Gojira

KB Hallen, Frederiksberg

Officiel vurdering: 9/10

En længe ventet aften

Først var det Den Grå Hal på Christiania. Dernæst Forum Black Box, og til sidst K.B. Hallen. Den længe ventede koncert med franske Gojira blev flyttet en del gange – både geografisk og i kalenderen – men lørdag aften var det endelig blevet tid til at opleve et af vor tids allerbedste livebands i den nye/gamle hal på Frederiksberg. Med sig havde de britiske Employed to Serve, som overtegnede desværre ikke fik set, samt de unge gutter i newzealandske Alien Weaponry. Ikke noget dårligt lineup, og den i forvejen dejlige sommeraften skulle vise sig at blive endnu mere skøn, end de fleste nok havde turdet drømme om.

Alien Weaponry

Foto: @lasselindhardt

Da trioen sidst optrådte i Danmark, foregik det på Copenhell i 2019, og det var ikke en koncert, der løb af stablen på helt normal vis. Inden bandet gik på scenen, var der nemlig undervisning i traditionel Haka-dans ved herboende newzealænder Kane Harnett-Mutu til stor jubel for alle fremmødte. Den seance blev ikke gentaget i K.B. Hallen, men Harnett-Mutu var igen mødt op; denne gang for at introducere sine landsmænd. Og de gjorde det rigtig godt. Kompromisløse “Raupatu” startede løjerne, hvorefter “Holding My Breath” slog fast med syvtommersøm, hvorfor Alien Weaponry bestemt er et band, man skal holde øje med i fremtiden. Bevares, der skal lidt mere variation til i riffs, dynamik og udtryk, hvis gruppens musik skal vise sig holdbar på den lange bane, men det er bestemt ikke utænkeligt, at disse unge knøse for alvor bliver store en dag.

Netop variation blev da også i sidste ende den primære udfordring for Alien Weaponry under den 45 minutter lange opvarmning. Det sidste kvarters tid føltes ganske enkelt lidt for langt og ensformigt. Nok er “Ru ana te Whenua” og “Kai Tangata” glimrende numre, men det skyts, bandet har i deres våbenarsenal, er desværre ikke helt godt nok til at bære deres ellers meget energiske show i mere end en halv times tid. Alt i alt klarede de dog opgaven glimrende, og for pokker, hvor bliver de spændende at følge fremover.

7/10

Gojira

Foto: @lasselindhardt

En halv times tid efter Alien Weaponry var gået af scenen, var det tid til aftenens hovednavn. Et stort lærred var hejst op foran scenen, hvorpå dele af artworket fra nyeste album, Fortitude, figurerede. Hen mod koncertens start viste lærredet en nedtælling, og da denne ramte nul, eksploderede den gamle hal på Frederiksberg i ren ekstase. Til tonerne af “Born for One Thing” – anden single fra Fortitude – kom bandet til syne, og på vanlig Gojira-facon blev kimen lagt til en uhyre fokuseret og ekstremt velspillet magtdemonstration. “Oroborus”, “Backbone” og vidunderlige “Stranded” fulgte efter, hvilket fik stemningen til at ramme kogepunktet. Men det var under koncertens femte nummer, “Flying Whales”, at den franske kvartet kom hele vejen rundt. Enhver ved, at Gojiras katalog kan starte en helvedes hårdtslående fest på ingen tid, men er der noget, de i særdeleshed mestrer, så er det at fremkalde melankolske tårer i øjnene på lytteren, vel at mærke mens der bliver råbt og headbanget. Fuld plade og ren ekstase – og dette allerede efter fem numre.

Det tårnhøje niveau af lige dele elegance og brutalitet fortsatte ufortrødent i koncertens midterste tredjedel. Smukt anført af kaptajnen i front, Joe Duplantier, og ikke mindst hans ulækkert velspillende grydebankerbror, Mario, fortsatte Gojira med flot eksekverede udgaver af især “The Cell”, “Hold On” og “Silvera”. Lidt senere det suveræne titelnummer fra det nu ti år gamle mesterværk L’enfant Sauvage og derefter et nummer, jeg personligt havde frygtet: ‘kumbaya’-lejrbålssangen “The Chant” fra Fortitude. På albummet blev nummeret hurtigt decideret irriterende lytning, og bandet lød mere som Mastodon end som Gojira. Men min frygt var ubegrundet. “The Chant” fungerede upåklageligt i livesammenhæng og fik dermed endelig sin eksistensberettigelse. Og hvad gør man så, når stemningen hos de godt 4.500 fremmødte atter er ved at løfte hallens næsten helt nye tag? Man spiller da selvfølgelig “The Gift of Guilt”. Ordet smukt er næsten ikke tilstrækkeligt. Det var en perfekt cliffhanger før de sædvanlige ekstranumre, og derfor føltes det også en anelse fladt, da disse viste sig at være “New Found” og “Amazonia”. Hvor var “Explosia”, “The Art of Dying” eller “Born in Winter”? Eller den kriminelt undervurderede “Global Warming”? Dem må vi desværre have til gode til en anden gang.

Gojira er mesterlige, når de spiller live. Min første oplevelse med dem var på Copenhell i 2015, hvor jeg så dem uden at have det store kendskab til dem og dermed heller ikke rigtig nogen forventninger. Jeg tror ærligt talt aldrig, jeg har tabt kæben i en sådan grad, som jeg gjorde under den koncert, og jeg har elsket Gojira lige siden. Dog ikke betingelsesløst. Fortitude var jeg nemlig ikke så imponeret over i forhold til gruppens andre plader, da jeg bortset fra tre-fire rigtig fede numre synes, at resten lyder som det materiale, der ikke var godt nok til forgængeren Magma. Og hermed kommer vi frem til årsagen til, at lørdagens koncert ikke scorer en klokkeren topkarakter: Der var for mange numre fra Fortitude og for få fra gruppens andre plader. Syv ud af koncertens seksten numre – altså næsten halvdelen – var fra nyeste album, og dermed var en ellers ret stærk sætliste slået lidt skæv på bekostning af en håndfuld rigtig stærke klassikere. Gojira var uhyggeligt professionelle og velspillende, publikum var yderst veloplagt, og K.B. Hallen, der er blevet bygget en del om siden verdens største dildobål i 2011, lød bedre end nogensinde. Måne og stjerner stod perfekt, men verdens førende liveorkester må ‘nøjes’ med ni flotte kranier.

Sætliste:

  1. Born for One Thing
  2. Oroborus
  3. Backbone
  4. Stranded
  5. Flying Whales
  6. The Cell
  7. Love / Remembrance
  8. Hold On
  9. Grind
  10. Silvera
  11. Another World
  12. L’enfant Sauvage
  13. The Chant
  14. The Gift of Guilt
  15. New Found
  16. Amazonia

9/10

Kommentarer (2)

UMUR

UMUR

Indlæg: 82

Jeg kunne ikke rigtig finde

Jeg kunne ikke rigtig finde interesse i Alien Weaponry, men Gojira leverede som altid varen. Det er virkelig et godt spillende live band. Det er ikke engang fordi, jeg er hardcore fan af deres musik (selvom jeg selvfølglig godt kan lide det :-)), men live er det sgu vildt fedt.

Jens

Manglende projektor

Fantastisk koncert. Mærkeligt at der intet sted i nogen anmeldelser nævnes deres tekniske vanskeligheder med deres ellers fantastiske visuels. Tjek deres SoMe. Det vrimler med fede billeder, som vi ikke fik i KB hallen. Men det var stadig en fantastisk koncert. Sikke et band!

Tilføj kommentar