .

Ministry True Metal Stage, kl. 00:30

Ministry

Selvom Wacken normalt er en vaskeægte old-school metal festival, har der i de seneste år været nogle lidt mere "moderne" bands, hvis jeg må bruge det ord. Ministry er jo ikke ligefrem et nyt band, men det er trods alt første gang jeg har set industrial på Wacken. Ministry havde en ganske fed lyd og deres show var en oplevelse i sig selv. Problemet var bare, at de spillede så ultra højt at lydstyrken lå lige omkring eller en smule over smertegrænsen, og med alt det metal jeg allerede havde set den dag, gik der ikke længe før jeg igen trak mig tilbage til Biergarden, hvor lydniveauet stadig var højt, men dog til at holde ud. Der sad jeg så igen og fik drukket mig en vis mængde koldt øl, alt imens klassiske numre fra plader som "The Land Of Rape And Honey", "Animositisomina" og ikke mindst deres absolut fedeste numre: "The New World Order" og "Just One Fix" fra deres fedeste skive "Psalm 69", fyldte mine ører! Derefter var jeg også ved at være pænt stiv og træt. Jeg besluttede mig for at finde mit telt og få sovet, frem for at få set Amon Amarth, Jeg orkede ganske enkelt ikke mere den dag.

Anmeldt af .

Lørdag:

  1. Aborted
  2. Arch Enemy
  3. Fear Factory
  4. Atheist
  5. Emperor
  6. Motörhead
  7. Delirious

Aborted Black Stage, kl. 12:00

Jeg er glad for at Aborted ikke begyndte kl. 11.00, som Mystic Circle gjorde det dagen før, for Aborted fra Belgien, var absolut noget af det jeg aller mindst ville gå glip af. En lettere snert af tømmermænd fyldte min krop, da jeg sad i Biergarden og spiste morgenmed. Pludselig, en halv time før tid, gik det løs på Black Stage - troede vi! De spillede et par minutter for lige at får lavet det sidste justeringsarbejde på lyden, hvilket dog var nok til at jeg skyndte mig ned foran Black Stage, da jeg jo troede at de var gået i gang. Det var de jo selvfølgelig ikke, så der sad jeg foran Black Stage og kunne ikke rigtig gøre andet end at - ja, rigtigt gættet - hente mig dagens første kolde øl... Til at starte med var lyden ikke helt optimal, men energien og spilleglæden fejlede bestemt ikke noget hos gutterne fra Aborted. Der var smadder på fra start og lørdagens morgendød var både dejligt brutalt, ultra hurtigt, teknisk og svine tight. Man kan på mange måder godt sige at Aborted er ekstremt progressivt grinddød, med masser af groove og catchyness, nok til at fange de fleste dødsfreaks. Deres show, der åbnede lørdagen på Wacken, gjorde i hvert fald et ganske godt og brutalt indtryk. Deres nye album "The Archaic Abattoir" er i læsende stund allerede tilføjet min pladesamling...

Anmeldt af .

Arch Enemy Black Stage, kl. 13:55

Arch Enemy

Jeg må indrømme kun at have købt pladerne "Stigmata" og "Burning Bridges" i sin tid, og har ellers ikke fået hørt meget til bandet siden. Selvfølgelig har jeg set, at de har fået en kvindelig forsanger og da også hørt en sang eller to et par gange, der dog ikke rigtig fængede. Jeg tænkte dog, at Angela skulle ses live, så derfor tog jeg hen på pladsen, og det var da en oplevelse. Angela Gossow gav den så sandelig gas på scenen. Hun løb rundt på scenen, growlede/skreg godt til samt headbangede, så jeg næsten blev bange for, at hendes hoved ville flyve af. Det var fantastisk at se en omkring 170 cm høj kvinde fyre den for vildt af, og det var velfortjent og forståeligt nok, at hun løb en del gange for at få sig en tår vand.

Anmeldt af .

Fear Factory True Metal Stage, kl. 14:45

Fear Factory

Det seneste Fear Factory album "Transgression" var for mig en kæmpe skuffelse, så jeg håbede at de ville spille en hel masse fra deres gode gamle klassiske materiale. På det område blev jeg bestemt ikke skuffet. Sætlisten bugnede af klasse og de fedeste numre fra "Digimortal", "Obsolete" og "Demanufacture" blev leveret sammen med lidt af det nye materiale, samt "Martyr" og "Big God - No God" fra debut-skiven "Soul Of A New Machine". Det hele virkede så perfekt, bortset fra den katastrofale lyd og ikke mindst Burton C. Bell’s fuldstændige nosse-forladte vocal. Jeg tror aldrig, at jeg har hørt ham synge svagt, og jeg har da efterhånden set dem 4-5 gange. De fede numre blev leveret, med det nytter altså bare ikke når den gode Burton ikke ligner og optrådte som en der ikke lige gad være på Wacken på dette tidspunkt. Alt i alt var Fear Factory en skuffelse.

Anmeldt af .

Atheist Party Stage, kl. 18:45

Når der på en festival som Wacken er så mange fede bands samlet på et sted, kan det selvfølgelig ikke undgås at der af og til er nogle af de bands man absolut gerne vil se, der spiller nøjagtig samtidig. Det gjorde Atheist og Soulfly for mig i år. Jeg valgte i sidste øjeblik Atheist og blev bestemt ikke skuffet. Endnu engang var lyden noget nær perfekt foran Party Stage, og musikalsk var det en ren opvisning i teknisk kunnen og en magtdemonstration i hvordan man leverer varen fra ende til anden. Jeg må også lige indrømme at det nok er over ti år siden jeg sidst har lyttet til Atheist, så jeg havde næsten helt glemt hvor fede de i virkeligheden er. Alligevel kunne jeg ikke helt lade være med at skule over mod Black Stage, hvor Soulfly delte massive cirkelspark ud. På et tidspunkt forlod jeg Party Stage for lige at få et glimt af Soulfly, som det desværre endnu ikke er lykkedes mig at se live. Da jeg ankom til Black Stage, kunne jeg igen slå fast, at der var et eller andet galt med lyden på Black Stage. Nu var jeg jo kommet for at se Soulfly, men idet jeg nåede derover gik de i gang med den gamle Sepultura klassiker "Beneath The Remains" fra pladen af samme navn, men pga af den fede lyd på Party Stage og den knap så fede på Black Stage, gik jeg over efter en bajer og gik tilbage mod Atheist, der stadig havde lidt tid igen. Den nød jeg i fulde drag, sammen med det øl jeg stod og drak. Da det var forbi, gik jeg selvfølgelig op efter mere øl og bevægede mig tilbage mod Black Stage for lige at få det sidste af Soulfly med. Endnu engang spillede de et Sepultura nummer - denne gang "Roots Bloody Roots" fra "Roots" albummet, inden de sluttede af med en vaskeægte Soulfly klassiker "An Eye For An Eye". Så ud af tre Soulfly numre jeg fik set, var to af dem Sepultura numre...

Anmeldt af .

Emperor Black Stage, kl. 21:45

Jeg må indrømme, at Emperor har været en drøm at se live lige siden jeg i start 90'erne stiftede bekendtskab med bandet. Ihsahn, Samoth, Trym, Secthdamon leverede en pragtpræstation. Ligesom på deres DVD "Emperial Live Ceremony" viste Ihsahn, at han med sin kraftfulde og autoritære stemme har magten over scenen, publikummet og dermed kan kalde sig den absolutte kejser. "Curse You All Men", "I Am The Black Wizards" og "Inno A Satana" og selvfølgelig også "In The Wordless Chamber" fra deres sidste udspil "Prometheus" var bare et lille udsnit af perlerne bandet spillede, og der skulle ikke mangle noget, idet der blev brugt ild, samt fyrværkerieffekter til at glæde publikum. Selv om lyden ikke var helt perfekt, kunne jeg ikke andet end at gå fuldstændig i ekstase. Længe leve Emperor!

Anmeldt af .

Motörhead True Metal Stage, kl. 23:15

Motörhead

Årets sidste navn for mig var Motörhead som ikke kunne have været et bedre valg til headliner. Bandet kom på scenen, så, drak, rockede og sejrede. Men hvem havde også forventet andet fra Lemmy og Co. Bandet havde også den bedste lyd af alle denne weekend, udover at man spillede svinetight og med masser af spilleglæde der ikke tog mange sekunder for at slå over til publikum. Sætlisten var meget lig den fra Inferno turneen og jeg undrede mig da også, at vi slet ikke fik nogle numre fra det kommende album "Kiss of Death". Men i stedet blev vi budt på en infernalsk åbning i form af "Dr. Rock", "Stay Clean" og "Love Me Like a Reptile", samtidig med at Lemmy igen gav små stykker af hans visdom mellem numrene. Den store overraskelse kom i form af "Fast And Loose" fra "Ace of Spades" pladen, et nummer jeg ikke mener, er blevet spillet live siden starten af firserne. Derudover var der eller masser af geniale gamle og nyere svingere som "Over The Top", "No Class", "I Got Mine", "Killers", "Ramones", "Dancing On Your Grave" og "In The Name of Tragedy". Desuden gav Mikkey Dee også sin obligatoriske trommesolo i "Sacrifice", der nok fik en del trommeslagere til at gå hjem og brænde deres trommesæt i ren frustration. Desuden fik vi en lille guitarsolo efter man havde spillet det obskure b-side nummer "Just Co’s You Got The Power", plus en gæste optræden af et UKO (uidentificeret kvindeligt objekt). Slutningen kom alt for tidligt i form af de obligatoriske "Ironfist", "Overkill" og "Ace Spades", lysshowet i "Overkill" var spektakulært og mindede om en flakoplyst nattehimmel over Berlin under anden verdenskrig. En værdig afslutning på en hektisk og mindeværdig weekend.

Anmeldt af .

Delirious W.E.T. Stage, kl. 00:30

Tidligere på året udgav Delirious "Made For The Violent Age", der viste sig at være en ganske habil thrash-skive. (læs anmeldelse). Live virkede de såmænd også ganske oplagte. Lyden var fed og Delirious forstod sgu at give alt hvad de havde, selvom W.E.T. Stage kun var lidt over halvt fyldt. Det skyldes jo selvfølgelig det sene tidspunkt og det fact at dem, der var tilstede var lige så trætte og stive som jeg selv var. Dér stod jeg så og nød årets sidste band for mit vedkommende og kunne se tilbage på en fed festival, hvor tiden virkelig blev fyldt rigtig godt ud med både en masse fed heavymetal og tonvis af bajere! Nå, men Delirious spillede som sagt ganske fedt og habilt og deres ganske fede form for Bay-Area Thrash, med det tydelige tysker thrash islæt, gik rent ind. Numre som "Trible Six", "I’m The Enemy" og "Blood Begins To Freeze" fra det nye album, er allerede blevet klassikere, der også blev leveret med både stil og klasse. Efter Delirious var dette års Wacken slut for mit vedkommende... Eller næsten, for da jeg endelig fandt mit telt var det blevet lyst igen. Hvad jeg helt nøjagtigt lavede mellem kl. 01:15 og til solopgang, må ligge hen i det uvisse. Men øl blev der i hvert fald drukket masser af...

Anmeldt af .

Tilføj kommentar