Opeth - Det Kongelige Teater - 17. november 2019
Opeth

Opeth

Det Kongelige Teater, København

Det var en mørk og regnfuld søndag aften i midten af november, da jeg indfandt mig på selveste Det Kongelige Teater. Hvad i alverden jeg dog skulle der, havde jeg selv svært ved at begribe, fordi det er usædvanlige rammer at opleve en, ja… rockkoncert i. Ikke desto mindre fandt jeg mig til rette i salens karmoisinrøde og guldnistrede fløjlsbetrukne sæder. Jeg trykkede mig benovet under reliefferne af tidligere tiders litterære helte, hvis vagtsomme blikke vogtede over de skrå brædder, der under almindelige omstændigheder betrædes af skuespillere og dansere. Sjældent har disse højtidelige haller runget af noget så fjernt fra Oehlenschläger og Holberg, der som tavse vogtere af finkulturens højborg på en og samme tid bød os velkommen samt formanede os om at fordybe os i kunsten.

Som jeg sad der på min plads tæt på arnestedet for aftenens udskejelser, filosoferede jeg således over mødet mellem to kunstneriske udtryksformer. Kunst er subjektivt, og set i lyset af førnævnte titaner, kan det synes malplaceret for et svensk metalband at optræde et sted med kongeloge. Men set i lyset af, at aftenens tilløbsstykke har formået at skabe noget, der har sat sit aftryk på et kreativt felt, og med tiden er blevet et fænomen, der vil blive husket, selv efter de er borte, kan man argumentere for, at den subkultur, der repræsenteres, ikke længere kan blive affejet som plat og endimensionel. I stedet er den levende, interessant og kompleks og skaber et univers, man kan fordybe sig i – ganske som alle de kunstnere, der gennem årene har hjemsøgt mangen en dansktime. Men før vi kunne overgive os til en svensk cowboy med pornstache, der jodler til folk-musik, skulle vi varmes op af Nordatlantens mest charmerende fløjlsrockere: The Vintage Caravan.

The Vintage Caravan

The Vintage Caravan

Karavanen kørte os over med kærlighed og syrerock

Positive overraskelser

Det var ikke et band, jeg havde brugt meget tid på inden koncerten, men erfaringen fortæller mig, at hvis man ingen forventninger har, kan man ikke blive skuffet. Omvendt var jeg ganske tryg ved tanken om at skulle igennem en koncert med et fremmed band, for er man på turné med Opeth, er man nok ikke en samling talentløse gøglernisser. Og skulle jeg have haft nogle underbevidste reservationer, blev de sat noget så eftertrykkeligt til vægs i løbet af de tre godt tre kvarter, de havde til rådighed. Deres hæsblæsende performance blev leveret med overskud og showmanship, og denne anmelders fod vippede sig til en mild forstuvelse. Fra første færd var jeg fascineret af deres intense udstråling og scenevanthed.

Timing og talent

De bevægede sig selvsikkert rundt på scenen, og især Alexander Örn på bas fik gået mere end de anbefalede 10.000 skridt i løbet af showet. Det gik heldigvis ikke ud over hans indsats, og jeg har sjældent set en basspiller med så meget overskud. Han hoppede, sprang og behandlede sit instrument, som om revselsesretten aldrig var blevet afskaffet. Trommeslageren Stefán Ari var knivskarp og satte et godt eksempel for de øvrige musikere med sine veltimede anslag, og det eneste brok, der egentlig er over deres koncert, er, at diskanten var for skinger til tider, og lilletrommen gik gennem marv og ben. Udover det var lyden så behageligt afstemt, at jeg overlevede en hel koncert uden mine ellers uundværlige ørepropper. Måske, måske ikke, var bandet malplaceret i de fysiske rammer, men de tog scenen og gjorde den til deres egen uden at tabe tråden.

Godhjertet galskab

I løbet af koncerten blev vi forkælet med ikke blot godt spillet musik, men tilmed den godt skrevne slags. Vi fik islandsk selvsikkerhed for alle pengene i ”Set Your Sights”, hvor attituden ikke fik for lidt – men tag endelig ikke fejl. På intet tidspunkt blev der udtrykt en påtaget ”hård fyr attitude”, og hele bandet var lutter smil og grimasser, hvilket bare understregede den gode stemning i salen. Der blev vekslet mellem snusket sludge og syret blues, og især ”Innerverse” fik pulsen op med sine overgange og temposkift. Publikum forholdt sig forholdsvis passivt, men var ikke nærige med bifaldene, og Óskar Logi på vokal/guitar havde held med at lege ”hygger I jer!?” med publikum. Og ja, det gjorde jeg i allerhøjeste grad. Jeg bemærkede til mine kumpaner i den tiltrængte pause, at uanset hvem der spiller efterfølgende, så har de et par store sko at fylde ud, for Vintage Caravans godhjertede galskab vandt mit hjerte.

Sætliste:

  1. Reflections
  2. Set Your Sights
  3. Crazy Horses
  4. Innerverse
  5. Babylon
  6. Expand Your Mind
  7. On the Run
  8. Midnight Meditation

8/10

Opeth

Opeth

Pausen mellem de to bands bød på en mindre krise for de mange tørstige sjæle, der skulle skylle karavanestøvet ud af de hæse struber. Barpersonalet kunne berette om at være løbet tør for øl for første gang nogensinde og det til trods for, at der var købt ekstra ind til lejligheden. Der var mange, der var udenfor deres komfortzone denne aften og blidt måtte gelejdes på rette vej af det lettere overrumplede personale. En skøn blanding af hullede cowboybukser, battle vests og jakkesæt trissede rundt på marmorgulvene i varierende grader af hjemmevanthed. De afspejlede ganske fint den spraglede målgruppe, der er Opeths fans, repræsenteret over flere generationer og demografiske udsnit - og, tør man sige, de forskellige perioder i bandets musikalske udvikling.

Hele pakken

Denne aften var fokus mestendels på den nye plade med tre numre medregnet den båndede intro ”Livets Trädgård”, der, af naturlige årsager, gled over i den overvældende ”Svekets Prins”, der føles som at få tændt et 20.000 watt spot lige i det tredje øje. Den øvrige sætliste spændte tidsmæssigt fra starten af årtusindet med Blackwater Park – repræsenteret af den knusende tunge ”Leper Affinity” - op til og inklusive den tryllebindende ”Sorceress” fra 2016’s plade af samme navn. Som kirsebærret på toppen sluttede de showet af med den evigt dominerende ”Deliverance”, der efterlod Deres udsendte i en lettere diffus tilstand. Engelskkyndige vil vide, at deliverance ikke blot betyder udfrielse, men også aflevering, overlevering og denne aften understregede dobbeltbetydningen af ordet.

Hyggesnak og luftguitar

For der var ingen tvivl om, at langt størstedelen fik, hvad de kom efter. Selvom koncerten foregik siddende, var der fyret op under publikum, og når jeg ellers kunne løsrive mig fra det hypnotiserende spektakel fra scenen og så mig om, var der ikke mange, der ikke henført nikkede i takt, fægtede med armene i et forsøg på at følge med de snørklede rytmer og ofrede bandet deres fulde opmærksomhed. Bagtæppet og store skærme på gulvet leverede et visuelt festfyrværkeri af animerede musikvideoer, stemningsbilleder og dansende gløder, som fuldendte en eksplosion af auditivt lir. Opeth er ikke blege for at blære sig med musikken, og søndag aften var ikke en undtagelse. ”Moon Above, Sun Below” blev introduceret af Mikael Åkerfeldt som et nummer, han hader at spille, fordi det er svært - til stor morskab for salen. Personligt synes jeg, at han slap ret godt fra det til trods for en indledende advarsel om, at det meste af bandet var syge.

Og det er, hvis man har oplevet Opeth før, ganske typisk for, hvordan Åkerfeldt kommunikerer. Det gør han gerne afslappet og åbent, hvilket medfører højlydte kommentarer fra publikum, der oftere end ikke bliver reageret på. Nogle vil mene, at der går for meget snik-snak i den, og han burde tie stille og spille ”Black Rose Immortal”/”Face of Melinda”/”Bleak” i stedet. Denne aften var der dog en afslappethed omkring ham. Han virkede ekstra til stede og forbindelsen mellem bandet og publikum var til at tage og føle på. Det kan godt være, han lignede en skurk fra Westworld, men det svenske lune var brandvarmt, og til trods for enkelte tilråb, der overdøvede mandens respons på et andet, fornemmede jeg en fælles usagt pagt om at gøre denne deres sidste aften på turnéen uforglemmelig. Igen.

Kalejdoskopisk kreativitet

Og her er vi så tilbage til, hvad det hele egentlig drejede sig om i første omgang: Musikken. En sætliste er altid op til debat, og det er så godt som umuligt at stille alle tilfredse. Men det vigtigste er sådan set ikke at prøve at tilfredsstille en sal fuld af mennesker med en masse meninger. Det er at levere et sammenhængende kuld sange, der komplimenterer hinanden i temperament, udtryk og tempo. Den melankolske ”Hope Leaves” introduceredes med en spoken word-fortolkning af et Morbid Angel-nummer og blev modtaget med intens lytning - noget der ikke gik frontmandens ører forbi.  Udover den førnævnte hade-sang fik vi oplevet den epilepsifremkaldende ”Nepenthe”, en nær-perfekt ”Sorceress” og min egen personlige live-favorit: ”Deliverance”, rundede en fantastisk musikalsk oplevelse af og efterlod mig rundtosset, optændt af indtryk og tørstende efter mere. Jeg takker ærbødigst på mit bedste kartoffeldansk og tæller dagene ned til næste gang, vi skal diskutere, om vi taler svensk eller engelsk.

Sætliste:

  1. Intro: Livets Trädgård
  2. Svekets Pris
  3. The Leper Affinity
  4. Hjärtat Vet Vad Handen Gör
  5. Reverie/Harlequin Forest
  6. Nepenthe
  7. Moon Above, Sun Below
  8. Hope Leaves
  9. The Lotus Eater
  10. Allting Tar Slut
  11. Sorceress
  12. Deliverance

10/10

Kommentarer (5)

gammel mand

Opeth

Jeg har aldrig nogensinde dyrket Opeth. -De spiller deres ting.

Cecilie Roos

Cecilie Roos

Redaktør

Indlæg: 35

Det gør det, og det gør de

Det gør det, og det gør de godt. Jeg synes dog du burde give dem et skud, de favner ret bredt i deres efterhånden 30-årige karriere :)

Gøran

dansk

Jo Emil Fra Lønneberg.

Cecilie Roos

Cecilie Roos

Redaktør

Indlæg: 35

Nej, Tyttebær Maja.

Nej, Tyttebær Maja.

GrisePjok

Til alle folk i Katholt

Emil fra Lønneberg har ikke fået Tyfus alligevel, -men en skarnsunge er han da.

Tilføj kommentar