Foto: Julia Nikiforova / JN Lightning Photography
Foto: Julia Nikiforova / JN Lightning Photography · Se flere billeder i galleriet

Pearl Jam

Royal Arena, København S

Officiel vurdering: 7/10

Tirsdag aften i Ørestadens betonkvarter kom der fornemt besøg i Royal Arena. 16.000 mennesker, hvoraf størstedelen var iført skovmandsskjorter og trucker-caps, stod klar til det corona-udsatte brag med de gamle Seattle-rockere fra Pearl Jam. Bandet, der for altid vil være tragisk forbundet med Danmark på grund af katastrofen på Roskilde Festival i 2000, hvor ni mennesker mistede livet.

Denne tirsdag aften hvilede der endnu en gang tunge skyer over en Pearl Jam-koncert på dansk grund, idet der to dage forinden var skyderi i nabobygningen, det store indkøbscenter Field’s, med tre dræbte og flere sårede til følge. Mørke kan som bekendt kun fordrives med lys, og derfor var koncerten med det samfundsbevidste og sentimentale band en kærkommen lejlighed til at stå sammen om kærlighed, respekt og tolerance. Og det skulle det vise sig, at vi fik masser af.

Idles

Foto: Julia Nikiforova / JN Lightning Photography

“Vi er ikke et punkband!”

Sådan lød det vrede og meget direkte postulat, da det britiske opvarmningsbands stil for et par år siden blev kaldt for punk af en intetanende journalist. Bevares, er man ægte punker, går man ikke så meget op i genrebeskrivelser, men til de uindviede, der ikke kender bandet, vover jeg alligevel at kalde dem for et moderne punkband. Eller måske et “hardcore post-syrerock band”, hvis den slags altså findes.

Uanset genreprædikat var kvintetten med deres særprægede syrepunk årsag til stor overraskelse hos mange, og det var ikke kun på grund af musikken. Den ene guitarist bar en hvid natkjole, som den vores oldemødre sov i, og den anden væltede bogstaveligt talt rundt på scenen, som var han en Duracell-kanin på speed, der havde fået en hveps i underbukserne. Det virkede som et spørgsmål om tid, før han ville slå de andre bandmedlemmer ned ved et uheld. Det skete heldigvis ikke, og Idles kunne gennemføre deres 45 minutter lange opvarmning med rå og gakket energi og faktisk ret så velkomponerede numre. De var nærværende og intense som få, men man kan diskutere om de var den rigtige opvarmning for et band som Pearl Jam, når de måske ville have passet bedre som hovednavn til et alt-hardcore-arrangement på et spillested som Christianias Loppen. I de rigtige omgivelser kan jeg ikke forestille mig andet, end at de er voldsomt fede, og jeg vil meget gerne opleve dem igen. Men denne aften virkede det lige en tand for løjerligt.

5/10

Pearl Jam

Foto: Julia Nikiforova / JN Lightning Photography

Kan man få for meget kærlighed?

Efter den syrede cirkusforestilling fra supportnavnet var det kl. 21.30 blevet tid til hovednavnet: mægtige Pearl Jam. Den karismatiske frontmand Eddie Vedder og hans fire tro væbnere er kendt for til tider at trække den energiske rock ned på et sentimentalt og melankolsk niveau flere gange i løbet af deres koncerter. Det skete også denne aften. Men det skete også lidt for meget.

Uneven Flow

Med kun et meget svagt baggrundslys lagde grunge-legenderne ud med “Release”, der straks gav gåsehud over hele kroppen. Føj, hvor lød det godt! Og hvor var Eddie Vedder bare uhyggeligt intens og vellydende. Efterfølgende fik vi “Animal” og “Last Exit”, og for pokker, hvor det hele spillede. Den ellers så kritiserede arena lød faktisk ganske hæderligt, og der var lagt i kakkelovnen til et brag af en aften. Troede man. Som fjerde nummer fik vi nemlig et slattent leveret “Lukin”, og så skulle der startes forfra. Det blev der så, og svipseren blev hurtigt tilgivet, da en rigtig stærkt spillet “Corduroy” fulgte efter. Måske skulle det gå hen og blive ganske fedt alligevel? Ikke helt. For det var præcis denne måde, aftenen forløb på langt det meste af tiden; to-tre stærke numre, der fik taget til at lette, hvorefter ballonen skulle punkteres med et fesent spillet og helt unødvendigt deep cut eller kedeligt nummer fra en af deres nyere plader.

Pearl Jam er et af de ganske få bands, der på ingen tid og med ganske få virkemidler kan skabe euforisk live-energi så let som at klø sig i gedeskægget. Og den energi og magi skabte de også flere gange i løbet af koncerten, men hver gang var det en stakket frist, som blev glimrende eksemplificeret, da bandet tændte op under de fremmødte med “Even Flow” og “Daughter”, for så at ødelægge det hele igen med ligegyldige “Never Destination” og dernæst imponere igen med “Jeremy”. Hele tiden to skridt frem og et tilbage. Det var lidt ærgerligt. Især når vi tilmed ikke kommer udenom, at bandets to guitarister med årene er blevet ret rustne. Den energi, Mike McCready og Stone Gossard altid har haft, syntes væk det meste af tiden, hvilket i særdeleshed gik ud over “Even Flow” og den ellers så smukke “Love Boat Captain”, som vi fik efter en flot og rørende tale af Eddie Vedder, hvor de ni ofre fra Roskilde blev mindet.

Og man kan ikke gå til Pearl Jam-koncert, uden at Eddie Vedder skal holde snakkepauser. Det er som sådan fint nok, når nu verdenssituationen er, som den er, og især når man tænker på bandets specielle forhold til Danmark. Men det kan også blive i overkanten, når der lidt for mange gange bliver prædiket kærlighed, sammenhold og tolerance frem for at spille musik. Som en dedikeret, og lettere beruset, fan i foyeren udbrød efter koncertens afslutning: “Jeg har set samtlige Pearl Jam-koncerter i Danmark, siden de blev dannet. De er altid pissefede. Men i aften kunne jeg lige så god have betalt for at høre på Mette Frederiksen!” Nuvel, overdrivelse fremmer forståelse. Men manden havde en pointe. Vedder, der i dedikerede fans’ øjne ikke kan slå en skid, uden at det er poetisk, snakkede rigtig meget, og man kan med rette spørge ind til, om ikke lidt mindre havde været rigeligt.

Kun momentvis magisk

Sjældent har jeg oplevet en koncert som denne, der konstant gik fra den ene yderlighed til den anden. Den helt særlige magi, Pearl Jam kan skabe, var klart til stede flere gange, men desværre også afbrudt alt for ofte. Gåsehud og tårer i øjenkrogen var kun få øjeblikke senere erstattet af gab, før gåsehuden så igen trængte sig på.

Kun meget få bands – og meget få frontmænd – kan skabe en live-energi så ren, at man går fuldkommen lykkelig hjem fra koncert. Pearl Jam anført af en altid fremragende Eddie Vedder er et af de bands, der kan, men de formåede desværre ikke helt at levere den energi, som man ved, de ellers er garanter for. Til det var der lidt for mange udfald. Aftenens sætliste var desværre ikke uden en håndfuld ligegyldigheder, og det var derfor ikke magisk fra start til slut, men når magien var der, var det fandens smukt! Især til sidst. Det blev en episk, smuk og fantastisk afslutning, vi fik til at gå hjem på med “Better Man”, “Alive” og Neil Youngs “Rockin’ in the Free World”, der satte et flot punktum, og helhedsindtrykket blev til dels reddet på målstregen. Folk fik, hvad de kom efter, og Pearl Jam leverede varen det meste af tiden. Men nogen legendarisk aften blev det desværre ikke.

 

Sætliste:

  1. Release
  2. Animal
  3. Last Exit
  4. Lukin
  5. Corduroy
  6. Retrograde
  7. Elderly Woman Behind the Counter in a Small Town
  8. Garden
  9. Dance of the Clairvoyants
  10. Even Flow
  11. Daughter
  12. Never Destination
  13. Jeremy
  14. Inside Job
  15. Do the Evolution
  16. Black
  17. Love Boat Captain
  18. Porch
  19. Better Man
  20. Alive
  21. Rockin’ in the Free World

7/10

Tilføj kommentar