Devins coolness

Kold som hindbæris har Strapping Young Lad forvandlet sig til en varmblodet popdreng, der let som ingenting gør det meste, han rører ved, så uimodståelig lækkert, at det er umuligt ikke at synes om. Musikalsk Feinschmeckerei aka kompromisløs komposition og produktion, godt hjulpet af GGGarth Richardson (Rage Against The Machine med flere), danner overskriften for et værk, der udforsker og udfordrer genrer, som vel nok placerer sig alleryderst i grænselandet mellem hardrock og poprock, krydret med noget ubestemmeligt industrial.

Vellyden på Lightwork er så forførende, at du uden at opdage det risikerer at kunne lide musik, du før har afskyet. Kun Devins coolness muliggør et album hvor strygere, synth i alle afskygninger og firserlyd på heavyguitaren går op i en højere enhed. Jeg er begejstret og holder af langt de fleste øjeblikke på et album, der er sværere at genrebestemme, end det er at blive forelsket i.

Naivitet og happiness

Ikke siden Ghost har jeg ladet mig overrumple af sentimentale arrangementer og ikke mindst tekster, der er så langt forbi positiv psykologis naivitet og happiness, at det lysner helt ind i de mørkeste afkroge af mit i forvejen sorte sind. Hør for eksempel nummeret “Moonwalker”, der indleder hele herligheden. Det er tæt på arrogant at starte nummeret med et stereoperspektiv, der er smallere end Venedigs gyder, for så derefter at åbne op for et lydbillede bredere end en syvsporet freeway ud af South Beach (herligheden indtræder efter et minut og fem sekunder). Dine øregange bliver til velour på den rejse.

Magien fortsætter på “Lightworker”, der nemt kunne vinde melodigrandprix det næste årti, hvis bare Devin gad at stille op. En fanfare af violiner, vibratro og stoisk, operalignende vokal smadrer alle hjerter, der har været knust og helet mere end en gang. I alle lande. Faktum. Og det stopper ikke med nummeret “Equinox”, som er en magtdemonstration i, hvordan man skriver et solidt popnummer med guitarlir og luft på stemmen. Det samme gælder “Call of the Void”. Og sådan ville jeg ønske, jeg kunne blive ved.

Men halvt rundtosset af labre musikalske livtag bliver jeg alligevel forstyrret midtvejs i løbet af de cirka 56 minutter, langspilleren varer. En form for industrial fusion/hardrock virker mere irriterende end originalt. Nummeret “Dimensions” fungerer som et showroom for alt det, multiinstrumentalisten Devin Townsend formår, men udtrykket bliver mest af alt bare usammenhængende og mærkeligt. Den diametrale modsætning til det formidable sangsnedkeri, som hovedparten af albummet består af. “Celestial Signals” er knap så eksperimenterende, men tangerer til gengæld til det kedeligste af de ti skæringer på albummet. Heldigvis får Devin samlet op på det hele inden slutningen, hvor især “Vacation” skiller sig ud med en Tom Petty-agtig stemning, bare uden at være irriterende.

Mere soft- end hardrock

Lightwork fremstår som et gennemført, velproduceret værk, der nok peger mere i retning af soft- end hardrock. Hvis den bløde stil fortsætter, kan det være svært at argumentere for, at det skal anmeldes her på Heavymetal.dk. Og så kan man jo aldrig helt vide med Devin Townsend, hvis musikalske meritter gennem en lang karriere har spredt sig ud over et utal af genrer og samarbejder. I 2022 har han været på tour med Dream Theater, og i 2023 tager han afsted alene – og han kommer endda forbi København et smut. Jeg glæder mig.