Manowar, et gensyn med fortidens kæmper

11 år skulle der gå før verdens nok mest berømte True Metal band Manowar atter vendte tilbage til dansk jord. Koncerten i Store Vega var totalt udsolgt og så endda til en billetpris på små 600 kr. Desværre skulle det vise sig af spillestedet ikke var det bedste valg.

Koncerten var 45 minutter forsinket men det tog det fremmødte publikum roligt og stemningen var høj og det samme var mine forventninger til koncerten. Jeg havde regnet mig frem til at det i år var præcis 20 år siden jeg så Manowar for første gang.

Som så mange andre bands havde Manowar valgt at spille uden opvarmningsband og allerede klokken 19.30 da jeg ankom, var salen helt fyldt. Men af en eller anden grund havde man valgt ikke at bruge balkonen i salen? Noget underligt valg når man kunne havde solgt endnu flere billetter. Scenen var bygget op med tre store skærme som hang bag trommesættet. Disse blev brugt til at vise video sekvenser og album covers. I hver side af scenen var den klassiske mur af højtalere som er så kendetegnene for Manowar. Det så ud som om der var udstyr nok til at få Vega til at styrte samme alene af det lydtryk der kunne sparkes ud af dette.

Klokken 20:45 gik bandet på og startede ud med tre gamle klassikere i form af "Manowar", "Call To Arms" og "Sign Of The Hammer", så var vi ligesom i gang med gode gamle Manowar som jeg huskede dem, men desværre viste det sig hurtigt at Vega bare ikke kunne bære et band som Manowar. Når man vil være "The Loudest Band In The World" sætter det også visse krav til spillestedet og til dette var Vega nok ikke det bedste valg. Lyden kammede flere gang over i de første numre og især i "Call To Arms" gik det helt galt da mikrofonens lyd også forsvandt et par gange. Lyden i stortrommen var skruet så højt op at den til tider overdøvede de andre instrumenter. Bassen gav konstant genlyd i salen og var med at give et lidt mudret lydbillede. Det hele var dog ikke kun jammer og især Eric Adams lyd var ganske suveræn, den mand kan sku stadigvæk synge/skrige så hårene rejser sig på armene.

Efter de tre første numre gik bandet over til at spille mere af det nyere de har lavet, hvilket passede ganske fint i set listen af numre. Eneste nummer som faldt igennem den aften var El Gringo som havde en modsat effekt på publikum som stod som forstenede. Eric Adams gav mellem femte og sjette nummer et bevis på sin stemmes kapacitet da han udfordrede publikum i en Screams Of Death dyst. Et ganske fedt påfund og det virkede på publikum den aften. Manowar forsatte med at blande nyt og gammelt og vi fik selvfølgelig også den klassiske Joey DeMaio bass solo som jeg ærligt må indrømme aldrig har kunne holde ud at lytte til, så tak til mine udmærkede ørepropper. En tromme solo blev det selvfølgelig også til så alt var ved det gamle.

Joey DeMaio holdt, efter tromme soloen, en lille minde tale for den nu afdøde koncert promotor Erik Thomsen og så havde han også indøvet en mindre tale til publikum på gebrokken dansk hvor hovedbudskabet var at drikke øl og kneppe danske kvinder. Dette vakte begejstring hos publikum men var lidt for meget fyld til min smag.

Yderligere blev koncert promotor Jeppe Nissen, som står for Copenhell, også hevet op på scenen. Det var desværre ikke for at annoncere at Manowar kom på Copenhell, men for at Joey kunne vise hvor meget Manowars fans ville have dem på Copenhell? Et stunt jeg ikke helt forstår hvorfor der skulle bruges tid på, da alle i salen selvfølgelig gerne så Manowar på dansk grund igen.

Så kunne koncerten endelig forsætte og her kom i mine øre koncertens højdepunkt i numrene "Kill With Power", "Kings Of Metal" og "Hail And Kill" som blev leveret helt perfekt. Manowar sluttede af med at spille to ekstra numre i form af "Warriors Of The World" og "Black Wind, Fire & Steel" hvor Joey DeMaio som altid sluttede af med at flå strengene af sin bass guitar. Til lyden af "The Crown And The Ring" kunne Manowar takke af efter to timers koncert med visse lydproblemer.

Alt i alt havde jeg en lidt blandet følelse efter koncerten for jeg syntes aldrig den kom helt op og ringe. Publikum var nu ganske levende, i hvert fald der hvor jeg stod. Men bandets egen optræden virkede en smule tamt. Eric Adams forsvandt fra scenen hver gang han så sit snit til det og der var ikke rigtig den glød over guitaren og bassen som jeg forventede det til en Manowar koncert, at der så også er diverse lydproblemer gør jo ikke tingene bedre og til sidst så stod jeg og undrede mig over hvor fanden lædertøjet og nitterne var? Jeg har aldrig oplevet en Manowar koncert uden bandet har været klædt i læder og nitter.

Sætliste:

1. Manowar
2. Call to Arms
3. Sign of the Hammer
4. The Power
5. Hail, Kill & Die
6. Brothers of Metal Pt. 1
7. Mountains
8. Expendable
9. El Gringo
10. Thunder in the Sky
11. Bassolo
12. The Sons of Odin
13. Hand of Doom
14. Trommesolo
15. Kill With Power
16. Kings of Metal
17. Hail and Kill
18. Manowarriors
19. The Lord of Steel
20. Warriors of the World
21. Black Wind, Fire & Steel