Klange fra fortiden
Danefae har været på himmelflugt siden sejren i Wacken Metal Battle Danmark 2025 med deres unikke univers, som forener metalelementer, nordisk folkemusik og historiefortælling. Det hele resulterer i et udtryk, der både er råt, melodisk og gennemført stemningsfuldt. Med en balanceret brug af traditionelle og moderne instrumenter skaber Danefae musik, der føles forankret i fortiden, men samtidig står solidt i nutiden. Forhåbentlig finder nogle af fortidens instrumenter også vej til scenen denne aften – det ville være en skam, hvis den del af udtrykket blev overladt til backingtracks.
Ring til din far
Med de blonde lokker omkransende deres ansigter som gyldne kroner tonede tre kvindelige sangere frem på scenen. Lige så lysende var deres skønsangs sammenfletning af melodierne, da deres stemmer rejste sig mod himlen, mens bastonerne buldrede i bunden. Som min kollega skrev i sin anmeldelse af Danefaes album Trøst, mestrer bandet netop kontrasternes changeren mellem lys og mørke. Dog var der lige lovlig meget lysforurening, som sendte natmørket på flugt og understregede, at Danefae lægger trykket på folk i 'folk metal'. Vokalernes flerstemmighed smøg sig smukt om de lyse toner, da de kvidrede om kap med fuglene fra “Fuglekongen”, men man manglede mol og mørket. Uden det kan man nemlig ikke se stjernerne, og funklende præstationer som eksempelvis “Sang om håb” gik næsten tabt i solen.
Men også kun næsten. Ligesom nornerne Urd, Verdande og Skuld spandt fortid, nutid og fremtid sammen i skæbnens spind, forbandt Danefae forgangne tiders kvad med moderne musik. Selvom deres genreudtryk generelt er for blødt til min smag, blev mine følelser alligevel fanget af deres symfoniske spinderok. Ja, faktisk var jeg lige nødt til at gøre ophold under skrivningen af denne anmeldelse for at ringe hjem til de gamle efter at have genhørt “P.S. Far er død”. Det siger i den grad noget, at musik på den måde kan bevæge en til at handle. Lige den sang erindrer jeg dog ikke, at de spillede denne aften, hvilket er heldigt, da jeg ikke havde taget de Kleenex med, som nummeret kræver.
Meget folk, lidt metal
Danefae er en vanskelig størrelse at anmelde. På den ene side ramte de mig durk i hjertekulen og gav følelserne en klemmelus. På den anden side var jeg efter koncerten i tvivl om, hvorvidt de overhovedet passede ind i en metalfestivals program. Hvad deres musikalske tonalitet manglede af mørke og intensitet, blev dog opvejet af deres tilstedeværelse på scenen, da det næsten havde karakter af et dybfølt teaterstykke. Særligt “Sang om håb” var et højdepunkt, mens jeg ellers savnede en anelse mere dynamik og dybde i sætlisten.
