Night of the black attack 4.0

Neurosis - Times of Grace

Neurosis - Times of Grace cover

Året er 1999. Vi runder 6 milliarder mennesker. Spongebob ruller over skærmen for første gang. Putin bliver præsident i Rusland. Verden over forbereder folk sig på dommedag i form af den frygtede Y2K-virus, og nu-metallen lægger sig som en dyne over det globale metallandskab. 1999 er også året, hvor Heavymetal.dk ser dagens lys. I 20 år har du således kunnet holde dig opdateret om hard rock- og heavy metalalbums og koncerter samt se og læse interviews med alle dine favoritbands. Det kunne vi selvfølgelig godt klappe os selv på skulderen over, men vi vil meget hellere fejre dem, det i virkeligheden drejer sig om: nemlig alle de fede bands og deres musik. Her, 20 år senere, kan vi så se tilbage på et par dekader, der har budt på talløse genrer, subgenrer, stigende og faldende interesse, mainstream og undergrund og ikke mindst et utal af anmeldelser. I løbet af 2019 vil vi derfor hver måned bringe en anmeldelse af nogle af de vigtigste udgivelser fra 1999 og vurdere, om de stadig holder, eller om man ”nok skulle have været der”. Nu er turen kommet til Neurosis og Times of Grace.

Back in the Bay

Som utallige bands fra thrash-bølgen i midt-80’erne opstod Neurosis i San Fransiscos berømte Bay Area. Men det var stort set også det eneste post-metallerne i Neurosis havde til fælles med de ofte vrede thrashere og deres raseri-angreb på samtidens magthavere og autoritetsfigurer. Neurosis hørte til i  Oakland ved The East Bay, der i 80’erne og 90’erne var et område plaget af kriminalitet, stoffer og håbløshed. Geografisk lå det ganske vist tæt på Silicon Valley, men mentalt, økonomisk og socialt var Oakland og resten af East Bay lige så langt fra det forkromede high-tech paradis på den anden side af bugten, som de var fra månen.

I starten af Neurosis’ karriere var de en del af den sprudlende hardcore punk-scene i Oakland, men vreden over de udsigtsløse forhold, de levede under, blev langsomt udskiftet med en langt mere introvert og reflekterende tilgang til deres kunst. Det var dog ikke udelukkende den mismodige tilværelse i Oakland, der påvirkede dem. Bandets mange forskelligartede musikalske forbilleder bidrog yderligere til denne bevægelse væk fra ydre reaktion til indre refleksion. Med inspiration fra både Black Sabbaths tidlige doom-metal og Melvins pre-grunge, var Neurosis således med til at grundlægge sludge og post-metalgenrerne. Med Through Silver in Blood fra 1996 skabte de stort set egenhændigt det, vi i dag kalder post-metal, men det var med opfølgeren Times of Grace tre år senere, at de perfektionerede genren og satte barren for alle bands, der kom efter.

Rammerne sprænges, og barren hæves

Når man lytter til Times of Grace i dag, er det stadig markant, hvor meget hver sang får plads til at skabe den rette stemning. Selv i de sekvenser, hvor feedback, distortion og mærkelig instrumentering tager over, leveres alt præcist og økonomisk. Samtidig lurer vanviddet hele tiden under overfladen og springer i glimt frem – især under de korte instrumental-numre, der binder de ellers ret lange sange sammen. Når strygere, blæsere og sækkepiber således træder frem i lydbilledet, er det, som om det er Arkham Asylums husorkester, der spiller for og hjælper Neurosis med at skabe deres unikke udtryk.

På sange som ”Under the Surface” fungerer trommerne som Phil Rudds deciderede anti-tese. Ikke fordi Jason Roeder ikke kan holde takten eller tælle til fire så præcist som AC/DCs Mr. Metronome, tværtimod faktisk. Men hans tribal-beats og skæve rytmer er konstant udfordrende og i evig bevægelse, som et spejlbillede på den forvirrede sindstilstand forsanger Scott Kelly fremmaner. 

”Belief” er bare ét eksempel på, hvordan Neurosis sprængte rammerne for hvilke lyde, man kunne vride ud af traditionelle instrumenter for at skabe noget unikt og ikke mindst levedygtigt. ”End of the Harvest” er en opvisning i Neurosis' unikke evne til helt naturligt at blande raseri (måske havde de alligevel lidt tilfælles med de førnævnte thrashere?) med skønhed og inderlighed. Samtidig viser dette episke nummer, hvordan man får lyden af en plade, der går i hak, til at give fuldstændig mening. ”Harvest” er majestætisk, over 7 minutter langt og albummets syvende sang, men Neurosis er ikke færdige med os endnu. Efter endnu et kort instrumentalnummer med Arkham-orkestret, får vi ”Away”: En næsten desperat mismodig sang, hvor klaver og cello akkompagnerer Scott Kellys inderlige vokal, der viser, at han kan så meget mere end bare at råbe. Gruppens tekster er notorisk kryptiske, men dette nummer handler tydeligt nok om den tragiske kendsgerning, at vi alle engang skal væk herfra. Et nedslående tema måske, men det er med til at skabe en af de smukkeste sange, et metal-band nogensinde har indspillet, også selvom det slutter med Kellys desperate, gentagne råb: ”Away”!

Festen er slut. Eller er den…?

Opvisningen sluttes af med ”The Road To Sovereignty”, hvor man forestiller sig de få tilbageværende medlemmer af Arkham-orkestret spiller på de instrumenter, der endnu ikke er knust til ukendelighed. Alt imens går festens deltagere desorienterede rundt uden helt at have forstået, hvad det er, de lige har været vidner til. Så sindsoprivende, opslidende, men fuldstændig magisk har turen med Times of Grace været. Men så snart de sidste toner rinder ud, og orkestret begynder at trække sig tilbage til deres mørke celler, stikker Jokeren hovedet frem og hvisker manisk: ”Skal vi ikke høre den igen?” Vi nikker alle forventningsfuldt og tager en tur mere, for vi kan slet ikke lade være.

Times Of Grace er én af de sjældne plader, der er fuldstændigt tidsløse og helt hinsides trends og modefænomener. Den var fantastisk i 1999, den er endnu bedre i dag, og om tyve år er den garanteret stadig til ti neurotiske kranier.

Tilføj kommentar