Slayer - Royal Arena - 3. december 2018
Tom Araya - CLPhoto

Slayer

Royal Arena, København S

Mødepligt

En mandag aften i starten af december trodsede jeg vinterkulden. Der blev lokket med de tunge drenge, og forventningen til i hvert fald halvdelen af line-uppet fik mig op og ud af døren, for selvfølgelig kommer man, når Slayer kalder. Metalfolket var mødt talstærkt op for at klappe et legendarisk band af scenen, drikke øller og råbe højt, og kuldegraderne til trods, blev der flashet utallige t-shirts i forskellige grader af forfald. Der var proppet til bristepunktet, og midt i hr. og fru Danmarks aftensmad lod tusinder af mennesker sig underholde af fire bands med hver deres pondus.

Obituary

Obituary - CLPhoto

Aftenens overraskelse

Jeg indrømmer med det samme, at Obituary aldrig vandt indpas i min pladesamling. Vokalen afskrækkede mig i første omgang og dernæst det faktum, at old school dødsmetal ikke lige var min kop te. Sidstnævnte ændrede sig dog med tiden, men Obituary forblev bandlyst på matriklen, indtil Frozen In Time. Der blev skruet ned for opkast-vokalen, og jeg havde i mellemtiden lært at sætte pris på en god gang Flori-død.

Derfor kunne jeg notere mig, ikke uden en smule skyldfølelse, at Obituary falder i den kategori af bands, der skal opleves, før man kan forstå, hvorfor alle andre synes, de er fantastiske. For min oplevelse af koncerten står i skærende kontrast til mit forhold til dem førhen. Fra min behagelige siddeplads havde jeg et glimrende udsyn til løjerne, og selvom det stående publikum indledningsvis var lidt sløve i optrækket, forhindrede det stadig ikke John Tardy & co i at give os alt de havde. En lillebitte pit bestående af godt og vel fem mennesker inspirerede langsomt de omkringstående til lidt mere reaktion på den velsmurte metalmaskine, der havde fået æren af at åbne ballet.

Der var ikke så meget snak fra scenen. Fokus var i stedet en solid omgang dødsmetal, som blev leveret lige på og hårdt og med et velkomstgrynt – det staves vist nok ”ydr!” – fra frontmand John. Hans vokal var blødt lidt op siden dengang, jeg først stiftede bekendtskab med dem, og mere end én gang fornemmede jeg et slægtskab med hedengangne Chuck, fra det lige så legendariske Death. Lyden var ikke noget at råbe hurra for, men budskabet var ikke til at tage fejl af. De var her for at vende vrangen ud på Royal Arena, og stillingen måtte efter endt show siges at være 1-0 i Obituarys favør. Kom snart igen!

8/10

Anthrax

Anthrax - CLPhoto

Klassens klovn

Anthrax er ENDNU et af de bands jeg aldrig har forstået, hvorfor folk er så vilde med. Men efter at have fået tørt på af første levende lydbillede var jeg åben overfor chancen for at kunne gå hjem og tilføje Anthrax til en af de utallige playlister i Spotify. Det skulle ikke vise sig at være tilfældet. Anthrax bliver sgu aldrig mig, men det betyder ikke, at jeg ikke synes, det var en god koncert.

Joey Belladonna er vitterligt den gladeste mand på en scene, næstefter Amon Amarths Johan Hegg. Det kan godt være, de spiller thrash, og at Scott Ian er lige så sammenbidt, som Joey er fuld af spas, men denne aften var der ingen sure miner at spore. Forsangeren var en glimrende entertainer, snakkesalig og med en sprudlende karisma. Nogen vil måske mene, der gik for meget gøgler i den, men faktum er, at det sateme kan blive kedeligt, hvis bandet bare står og glaner. Fordelen ved ”kun” at være forsanger, at man ikke er tynget ned af et instrument, var ikke spildt på Joey. Det var en fryd at observere ham krabbe, hoppe og spæne rundt, og interaktionen ham og resten af bandet imellem, var ubesværet og naturlig. Publikum responderede ved at synge med, klappe højlydt og fandentagemig, om jeg ikke spottede et par julemænd i den hæderlige circlepit!

Men man kommer ikke udenom, at det lød forfærdeligt. Og nej, jeg mener ikke musikken. Selvom jeg ikke gik derfra som nyslået fan, er jeg inhabil i forhold til det, de laver. Men lyden modarbejdede dem især i diskanten. Vokalen var skinger og ujævn, og de længere passager med snak med publikum forsvandt i et utydeligt rodsammen. Setlisten var lidt ujævn, når man tænker på genren. De burde have husket på, at de spiller for fans med bajere i blodet og næverne i luften. Tilmed var akustikken så skinger, at det skar i ørerne. Men hvad gør det, når alle vinkede tilbage, da Joey vinkede farvel? De gjorde, hvad de kunne med, hvad de havde, og fik smilet frem hos undertegnede.

 

Setlist:

Caught in a Mosh
Got the Time (Joe Jackson cover)
Efilnikufesin (N.F.L.)
Be All, End All
Fight 'Em 'Til You Can't
Antisocial (Trust cover)
Indians

6/10

Lamb of God

Lamb of God - CLPhoto

Forløsningens kunst

Siden Lamb of God aflyste deres koncert på Vega i kølvandet på skyderiet på Bataclan, har jeg ventet og ventet og ventet på, at de kom tilbage, og jeg har ikke lagt skjul på, at det var dem, jeg glædede mig allermest til at se i aften. Det besynderlige sammensurium af inspirationen fra nogle af mine største musikalske favoritter gennem tiden har resulteret i et band, der altid er leveringsdygtig i skarp metal. Kompetente musikere løfter bandet en tand højere op end deres frænder, og denne aften fik vi det serveret på et sølvfad.

Deres faste mand på trommer var afløst af Art Cruz fra blandt andet Prong, og han stod aldrig i skyggen af, hvem han afløste. Faktisk var det hans præstation, der fik mig til at indse, at denne aften var domineret af en flok vanvittigt dygtige trommeslagere. Præstationen fra sidste band inden hovednavnet henrykkede, og setlisten var tilfredsstillende. Der var cirka et fodboldhold samt reserver fra udsolgt, og gulvet sydede af feststemte mennesker i alle aldre. Frontmand Randy svingede med sine dreads, som gjaldt det hans liv, og han afbalancerede snak og sang perfekt. ”Now You’ve Got Something To Die For” blev dedikeret til Christiania, og jeg troede ham, da han takkede for at møde op.

Henimod slutningen af settet lovede han os, at vi nok skulle få noget for pengene, og han holdt ord. ”512” sad lige i øjet, og indlevelsen forplantede sig ud i salen. ”Laid To Rest” blev leveret med en overbevisende professionalisme, og den afsluttende ”Redneck” resulterede i en enorm circlepit. Fællessangen gjaldede, der blev messet ”Lamb of God” og belønningen for entusiasmen fra et næsten udsolgt Royal Arena var en vellykket koncert. I skrivende stund er Lamb of God blevet offentliggjort til næste års Copenhell, og jeg har tænkt mig at møde op og byde dem et hjerteligt velkommen og tak for sidst!

 

Setlist:

Omerta
Ruin
Walk With Me in Hell
Now You've Got Something To Die For
512
Engage the Fear Machine
Blacken The Cursed Sun
Laid to Rest
Redneck

9/10

Slayer

Kerry King - CLPhoto

Ode til Slayer

Man tager ikke bare og skriver en anmeldelse af Slayers danske stop på en velfortjent sidste turné. Der er voldsomt mange perspektiver, man skal tage i betragtning for ikke at drage den forkerte konklusion eller på anden vis risikere at underkende vigtigheden i at forholde sig til, hvad man har observeret. Slayer er en personlig rejse for rigtig mange metalhoveder, og de kan med garanti fortælle dig, hvornår de hørte Slayer første gang. Uanset hvilken genre du mener at bekende dig til, kan man ikke komme udenom kongerne af kompromisløs thrash, og for mit eget personlige vedkommende er Slayer et af de bands, der tog mig i nakken og førte mig ind i ekstremmetallens verden. Jeg har ikke brugt voldsomt meget energi på dem siden da, men de vil altid være en del af fundamentet for min kærlighed til metal.

Derfor var det også en meget besynderlig oplevelse at føle sig skuffet over, hvad der burde have været en episk afsked, men i stedet fremstod som noget, der bare skulle overstås. Det startede ellers rigtig godt. Stemningen var elektrisk, og det sekund AC/DC blev afløst af stilhed og lyset blev slukket, gik der et brøl igennem salen. Til tonerne af ”Delusions of Saviour” blev tre kors projiceret op på forhænget, og da de havde færdiggjort deres 180º, blev scenen afsløret og ”Repentless” flåede sig vej ud af højttalerne. Jeg syntes umiddelbart, det var ganske hyggeligt med pyrotechnics, men hånden på hjertet, så skal den slags altså ikke være hyggeligt. For min skyld kunne de godt have sparet det væk og i stedet brugt krudt på at være til stede. I stedet fik vi lysshow og skiftende bagtæpper, og den generøse spoteffekt på henholdsvis Tom Araya og Kerry King fik det til at spille visuelt.

Røg og spejle

Men det fik mig til at tænke på, om alle de imponerende effekter i virkeligheden ikke bare skulle lede opmærksomheden væk fra det faktum, at det hele var mekanisk og gav indtryk af, at det bare var endnu en dag på kontoret – med pension i sigte. For flot var det. Men det var på ingen måde nok, når man er motherfucking Slayer. De har trods alt været i gamet i mange år, inspireret et utal af bands og spiller stadig udsolgte koncerter overalt i verden. Af samme grund burde man også forvente, at de tilgodeser de mange fans, der har fulgt dem trofast i mange år og ydermere givet faklen videre til næste generation. Man nøjes ikke bare med at møde op, man møder sgu op og gider! Jeg skal ikke kunne gøre mig klog på, hvorfor der ikke blev mælet mange ord, men de tilbedende horder blev, i mine øjne, spist af med en ugidelig performance. Som minimum kunne de lige have introduceret Phil Demmel, det kan aldrig være de andre bands’ job at introducere en fyr, der var så flink at træde til.

Hvad jeg yderligere observerede, var også en gigantisk fest. Godt nok virkede det, som om den forreste del af salen havde brugt det meste krudt på Lamb of God, men opmærksomheden var stift rettet mod scenen. Den snigende kedsomhed ved et ensformigt set så ud til at være lokaliseret eksklusivt til mit sæde, og ”Postmortem” bragte nyt liv til festen på gulvet. De spillede tungt og for det meste præcist, men henimod slutningen stod det efterhånden tydeligt, hvorfor Slayer trækker stikket. Der sneg sig lidt træthed ind i stemmen, og ”Angel of Death” mindede mig om, hvorfor jeg er glad for, at jeg ikke nåede at besøge min farmor på hospitalet. Jeg fik lov til at bevare mindet om hende, som hun var, og det samme ville jeg have ønsket også gjaldt for Slayer. Deres koncert på sidste års Copenhell var langt bedre, og deres svanesang fes ud i sandet – omend til spektakulære visuals.

Afslutningen på en æra

Men undervejs sporede jeg emotioner i Tom især. Flere gange stod han bare og observerede salen og de begejstrede fans. Den sjæl, jeg manglede i fremførelsen af deres numre, skinnede igennem i hans kropssprog i disse øjeblikke. Da de havde rundet af, blev han stående på scenekanten, med armene ned langs siden og lignede en mand, der forsøgte at indprente sig synet af de mange glade ansigter. Mit skuffede anmelderhjerte sank en smule, da det gik op for mig, at det her nok var allersidste gang. Kimen til min passion de sidste 20 år havde takket af, og jeg tillod mig at være utaknemmelig. Ironisk nok er thrash ikke noget, jeg har taget med mig, siden dengang jeg hørte Reign In Blood for første gang, så man kan vel diskutere, om det har stået i vejen for min oplevelse. Men Slayer vil altid være Slayer, på godt og ondt, på fortærskede vitser og forvaskede t-shirts og intet, heller ikke et akavet farvel, vil ændre på det.

 

Setlist:

Delusions of Saviour (intro)
Repentless
Blood Red
Disciple
Mandatory Suicide
Hate Worldwide
War Ensemble
Jihad
When the Stillness Comes
Postmortem
Black Magic
Payback
Seasons in the Abyss
Dittohead
Dead Skin Mask
Hell Awaits
South of Heaven
Raining Blood
Chemical Warfare
Angel of Death

5/10

Kommentarer (10)

Anders Severin

Slayer

Uduelig andmelder! Koncerten var MINDST til 9/10 stjerner... Men det er vel også svært at andmelde en koncert bare nogen Lunde når ens yndlingsbands, tydeligvis er Nickelback og Limp Bizkit...

Cecilie

Hej Anders, tak for din

Hej Anders, tak for din kommentar! Det er dejligt at høre du havde en god koncert :)

Ulrik P.

Æv.

Ret enig i anmeldelsen. Det var desværre ikke et fantastisk punktum,på en lang flot karriere. Især 1 halvdel af koncerten virkede underligt uengageret.
Slayer er set og hørt meget bedre, ved tidligere besøg i DK.
Når afløseren på guitar, er den der viser mest spilleglæde og engagement, så er der noget galt...
Lamb of God og Obituary, var helt klart aftenens lyspunkter.

Cecilie

Slayer

Hej Ulrick, tak for din kommentar :) Det er nemlig set og hørt bedre og jeg synes ikke man skal smide sund fornuft over bord, fordi kongerne af thrash kigger forbi. Jeg har forsøgt at balancere kritik og lyspunkter, men det er svært, når der er så mange emotioner forbundet med et band

Gonzo

Du er dygtig.

Jeg var ikke selv til koncerten. -Du skriver en fremragende, -og indlevende anmeldelse.

Jesper

Fejl

Der er sket en fejl i opsætningen af artiklen. I er kommet til at bytte om på karakterende til Slayer og lamb of god. :P
Jeg var super tilfreds med Slayer, og synes det var en rigtig god og værdig koncert afslutning i DK. Lamb of god kommer jeg nok aldrig til at forstå. Eller jo, hvis de fik sig en anden sanger...

Cecilie

Typo

Hej Jesper

Jeg har kigget den igennem igen og må konstatere, at den desværre er god nok ;) jeg er rigtig glad for at høre, at du havde en god koncert. Den var sgu for vigtig til at gå glip af! Hvad LoG angår, så er de ikke alles kop te og jeg indrømmer der gik 10 år med ikke at forstå, hvad folk så i dem, før jeg selv så lyset :)

Rolf Skausig

Hvad???

Så vi den samme koncert? Jeg tror jeg har set slayer 5 gange og denne koncert var klart deres bedste nogensinde. Selvfølgelig er Hannemann savnet men ellers var det da fantastisk

Daniel P

Helt uenig i anmeldelsen af

Helt uenig i anmeldelsen af Slayer. Jeg havde været ekstremt skuffet, hvis der var blevet brugt tid på ligegyldig snak som fx at introducere trommeslageren. Vi kom for at høre Slayer. Og vi fik, hvad vi kom for. 10/10.

Niels Andersen

Jeg har det lige omvendt...

Slayers koncert på Copenhell var tæt på at betyde, at jeg ikke gad denne gang. Synes de spillede milevidt bedre og mere engageret, omend trommeslageren var noget utight i sine fills. Lombardo var savnet! Jeg vil give denne koncert 7/10

Tilføj kommentar