Sort sejrstogt
Beltez
Da togbusser, aftensmad samt putning af en toårig ikke er en cocktail, der dur, måtte jeg desværre misse Beltez.
Lamentari
At jeg er ret glad for Lamentari, er der ikke noget nyt i, ej heller er det just en statshemmelighed. Så da bandet annoncerede, at de ville indtage Hotel Cecil, spille hele det nyudgivne debutalbum samt lidt ekstra, så satte jeg fluks hak i kalenderen.
Jeg har aldrig set Cecil være så proppet som i aften. Vi stod alle som svedende sild i en alt for lille tønde, og ligeledes var luften tyk af spænding og forventning – folk skulle bede om et stykke med Lamentari, og dét skulle være med det vons!
Klokken var knap slået 21, da de kutteklædte (og kampsvedende) medlemmer indtog scenen, og så var vi ellers i gang! “De larmer!”, skrev en kollega, der havde overværet bandets lydprøve, og det må man sige, at Lamentari gør – for novra, hvor blev der spillet højt, måske endda for højt. Trods det relativt lille trommesæt blev der tordnet derudad, i en sådan grad at guitarerne så godt som forsvandt, og ligeså gjorde vokalen. Det var dog noget, der kom hurtigt styr på, og især gik Emil Partschs fabelagtige guitarsoli klart igennem. Man skal lede længe efter en leadguitarist i det her land på hans niveau; det var en fryd bare at stå at se ham lire den ene vanvidssolo af efter den anden. Men helt generelt var samtlige medlemmer i hopla, og frontmand Daniel Lønberg kastede sig rundt og vred sig på scenen som et mix af Nergal og Gaerea-frontmanden Guilerme Henriques. Bandet pløjede igennem hele Ex Umbra in Lucem med furore og ild i øjnene, desværre drillede lyden igen nu og da, og det var til tider en kende svært at skelne sangene fra hinanden. Men helt generelt var der ikke én finger at sætte på bandets performance; de er så satans professionelle, at det næsten ikke er til at tro, når man tænker på, hvor ungt bandet er.
Publikum derimod …
At dansken primært går ud for at drikke lunkne bajere til overpris, er der intet nyt i, og ligeså er der heller ikke noget nyt i, at det der med at klappe kaje kniber gevaldigt. Det er trælst, det er uopdragent og bøvet, men desværre en naturlov. Men nu og da tropper der folk op, som bare vil slås og skabe sig, folk som har valgt at mæske sig i håndværkersukker, inden de gik over til de føromtalte lunkne øl. Folk, der tænker, at hurtigbriller indendørs må betyde, at alle synes, man bare er megasej. Og sådan en fyr var der, desværre, også her. Vedkommende gjorde alt for at være så enerverende som muligt: alt fra at vælte rundt, prøve at starte slåskampe samt forsøge at hive Lønberg ned fra scenen og at få fat i guitarerne. Se, det er på grund af typer som ham, at metalmiljøet bliver stemplet som underlødigt – et stempel, han om nogen fortjener. Men trods dette skaberi fortsatte Lamentari ufortrødent deres sejrsgang. Efter hele Ex Umbra in Lucem gik vi over i singlen ”Nihilitatis”, som grundet sin længde måske ikke er den bedste sang at spille live. Men kort derefter fik vi (næsten) hele mesterværket Missa Pro Defunctis , og her gik koncerten fra fremragende til overjordisk. Dén EP er intet mindre end magisk, og under hele ”Confutatis” havde jeg gåsehud, især ved introen til c-stykket, hvor lysmanden brugte nogle flashblinks i takt med musikken – det var genialt. Og lige så hurtigt som koncerten startede, lige så hurtigt var den slut. Bandet bukkede og forsvandt om bag ved. Ingen småsnak, ingen ekstranumre, ingen dikkedarer, her fik musikken lov til at tale for sig selv. Og Lamentaris musik, samt optræden, taler fortsat for sig selv – det er intet andet end mesterligt, og jeg står atter fast på, at der ikke findes et band i det her land på deres niveau.
