Hvem kan modstå Satans grisebasse?
Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at anmelde Malebestes debutplade. Ikke fordi det hverken lød spændende eller så interessant ud. Men kombinationen af manglende tid samt de mange mails, som jeg fik fra Antiq Label vedrørende Monestherou gjorde, at jeg tænkte på at melde pas. Men alligevel lod jeg mig overtale, da den sjette mail tikkede ind i indbakken, fordi helt ærligt … kig på pladens omslag! Det er da umuligt ikke at lade sig fange ind af Fanden i forklædning, der rider ud af en brændende landsby på ryggen af en dæmonisk grisebasse, alt imens byens indbyggere forsøger at hævne sig.
Klassiske fortællinger kræver klassiske rytmer
Malebeste er på mange måder et klassisk melo-black band fra Frankrig og dermed et nærmest arketypisk Antiq Label-band. Har man læst noget af det, jeg har skrevet de sidste par år, så ved man, at den slags ofte høster en del stjerner – eller kranier, om man vil – i min bog. Der er dog en fandenivoldskhed i musikken, som jeg normalt ville forbinde med melodisk black metal fra både Sverige og Finland, hvilket kombineret med de grandiose franske elementer bestemt går op i en højere enhed.
Monestherou er spækket med sprøde riffs, som stort set alle har det tilfælles, at de også er sjove – helt overordnet er der bestemt også tale om en plade, der simpelthen bare er drønhamrende underholdende. “Chasse Gallery” er måske nok det bedste eksempel på alt dette, for nummeret er bare ekstremt charmerende. Både med sine mange legesyge guitarriffs, men også trommerne, der har det helt fint med at spille et rimeligt simpelt groove, der formår at passe perfekt ind i den musikalske ramme. Generelt er jeg kæmpe fan af Cédric ‘Goatcraft’ Bens måde at spille på. Han formår både at blaste derudad, når det er det, der er behov for, men han ved også, hvornår han bare skal læne sig tilbage og prikke lidt til sine bækkener i ro og mag. Det er utroligt rart med en black trommeslager, der kan andet end blastbeats og D-beats.
“Le Puit d’Enfer” er også et fremragende nummer, hvor det er, som om man har taget Dark Funeral, Immortal og Vehéménce og kogt dem sammen til den sorteste stuvning i mands minde, som man dog spiser med en sølvske, alt imens man stritter med lillefingeren, det er klart – man er jo ikke en barbar!
Albummets lyrik omhandler i øvrigt diverse myter, historiske begivenheder og legender fra områderne Charente og Vendée i Frankrig, og naturligvis bliver der udelukkende sunget på fransk. Vokalisten, Mordrik, gør det fremragende, uanset om han råber, skriger eller hvæser.
En sjov lille ting ved pladen er, at nummeret “Milouzinea” har et par riffs, der minder utrolig meget om “Ea, Lord of the Depths”, skrevet af ham-som-ikke-må-benævnes. Det er måske bare mig, der digter, men i og med at begge numre handler om mytiske væsner, der repræsenterer både magi og vand, så er det vel ikke helt utænkeligt, at Malebeste har lånt lidt fra Den Hvide Greve?
Fremragende start på karrieren
Monestherou er en fremragende plade og en eminent debutskive. Den gør næsten alt rigtigt og nærmest intet forkert. Albummet kunne dog godt have været et nøk kortere og en kende mere komprimeret og fokuseret. Ydermere burde de helt have droppet den akustiske lukker, “Nocturne”, og så havde jeg virkelig også skrottet introriffet i “Flamme Noir de l’Espoir”, for det er da virkelig nogle toner, der skurrer i ens ører – ikke på den fede måde, det er faktisk et rigtigt trælst riff. Men ser man bort fra de små ostehuller, så bør Malebeste virkelig være godt tilfredse med pladen her. Jeg ser frem til at følge dem, for at se og ikke mindst høre, hvad de kan drive det til.