Århus og dødsmetal er ikke ligefrem fremmede for hinanden. Illdisposed, Hatesphere, Livløs og Baest, for bare at nævne et par stykker, stammer alle fra Smilets By. På trods af dette, så er det alligevel ikke hverdagskost, når Radar byder på teknisk dissonant avantgarde død hele vejen fra New Zealand. Båret på vingerne af sidste års mageløse Cutting the Throat of God var Ulcerate nået til deres første danske stop på turneen Eclipse Death II Europe. Med som opvarmning, havde de taget det franske, og mindst lige så særprægede, industrielle sludge-orkester Fange.
Fange
Trods gentagne danske besøg er det ikke mange ord, vi her på sitet har nedfældet omkring franske Fange — bobler på en årsliste er, hvad det er blevet til. Så når bandet nu faktisk valgte at svinge forbi på en ordentlig dato, så skulle man da være et skarn for ikke at kigge forbi. Om ikke andet, så for at få sin nysgerrighed, om hvad industrielt sludge var for en størrelse, stillet. Der var da også godt fyldt op da Fange gik på scenen — Radar havde også meldt om få billetter, men supporttjansen er altid utaknemmelig. Uanfægtet af fremmødet satte Fange dog gang i, hvad der bedst kunne beskrives som Author and Punisher og filmen Falling Down i et voldeligt dysfunktionelt parforhold. Skærende industrial underlæg, guitar og bas stemt i kælderen og en vokal, der ikke magtede mere pis. Et lydbillede, som bandet også energimæssigt matchede fint. Fange havde tydeligt kigget mod sludgens hardcore-rødder, hvor især vokalist Matthias Jungbluth trampede rundt klar til at rive hele pisset ned. Godt flankeret af bassist Antione Perron, som tordnede mod strengene, mens vreden så ud til at boble indvendigt. Adskillige gange følte man, at dette voldelige raseri ville brage ud gennem lokalet, men lige inden klimaks fik man indtrykket af, at bandet enten holdt sig tilbage eller måske blev holdt tilbage. Ligegyldigt hvad, så satte det en usynlig mur mellem band og publikum. At publikum tydeligt var kommet for at se Ulcerate, kunne også nemt have indvirkning på denne mur – og indrømmet, Fange havde ikke meget med hverken død, teknisk ekvilibrisme eller andet relateret til Ulcerate at gøre, hvilket muligvis også forklarede, hvorfor publikums reaktioner på bandets optræden begrænsede sig til små klapsalver mellem numrene.
Når den industrielle hammer dog ramte rambukpilotering i hare-gear, så var der dog flere, som måtte overgive sig til Fange og deres Terminator-sludge. Noget af denne ære skal dog også tilfalde lydteknikerne på Radar. Samtlige atmosfæriske detaljer i det ellers tunge og maskinelle udtryk stod klart og tydeligt. Når det så er sagt, så kunne man ikke komme udenom, at Fange aldrig rigtig formåede at kapitalisere på førnævnte pilotering. De numre, hvor de sludgede riffs trykkes helt i kælderen og tangerede døden, samtidig med det industrielle udtryk fik fuld spade, skulle være kommet i en lind strøm og tævet os alle sønder og sammen som en T-800 uden hæmninger. Men desværre gik denne potentielle forløsning en kende tabt i tilfældige atmosfæriske mellemspil og sludgede midttempo-riffs, som blev gentaget lige en gang eller to for meget.
Ulcerate
Siden newzealænderne i 2016 udgav den uslebne diamant Shrines of Paralysis, har jeg været solgt på trioens mørke og atmosfæriske kvælertag og kigget misundeligt på samtlige turneer, bandet har arrangeret. Sidst bandet besøgte landet, lå jeg med corona, og til trods for, jeg denne gang var ramt af muskelsmerter, der vidnede om, at jeg åbenbart kun fik tildelt 33 gode år, så skulle Ulcerate ses. Uden at kny et ord eller værdige publikum et blik trådte trioen på scenen og satte gang i “To Flow Through Ashen Hearts”, som var det et simpelt dagligdags gøremål. Kunne jeg have brugt lidt lavere volume på Jamie Saint Merats trommer og mere på Michael Hoggards guitar? Ja. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er svært begejstret for trommespillet hos Ulcerate og at høre det live, var intet mindre end fremragende. Og på trods af, at bassist og vokalist Paul Kellander og Hoggard aldrig havde øjenkontakt, var de som et tomandshold i synkronsvømning. Fuldt fokuseret på musikken, publikum var irrelevante, og således skulle Ulcerate kun ramme den melodiske bro på “Further Opening the Wounds”, før hele Radar var fanget af newzealændernes dissonante dragende mørke — kunne bandet have fanget publikum før? Ja. Men når man lige skulle stemme guitar i et minuts tid mellem hvert nummer, så gav det lidt for lang tid til, at lokalets lokale drukkenbolt kunne udfolde sig vokalt. Disse udfoldelser forstummede dog totalt, selv under den mere stille “The Dawn is Hollow”, hvilket bestemt vidnede om kvaliteten af Ulcerates musikalske udfoldelser.
Selvom sætlisten var domineret af den mere melodiske Cutting the Throat of God, så var det bestemt rart, at et nummer som “Dissolved Orders” fra Stare Into Death and Be Still sagtens kunne fremkalde noget af det buldrende og kvælende mørke, som pladen perfektionerede, uden at man begyndte at betvivle, hvorfor grebet om halsen pludseligt skulle strammes. Noget som igen fik mig til at ærgre mig over, at jeg missede bandet på VoxHall i 2022, da bandet turnerede med Stare Into Death and Be Still, men jeg kunne jo bare lade være med at få corona. Når alternativet så var at høre “Cutting the Throat of God” spillet så fremragende på en scene som Radars, der passede langt bedre til følelsen af at drage sit sidste åndedrag, inden lyset for enden af tunnelen ses, så forsvandt denne ærgrelse som dug for solen. De massive atmosfæriske dissonante riffs omfavnede lokalet, skyllede gennem publikum, og det var lige før, at publikum var parat på at lade Ulcerate agere Jim Jones og lade os alle komme Kristus en dag i forkøbet. Ulcerate var totalt uimponerede og samtidigt næsten umenneskelige i deres musikalske evner.
Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at jeg havde meget høje forventninger til Ulcerate efter at have ventet ni år på at se dem. Og selvom et nummer som “To See Death Just Once” trak os mesterligt gennem alle bandets æraer fra den rendyrkede tekniske død over det kvælende mørke til dødens forløsende endeligt, så manglede der altid lige det sidste, inden koncerten for alvor toppede. Og dog. For brokkede man sig over at blive trukket voldsomt ned i afgrundens sorte dyb på så fornem vis, som “Stare Into Death and Be Still” blev fremført, så fortjente man bestemt også nærkontakt med Manden med Leen. Hvordan tre mennesker kunne skabe så massivt, mørkt og dødsdragende et lydbillede, var både imponerende, skræmmende og noget, som nærmest var naturstridigt. Noget som dog var knap så imponerende var, at Ulcerate tyede til tricket med ekstranumre. Hold op. Spil jeres numre, sig tak for i aften og skrid. Så var det meget muligt, at “Dead Oceans” var absolut fænomenalt og dystert som ind i helvede. Men spil det nu inden for regulær spilletid.
