Metalverdenens kaffeklub
Mens de unge, nyudklækkede studenter forsamledes foran Orange Scene og knappede breezers op til Møs protestpop på Roskilde Festival, skabte det grå guld samt undertegnede en lille kaffe- og gulddameklub til power-pionererne Riot på Rust. Stemningen var i allerhøjeste grad afslappet og afdæmpet, for det kunne mærkes, at flere blandt publikum havde fulgt Riot gennem deres 50 år lange karriere. Det viser dedikationen i metalmiljøet, hvis hårdføre mælkebøtte er umulig at rykke op ved rode, for power metal har lange rødder og mange årringe tilbage i tiden. Det amerikanske heavy metal-band Riot V (oprindeligt kendt som Riot) var nemlig blandt de første, der etablerede power metal-genren i 80’erne. Opvarmningsbandet, svenske S.O.R.M har en del færre år på bagen, da de blev dannet i 2017, men deres lyd illuderede ligeledes tidligere tiders klassiske power metal, og efter koncerten udbrød en af mine fælles koncertgængere: Det lød præcis, som da jeg spillede LP’er på mit teenageværelse i 70’erne! Således var stemningen sat til en aften i nostalgiens tegn.
S.O.R.M
De færreste til koncerten havde tidligere stiftet bekendtskab med S.O.R.M, men det kunne ikke mærkes på deres entusiasme. De lange, grå lokker var slået ud og beredte på en heftig lufttørring til endeløs headbanging. Trommeslager Robin Wernebratts rytmer var galopperende og halsede efter guitaren, hvis riffs drønede derudaf på togt mod lysere horisonter. S.O.R.M ville således udgøre det perfekte soundtrack til et episk slag på hesteryg - eller bare som baggrundsmusik til den næste Warhammersession i fritidsklubben. Der var ikke meget variation mellem sangene, som flød sammen i en pærevælling af sammenkogt nostalgivælling for de gummeløse, da dens symfonisuppe var helt uden bid. Jeg savnede dybere basgange og mere velovervejede temposkift, da ørerne hurtigt blev stakåndede af at skulle følge med S.O.R.Ms powerhingst. Samspillet mellem musikerne var dog elegant koreograferet, så halsene på både guitarer og bas bølgede i takt på scenen. Guitarsoloerne var fejlfrit klassiske, selvom guitarist Micke Holms ansigtsudtryk under disse soloer dog var mere udtryksfulde end selve musikken. Hans soloer var næsten kun hørbare i venstre del af salen, mens man måtte anstrenge ørerne for at opfange de virtuose toner både midt for scenen og i højre side.
Generelt spillede bandet habil heavy metal med powerinspirerede elementer, og selvom musikken aldrig løftede sig over den støbeske for genren, der er skabt af tidligere bands som netop Riot V, var man fint underholdt aftenen igennem. Publikum var nok fåtallige, men gjorde deres for at fylde salen ud og lade, som om de forstod forsangerens snøvlesvensk
Riot V
Publikum var et sælsomt syn, idet et par stykker havde Riots sælmaskot syet på battlevesten. Deres kærlighed til bandet var til at tage og føle på - for selvom vi var for få til at starte en egentlig moshpit, blev selv de stiveste nakker knækket i headbanging, og de sprødeste stemmer istemte i fællessang.
Religiøse omvendelser, udskiftninger og død: Riot V har været en hel del igennem. Den nuværende forsanger, Todd Michael Hall, er bandets femte frontman. Han skilte sig aldersmæssigt ud fra resten af lineuppet, idet han var 6 år gammel ved det originale bands tilblivelse. Det påvirkede dog ikke hans lyd, idet han sang sig ubesværet ind i Riots genoplivning af 80’ernes tidsånd. Særligt beundringsværdig var Halls ambitiøse ambitus, der smøg sig i sand tenorstil mod de høje toners tinder, men man savnede en dybere basbund og mere mol i det samlede lydbillede. Alle instrumenterne spillede i fin samklang med hinanden, hvilket gjorde det endnu mere ærgerligt, at lyden flere gange svigtede under koncerten. Bandet gjorde flere gange tegn til at justere lyden, men denne blev kun periodisk forbedret og forblev mudret det meste af koncerten. Selvom frivillige kræfter bag lydsættet er værdsatte, skal disse helst også leve op til et vist niveau. Således kunne lyden på Rust godt bruge en omgang WD-40. Endvidere virkede det, som om bandet var i tvivl om tidsplanen og nervøse for at blive på scenen for længe. Det tog pusten fra en ellers energisk koncert, selvom det var forfriskende at høre en del ekstranumre fra bandets bagkatalog. Selvom de fleste af bandets kompositioner forekommer en del ensformige og simple, blev de spædet op af trommeslager Frank Gilchriests leg med en blanding af klassiske thrash-inspirerede beats og uventede rytmeskift, som holdt lytteren vågen. Guitaristerne Mike Flyntz og Nick Lee samt bassisten Don Van Stavern havde ikke synderligt meget nyt at byde på musikalsk, men spillede ellers upåklageligt og leverede varen lige til døren uden skavanker.
Svensk jävla
Prata du svenska? De fleste blandt publikum burde nok egentlig have svaret nej, men forsøgte deres bedste under S.O.R.M og hujede ekstra højt, da Hall begyndte at vise usikkerhed under Riot V-koncertens sidste halvdel. Det viser loyaliteten i metalmiljøet, og det er denne entusiasme, der får selv halvvisne bands som Riot V til at blomstre igen. Lyden til trods var der ingen tvivl om, at tidsånden fra 70’er- og 80’erne i den grad blev genoplivet denne aften, og måske fik Riot V endda nogle til at afstøve deres Warhammerfigurer til et sidste togt.