Krydskontamination
Japanske Crossfaith er ikke bare en flok nytilkomne, som er forhippede på at gøre ting ved metallen, der ikke var gået herhjemme. Med 12 år på bagen, fire albums og en stak EP’er i rygsækken er det ikke et nytænkt opgør med normerne, og bandmedlemmerne har siden dag ét været fælles om hadet til mainstream popkultur. Den modvilje har udmøntet sig i en vanvittig omgang electrocore, hvis tentakler lirker sig ind i samtlige nicher, der er at finde i modsætningerne i denne subgenre. Og selvom man som popkulturentusiast kan ryste den ene japanske stereotyp ud af ærmet efter den anden, er det omsonst, da Crossfaith med egne ord laver musik, der er ganske inspireret af den vestlige verden.
Kulturel appropriation
Og det er netop det udgangspunkt, der efterlader mig med en lidt flad fornemmelse. De lyder vanvittigt meget som alle de andre bands i samme kategori, og der mangler i min optik et kulturelt islæt, der hæver dem over masserne. Basalt set lyder de præcis som australske Capture på ”Catastrophe”. Et par breakdowns, en masse techno af mere eller mindre interessante varianter og et vrængende brøl. Ydermere byder nummeret på pop-punk clean vocals der ikke blot leder tankerne hen på Billy Talent, men bandet har ganske ublu stjålet et mellemstykke fra førnævntes ”Line & Sinker”. Gudhjælpemig om de ikke også har mast en ballade ind på pladen – et nummer som allerhøjest kan kaldes for malplaceret. Apropos malplaceret er ”Freedom” leveringsdygtig i en Linkin Park-møder-Disturbed-til-en-00’er-temafest-hybrid, og rap-sekvensen er en smule tåkrummende i sin banalitet. Dog skal Kenta Koie have ros for at have en stemmeføring og et flow, der er ganske overbevisende, om end jeg ikke helt kan forlige mig med, hvor nu-metal de er, helt uden at anstrenge sig. Den samme følelse af uforvarende at have aktiveret en tidsmaskine gør sig gældende på ”Wipeout”, hvor jeg føler mig hensat til dengang, MSN dominerede den elektroniske kommunikation, og reflekser på bukserne ikke blot var reserveret jord- og betonarbejdere.
Efter deres koncert på Copenhell hvor jeg mildest talt var begejstret, må jeg indse, at Crossfaith er mere et liveband end det er et hjemme-i-stuen-band. Men som alt andet her i livet er det et spørgsmål om perspektiv. Jeg er såmænd ret glad for den kække kombination af moderne elektronisk musik og moderne metal, men desværre stikker pladen af i for mange retninger. Der er nik i retning af 90’ernes tramperscene, lidt ufarlig metal fra dengang jeg var ung nok til at synes, det var hårdt, og så dybe growls og knogleraslende breakdowns. Det er ren nostalgi med en moderne finish, og resultatet bliver desværre en forvirrende omgang generelt set. De favner bredt og cadeau for det, men ultimativt overskygger stilforvirringen på Deus Ex Machina budskabet.
Ja, men nej
De får, trods alt, point for at forsøge at variere deres electrocore med et ”se, hvad vi ELLERS kan”, men deres afstikkere bliver til tynde kopier af inspirationerne, og det er vel ikke meningen, at man ender med at sætte Linkin Park på bare for at få det ud af systemet. De er teknisk dygtige alle som én, ingen tvivl om det, og de har enkelte numre, der sagtens kunne sætte gang i festen hos folk, der ikke går så meget op i regler for metal. Ydermere er jeg imponeret over, hvor dybt så klejn en mand kan brøle, og der er ikke en finger at sætte på hverken produktion eller dedikation. Er du til technometal og rap, så kan jeg garantere dig en fest. Er du ikke til pop-punk og nu-metalinspireret heavy, bør du nok se dig om efter et andet soundtrack til din dag.
