Marilyn Manson by Nikolaj Bransholm · Se flere billeder i galleriet
Marilyn Manson, aka Brian Hugh Warner, ramte Kulturværftet i Helsingør på sin igangværende Heaven Upside Down Tour. En koncert, som vakte stor begejstring, da den blev offentliggjort, og som også resulterede i en udsolgt koncert. Men begejstringen var ikke let at spore på aftenen – hverken fra publikum eller MM. Der blev i dagene op til koncerten meldt ud fra arrangørerne, at moshpits og crowdsurfing ikke var tilladt, og man kan med ro i stemmen konstatere, at det var der bestemt heller ikke fare for. Der var dog al mulig grund til optimisme, da rammerne var tæt på udsøgte. Den store værftshal dannede nogle rå og industrielle rammer, som også senere skulle vise sig at give gode forhold for lyden og akustikken. Ellers var der også virkelig sørget for, fra arrangørernes side, at skabe nogle ideelle forhold for et hungrende metalpublikum, med madboder og masser af ølfaciliteter.
Der var intet opvarmningsband denne aften. ”Hey! Der var da hende der Amazonica!?”. Ja, det er rigtigt. Der var en DJ, men noget livemusik havde gjort godt.
Marilyn Manson
Den groteske guldalder er for længst forbi
Ca. et kvarter forsinket blev lyset dæmpet, og et stort ”Yeah!” blev brølet fra Manson bag det store forhæng foran scenen. Guitaren satte gang i ”Revelation #12”, og tæppet faldt. Bag en tung sky af røg befandt Manson sig i en speciallavet elektrisk kørestol, og så var vi i gang. Det var helt paradoksalt at se ham være spændt fast på det her apparat og i bedste Stephen Hawking-stil køre sig selv mekanisk hen over scenegulvet, med styrepinden i den ene hånd og mikrofonen i den anden. Der gik dog heldigvis ikke lang tid, før han blev spændt ud af sit hjælpemiddel af de to mandlige sygeplejersker, som fulgte ham tæt under hele showet.
Der blev lagt hårdt ud, da vi efterfølgende fik serveret ”This Is The New Shit”, ”Disposable Teens” og en udmærket fremført ”mOBSCENE”. Som skrevet indledende har han startet mange teenagerevolutioner og skræmt forældre fra vid og sans, men han forarger og skræmmer bestemt ikke mere, som han gjorde i sine velmagtsdage, hvor man hele tiden forventede det uventede – specielt til hans koncerter. Dengang var hans øvrige bandmedlemmer også lidt af et tilløbsstykke i sig selv, hvilket man næppe kan sige om hans nuværende besætning, som går ganske ubemærket hen og ikke bidrager med hverken det ene eller andet for at gøre showet til noget vildt. Det gjaldt naturligvis også denne aften, hvor de gjorde dét, de er hyret til – nemlig at spille. Og det gjorde de sådan set udmærket. Denne anmelder blev dog på en måde ramt af det uventede, da jeg egentlig ikke turde håbe på meget efter mit sidste møde med Manson i Valby Hallen i 2007. Det var noget værre juks, for at sige det mildt, så forventningerne var små, men forhåbningerne store. Jeg følte mig dog ganske underholdt denne aften. Sceneshowet var ganske flot, og manden performede og underholdt udmærket – hans mobilitet taget i betragtning. Hele tiden lurede den store scenerekvisit; de to pistoler i baggrunden, som knuste hans ben tidligere på året. Men en brækket ankel kunne fandeme ikke få ham til at aflyse, som han selv proklamerede fra scenen – og respekt for det.
Overraskelserne, forargelserne og chokeffekten var lagt helt og aldeles væk til fordel for et show, der var planlagt ned til mindste detalje. Det var tydeligt at mærke og en ting, som virkelig er langt fra den Manson, som netop var så berygtet for sit uforudsigelige show. Det var nok næppe hans brækkede ankel, der havde været skyld i det, men man skal rose ham for at kunne vende sin skade og bruge den i sit show. Som en patient på et sindssygehospital vred hans sig i den hospitalsseng, som han lå på under store dele af showet, og råbte og lyste på de to mandlige sygeplejersker ved hans side. Under ”The Dope Show” fik man alligevel fornemmelsen af den gamle Manson, da han stoppede nummeret, fordi han ikke kunne synge videre uden en kær ven. Var det Johnny Depp!? Var det coke!? Var det Johnny Depp på coke!? Det var coke!! Det blev bragt ind, og han råbte ud til folk: ”Am I the only one here on drugs tonight!?”, hvortil folk ufortrødent skrålede i vilden sky. Det var den berygtede Manson! Lige indtil der igen gik moralprædiken i den, og man indså, at det selvfølgelig var et indøvet ”stunt”… Man nåede lige at tænke: ”Nej, nej, nej… FEDT!”.
Spil den, vi kender!
Der blev naturligvis gjort plads til de nye sange, da turnéen selvfølgelig var sat i værk for at promovere hans seneste album, og de nye sange – åbningsnummeret, ”Say10”, ”KILL4ME” og ”We Know Where You Fucking Live” – fungerede sådan udmærket, uden at vælte salen bagover. For det blev den på ingen måde. Der var meget lidt liv at spore. Kun under covernummeret ”Sweet Dreams” var der antydningen af ekstase, og samtlige mobiltelefoner blev hevet op, for nu skulle der dokumenteres! På det efterfølgende nummer, ”Tourniquet”, opfordrede Manson folk til at synge med, alt hvad de kunne. Mobilerne kom atter en gang op, og Music-Id-appen blev taget i brug, for den sang var der sgu ikke mange, der kunne teksten til. Der var ikke gjort meget plads til de gamle travere som f. eks ”Lunchbox”, som vi blev snydt for denne aften sammenlignet med hans tidligere shows. Sange som ”The Fight Song”, ”Rock Is Dead” og specielt ”Antichrist Superstar” kunne have løftet aftenen gevaldigt. ”The Beautiful People” blev vi naturligvis ikke snydt for, og det var da også her, at folk rockede mest med. Mansons egen indsats var ganske okay, men den dalede støt under hele koncerten, i takt med at folk også så småt var begyndt at kede sig lidt – nogen gjorde i hvert fald. Ellers følte jeg mig udmærket underholdt i store dele af showet, men nogen stor oplevelse blev det på ingen måde.
Se det fulde billedegalleri her: https://www.facebook.com/Bransholmphoto/
Kommentarer (1)
Johnny Nielsen
Salg af merchandise?
Jeg skal se Manson d, 31 Januar i Minnesota og tænkte på hvad der var af ting man kunne købe efter koncerten? sikkert nogle obligatoriske T-shirts men ved nogen hvad der ellers er til salg?