Arkivfotos af Rolf Meldgaard
Skal de virkelig spille her?
I 2022 oplevede jeg Jinjer for første gang live på Copenhells næststørste scene, Hades. Eftersom jeg dengang blev decideret blæst bagover af kvartettens magtdemonstration, var koncerten onsdag aften et tidligt højdepunkt på Roskilde Festival. Allerede da vi kom frem og placerede os taktisk foran lydteltet, dalede forventningens glæde en smule, da der nok ikke er mange scener, der inviterer mindre til en solid gang djentet metalcoretæsk end Roskildes Eos-scene. En open air-scene, der med sit nye design mere ligner noget, der hører hjemme på den elektroniske Tomorrowland-festival end på Roskilde.
Trods flowerpowerscenens udtryk og lille størrelse var fremmødet flot, især for Roskildes publikum, der ikke helt trækker den samme mængde metalentusiaster, som den gjorde før i tiden. For blot en måned siden trodsede Jinjer vejrguderne på Mystic Fest i silende regn til et noget sløjt fremmøde. Man kunne have frygtet, at de rutinerede ukrainere var på vej til en gentagelse grundet den angiveligt indflyvende stormflod, der var på vej mod Roskilde Festival. Heldigvis fik hverken meteorologer eller bekymrede teenageforældre ret i deres råb om vagt i gevær mod uvejret. De få regndryp det kunne blive til under koncerten, fungerede som en kærkommen nåde i de rekordhøje 35 grader i skyggen foran Eos-scenen.
Snubler ind i succes
Koncerten kom lidt klodset fra start med atmosfærisk intromusik på Eos-anlægget, der var skruet så langt ned, at det var umådeligt svært at vurdere, om det overhovedet var et signal for koncertstart eller blot camp-områdets talrige soundboxe, der trængte igennem ind på festivalpladsen. Det blev brat afbrudt af bandets rutinerede indmarch på scenen, hvor de gik direkte ind i den lavmælte guitarintro i det første nummer ”On the Top”. Det føltes lidt, som om alle, inklusive bandet selv, var lidt i tvivl, om de var gået i gang eller ej. Det blev ikke hjulpet af et lydbillede, der startede utroligt mudret, hvor Tatiana Shmayluks ellers fantastiske clean vokal blev fuldstændig druknet af bassistens E-streng. Hun kom kun for alvor frem i sine mesterligt leverede brutale growls.
Heldigvis blev lyden nogenlunde rettet til omkring slutningen af tredje nummer, ”Green Serpent”, og da første omkvæd på fjerde nummer, det hæsblæsende og hurtigt kørende ”Fast Draw”, gik i gang, var det, som om ukrainerne endelig havde fundet sig selv på Eos-scenen, og publikum fandt også dem. Flere og flere begyndte her at trække tættere på scenen, og den ellers beskedne moshpit oppe i fronten, der havde kørt fra start, voksede til dobbelt størrelse.
Da koncerten først gik ind i anden akt, var der ingen vej tilbage, og Jinjer viste hele Roskilde, hvorfor lige netop de var blevet booket blandt de få fanebærere af metal på den alsidige festival. Vladislav ’Vladi’ Ulasevich på trommer leverede så sindssygt tight, at man måtte bide sig i underlæben, og han var generelt en absolut kæmpefornøjelse at lytte til. Det samme gjorde sig gældende for Roman Ibramkhalilovs altid mesterlige guitarspil, og selvom vi på sitet her før har givet kritik for, at meget af sceneshowet skal bæres af Schmayluk, så vil denne anmelder gerne give et nik til bassist Eugene Abdukhanov der, trods den vanlige introverte stil, virkelig kom ud over scenen. Det kunne tydeligt mærkes han gerne ville være der.
En koncert i (hede)bølgegang
Lidt af gassen måtte dog gå af ballonen, og da Shmayluk lidt punkteret proklamerede, at hun håbede, vi var klar til tre sange mere, kunne man godt mærke udmattelsen blandt både band og publikum. Man kan med rette skyde noget af skylden på den ulidelige varme, men noget ansvar må også lægges på frontkvinde Tatiana Shmayluk, der ikke formåede at komme helt i kontakt med publikum under koncerten. Der er ikke en finger at sætte på hendes vokal, den var som altid så tæt på studieperfekt, som man kan komme. Men de ganske få gange hun forsøgte at tale til publikum, fik hun aldrig etableret et godt samarbejde. Det hjalp heller ikke, at når hun talte i mikrofonen, var det så lavt, at man måtte gætte sig til halvdelen af hendes sætninger. Efter et ellers formidabelt leveret næstsidste nummer, ”Someone’s Daughter”, talte Shmayluk direkte til publikum og takkede os for at have taget så godt imod dem, da de ikke havde vidst, hvad de kunne forvente. Med de sidste ord, ’thank you for enduring’, kunne det dog godt fornemmes, at Eos-scenen nok ikke kommer på top-10 over spillesteder for den ukrainske metalsangerinde. Trods manglende entusiasme fra Shmayluk, leverede de hvad de skulle, og som forventet kom der en sidste energiudladning via deres hitnummer, ”Pisces”, til at runde koncerten af på fornem manér.