Svenske tøndetæsk
Mikkey Dee, motorhovedernes speedsnakkende svenske trommeslager, har spillet med i Scorpions, siden manden, der ikke kunne dø, døde. I Horsens stillede han op sammen med to landsmænd, Viktor og William. De mødte hinanden til en svensk prisuddeling, hvor Mikkey skulle modtage en pris og de to andre optræde med deres band. De blev opfordret til at spille et nummer med Mikkey, og der var straks kemi. Den kemi, samt Mikkeys lyst til at spille de gamle sange, var startskuddet til en hyggelig turné.
Sidst, de var på scenen, var på Wacken, og der var sætlisten rent guld: ”In the Name of Tragedy”, ”Orgasmatron”, ”Stay Clean”, ”Killed by Death” og de to uundgåelige og lige så udødelige ekstranumre. De to, alle kender. Også dem, der kun kender bandet af navn.
Ikke helt højt nok
De åbnede med Orgasmatrons ”Build for Speed”, en atypisk åbner, der med fordel kunne have været skiftet ud med noget mere energisk. ”Iron Fist”, for eksempel. Det havde også markeret, at nu var festen dælenduleme i gang. Men måske den gode Mikkey lige skulle varmes op, for han var tydeligt stakåndet mellem numrene. ’Vi forsøger ikke at være Motörhead, jeg savnede bare at spille de her sange’, sagde han, selvom bassist og sanger Viktor lignede en ret ung Lemmy, og han lød også som ham. Vokalen var uhyggelig tæt på originalen. Til gengæld spillede han slet ikke lige så højt, og det var en stor skam, for der skulle have været fyret meget mere op for bassen i klasserockeren ”Stay Clean”. Bassoloen i det nummer gør det til et af Motörheads absolutte trækplastre, men man skulle lytte voldsomt efter for at få den med.
Mikkey fortalte lidt korte anekdoter fra tiden med Lemmy, som tilførte noget meget personligt, autentisk og varmt. Blandt andet opererede de med tre niveauer af højt: Superhøjt, sindssygt højt, og så højt, at lytteren røg på hospitalet. Og den anekdote understregede, at koncerten i Horsens ikke var autentisk i motorhoved-regi, for bandet ramte altid niveau tre. Ulideligt højt. Men det er nok ikke tilladt i Horsens, og det er nok også en dum forretning at sende samtlige gæster på sygehuset. I hvert fald så tidligt på festivalen.
Den fantastiske sætliste svarede til showet på Wacken, men rækkefølgen var til at forudsige. Det er ingen overraskelser i, at ”Ace of Spades” og ”Overkill” kom til slut.
Ugly Kid Joes Whitfield Crane kom på scenen til “Born to Raise Hell” og “Ace of Spades”, hvor “Born” blev koncertens højdepunkt. Publikum skrålede med, men Cranes evner udi publikumskontrol er også uovertrufne. En anden fed detalje var i ”Killed by Death”, hvor trommesolostykket i midten alene dannede ramme under vokalen. Der blev det tydeligt, hvordan Dee bygger dynamik op. Lemmys ikke helt upartiske udsagn om, at Mikkey er verdens bedste trommeslager, har nok et skær af sandhed.
De komplekse takter i ”Sacrifice” fik en anekdote med om, hvordan Lem, Phil og Würzel første gang hørte Mikkey Dees umulige rytme. De kiggede, som var de The Three Stooges, og spurgte: ’What the hell are we gonna play to this?’
Tag lidt flere chancer
Med ’vi forsøger ikke at være Motörhead’ som ledestjerne kunne trekløveret have tilladt sig at grave særdeles dybt i sangskatten og måske endda lege med den traditionelle sætliste. Være så uforskammede at lukke med noget andet end de gamle kendinge ”Ace of Spades” og ”Overkill”. Måske åbne ballet med den ene og slutte med den anden, bare for at overraske lidt. Det var en lidt forudsigelig oplevelse, uagtet at det var fantastisk at se den gode Hr. Dee på en scene igen, høre lidt om den kære Lemmy og få banket knallertklubbens klassikere lige i synet igen. Live.
