Space of Variations

Uden at bruge så meget som et eneste sekund på at se publikum, marcherede de fire ukrainere ind på scenen, og straks beordrede vokalist Dima Kozhuhar publikum til at lave noget larm – hvilket publikum gjorde. Derefter huggede Space of Variations ellers i gang med en arketypisk højenergisk tung core. Jeg aner ikke, hvordan coronasituationen er i Ukraine, men jeg skal edderbankme love for, at der ikke var noget rust, der skulle bankes af. Den fik fuld skrue med dundrende breakdowns, kaotiske coreriffs og en musikalsk ørefigen, der fik selv de mest gumpetunge op i gear. Man kunne dog argumentere for, at sektionerne, hvor andenvokalist Alex Zatserkovnys rene vokal er det bærende punkt, trak en del af energien ud af showet. Ikke fordi det lød dårligt, men i forhold til den buldrende energiudladning, der ellers blev lagt for døren, var det en smule malplaceret. Det var da også i disse sektioner, hvor publikum gik lidt i stå og ventede på, at Dima kom med endnu en ordre. Slutteligt lød ordren dog på at ”fucke stedet op” på nummeret, der meget belejligt hedder ”Fuck This Place Up”. Var det åndssvagt? Ja. Var det billige point? Ja. Men efter Dimas afsluttende crowd surf måtte man konkludere, at Space of Variations i den grad havde levet op til jobbet som opvarmningsband.

7/10

Hypno5e

Var man bekendt med Monthy Python, ville man nok have citeret John Cleese’s: ”and now for something completety different”, da franske Hypno5e gik på. Fransk avantgardistisk prog metal. Det kunne næppe fremstå mere prætentiøst, om man så ville det. I begyndelsen virkede de fremmødte dog heller ikke til helt at have gennemskuet franskmændenes lektioner i avanceret rytmik for viderekomne. Som en tilhører udbrød: ”Jeg skal tænke for at headbange til det her”. Det kunne dog også sige noget om personens rytmiske forståelse, men taget i betragtning af at Hypno5e smøg sig fra det ene sindssyge hjernevridende riff efter det andet, så var der noget om snakken. Bandet virkede dog ganske velfornøjede. Guitarist Jonathan Maurois storsmilede under det meste af koncerten og var da ikke bleg for at vise, hvordan man skulle flytte kraniet. Efter en mandolinsektion, der ledte tankerne hen mod Lady og Vagabonden, knækkede de fleste dog koden til Hypno5es proggede univers. Alt gik op i en højere enhed. De florlette sektioner med drømmende mandolinmelodier og akustisk guitar ledte næsten hele salen i trance og sendte dem på langfart ind i sindet og ud i universet. Den trancelignende tilstand blev kun brudt, når bandet tordnede igennem med endnu et hårdtslående kryptisk riff. Riffs der vel og mærke blev leveret med lethed. Hvad enten bandet skiftede til en drømmende akustisk sektion, tordnende prog metal, dundrende grooves eller noget helt fjerde, så virkede det aldrig til, at bandet anstrengte sig mere, end hvis de lavede en simpel børnekryds. Trods det tog lidt tid, inden Hypno5e fik publikum på deres side, så kunne man ikke blive andet end imponeret over, hvordan franskmændene flettede så vidt forskellige lydbilleder til et så sammenhængende og velkomponeret tæppe. For dem, der dog undrede sig over, at Jinjer havde valgt to så vidt forskellige bands som opvarmning, så kunne forklaringen være, at Space of Variations og Hypno5e hver især repræsenterer en halvdel af Jinjers lydbillede.

6/10

Jinjer

Så til det, langt de fleste var kommet for – Jinjer. Med et spritnyt album i bagagen var de klar til at indtage Train. Tilhørernes begejstring var da heller ikke til at tage fejl af, da bandet indtog scenen, og der gik da også kun i omegnen af tre sekunder af den nye ”Call Me a Symbol”, før ukrainerne havde publikum i et jerngreb og rev dem rundt i salen. Man skulle da også være et ualmindeligt trælst menneske, hvis man ikke blev bare revet en anelse med af Jinjers groovy rytmer. Specielt når næsten hele lydbilledet stod så skarpt, at der burde være blevet uddelt plastre ved indgangen. Det eneste lille minus ved lyden var Vladislav Ulasevichs lilletromme, der var alt for høj. Dette lod dog ikke til at berøre hverken publikum eller band, hvor både Ulasevich og vokalist Tatiana Shmailyuk begge var storsmilende gennem det meste af koncerten. Kiggede man på de fremmødtes energiniveau, var der bestemt også grund til smil. Fra ”Call Me a Symbol” og helt til den afsluttende ”Vortex” var der headbanging en masse, rigelige mængder jubelråb og mosh pits galore, Tatiana behøvede ikke engang antyde, der skulle høvles noget energi af – det skete helt automatisk. Hvor meget af det, der så var over bandet, og hvor meget der var over, at coronaen, med danske briller, var ovre, er ikke til at vide. Men i bund og grund var det også lige meget. Jinjer gav med rund hånd, og publikum tog i den grad imod. Selv nye numre som ”Disclosure”, ”Mediator” og ”As I Boil Ice” gik rent ind, og vil med stor sandsynlighed også være at finde på Jinjers sætliste i fremtiden. På ”Disclosure” og ”As I Boil Ice” var der ingen tvivl om Jinjers kunstfærdigheder udi at skabe gyngende grooves. Der blev hugget igennem, det ramte tungt, og det ramte hver gang. Så man bort fra den lidt kedelige midtersektion på ”Mediator”, så var nummeret som skabt til at få publikum til at ryste kadaveret. En chance de fremmødte da heller ikke forspildte denne aften.

På den lidt negative side så kunne man godt have ønsket, at guitarist Roman Ibramkhalilov og bassist Eugene Abdukhanov virkede lidt mere interesserede i at være på scenen. Det meste af tiden brugte de to på at kigge ned på deres instrumenter og headbange lettere introvert. Som koncerten skred frem, blev der dog åbnet mere op for de to herrer, men man følte sig ikke helt inkluderet. Til deres held tog Tatiana og hendes vokal en hel del fokus. Der er efterhånden skrevet mangt og meget om hendes vokal, og denne aften manglede den bestemt ikke hverken saft eller kraft. Det var en imponerende gang luftvejsakrobratik, der blev udført, som bestemt fortjener al den lovprisning, den efterhånden har fået. Når hun så samtidig var at finde headbangende overalt på scenen med fletninger, der fløj rundt, som var de rotorer på en helikopter, så var den indadvendte strengesektion bestemt ikke nogen katastrofe. Dog skal det også nævnes, at jo længere frem, vi kom i koncerten, jo mere insisterende træls blev Ulasecihs lilletrommer og tom-tomer også. På ”Home Back” var det så slemt, at det næsten kunne have været et remix af mikrofoner, der blev tabt. En træls detalje på en ellers glimrende og medrivende koncert. Så for at runde af i samme stil som sidst, så kan alle, der ikke var til koncerten denne aften på Train, godt glæde sig til Copenhell 2022. Med mere plads, flere mennesker og forhåbentlig storslået sceneshow, så kan sommerens koncert med Jinjer godt gå hen og blive endnu vildere. Medmindre corona 2.0 da ikke melder sin ankomst.

8/10