Intet sløvt over denne ungdoms sind
De kom flyvende med S-toget til dette gudsforladte sted (K. B. Hallen) fra alle Danmarks hjørner, hvis vi tager det hele med. Hvad det er, de vil med livet, det kan kun de selv forstå - og de vil bruge livet på at høre blød post-punket rock sunget af forsangere med udtværet øjenskygge og bare overkroppe, der var mere overtegnede af tatoveringer end toilettet på en brun bodega. Sådan kunne en omskrivning af Kim Larsens “De smukke, unge mennesker” lyde, hvis den var forfattet om denne aften med ungdomsrock. Det er ikke ofte, at jeg er alderspræsident i metalmiljøet. Da min umiddelbare reaktion på det festklædte publikum var “fryser de mon ikke?”, måtte jeg dog erkende, at jeg efterhånden vist er gået hen og blevet gammel i en alder af 28 år. Mange begræder ungdommens manglende tilslutning til den alternative musik. De går dog muligvis bare ikke til de rigtige koncerter, for i aften blev den bekymring for alvor sat til skamme. Salen var stuvende fuld allerede inden det første opvarmningsband, og vi stod tæt som overfiskede sild i en tønde. Det viser en iver og opbakning til selv de lidt mindre bands, som man ellers af og til kunne savne. Regn, blæst og alenlange køer havde ingenlunde taget pusten fra et publikum, der var klar til en aften med det modsatte af ungdomssløvsind.
Weathers
Det amerikanske rockband Weathers begyndte koncerten ligesom deres karriere: Med et pletskud af et ørehængende radiohit, hvis kvalitet var svært at følge op på. De brød dermed den vante koncertstruktur, hvor man skal igennem et væld af nyt materiale og middelmådige numre med halvlunken lyrik, før man kommer til de sange, som bandet hader at spille, og publikum elsker at høre. Det er forfriskende at få de største hit skudt af sted fra start, men til gengæld løber bandet også en vis risiko for, at resten af koncertoplevelsen kommer til at fremstå fadere end en daggammel fadøl fra en brudt fustage. Weathers sendte chokbølger af energi ud i salen fra start med deres største hit, “Happy Pills”. Både guitarføringen og luftsparkene var høje, og publikums arme røg hurtigt i vejret. Hvis de havde været gamle nok til at have vinkedeller, ville vindstødene fra de mange vejende arme have blæst bandet af scenen. Selv blev jeg skyllet tilbage på en bølge af nostalgi til 2016, da singlen blev baggrundssoundtracket til hele min højskoletid. Den umiddelbare genhørsglæde blev dog hurtigt erstattet af kedsomhed, da bandet ikke kunne holde fremdriften kørende. Lidt af energien blev genvundet under “Where Do I Sign”, hvor Weathers til dels fik orkestreret en fællessang på omkvædet. Dog blev koncerten kompromitteret af mikrofonproblemer. Vokalen blev svøbt i et uldtæppe af feedback, der mudrede den ind i de andre instrumenter. Alle bandets musikere fremstod yderst habile, men ingen udmærkede sig særligt. Scenetågen kunne skæres med en machete, og det var næsten umuligt at skimte trommesættet bag tågebankeren. Det var stemningsskabende - blot skabte det ikke den samme stemning som bandets poppede post-punks teenagehørm, men havde egnet sig bedre til en tungere tonalitet. Måske ville det passe bedre, hvis de bare havde oversprøjtet scenen med Axe og vapedamp i stedet. Der var visse højdepunkter under koncerten som for eksempel “Tired”, hvor Boyer både lignede og lød som Matthew Jean Paul Walst fra Three Days Grace. Han var i fin kontakt med publikum, og man kunne mærke bandets benovelse og ærefrygt over at opvarme for aftenens andre artister. Hele salen hylede som stukne grise på vej til slagtning, og det var svært ikke at blive smittet af al den rå energiudladnings højspænding.
Palaye Royale
I en lille båd, der gynger, sidder en emo og synger. Sådan kunne man have sunget, da forsanger Remington Leith i Palaye Royale forcerede publikumshavet af hænder i en gummibåd til deres koncert på Copenhell. Denne aften havde bandet dog tøjret jollen i hjemstavnens sikre havn. Det forhindrede dog ikke Leith i at nå ud til publikum, da han næsten ikke kunne holde sig forskanset på scenen, men både begav sig på togt i pitten og ud på sidefløjene. Hans publikumsnærvær nåede således længere ud end hans stemme, for mikrofonen drillede stadig. Derudover havde hans vokal et noget begrænset omfang, der mest af alt bevægede sig i det blødere, radiovenlige leje. Ved første øjekast var det ikke tydeligt, at der var et nyt band på scenen. For det første, fordi tågemaskinen stadig var på overarbejde, og for det andet, fordi han og aftenens andre forsangere (senere også Yungblud) vist køber tøj i den samme forretning, der sælger smokey eyeliner og usynlige t-shirts. Han og bandet var dog et uudtømmeligt kraftværk af energi, og selvom guitarist Dave Greens soloer var relativt simple, blev de leveret med så stor overbevisning, at man ikke kunne undgå at blive revet med. Det var klassisk ungdomsrock, som er blevet produceret i århundreder og ligesom en sukkerfri energidrik vil bestå uforandret, selv efter resten af menneskeracen har mødt sin dommedag. Der er ingen grund til at ændre en opskrift, der virker, og selvom deres sange ikke just er nyskabende, så er der dog heller ikke meget at udsætte på dem. Særligt “Little Bastards” var et højdepunkt. Dog savnede jeg den kant i lydbilledet, som de for eksempel havde på samarbejdet med Deathbyromy. Noget helt andet stjal dog billedet fra bandet: Leith stoppede showet, fordi han øjensynligt først troede, at nogen blandt publikum havde fået et ildebefindende. Dog var det en helt anden ulykke, der udspillede sig: Et par blev forlovet under koncerten. Det førte kort bandet ud af fatning, hvilket er forståeligt. Frieriet foregik under lidt roligere rammer end ved den famøse wall of death under blackened deathmetalbandet Strychnos på Copenhell, men Leiths omsorg for publikum forekom rørende sympatisk. Tillykke til turtelduerne - vi må håbe, at ringen passede, så den ikke røg af, da hænderne senere skulle skubbe taget af K. B. Hallen til Yungblud.
Yungblud
Overleverens livsglæde
Følelserne sad uden på det ikke-eksisterende tøj, da Dominic Richard Harrison aka Yungblud indtog scenen og hjerterne. Den britiske sanger kunne tidligere i år fejre sin 28-års fødselsdag, og det markerede en væsentlig milepæl i hans karriere. I musikfilmen Are You Ready, Boy? fortalte Harrison, hvordan han har været på kanten af at indløse sit medlemskab i Klub 27 bestående af musikere, hvis scenelys slukkede for tidligt. Men han stod der endnu, og i aften lyste livs- og spilleglæden ud af ham. Denne forhistorie gav ekstra vægt til numre som “Zombie” fra Yungbluds seneste udgivelse, Idols, hvis sange dominerede sætlisten sammen med et par deep cuts i hans musikalske karriere. Vi var alle klar til at fejre hans fødsels- og livsfest - og samtidig sende en tanke til den mentor, som hjalp Yungblud gennem karrieren og livet: Ozzy Osbourne. Ozzy blev en mentor for Yungblud, der hjalp ham med at at skrue farten ned på rockstjernelivets overhalingsbane, og det lå mellem linjerne, at Yungblud nok ikke ville have stået på scenen denne aften uden ham. De to kunstnere er meget forskellige, og selvom man kan høre inspirationen fra Ozzy bag Yungbluds baslinjer, står de ikke til sammenligning. Alligevel vejede det tungt, at Ozzy som noget af det sidste kunne give stafetten og sin korshalskæde videre til den næste generation. Som Yungblud selv skrev i sin farvelhilsen til legenden: `Your cross around my neck is the most precious thing I own. You asked me once if there was anything you could do for me and as I said then and as I will say now for all of us the music was enough.´ Nu skulle det blive spændende at høre, om rockens nye blod kunne leve op til forventningerne og bære korset videre.
Håb for den underkendte ungdom
Hvis du var blevet tørstig under koncerten og manglede en øl, skulle Yungblud nok sende en ud til dig - hvis du altså kunne gribe. Det var ikke den mest coronavenlige koncert, for han kastede bæger efter bæger af halvfyldte (eller halvtomme?) øl ud over publikum, der stod klar med åbne arme og munde. “There are no cool people here” proklamerede han, for aftenen var dedikeret til alle dem, der er faldet bagud i det forventningsræs, som ungdommen udsættes for i dag. Han har kaldt sig selv `a mouthpiece for the underrated youth,´ og under “Idols” udbasunerede han et heltekvad for alle dem, hvis stemme ikke bliver hørt. Inspirationen fra David Bowies “Heroes” var tydelig både i sangens tematik og Yungbluds visuelle, androgyne udtryk på scenen - så det var ikke forgæves, at han oprindeligt indspillede nummeret i Hansa Studio, som Bowie ligeledes gæstede.
Mens scenetågens banker endelig havde lagt sig, hang samhørigheden mellem Yungblud og publikum stofligt som et tæppe i luften. Selvom salen var stuvende fuld, følte vi os alle set og påskønnet. Næsten lidt for påskønnet, for meget af koncerten gik med publikumskontakten mellem numrene, og det medførte en del ventetid, som lagde en dæmper på den ellers hæsblæsende energi, som han lagde for dagen under særligt “The Funeral”. Publikumskontakten blev særligt nær, da Yungblud under “Fleabag” inviterede en fra publikum med op på scenen for at spille med - og her blev det altså bassisten Mike Lauren fra det danske glam-rockband Animalyze. Det var en fin reklame, og den unge gut virkede særdeles hjemmevant på scenen med en smøg i flaben og stjerner i øjnene. Yungblud havde dog lidt svært ved at starte en moshpit, også selvom han sagde “You’re not fucking Norway, are you?!” Og nej, vi er fandme ikke Norge, men hadet til nordmænd var alligevel ikke nok til at få dansken ind i en circle pit.
Sætlisten var generelt varieret med både en del nye hits fra albummet Idols og noget af hans ældre, mere klassiske post-punk. Yungblud er blevet blødere med tiden, og jeg kunne godt have ønsket mig lidt mere fart over feltet under koncertens anden halvdel. Dog løftede særligt et nummer hele den samlede oplevelse. Yungblud har svoret altid at spille sit cover af “Changes” til ære for Ozzy Osbourne. Man skulle næsten tro, at salen var fyldt af australiere, da vi alle messede “Ozzy” og sendte tankerne på himmelflugt mod den himmel, som Ozzy nu helt sikkert gør til et helvede af en fest. Yungblud klamrede sig til det kors, som Ozzy gav ham inden sin død. Det kunne have virket forstillet og kunstigt, men forekom ægte, for der er en vis rå ærlighed over alt, hvad han gør. Man blev selv bevæget af at se hans bevægede tilstand og den store respekt, han nærer til sin hedengangne faderfigur. Harrison bærer bandet i en sådan grad, at man lidt glemte, at der var andre på scenen end ham. Heldigvis kan hans nærvær og stemme bære det - og denne gik heldigvis tydeligt igennem upåvirket af de tidligere lydproblemer.
Nyt blod i gamle årer
Forhåbentlig har Yungblud mange fødselsdage foran sig endnu og kan bevare sin livs- og spilleglæde. Der er nok en del grånende metalhoveder med korslagte arme, der reagerer med hovedrysten på, at Yungblud og resten af slænget overhovedet anmeldes i et metalmedie. Men artister som dem, der indtog K. B. Hallen, er i høj grad toneangivende for den retning, som en del af den alternative ungdomsmusik bevæger sig i. Og hvis man glemmer de først lidt uformående bands, så er der lys for enden af fremtidens tunnel - og det er ikke blot et tog, der drøner imod os, men et nyt håb. Godt nok har ungdomsoprøret fået lidt andre toner i dag, men det lever alligevel ved bedste velgående. Arven fra for eksempel Ozzy, Bowie, Blur og Green Day kunne tydeligt høres mellem linjerne under Yungblud, og hans hyldest til dem, der banede vejen for artister som ham, forekommer ærligt kærlig og respektfuld. Yungblud kunne næsten ikke tvinges ned fra scenen eller væk fra publikum. Han elsker sine fans uforbeholdent, og jeg er sikker på, at han havde givet en bajer i baren, hvis han kunne. Der flyder ungt blod gennem gamle årer, og i aften pumpede Yungblud hjerterne fulde af håb for ungdommen - selv hos os gamle skiderikker.
