Kvalitet kun begrænset af geografisk logistik
At New Zealand ikke er masseeksportør af metal, skyldes nok, at landet ligger så langt ude i Stillehavet, at ikke engang en verdensomspændende pandemi kunne røre øgruppen. Geografien har dog ikke forhindret landet i at trække bands som Diocletian, Organectomy og Heresiarch op af hatten. Alle sammen glimrende bands, som bestemt har fremhævet, hvor god en metalscene New Zealand har. Men nu er det ikke dem, det skal handle om i dag. I dag skal vi beskæftige os med Ulcerate. Kald dem teknisk, atmosfærisk eller avant garde død. Genre er ligegyldig. Det vigtige er, at trioen cementerede deres position som et af verdens mest interessante dødsmetalbands med Stare Into Death and Be Still og nu er klar med opfølgeren Cutting the Throat of God.
Det er næsten for godt
I forhold til det meget lukkede, kvælende mørke på Stare… så er der åbnet lidt mere op på Cutting the Throat of God. Det er stadig dissonant som bare pokker, men de lysere toner og de atmosfæriske lydflader har gjort et lidt større indtog. Et lydtapet, som går meget godt i tråd med, at selvom man skal udføre mordet over alle mord, så kan man godt nyde udsigten over Himmeriget bare en smule.
Reelt set behøver man ikke nøjes med “bare” at nyde udsigten, for det skal ikke være nogen hemmelighed, at trioen endnu en gang har kastet et mesterværk af sig. Åbneren “To Flow Through Ashen Hearts” er klassisk Ulcerate, men allerede her er det tydeligt at høre, hvordan samspillet mellem atmosfæriske melodier, skærende dissonans, og det mest interessante trommespil på denne side af Gorguts Obscura, bliver af nærmest overjordisk karakter. Og hvis vi lige dvæler ved Jamie Saint Merats trommespil for en stund – den mand er så gudsbenådet bag et trommesæt, at jeg tvivler stærkt på, at han laver en eneste gentagelse over den lille time, som pladen varer, og han får det ikke engang til at lyde svært.
Oven på denne rytmeboks, som får Danny Carey til at ligne en amatør, kommer et overflødighedshorn af vidunderlige, næsten skrøbelige melodier, der samtidig komplimenterer og står i voldsom kontrast til dissonansens skærebrænderklang. “The Dawn is Hollow” er det til dato smukkeste nummer, Ulcerate har skrevet, “Further Opening the Wounds” er trioens mest fængende malstrøm af torden og lynild, og så er der selvfølgelig den episke lukker “Cutting the Throat of God”. De florlette, smukke melodier, som danser legesygt over den brølende afgrund, er så mesterlig en tour de force udi newzealændernes overjordiske spil mellem lys og mørke, at det er lige til at få gåsehud over.
Nu kan det ikke blive bedre…
For fire år siden undrede jeg mig over, hvordan Stare Into Death and Be Still kunne toppe Shrines of Paralysis. Her, fire år senere, undrer jeg mig så over, hvordan trioen har gjort det igen. Samtidig med at bandet har åbnet deres lyd så meget op med større fokus på det melodiske og atmosfæriske aspekt – vel og mærke uden at give afkald på så meget som en flig af det tekniske – så har de overgået Stare… og cementeret årsagen til, hvorfor Ulcerate er et af hvis ikke det mest interessante dødsmetal i det seneste årti.
